(For første gang i dette bloglignende forløb er jeg nødt til at forklare titlen på et indlæg. Ordet egentlighed klinger for mig i to verdener. Dels klinger det i en meget lærd Heideggeragtig verden i nærheden af væren og ikkeværen, men langt smukkere klinger det i en anden retning – i den barnlige verden, hvor ordet minder mig om børns vidunderlige sammenstillinger og ændringer af ord. Engang kunne en af mine døtre spørge: ”Far – kan man egentlig sige ”egentlighed”? ” Når barnet opfinder eller genopfinder et ord som egentlighed på den måde, bliver det pludseligt et ærligt og rigtigt ord, selvom man - når det er et barn, der spørger - er tilbøjelig til at sige: ”Nej - det kan man ikke sige”. Selv bærer jeg med stor glæde børnenes ord med mig. Et af mine yndlingsord er elakrids - en skøn sammenstilling af elastik og lakrids, og hvis jeg skal købe en pakke Gajol, siger min indre stemme stadig elakrids til ekspedienten.
For nylig genhørte jeg ordet egentlighed på et seminar på konservatoriet, hvor det i et foredrag blev præsenteret på en smuk, ironisk og drillende måde - i barnets ånd - helt blottet for den akademiske verdens måde at placere ordets betydning som utydelig og brugen af det som patroniserende. Jeg holdt af det med det samme, glemte dets akademiske tilholdssted, skrev det ned som min note fra seminaret og besluttede samtidig, at jeg ville se og høre det igen snarest; så på samme måde som mine titler til mine værker er forudbestemte, er egentlighed en forudbestemt overskrift på dette indlæg.
I virkeligheden legede jeg selv i min tidlige voksenalder med de sammensatte og svært forståelige ord, da jeg fra 1978-80 frekventerede  den akademiske verden, for at studere dansk ved Århus Universitet. Jeg var helt grøn og forstod ikke alle de svære ord, der fløj omkring mig, som de andre på holdet heller ikke ville indrømme, at de ikke helt forstod. Som et slags umodent forsvar mod min egen mindreværdsfølelse overfor bedre fremmedordsvirtuoser, begyndte jeg at opfinde og anvende ord, der ikke eksisterede - Hvis de eksisterede ved en tilfældighed  havde jeg i hvert fald ingen anelse om deres betydning. Jeg husker, jeg f.eks. fandt på ordet pendolitet, og brugte det ord flere gange, når analyserne og samtalerne kørte løs. Ingen rettede mig eller udspurgte mig om betydningen, og resten af min tid på universitetet brugte jeg primært på at forske i, om andre en dag ville bruge dét eller et af mine andre opfundne ord uden overhovedet at kende til dets ikkebetydning. Det lykkedes en af de sidste dage jeg studerede i Århus - En medstuderende brugte et af mine ord, og dermed var min akademiske tid og mit ikkefærdige studie ikke helt spildt.) 

Miraklet sker i det øjeblik, hvor en ganske lille detalje ændrer det banale eller almene til det personlige. Det øjeblik hvor jeg igennem alle mulige slør finder det, der gør, at jeg ved, at det, jeg skriver, er mit eget - at det er det egentlige.
I virvaret af håbløse takter og skitser øjner jeg pludselig noget af det, jeg søgte. Jeg ser, at musikken på papiret, ligner det, jeg hørte i mit indre, og samtidig kan jeg nu høre det, jeg så for mig i en glemt drøm (Musik er langt mere visuel end de fleste aner!). Sanserne smelter sammen, og jeg får fornemmelsen af, at den musik, jeg skriver, har været der hele tiden og blot ventet på at blive skrevet (Hvis ikke man får den fornemmelse, må man forfra igen – hvis man altså ikke vil stille sig tilfreds med andet end det bedste og det eneste rigtige.). 
Da det kun er den ene, der skriver, der ved når fornemmelsen og målet rammes – når den allerede eksisterende musik - det egentlige - genfindes, bliver egentlighed til egenhed og videre ender det med ensomhed. Det er ensomt at bære en hemmelighed man gerne må røbe, men ingen forstår.

”Eftersom hun kun kunne elske sig selv i den kursusoptimerede udgave, havde hun også svært ved at elske os andre, når vi ikke levede op til de forventninger, hun stillede til sig selv og til livet i sin helhed. Så kunne hun overfalde mig  med de mest ubehagelige anklager. Om ikke at leve mit liv. Om ikke at være tilstede. I egentlighed, som hun yndede at udtrykke det, et ord som jeg formodede, hun havde lært på et kursus, i egentlighed”
(Pablo Llambias: De elskendes bjerg”)