Livet består udelukkende af fatale beslutninger, der afkaster erindring, der enten huskes eller glemmes.
Med fatalt mener jeg ikke, at det nødvendigvis er forkerte eller skæbnetunge beslutninger, blot at enhver beslutning får en skæbnebetydning, der holder andre muligheder på afstand.
Det er alt sammen det samme, når man komponerer. De skridt, man bevæger sig over de tomme nodeark med, får altid betydning – har altid en betydning, og bliver fatale.
Ligesom i livet vil en række af beslutningerne bygge på ubevidste træk og skridt, og ligesom i livet bliver man i kompositionen ramt af spørgsmål som: ”Hvorfor gjorde jeg det? Hvad var meningen med det? Hvordan var det gået, hvis jeg havde taget en anden vej?”  Og både i livet og i kompositionen er svaret ikke altid indlysende og ofte er det begge steder bedst, hvis man ikke bruger for meget tid på at finde svaret, men blot kaster sig videre ud, derfra hvor man står.

(Måske får man et andet syn på livet, når det er forbi!)

Jeg er tilbage ved klaverkoncerten – tilbage ved det sted, hvor det hele gik i stå – Tilbage i en subjektiv fornemmelse af morgen. Endnu engang samler jeg notaterne – endnu engang går jeg lange ture for at blive ramt af originaliteten – eller i hvert fald fange øjeblikket, hvor min koncentration samler sig og centrerer sig om det, der er besluttet, og af den vej finde fortsættelsen. Det er som at stå midt i et liv, og så tage beslutningen: Hvad gør jeg herfra? Nu er det så ikke et liv men et værk, men måske er beslutningerne ikke meget nemmere, selvom værkets subjektive liv skal køres igennem på afmålt tid og stadig være i live, når det er forbi.

(Måske får man et andet syn på værket, når det er færdigt?)

”Og det kan godt engang imellem forekomme mig, at han skriver uafbrudt. For hans arbejde bestaar ikke alene i at prente bogstaver paa et stykke papir. Han skriver især med sin erfaring, sin erindring og sin hukommelse, sin kombinationsevne, sin hudløshed, sin kontante viden, sit syn. Jeg bestiller virkeligt noget, ogsaa naar jeg en formiddag ørkesløs gaar tur med min kone, mens alle andre pukler paa livet løs i værksteder og butikker, i skov og paa mark. Jeg skriver, ogsaa naar jeg sidder på den lokale kro og rafler med den lokale skrædder, som kan holde fyraften. Og det kan være, jeg skriver, mens I sover – I ser min spadseretur om formiddagen, men hvem ser det vaagne lys, som strømmer ud fra vinduerne i mit arbejdsværelse om natten?”
(Frank Jæger: Udsigt til Kronborg)

Jeg nægter mig selv at sidde ved arbejdsbordet foran  papiret, og går i stedet lange ture hver dag i nye bunker af affaldne gule og røde blade - forsøger at mane musikken frem fra tankerne. Ofte glemmer jeg at tænke, og musikken finder pludselig vej som et glimt af et blad, der langsomt daler ned.
Det er den mærkeligste stilhed, jeg nogensinde har hørt! Når bladene daler i forskelligt tempo omkring mig. Nogle falder vædefyldte hurtigt til jorden; mens andre danner en faldskærm af sig selv og uendeligt langsomt daler ned. Jeg står stille i krydset mellem to skovveje og ser alle de uendelige tempi af fald omkring mig. Scenen i stilheden har været der så tit i så mange efterår, og hver gang ser jeg det som lyden af fald i forskellige tempi og hastigheder. Det er altid inspirerende, og engang bliver det min musik; men lige nu passer det slet ikke ind i mine tanker, der forsøger at centrere sig om begyndelsen af tredje sats af ”La Mattina” hvor alting allerede er faldet og ligger og venter i bunden i to horn.