I
For nylig cyklede jeg gennem en park, og pludselig blev jeg ramt af musik. Jeg nynnede et hidtil ukendt glimt af klaverkoncerten. Det var egentligt for tidligt - jeg var stadig i slutningen af korstykket; men jeg var nødt til at stoppe på cyklen og skrive det lille motiv ned - oven i købet fløjtede jeg det ind på min mobiltelefon og sendte det som en særpræget hilsen til en ven, der heldigvis ikke tog telefonen! Det var den enkleste lille melodi. Den mindede om noget, der kunne være indgangsmusik til et børneprogram (Det mindede mig faktisk lidt om ”Ingrid og Lillebror”).
Jeg cyklede hjem og havde stadig den lille melodi kørende. Små ændringer kom til – små variationer – små glimt af klang og harmoni omkring den lille melodi.
I den slags situationer er det spændende øjeblik, når melodien, idéen, lyden pludselig skal konkretiseres – øjeblikket hvor jeg lader melodien, der er født i dagdrømmen, blive til virkelighed – se og høre den sort på hvidt – nedskrevet, udført på tangenter.
Da jeg så og hørte den i virkeligheden, vidste jeg, at den var rigtig; og er nu gået i gang med at finde ud af, hvorfor den er rigtig.

II
 ”Kastellet minder mig om Venedig. Mit indre billede af de to steder smelter sammen, og det betyder, at jeg for at undgå drømmen om Venedig, sjældent kommer på virkelighedens Kastellet.
 Når jeg en sjælden gang vover mig derud, bliver de grusbelagte stier altid til stenbelagte gader og voldgravene bliver til kanaler. Og når jeg ser bygningerne på Bernadottes Allé svømme vægtløse rundt i kanalen, er billedet så tæt på at være Venedig, at jeg blot skal undgå at have det grønne græs for øje, så ér jeg i Venedig.
  Man går altid vild i Venedig. Begynder at gå og tror man bevæger sig i en bestemt retning, blot for at finde ud af, at man i virkeligheden er gået i den modsatte retning, eller at man efter en halv times gang er tilbage på stedet, hvor man startede med at gå fra.
  På Kastellet er det sværere at gå vild, til gengæld kan man blive fanget i at gå i den forkerte retning, så man pludselig må løbe, hvis man f.eks. skal nå et ærinde i kirken eller en af de andre bygninger i kaserneområdet. Man tror man går imod sit mål, men i virkeligheden vil der hele tiden være kanal i vejen, og man må til sidst hele vejen tilbage, eller gå en gigantisk omvej.

 Der er for få bænke på Kastellet, til gengæld kan man overskue stierne i begge retninger, når man endelig finder en bænk eller en anden egnet siddeplads. Man kan sidde for sig selv. Man kan ryge en cigaret, som man kan skodde eller gemme i tide, hvis en forbipasserende jogger giver én dårlig samvittighed overfor sig selv eller resten af verden, hvis man holder cigaretten i hånden eller i munden.
  Den første gang jeg var på Kastellet, havde jeg sammen med en kammerat overnattet på Østerport station. Vi var begge unge – mindre end 20 år, og om morgenen åbnede vi lågen og gik ind på Kastellet. En vidunderlig morgen i sol, hvor Kastellet blev en magisk scene, for alt hvad man kan drømme. Da vi kom ud igen,  fandt vi havfruen og vandet og var lykkelige. Det var længe før Kastellet mindede mig om Venedig. Jeg havde i øvrigt dengang heller aldrig været i Venedig.
  Jeg har overvejet at kravle derind om natten, og hvis jeg ikke skulle forcere en låge ville jeg formentlig gøre det, blot for at pine mig selv med en nat på Kastellet, der ville sende et klart tårefyldt signal om en nat i Venedig, hvor mit liv fulgte et helt galt spor!”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”)

III
I anden sats af Mozarts G-dur klaverkoncert (nr. 17) er der et glimt af stilhed, som er noget af det smukkeste musik, der er skrevet. Klaveret spiller helt alene, blot for at gå i stå på en vidunderlig forsigtig måde, som har det pludselig fundet ud af, at det har bevæget sig bort og nu venter på orkesteret. Pause/fermat (glimtet af stilhed), og så tutti, hvor orkesteret manifesterer sig. Glimtet af stilhed er så svært at få rigtigt, fordi rigtigheden i det ikke kan forklares (fornemmelsen af det øjeblik, man finder ud af, at man er faret vild, er ikke helt nemt at fortolke i musik!).

For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder  fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!

Jeg håber, jeg kan finde og komponere et glimt af stilhed et sted omkring min lille melodi i en langsom sats af min klaverkoncert.