Min musik kommer tættere på publikum.
I flere værker fra i år forsøger jeg at placere min musik så tæt på publikum som muligt - sætte musikken på stolen ved siden af – male den direkte på kroppen af en intetanende publikummer.
Om kort tid skal jeg høre det i en lille fjerde sats til det værk, ”Schattenlinie” for klarinet, bratsch og klaver, som jeg skriver på som et ”en-sats-om-året-work-in-progress” til den norske Risør Festival.
Egentlig var ”Schattenlinie” bare tænkt som et kammermusikværk for en klassisk besætning, men nu har det pludseligt kastet andre idéer af sig. Musikken skal måske bevæge sig bort og forlade rummet. Det lyder måske helt vanvittigt, men de, der bare én gang har været til en midnatskoncert i Risør kirke og mærket stemningen og stilheden udenfor kirken, vil kunne forstå det. Et kammermusikværk der bevæger sig ud af kirken - ud af publikums ører og hænder - ud i natten - ud i nattens haver - ud i kirsebærhaven, for måske dér at ende som en opera.
I den fjerde sats af ”Schattenlinie” har musikken foreløbigt bevæget sig ned blandt publikum. Der bliver pludseligt hvisket ord dernede. Ord, der i virkeligheden er citater fra Tjekhovs ”Kirsebærhaven”. Pludselig er lyden helt tæt på. Den publikumskollega du sidder ved siden af, og som du troede var i samme båd som dig selv, er pludselig en optrædende. Der hviskes tæt på dig og overalt omkring dig. Hvis det forbliver en effekt er det meningsløst, men hvis man får den samme fornemmelse, når man hører det næste gang, er det lykkedes.
I et andet værk – ”Et blad falder til himlen” for pigekor, som jeg har skrevet sammen med Knud Romer, er koret placeret rundt omkring i koncertsalen. De synger og bevæger sig blandt publikum. Knuds smukke digt handler om demens, og korets bevægelser ”handler” måske om at fokuseringen ændres for måske ligefrem at forsvinde. Det smukke og melankolske der kan ske, når ”man falder til himlen”, og ungdommens unge pige samtidigt nærmer sig medbringende en tone og et ord.
I ”Sounds like You” er koret også placeret blandt publikum, og sidst i værket vil stort set al musikken have flyttet sig ned på sæderækkerne.

Hvorfor udvikler musikken sig som den gør ? Hvad sker der dog i øjeblikket med min musik, siden jeg absolut skal have den flyttet væk fra dens normale platform ?
Samtidig med at musikken kommer tættere på publikum, kommer den – af et andet spor – tættere på musikeren. I næsten alle mine værker fra de senere år skal musikerne nynne mens de spiller. Musikken bevæger sig fra instrumentet ind i musikerens krop.
Der er vel en tanke og logik i at efter at have arbejdet i fem, seks år med den store dramatiske form i ”Under Himlen”, så kan savnet af operaen og længselen efter det musikdramatiske perspektiv udløses i brug af disse pseudomusikdramatiske initiativer. Rummet, ordene, sangen bliver betydelige medspillere til den rene musik. Måske handler det også om en opløsning – eller i hvert fald opblødning af blufærdigheden. Min musik behøver ikke at være så fjern mere. Man må faktisk gerne høre den, og hvis den er placeret på stolesædet ved siden af, kan man ligesom ikke hindre den i at blive hørt.
Tidligere var ”fjernheden” et af de væsentligste karakteristika ved min musik. Jeg husker en prøve med det norske Cikada Ensemble for nogle år siden, hvor musikerne konstant drillede mig med det faktum at betegnelsen ”Lontano” fylder mere end almindeligt som karakterbetegnelse i mine værker. Hver gang jeg kommenterede deres musiceren, og bad om lidt mere dit og lidt mindre dat, lød det fra dem: ”…Og mere lontano – ikke sandt!”

(Er musikken stadig fjern? En Lontano-musik helt tæt på.)

Disse tekster skal (for formens skyld?) indeholde en ugentlig anbefaling, og jeg ville hjertens gerne anbefale Tjekhovs ”Kirsebærhaven”; men i så fald ville jeg nok have nærmet mig melankolien i det værk. Den hvide melankoli som Tjekhov mestrer bedre end nogen maler, og det ville have bragt med sig, at jeg kunne konkludere at alle de tre værker, der sætter sig på stolen ved siden af publikum, har melankolien som tema, og jeg ville nok have gået ud i en længere, retrospektiv analyse af forholdet mellem min melankoli og min flytning af lyd.

Da jeg imidlertid har sagt melankolien farvel, vil jeg i stedet i denne uge anbefale et stykke musik - et kammermusikværk, der har med rumlige forhold at gøre: ”Hic sunt Leones” af den venetianske komponist Claudio Ambrosini. Han er den eneste udenlandske komponist, jeg har studeret hos. Det gjorde jeg i en uge i Venedig i 1992. Ambrosini fortalte mig om hvad der karakteriserer den venetianske komponister fra før Gabrieli over Gabrieli til Nono og frem i tiden til ham selv: Brugen af rummet inspireret af Markuskirkens form. Jeg har ikke selv det værk på hverken bånd eller CD mere, og hvis nogen af denne teksts læsere har det liggende, må de meget gerne lade mig det høre!