(8. maj) Dagen før SPOR-festivalen i Århus. Om formiddagen er jeg til prøve på ”Exit Music”, som skal opføres næste aften. Jeg koncentrerer selvfølgelig min lytning, som jeg plejer – balancen, detaljen, klangen, hastigheden etc., men oven i det lytter jeg efter ”Sounds like You”. Jeg lytter til begyndelsen af ”Exit Music”, hvor de første godt og vel 4 minutter er fuldstændig identiske med begyndelsen af ”Sounds like You”, og jeg tænker på dét med sangstemmerne. I ”Exit Music” nynner hele orkesteret enkle sanglinier, som kun ind imellem bliver tydelige som sangstemmer, og som altid afkaster spørgsmål fra lytteren – ”Sig mig sang de ikke?”. ”Jo” - Sangen er smeltet ind i klangen – må aldrig blive en effekt, men blot som en indsmeltet ny farvning af klangen – den direkte klang fra menneskekroppen – sangen - der blandt alle instrumenterne bliver et mysterium. I ”Sounds like You” er 16 sangere/stemmer placeret blandt publikum, og jeg har været lidt i tvivl om hvorvidt de skjulte sangstemmer i ”Exit Music” skal lægges tydeligt frem fra starten af ”Sounds like You” – Skal de fjernes fra orkesterets indre og lægges ud blandt de ”rigtige sangere” ude blandt publikum? Prøven på ”Exit Music” giver mig svaret - Selvfølgelig skal de ikke det! Det er jo det, det hele handler om! I begyndelsen - Blot en koncert – Blot et orkesterværk – Et orkesterværk med en indre stemme (Århus Symfoniorkester synger som engle!), ligesom de to skuespillere har deres indre stemme, og igennem hele ”Sounds like You” kravler musikken ud blandt publikum. Koret – der er placeret blandt publikum - trænger mere og mere ind i orkestrets klang, og pludselig vil der også være musikere blandt publikum.Hvordan får jeg skabt en situation, hvor musikere fra scenen pludselig sidder og spiller nede blandt publikum?

Efter prøven tænker jeg på de to hovedpersoners tilbagevenden til koncertsalen. Jeg tænker på melankolien igen – min egen og deres. Tænker på det med at opsøge steder igen, for at finde spor af sig selv (.. og jeg lover hermed, at den næste lange tekst vil sætte et foreløbigt punktum for tanker om melankoli.).

Om eftermiddagen sætter jeg min melankoli på prøve! Opsøger steder igen.
Jeg går langs Aarhus å, men pludselig beslutter jeg mig for at ændre retning. Jeg går op langs jernbanen og fortsætter ud af Frederiks allé, og prøver at huske. Jeg boede her i 2 år – fra 1978-80. Jeg var forfærdelig ung og studerede dansk. Jeg prøver at huske butikkerne. Der lå mindst to hesteslagtere dengang. Nu er her en 7eleven - alting er normaliseret. Endelig når jeg frem til Frederiksbjerg torv. Det var her jeg boede. På øverste sal af bygningen der huser Den Danske Bank delte jeg lejlighed og viceværtjob med den vidunderlige folk-rock-musiker Allan Olsen. Ham følger jeg nu kun på afstand. Vores kontakt har siden 1980 været sporadisk og i de seneste år ikke eksisterende (Jeg husker den sidste gang vi mødtes – det var til en stor dansk-musik-fest, og han sagde :”Det her er fandeme ”Sterbende Gärten”).
På Frederiksbjerg torv kigger jeg op på bygningen. Den er velkendt – men på den anden side helt fremmed for mig. Jeg husker f.eks. slet ikke at der stod ”1900 Alpehus” med store bogstaver, men jeg husker ”Jakob Skomager” som stadig ligger skråt overfor, og hvor jeg engang udenfor lukketid hentede en masse elefantbajere, og pølsevognen på torvet – den er der også endnu. Jeg er overhovedet ikke sulten, men jeg MÅ spise en pølse her, og pludselig mindes jeg den første dag, jeg kom til Århus, for snart 30 år siden, og jeg gik til pølsevognen og på spørgsmålet – ”Ketchup og sennep?” sagde – ”Ja – og også lidt af den franske”, og Pølsemanden så på mig og så en snobbet Københavneridiot og sagde ”Den slags fine ting har vi altså ikke her.”
Efter pølsen går jeg tæt på bygningen, og prøver at finde genkendeligheden ved at kigge ind i opgangen – men intet bliver genkendt, og jeg mærker heller ingen glimt af fortid, når mine fødder føler det fortov, hvor jeg engang fejede blade bort, og som i sidste ende blev Allans og mit endeligt i viceværtslejligheden, da vi begge to tog hjem på forlænget juleferie den jul hvor det sneede og sneede, og husværten – Banken – bestemt ikke var særlig glad for den sne viceværterne aldrig fik fjernet.
Jeg går tilbage mod centrum ned ad Jægersborggade. Jeg går på den sydlige side og kigger på den nordlige for at se efter det lille værtshus, hvor jeg spillede en af mine første folkemusikkoncerter med min guitar, og hvor Allan gjorde det tiere og meget bedre, og som jeg ikke kan huske hvad hed. Det er der ikke mere – jeg kigger. Hvorfor kan jeg dog ikke huske navnet? Hvorfor skal tiden da også altid gå? Hvorfor måler vi hele tiden tiden?
Hele vejen har jeg kigget på mennesker og set efter genkendelighed. Men alle de år har vendt op og ned på aldre - Det er snart 28 år siden jeg flyttede herfra og det unge par, der går foran mig med hinanden i hånden, var ikke født dengang, så hvordan skal jeg kunne genkende dem?”Stenkalven” – kommer jeg i tanke om – det var det det hed, musikværtshuset i Jægersborggade. Navnet rammer mig i nakken, da jeg træder ud på Bruuns gade og sætter kurs mod en ny potentiel melankolikatalysator - synet af den manglende ”Zorba”. Indtil den lille hyggelige græske restaurant blev omklamret af - slugt af – destrueret af det store altædende Bruuns galleri, var det det faste endepunkt for seminarer med komponistklassen igennem langt mere end 10 år. Her sad jeg med Karl Aage og co. Og vi ”seminariede” videre langt efter lukketid med Moussakás, Tzatziki og Retsina. Også det er forbi – men det synes, som om alle de ting der er forbi for mig her i Århus efterlader mig tom for melankoli. Har jeg nu også mistet min melankoli?

