I
Hvad er sammenhængen mellem mit liv, og det jeg søger i mit værk?
Når jeg stiller spørgsmålet lægger jeg samtidigt svaret på læben og i munden. Sammenhængen er i sig selv svaret! Sammenhængen er, at jeg er opmærksom på sammenhænge – på udkik efter dem - begge steder, på alle planer, og frem for alt er jeg på jagt efter tværgående sammenhænge og sammensmeltninger på tværs af alle skel. Sammenhænge fra den mest ubevidste bevægelse i mit værk til den mest bevidste beslutning i mit liv.
Sammenhængskraften og jagten på sammenhænge bliver først interessant og bemærkelsesværdig, når man mærker den eller finder den, hvor alting virker usammenhængende. I øjeblikket ser jeg efter sammenhænge overalt og søger i hver tanke, i hvert syn en sammenhæng, og måske er søgningen og analysen så intens at sammenhængsdømmekraften er blevet devalueret
Er der en sammenhæng mellem de former musikken antager og de former der tegner sig i komponistens liv? Kan musikken forme komponisten, så musikken udstikker linierne for komponistens liv?
I de sidste par år har jeg været besat af at provokere min formtænkning. På min computer har jeg indlagt musik inden for stort set alle stilarter, og jeg elsker at sætte computeren til at afspille alt tilfældigt og lytte til overgange mellem glimt af musik, som nærmest intet har med hinanden at gøre. Være spændt ventende – hvad bliver det næste! Klippene mellem glimtene bliver små åbenbaringer, og jeg træner mig i hurtigt at fange drømmen om sammenhængen mellem de klip, der bringer min fantasi i kog.
I de senere år har jeg overført ”festmixet” til koncertsalen og lavet en mængde koncertprogrammer, hvor det væsentligste fokus er på overgangen mellem værkerne. Koncerter hvor sammenhænge skaber kaos og kaos skaber nye sammenhænge, der spejles i min musik – Usynlige og uhørlige sammenhænge i kaos.

II

Efter foredraget for nogle uger siden møder jeg i en port ved busstoppestedet den ven jeg har kendt i 25 år. Han virker overraskende forvirret, og hans sætninger er helt usammenhængene og fyldt med gentagelser. Han virker på samme tid tøvende og travl. Han skal rejse, men står helt stille. Mens vi taler sammen dukker der en ældre mand op. Han taler uopfordret og uafbrudt, og det er svært at vide om han taler til os, eller taler til sig selv. Han taler nok bare, og hans ord synes at køre helt i cirkler. Den samme historie bliver fortalt igen og igen, som om pickuppen, der skal føre hans tanker ud af munden, står fast i en rille. Hans tale handler om, at han i dag har reddet to mennesker ud af en brændende bil i forbindelse med hans arbejde i civilforsvaret; men med alle mine fordomme i behold er jeg ret sikker på, at det ikke er sandt. Min ven fortsætter sine usammenhængende sætninger om hans pludselige skilsmisse og den foranstående rejse til Venedig.

Det er en helt mærkelig situation, og der opstår den særeste kommunikationsstilhed af hvid støj, man kan forestille sig. Min ven er for optaget af de tanker, der gør hans tale usammenhængende til at han mærker støjen. Den ældre mand er ligeglad – og har formentlig fortalt historien en masse gange uden at kræve intens lytning eller stilhed omkring sig, og han finder sit eget looptempo til aflevere historien i. Jeg selv er for optaget af klangen af den kontrapunktiske monologduet til at ville bryde ind i den – Jeg lytter blot og håber, at de to usammenhængende temaer vil fortsætte lidt endnu. for jeg ved, at jeg lytter til en musik, der har sammenhængslinier, der rækker ud efter min egen musik, min inspiration og ”Sounds like You”. Jeg lytter til den form, der bliver min, når jeg samler de to stemmer. Det er mig der finder sammenhængen. Jeg er lytteren der hører to historier smelte sammen til én. To historier, som ligeså godt kunne eksistere på hver sin side af kloden, i hver sin tidsalder.

De smelter sammen, som når man i et tog lytter til to mennesker der taler i mobiltelefon helt uafhængigt af hinanden, og man så som tredje part pludselig kan mærke og høre en sammenhæng – en ny sammenhæng, når man ikke kan høre svarene i den anden ende af telefonerne, om man i stedet forsøger at samle det man hører til en samlet samtale – til en historie, som intet har med virkeligheden at gøre (”Jeg er på vej hjem” – ”Det er da vel løgn!” - ”Jeg troede altså også, at jeg kunne have nået et tidligere tog” - ”Nu forsvandt du!” – ”Jeg ved det godt” – ”Jeg lægger på”).

III

Det går i øjeblikket langsommere og langsommere med at komponere, og det jeg komponerer går langsommere og langsommere. Et uendeligt ritardando, som allerede har været spillet tidligere, kommer nu igen; men denne gang er dynamikken vendt om. Hvor det første gang blev svagere og svagere i takt med at musikken mistede tempo, bliver det nu kraftigere og kraftigere, og det skal på en eller anden måde ende i et slør af hvid støj, der bliver afslutningen på den første koncert kvinden og manden sammen lytter til.

I går aftes læste og lyttede jeg partituret igennem, og jeg ved nu, at jeg ikke kan nå at blive færdig til 18. Juli.