I

I slutningen af sidste uge samlede jeg de indskrevne sider sammen, lagde dertil de allerede færdige skitser, tog lommeregneren frem og fandt ud af, at værket allerede varer godt femten minutter. Og i virkeligheden synes jeg slet ikke, at jeg er begyndt endnu!
Jeg skal skrive slutningen af tredje sats, som skal lægge spor af en kommende sidste og femte sats ind over ekkoer af anden sats. Der er en masse spor i det jeg har skrevet som fører fremad. Sporene vil være gemt for alle andre, og i et øjebliks desperation bliver jeg bange for, at de ikke blot er gemt for andre, men også gemt for mig og derved glemt.

II

”Kongens have i december. Nu kan man se alting – se igennem hele haven, hvor alle gemmestederne er borte. Alle buskene, som de elskende gemmer sig bag om sommeren, ligger nu til frit udsyn, og havens besøgende bevæger sig som mørke skygger i dagens evige tusmørke. På bænkene kan man sætte sig, mærke skridtene komme nærmere og blive mindet om alt det liv, der er gået.”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”.)

III

”I sommer lå folk
og solbadede her.
Nu er her køligt
men stjernerne er også sole
og på deres planeter skinner solen måske nu.
Tågen er meget lidt tåget
den hænger mellem træerne
ledning for tynde tanker?
Træernes blade er flest på jorden
visnede
genforenede
endnu engang.
Nu på vej til muldstadiet.”
(Michael Strunge: Livets hastighed)

IV

Det var galt lige med det samme, og allerede da de landede i lufthavnen efter deres bryllupsrejse, var de i princippet fraskilte. Han blev mere og mere indelukket  og er i virkeligheden aldrig blevet lukket op siden.
Først et halvt år efter fik han det sagt, og det oven i købet i den lille have, hvor de første gang havde elsket med hinanden (Eller måske var det netop fordi de sad dér, at han kunne sige det.). Hun rejste sig og sagde: ”Det er altså kun den 17. December; men man skulle fandeme tro, at du troede, at det var juleaften.” Derefter gik hun uden at vende sig om. Siden er han kommet i haven mange gange, og hver gang kigger han ned på stenene og jorden og bilder sig ind at kunne se de skjulte spor af hendes sko.

V

”Och hur det liksom
börjar spela sakta
bakom hotellrummets tapet

En Musik för vissna löv
och knackningar på rören

 till minne av små fötter som drog bort…..

Och genom den flottfläckade tapeten
hörs som svaga sånger. Genom tapetblommorna
vaggar liksom genomskinliga
kroppar, växer ur de bleknade tapetrosorna

ett snöskuggsflackande ödsligt fladdrande folk
knappt hörbart plötsligt upphörande, isblått, kallt, trasigt, upplöst”
(Tobias Berggren: De ur alla minnen fallna(S.D.Sandström: Requiem))

VI

Søndag morgen gik jeg ud i haven. I et af birketræerne så og hørte jeg spætten, der hakkede den samme lyd frem, som jeg netop skulle skrive ind i partituret – lyden af claves. Det ærgrede mig lidt, at jeg allerede for lang tid siden havde besluttet mig for den lyd, og altså ikke nu kan påstå, at lyden er inspireret af en spætte i et birketræ d. 21. december 2008. Lyden kunne have været et gemt spor af en spætte; men er altså et gemt spor af noget jeg ikke ved hvad er – måske en anden spætte et andet år, en anden dag.
 

