I

I slutningen af sidste uge samlede jeg de indskrevne sider sammen, lagde dertil de allerede færdige skitser, tog lommeregneren frem og fandt ud af, at værket allerede varer godt femten minutter. Og i virkeligheden synes jeg slet ikke, at jeg er begyndt endnu!
Jeg skal skrive slutningen af tredje sats, som skal lægge spor af en kommende sidste og femte sats ind over ekkoer af anden sats. Der er en masse spor i det jeg har skrevet som fører fremad. Sporene vil være gemt for alle andre, og i et øjebliks desperation bliver jeg bange for, at de ikke blot er gemt for andre, men også gemt for mig og derved glemt.

II

”Kongens have i december. Nu kan man se alting – se igennem hele haven, hvor alle gemmestederne er borte. Alle buskene, som de elskende gemmer sig bag om sommeren, ligger nu til frit udsyn, og havens besøgende bevæger sig som mørke skygger i dagens evige tusmørke. På bænkene kan man sætte sig, mærke skridtene komme nærmere og blive mindet om alt det liv, der er gået.”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”.)

III

”I sommer lå folk
og solbadede her.
Nu er her køligt
men stjernerne er også sole
og på deres planeter skinner solen måske nu.
Tågen er meget lidt tåget
den hænger mellem træerne
ledning for tynde tanker?
Træernes blade er flest på jorden
visnede
genforenede
endnu engang.
Nu på vej til muldstadiet.”
(Michael Strunge: Livets hastighed)

IV

Det var galt lige med det samme, og allerede da de landede i lufthavnen efter deres bryllupsrejse, var de i princippet fraskilte. Han blev mere og mere indelukket  og er i virkeligheden aldrig blevet lukket op siden.
Først et halvt år efter fik han det sagt, og det oven i købet i den lille have, hvor de første gang havde elsket med hinanden (Eller måske var det netop fordi de sad dér, at han kunne sige det.). Hun rejste sig og sagde: ”Det er altså kun den 17. December; men man skulle fandeme tro, at du troede, at det var juleaften.” Derefter gik hun uden at vende sig om. Siden er han kommet i haven mange gange, og hver gang kigger han ned på stenene og jorden og bilder sig ind at kunne se de skjulte spor af hendes sko.

V

”Och hur det liksom
börjar spela sakta
bakom hotellrummets tapet

En Musik för vissna löv
och knackningar på rören

 till minne av små fötter som drog bort…..

Och genom den flottfläckade tapeten
hörs som svaga sånger. Genom tapetblommorna
vaggar liksom genomskinliga
kroppar, växer ur de bleknade tapetrosorna

ett snöskuggsflackande ödsligt fladdrande folk
knappt hörbart plötsligt upphörande, isblått, kallt, trasigt, upplöst”
(Tobias Berggren: De ur alla minnen fallna(S.D.Sandström: Requiem))

VI

Søndag morgen gik jeg ud i haven. I et af birketræerne så og hørte jeg spætten, der hakkede den samme lyd frem, som jeg netop skulle skrive ind i partituret – lyden af claves. Det ærgrede mig lidt, at jeg allerede for lang tid siden havde besluttet mig for den lyd, og altså ikke nu kan påstå, at lyden er inspireret af en spætte i et birketræ d. 21. december 2008. Lyden kunne have været et gemt spor af en spætte; men er altså et gemt spor af noget jeg ikke ved hvad er – måske en anden spætte et andet år, en anden dag.