Klaverkoncerten hedder ”La Mattina”. Det hed den, inden der var skrevet en node af den, og selvom titlen har været på en mindre omvej, er den nu landet hvor den begyndte.
Jeg kan ikke tale italiensk, selvom jeg gerne ville, så det kan synes latterligt at bruge en italiensk titel; men man skriver altså ikke musik og fanger titler, for at undgå at blive betragtet som latterlig.
Med titlen ”La Mattina” nærmer koncerten sig den abstrakte titel; men kun fordi min første klaverkoncert hedder ”La Notte”. ”La Mattina”  bliver derfor ikke bare navnet på - men også en nummerering af - en klaverkoncert nr. 2. Måske bliver ”Den anden klaverkoncert”, det navn den kommer til at leve med (hvis den kommer til at leve!).
Det kan formentlig ikke være svært at se titlens sammenhæng – over 10 år - med ”La Notte”, og måske når jeg en dag til en middagskoncert!

På seminarer og foredrag rundt omkring, har jeg til bevidstløshed fortalt, hvordan jeg opfatter mine titler mere som navne end som titler, på samme måde som mine børn har navne og ikke titler. Jeg har til bevidstløshed fortalt, at jeg giver et stykke et navn, og holder fast i det, selvom det måske ændrer sig, og ikke kommer til at ”ligne” navnet. Jeg er tro mod navnet, titlen som de fleste er tro mod deres børns navne, og ikke ændrer Kaspers navn til Mads efter et par år, fordi man synes barnet mere ligner en Mads end en Kasper.
Jeg orker ikke bevidstløsheden mere, men i virkeligheden er det mere rigtigt end man skulle tro. Jeg får mine titler i undfangelsen eller kort derefter, og har aldrig givet et værk en titel eller ændret dets navn, efter det er blevet skrevet færdigt.
 

(Sammenhænger mellem ”La Notte” og ”La Mattina” er til at få øje (mindre at få øre på!). Sammenhængen mellem titlerne ”Alman”, ”Adieu” og ”Angels Music”, er også tydelig, og var endnu tydeligere, lige før jeg begyndte på at skrive ”Angels Music”, hvor værket blot hed ”Angel” (A+fire andre bogstaver); hvilket det aldrig blot var kommet til at hedde og senere udvikledes fra, hvis ikke undergrundstationen, jeg skulle stå af ved, den første gang jeg mødtes med Arditti Kvartetten i London, hed ”Angel”)

”En titel bør forvirre begreberne og ikke ordne dem.”
(Umberto Eco: Efterskrift til Rosens Navn)

Titler kan ramme pludseligt.
 I det øjeblik, jeg begyndte at skitsere og overveje ”Shadowland”, kørte der et fjernsyn langt borte, med en dramatisering af C.S. Lewis liv – Pludselig hørte jeg det – ordet  – ”Shadowland”. Titlen står stadig hvor jeg for første gang skrev den ned: på det store karton der støtter mine noder på klaveret. På samme måde hørte jeg også om ”Den hjerteløse gigants høj” i en ”Fjernsyn for dig” udsendelse, som jeg så sammen med en af mine døtre for lang tid siden. Jeg husker ikke så meget af eventyret, men ved den sidste sætning – ”The Hill of the Heartless Giant” vågnede jeg op.
Titler kan pludselig stå i en bog jeg læser – jeg læser over den, forbi den, men den fanger mig (uforklarligt (skæbner der løber sammen!)), og jeg må læse tilbage, og så er den der….og lyder af min musik!

”På visse stræk stopper de overtroiske sømænd ørerne med hør eller voks for ikke at høre Undinen, de kalder Mädelein; thi hendes sang er skæbnesvanger, og en enkelt strofe er nok til at knuse hjerte og skib.”
(Ib Michael: Troubadurens lærling)

”Der var også stor uro i Sydfrankrig, som skyldtes hjemløse bønder og vagabonderende fattige. Munken fra St. Denis kaldte dem les désespérés et crève-de-faim (de fortvivlede og sultende) men på stedet dernede, blev de kaldt les Tuchins. Nogle mener at navnet kommer af tue-chiens (dræb hund), hvormed der mentes folk der var så langt nede i elendighed, at de i hungerperioder åd hunde; andre mener at det kommer a touche, der på den lokale dialekt var den marquis eller krat, som de hjemløse gemte sig i.”
(Barbara Tuchman: Et fjernt spejl)

”- og ingen, der har læst Fogazzaros IL SANTO, glemmer det første kapitel - Maaneskinsnatten ved Kanalerne og langs Minnewater.
Minnewater - Kærlighedens Vand - ved dets Bred er det, at også Georges Rodenbachs Digtning har hjemme.”
(Johannes Jørgensen: Forord til Georges Rodenbach: Det Døde Brügge”)

”Golden tropft Blatt um Blatt
Nieder vom hohen Akazienbaum
Sommer lächelt erstaunt und matt
In den sterbende Gartentraum”
(Hermann Hesse: September)

”Eller  amazonerne som hylede. ”Nej. Nej. Nej. Det var ikke leoparden der dræbte ham. Ikke bøflen der dræbte ham. Det var natten. Natten der dræbte ham!””
(Bruce Chatwin: Vicekongen af Ouidah)

”For then my thoughts, from far where I abide,
Intend a zealous pilgrimage to thee,
And keep my drooping eyelids open wide,
Looking on darkness which the blind do see;”
(William Shakespeare: Sonnet no. 27)

(Det er mærkeligt at genlæse disse citater, der engang indeholdt et ord, der ramte én som en hammer og forærede et navn. Var jeg specielt modtagelig for det ord på det tidspunkt ? Satte ordet, titlen det hele i gang, eller var titlen bare et billede på det, jeg ledte efter? Ville de bøger have givet mig de samme titler i dag, eller havde jeg læst hen over de før så magiske ord og måske faldet over et helt andet ord eller sætning – en hel anden titel? Skæbnen smelter ting sammen til værket og en titel: En musikalsk idé hvor en violin svæver over det hele, et møde med en forfalden have på Mors og læsningen af et digt af Hesse bliver tilsammen til en violinkoncert. Uden et enkelt af de elementer var den ikke blevet! Det er ligeså uhyggeligt tilfældigt som selve livet!)