I

”Jeg skriver ikke dagbog. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer formentlig aldrig til at gøre det. At skrive dagbog er - ligesom f.eks. havekunst, lystfiskeri og amatørmusiceren - en af livets sunde og skønne beskæftigelser, som alle kan se det vidunderlige i; men ligesom man ikke bare siger ”Fra nu vil jeg tage ud at fiske hver søndag”, så kan man heller ikke sige: ”Fra nu af vil jeg skrive dagbog”, selvom man ville ønske, at det faldt naturligt for een at gøre det. Man kan ikke presse sig til det, og hvis det ikke kommer af sig selv, så skal det nok slet ikke komme. Der kan selvfølgelig ikke bare ligge en banal beslutning til grund for, at nedskrive sit liv under en eller anden form. Dagbogsskriveri bunder lang dybere end almindelige beslutninger, og man kan formentlig dele jordens befolkning op i to dele - Dem der kan og vil optegne deres liv i klare, objektive kapitler, og - hvis de har mulighed for det - derfor skriver dagbog, og dem der ikke kan eller vil.
Jeg har altså aldrig skrevet dagbog, men jeg har gjort to ting, der kommer tæt på. For det første har jeg skrevet partiturer og mine partiturer er mine private, uklare dagbøger, der hele tiden bringer mindelser til live om den tid jeg skrev dem i, når jeg bladrer i dem, og for det andet, har jeg siden begyndelsen af 80-erne i mine kalendere ført oversigter over de bøger jeg læser. Tit fik jeg aldrig skrevet vigtige aftaler ind i kalenderne - jeg har formentlig stolet på min hukommelse, men een ting har jeg holdt stædigt fast ved: listerne over bøgerne jeg læser.
Tilsammen danner boglisterne i kalenderne og partiturerne en personlig dagbog, som kun jeg kan læse. Hvis jeg f.eks. griber kalenderen fra 1997, kan jeg se, at jeg om sommeren det år læste Canettis ”Masse og magt”. Med det samme kaster den oplysning et billede af sig, hvor jeg sidder på Ringsted banegård og venter på aftentoget til Aarhus, hvor jeg dagen efter skal undervise, og det billede ”kalder” så igen på et par takter af klaverkoncerten ”La Notte”, og så sidder jeg pludselig i toget den anden vej, en anden dag med en anden bog. Partiturerne og boglisterne løser – som to bekendte – mit historiske livs ligninger, og de er de primære kilder til mit liv….
….Måske kan folk der finder min musik uklar se en parallel til uklarheden i min dagbogsskrivning, og måske ville mennesker, der skriver meget klare, objektive oplevelser og fakta ind i deres dagbøger, skrive en meget klar og objektiv musik, hvis de var komponister!”
(Indledning til foredrag om Proust og Musikken – februar 2008)

II

Balders Plads på Nørrebro. En eksklusiv oase – En lille plads hvor man kan mærke en ejendommelig stilhed, når byens støj synes at forsvinde, selvom man ved, at den stadig burde være der.
Pladsen er for nylig blevet renoveret, men før det - for næsten tre år siden – sad jeg på pladsen med en ven og diskuterede anden sats af ”Ständchen”, og det var faktisk på en bænk på Balders Plads at tanken om at musikernes fødder skulle bevæge sig i perlegrus, og derved fremmane lyden af fødder der bevæger sig på en gruset sti, blev født. Når jeg tænker på den samtale, ser jeg os - af en eller anden mærkelig grund – sidde på bænken med fødderne løftet en smule, så de bevæger sig svingende, svævende frit i luften, som små børns fødder kan bevæge sig, når de ikke kan nå ned til jorden. I virkeligheden er det billede – min erindrings billede - jo et modbillede på idéen om fødderne i grus.
I flere opførelser af ”Ständchen”, hvor jeg ikke selv har været til stede, er perlegruset vist blevet erstattet af noget mere praktiskt; men det var nu noget særligt ved uropførelsen for snart to år siden, hvor Scharoun Ensemblet benyttede store trækasser til at holde sammen på perlegruset, og hvor scenen syntes forvandlet til noget, der lignede indgangen til et byggemarked.

III

”Endelig aftager ovationen, folk sætter sig ned, og den tjekkiske videnskabsmand siger med skælvende stemme: ”Jeg takker jer, mine venner, jeg takker jer af hele mit hjerte.” Han bukker og går tilbage til sin plads. Og han ved, at han er i færd med at opleve det største øjeblik i sit liv, det glorværdige øjeblik, ja glorværdigt, hvorfor ikke sige dette ord, han føler sig stor og smuk, han føler sig berømt og ønsker, at hans vandring mod stolen skal være lang og aldrig slutte.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

IV

Nu, hvor de er blevet skilt, tænker jeg selvfølgelig på deres bryllup. Det var en strålende sommerdag. Vi var alle unge, og der var mennesker overalt i haven, hvor bryllupsfesten stod.
Under middagen var der taler i hobetal. Jeg holdt selv en tale, som jeg husker voldte mig besvær, og i betragtning af at de nu er skilt, er det måske både fint og naturligt, at jeg fuldstændigt har glemt hvad jeg sagde.

