En dag slår det mig, at antallet af bøger, jeg er i gang med at læse, hænger nøje sammen med antallet af stykker, jeg er i gang med at skrive.
 På et tidspunkt i sommers, hvor jeg sprang frem og tilbage imellem klaverkoncerten, ”Sounds Like You” og div. satellitter, var jeg i gang med at læse syv bøger på en gang; men nu, hvor jeg er på vej ind i klaverkoncerten og ind imod en større stabilisering af fokus, bliver bøgerne ikke erstattet af andre, når de er blevet læst - Bunken bliver mindre og mindre og består nu kun af tre bøger: Siri Hustvedts ”En amerikaners lidelser”, Goethes ”Valgslægtskaberne” og ”Tusind plateauer” af Deleuze & Guattari. Hver gang jeg skifter imellem dem, hænger noget af tematikken over fra den ene bog til den anden, så det føles som om, de begynder at smelte sammen, og jeg fornemmer at denne sammensmeltning ikke alene skyldes det tilfældige sammentræf, at jeg læser dem simultant; men også at de tre bøger i virkeligheden er tæt forbundne, og at min læsning blot bringer deres ellers skjulte sammenhænge til syne. I ”Tusind plateauer” behandles, udforskes ”Rhizomet” (et flydende netværk, rodnet hvor tilsyneladende ulige størrelser samler sig i fluktuerende sammenhænge (…meget kort (ufuldstændig) beskrivelse(bogen er tyk))). ”Valgslægtskaberne” overfører kemiens idé om stoffernes tilbøjelighed til at indgå forbindelser til lignede valg i forholdet mellem mennesker. Desto mere jeg læser i de to bøger, desto mere opfatter jeg de to temaer som ét og det samme, der så bl.a. bliver  en indgang til formen på Husvedts roman
Valgslægtskaberne arbejder inden for et rhizom, og rhizomet udvikles efter valgslægtskabernes uregerlige regler; men ikke nok med at de to bøger og deres temaer smelter sammen, de inddrager også mig, mit liv og især min musik i deres sammenhæng. De bliver den indgang, hvorfra jeg nu kan se Klaverkoncerten og ”Sounds like You” og kan se sammenhængene imellem dem – Rhizomet der binder mig og de to værker sammen og videre sammen med lyde, dufte, minder og billeder  omkring mig - Valgslægtskaberne der har ligget til grund for det filter, der har ladet materiale og idéer passere ind i værkerne og holdt andet på afstand af dem. Bøgerne bliver et billede på min musik, og måske vil jeg tænke på bestemte sider af de bøger, når jeg engang langt ude i fremtiden  - hvor alting ellers er glemt – tager partiturerne fra denne periode frem og bladrer i dem - Fortæl mig hvad du læser, og jeg skal sige dig, hvordan din musik lyder!

 (Hvis jeg var musikolog og derfor var nødt til at forstå min musik, ville der i de to bøger være en fortrinlig nøgle til en analyse(..men jeg behøver jo heldigvis ikke at forstå den!).)

”Rotten og mennesket er på ingen måde det samme, men Væren siges med én og samme mening om dem begge to, i et sprog som ikke længere er ordenes sprog, i en materie som ikke længere er formernes materie, i en ’affektibilitet’ som ikke længere er subjekters affektibilitet. Et fællesskab som ikke er imod naturens orden, men kompositionsplanet, Naturplanet, er netop til sådanne fællesskaber der uophørligt benytter sig af alt muligt kunstigt for at danne og opløse deres montager.”
(Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer)

””Siden du nu engang har opfordret os,” svarede Eduard,”så slipper du ikke så let; for egentlig er de mest komplicerede tilfælde de mest interessante. Først i dem lærer man slægtskabernes grader, de nærmere, stærkere, fjernere, ringere forhold at kende; slægtskaberne bliver først interessante, når de fører til skilsmisser.””
(Johann Wolfgang von Goethe: Valgslægtskaberne)

 I fredags afleverede jeg partituret til ”Sounds Like You”. I de sidste uger har jeg læst det igennem igen og igen - fundet små fejl og sikret mig at de formelle ting er rigtige – takttal, sidetal, strygernes sordinskift. Det er et farvel til en tid, men ikke et vemodigt farvel fyldt med melankoli, med mindre det er vemodigt at sige farvel, til hver eneste dag der går. 
Siderne i værket er som dagbogssider, der kaster billeder op i ansigtet på mig, når jeg bladrer i dem. Da jeg kommer til side 62, ser jeg f.eks. et billede af sommeren - En tur ud i bil til Køge Bugt, hvor jeg skulle hente min eksamenslæsende datter. Der er intet spor af den situation i musikken, men ikke desto mindre er det et billede på musikken – Varmen sommeren, stranden, og når jeg ser det for mig, hører jeg musikken, der gradvist åbner op for flere og flere minder fra den tid, hvor musikken blev skrevet. Siderne  - de store nodeark - er broen mellem inspirationen fra den gang den blev skrevet, til eksspirationen der nu bliver udtrykt gennem en masse minder, som jeg vel at mærke ikke havde nogen anelse om ville få betydning og blive til billeder, da jeg oplevede dem. Inspirationens billeder er blevet overdøvet af eksspirationens, og værket er det, der sammenfletter det hele i et ”Sounds Like You-rhizom”!
 