Måske skete det for en lille uge siden. Jeg sad en aften alene i haven i Lammestrup. Det var en af disse varme aftner. Aftner der ringer bagud i min historie – skriger efter melankoli. Det varme forår. Denne tid for liv med minder om legen på gaden over nætter uden søvn i selskab med den dengang eneste ene til dansende pinsesol i voksenliv. Tiden hvor man tilbage i tiden simpelthen altid måtte falde for nogen, og hvor man måske altid falder over alting. Jeg tænkte på kvinden i ”Sounds like you” – hendes melankoli - det med at vende tilbage til koncertsalen, men pludselig - med den varme aften omkring mig - blev jeg ramt at et hårdt stød fra min egen melankoli, og jeg kom til at tænke på en aften og nat som denne, da jeg var ca. 15 år, og jeg - da jeg endelig nåede hjem om morgenen og lå med dyne, håb og drømme - dagdrømte om, at jeg ved at lære en speciel svær guitar-sang ville bringe mig selv i en udsøgt pole-score-position. Pludselig blev melankolidrømmeriet i aftenlyset afbrudt af telefonen. Jeg skal hente min datter på stationen – ind i bilen – bilradioen tænder af sig selv, og ud kommer 2. sats af Ravels G-dur klaverkoncert, og melankolien flyttes 30 år frem til en aften efter en opera-workshop-dag, hvor vi alle sad lykkelige, halvfulde (.og halvgamle) med vin og junkfood, og en deltager satte sig til klaveret og spillede denne den vidunderligste af alle Ravel-satser, og fik den i nuet til at lyde som om han spillede den bedre end alle dem der kan spille den rigtigt.
Da den flod af melankoli kommer op og ud, bliver jeg klar over, at jeg er kureret - i hvert fald midlertidigt, for nu ved jeg hvad melankolien kræver for at være til at holde ud! Man må hele tiden genskabe melankolien – hele tiden møde oplevelser og stemninger, der kan blive til minder der kan sovses ind i selvmelankoli, og jeg beslutter mig for, at jeg om fyrre år stadig vil lede efter en oplevelse, der senere vil kaste melankoli af sig, og så må jeg lære at leve med, at det i givet fald betyder, at jeg bliver meget gammel!

Slut med melankolien – ”Far, melankoli, far vel, Jeg keedis nu længer at være din Træl!” Jeg kender den, og kan skrive den (tror jeg), og noget af det sidste, jeg vil skrive i dette uendelige indlæg, er et citat fra en bog, jeg fandt frem og genlæste efter aftenen med forårsnat, Ravel og kurering - En ganske lille erindringsbog, der siger mere end de fleste af de store tykke. Tomas Tranströmers ”Minderne ser mig” (Lad os sige at den bog er ugens anbefaling!):
”Man føler sig altid yngre end man er. Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er ”mig”. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.”

… og endelig kan jeg komme videre med ”Sounds like You” – endelig kommer visionen: Jeg må skabe disse årringe både inde i musikken og i rummet blandt publikum – ”Pas på – du sidder på en årring!”