Jeg har lovet at skrive om tilblivelsen af et stykke musik – skrive en fortløbende tekst om et enkelt værks udvikling fra den spæde begyndelse til den spæde slutning. For et år siden – for to – for tre år siden ville det have været en nem sag– en overskuelig sag, for jeg har indtil nu altid skrevet ét stykke af gangen. Fået idéen til et værk – taget beslutningen om rent faktisk at skrive værket – følt mig frem til accept af en deadline – fanget titlen i luften sammen med idéen; for derefter så bare at skrive stykket. Jeg har heller aldrig været bange for at fortælle om mine idéer. Faktisk tror jeg, at jeg nogle gange næsten har skræmt lyttere til seminarer etc. over hvor meget jeg har lyst til at give fra mig. Der er lyttere, der har taget det som et udtryk for mod og generøsitet; men jeg er nødt til at skuffe dem, der har troet det – og vil få de samme tanker om det jeg nu skriver! Min lyst til at fortælle om min musik er helt og aldeles født af egoistiske grunde, for når jeg fortæller om min musik – både privat (til f.eks. musikere jeg arbejder med) og offentligt (f.eks. i forbindelse med seminarer rundt omkring) håber jeg altid at de beskrivelser af min musik (især om den musik jeg endnu ikke har skrevet ned) vil bringe mig en enkelt sætning videre. At jeg så at sige vil komme til at sige noget, jeg ikke selv helt var klar over, jeg mente – At jeg fra min underbevidsthed kan mane interessante sammenhænge og latente musikalske idéer frem gennem mine sætninger, der tager udgangspunkt i de tanker jeg har kontrol over – Få det ukontrollerede kastet op og ud til kontrol (… For nogle år siden beskrev jeg faktisk dette fænomen i en artikel om originalitet i Autograf). Det der imidlertid gør det svært at skrive et stykke musiks dagbog lige her og nu i begyndelsen af 2008, er at jeg ikke skriver på et enkelt værk – Jeg skriver på flere værker. To store stykker og en række små satellitter omkring de to. Ikke mere om de satellitter her og nu – men det kommer sikkert senere. Men de to store… Der ligger en klaverkoncert – klaverkammerkoncert med Mozartorkester; men den hviler i øjeblikket til fordel for nogle af dens satellitter og for det andet store…..”Sounds like You” – Et stykke om et stykke – Et stykke om en koncert – Et teaterstykker der er blevet til et orkesterværk og omvendt. Endnu et samarbejde med dramatikeren Peter Asmussen – Et værk om to mennesker, der sidder til en koncert og hører et stykke orkestermusik (tilfældigvis er det stykke musik Bent Sørensens Exit Music). De to får kontakt med hinanden – går til koncert igen – og rører hinanden gennem musikken. Jeg har været doven i flere dage – har læst i stedet for at skrive; men nu må det være slut. Jeg skal ind til anden del af ”Sounds like You” (Der er syv dele i alt, så jeg har jo nok at gøre!). Om kort tid vil jeg fortælle om værket; men nu må jeg ind til teksten – "… Det er der bare uden mening for at fylde et tomrum. Som musik."