Alle mine værker er en udstilling af dagbogsbilleder, og ofte har de billeder de efterlader intet at gøre med de billeder der lå i inspirationen, da de blev skabt.
Når jeg bladrer i ”Funeral Procession” er det første der dukker op eksspirationens billeder, og værker minder mig om det år hvor Laurent Fignon vandt Giro d’Italia, fordi jeg fulgte med i det løb, mens jeg skrev værket, og havde fjernsynet stående tæt ved arbejdsbordet. En af de mørkeste takter i værket meddeler mig en ret præcis dato – nemlig den dag hvor en bjergetape blev aflyst på grund af dårligt vejr. Så ”Funeral Procession” giver mig en mærkelig rhizomisk sammenhæng imellem liv, tid og værk i en bestemt tid – giver mig en dagbog, hvor tilsyneladende ret ligegyldige ting blander sig med mit arbejde.
Når jeg bladrer i partituret til ”Birds and Bells” mærker jeg den sommer, hvor krigshandlingerne og masseudryddelserne i Ex-Jugoslavien var på sit højeste, og i sidste sats hører jeg min egen nynnen for at få min yngste datter til at sove i barnevognen den samme hede sommer, hvor Brasilien i øvrigt blev verdensmestre i fodbold.  Det hele hænger sammen, og alle de store tanker og den voldsomme inspiration bliver til mit daglige liv. Når jeg ser de første takter af ”The Bells of Vineta” tænker jeg på en ferie i Bourgogne, og jeg ser mig selv servere morgenmad for min ældste datter, der dengang var helt lille, og hvor jeg betjener en ske med én hånd og et håndholdt keyboard med en anden.

””Det var, fordi  jeg var gal på far, og så tænkte jeg hele tiden, at de ville blive skilt ligesom alle de andre børns forældre. Jeg hørte dem skændes. Jeg sang altid, når jeg hørte dem. Jeg sang ligeså højt, jeg kunne, og så blev de flove og sænkede stemmerne.””
(Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser)

”Et barn der i mørket er grebet af frygt, trøster sig selv ved at nynne. Barnet går og standser, alt efter sangen. Fortabt søger det ly og orienterer sig så godt det nu kan med sin lille sang. Sange som skitse til et stabilt og roligt tempo, stabiliserende og beroligende midt i kaos. Måske hopper og springer barnet samtidig med at det synger, måske accelererer det eller sætter farten ned; men sangen er allerede i sig selv et spring: Den springer fra kaos til en begyndende orden i kaos, og den står i fare for at gå i stykker hvert eneste øjeblik. Der er altid noget lydmæssigt i Ariadnes tråd. Eller Orfeus’ sang.”
(Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer)

”Sounds Like You” er afleveret. Da jeg kommer ned på gaden, regner det, og det er blevet aften. Jeg kan mærke en lettelse i hele kroppen over ikke mere at have det originale partitur i min besiddelse. Det er ude af mine hænder, det er borte, og jeg behøver ikke mere at have dårlig samvittighed over ikke at sidde bøjet over det fra morgen til aften. Jeg går nynnende ned af Store Kongensgade. Uden rigtigt at have registreret det, er min lettelse over overdragelsen blevet forvandlet til glæde. Jeg nynner ”Bread and Fishes” – en sang fra min fortid – en sang der i 70’erne blev sunget af folkemusikbandet McCalmans, men først efter et stykke tid registrerer jeg, at det er den, jeg nynner. Omkring Marmorkirken glemmer jeg, at jeg nynner, men da jeg nærmer mig Kongens Nytorv, er den ubevidste nynnen gået over i ”Jeg ser de bøgelyse øer” – endnu en sang fra min fortid - en sang jeg har samlet op i min skoles sangtimer for 40 år siden. Nynnesangene omfavner mig med tryghed – De er ”Songlines”, der tegner et kort over et liv; men hvorfor det netop blev dem, er en gåde, der er lige så uforklarlig, som hvorfor jeg husker det, jeg husker, og hvorfor mine partitursider kaster de billeder af sig, som de gør - Fortæl mig hvad du nynner, og jeg skal sige dig, hvordan din musik lyder!