Der er så mange ting, jeg burde gøre, at jeg opgiver at gøre nogle af delene. I stedet bruger jeg tiden på at skrive det.

”Det irriterer mig
at livet går.
Det vil sige
det bekymrer mig ikke
væsentligt.
det er bare
hvert øjeblik
et lille prikkende halvbevidst
irritationsmoment.”
(Poul Borum: MOD (Ib Nørholm: A Discourse of Time))

 I virkeligheden er al tid jo spildt, når den er gået.

 ”Die Guten gehn im gleichen Schritt. Ohne von ihnen zu wissen, tanzen die andern um sie die Tänze der Zeit.”
(Franz Kafka: Fragment (György Kurtag: Kafka-Fragmente.))

 En dejlig lang arbejdsdag. Alt smelter sammen, og jeg bliver fanget ind af nogle faldende linier, hvor selv de to horns enkle - og på papiret helt forenklede – linie giver mening. Da jeg sidst på aftenen kommer tilbage til det, jeg skrev, ser og hører jeg, at jeg i virkeligheden kun har komponeret otte takter, hvoraf jeg kun er helt tilfreds med én – alligevel er jeg glad.

 ”Det er her, Nyhedens kurtisaner tager fejl. De ved ikke, at de i situationer, som Historien sætter i scene, kun er belyste i de allerførste minutter. Ingen begivenhed er en nyhed i al den tid, den varer, men kun i et ganske flygtigt tidsrum, i den allerførste start. De døende børn i Somalia, som millioner af seere kiggede grådigt på, dør de ikke længere? Hvad er der blevet af dem? Er de blevet tykkere eller tyndere? Eksisterer Somalia endnu? Og, når det kommer til stykket, har det nogensinde eksisteret? Kunne det ikke bare være navnet på en luftspejling?
Den måde man fortæller samtidens Historie på, minder om en stor koncert, hvor man ét efter ét ville opføre alle Beethovens et hundrede otteogtredive opus, men sådan at man kun spillede de første otte takter af hvert. Hvis man gentog koncerten efter ti år, ville man ikke spille andet af hvert stykke end den første tone, altså et hundrede otteogtredive toner under hele koncerten, præsenteret som én melodi. Og om tyve år ville hele Beethovens musikværk være reduceret til én eneste meget lang og skarp tone, som ville minde om den uendelige og meget høje tone, som han hørte den første dag af sin døvhed.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

 Der er en liste af ting, der skal med i satsen. En masse små glimt af lyd, som jeg ved hænger sammen. 
En lille melodi – spillet af klaveret, der skal svæve som en fugl over det dybe brummende orkester, faldende som et blad, der langsomt daler ned fra himlen, og som ind imellem synes at lægge sig på usynlige plateauer. Melodien minder med sin medfødte naivitet om noget fra et børneprogram spillet på et legetøjsklaver. Den musik skal med sammen med noget helt andet, jeg ved den hænger sammen med, uden at kunne finde ud af hvorfor.
Det hele handler om at skære hver eneste lille idé ind til benet – få al det overflødige skrællet væk, så hvert eneste glimt bliver så nøgent, at det er klart til at blive klædt i hvad som helst.   

 ”Von einem gewissen Punkt an gibt es keine Rückkehr mehr. 
Dieser Punkt ist zu erreichen.”
(Franz Kafka: Fragment (György Kurtag: Kafka.Fragmente.))

 Fra begyndelsen kan musikken tilsyneladende tage alle mulige forskellige retninger. I mine bestræbelser på at finde det egentlige og rigtige i musikken, lukker jeg en masse døre for at skabe begrænsninger for musikkens vej fremad, for jeg ved, at der fra et hvert sted i virkeligheden kun er én rigtig vej. Samtidig med at jeg lukker dørene, dukker der nye hemmelige døre op, som jeg enten må lade musikken passere – selvom den gerne vil ind bag nogle af dørene, eller flå døren op og smide musikken ind af den – for at se hvordan den reagerer. En af de hemmelige døre gemmer måske på den rigtige vej fremad, og hvis jeg passerer en dør for meget, bringer jeg musikken på sporet af en blind vej, og må hele vejen tilbage igen og finde den hemmelige dør til musikkens håb. Det er en besværlig labyrint.

 ”At leve den poetiske Logik er at overgive sig til sin Følelses Sandhed.”
(Paul la Cour: Fragmenter af en Dagbog.)

 I de sidste dage har jeg igen og igen lyttet til Kurtags Kafkafragmenter. Der er ingen sammenhæng mellem det værk og min klaverkoncert. Alligevel vil de i mig være forbundne af en slags erindringens logik. Det er mærkeligt på forhånd at vide, at når jeg om et halv år forhåbentlig sidder og lytter til uropførelsen af min klaverkoncert, vil begyndelsen af tredje sats – uden at nogen vil kunne forstå det - i mig genklinge af mindelser om Kurtags mesterværk.