Blandt gæsterne var der en speciel hædersgæst. Det var bestemt ikke ham brudeparret kendte bedst; men han var kendt – rigtig kendt, og det var tydeligt, at brudeparret var stolte af hans tilstedeværelse. Han var deres trofæ overfor alle os andre: ”Se hvem vi kan invitere til vores bryllup.” Trofæet holdt også en tale – egentlig ikke nogen særlig god tale. Jeg tror faktisk, at han forberedte den hurtigt under velkomstdrinken, hvilket den bar præg af. Selvom han ikke kendte brudeparret særlig godt, var det naturligt – hans kultur-vip-status taget i betragtning, at han sprang over i køen i den almindelige taleorden. Han talte lige efter brudgommen, og kom f.eks. på før både bruden og brudens far.
Han rejste sig – andægtigheden bredte sig blandt bordene, og bruden, Beate så lykkelig ud. Ikke så meget over det han sagde; men bare dét: ”Han holder tale for os”!
Efter hans tale kom andre til med deres taler; og pludselig kunne jeg se et mærkeligt mønster – et mærkeligt skuespil. Hver eneste gang nogle rejste sig for at holde tale, rejste trofæet sig og forlod lokalet – for formentlig for at gå på toilettet. Første gang virkede det naturligt; men da det skete ca. ti gange under ca. ti forskellige taleres talen, begyndte jeg at finde det komisk. Jeg er sikker på, at det var hans underbevidsthed der styrede ham; men den underbevidsthed var helt tydeligt fodret med idéen om, at andre talere måtte han ignorere, andre talere var ikke værd at høre på. Da turen kom til mig og min tale, var jeg klar over spillet, skuespillet og overvejede at slå på glasset, rejse mig og så holde talen i en position, hvor jeg samtidigt ville kunne hindre hans passage. Jeg havde ikke modet, og måske skyldtes det også, at da taleren før mig, havde holdt sin tale, havde trofæet ikke bare rejst sig og var gået ud på det toilet, hvis håndtag og måske sæde efterhånden måtte være nedslidt. Han var også gået ud på en måde, så han passerede foran taleren, der var trådt lidt tilbage fra bordet. Dette betød, at for alle der fulgte taleren med øjnene, kom trofæet pludselig ind i billedet, hvor hans kropssprog skreg: ”Se mig, husk mig – det var mig der holdt den bedste – den mest fantastiske tale!” Hans desperate forsøg på at fjerne opmærksomheden fra taleren sluttede ikke med det. Da han havde passeret taleren – brudens bror fortsatte han langs bordet og bukkede sig ned og hviskede til bruden, der selvfølgelig måtte slippe sin egen brors tale, da trofæet naturligvis krævede al hendes opmærksomhed.

Måske bliver forfængeligheden værre med berømmelsen.

V

”Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud af min mund, alle loe, beundrede mig – men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – hen og vilde skyde mig selv.”

(Søren Kierkegaard: Dagbog – 1836)

VI

22. September 2008: Bo Skovhus synger sange af Schubert og Schumann med harpisten Xavier de Maistre. Det foregår i et fantastisk rum: Evangelische Kirche i Benz, og både inden og under koncerten kan man lade blikket glide op og følge konturerne af de meget smukke motiver i udsmykningen af træloftet og lade billederne smelte sammen med musikken.
Pludselig - efter Schumanns ”Requiem” op. 90 nr. 7 - sker der et mirakel. Der er helt stille, ingen host , ingenting; men det er ikke bare en stilhed,. Det er en samlende stemning i kirken, der former en hel unik stilhed, hvor alle vi publikummer ånder og føler i een samlet bevægelse - i en ubrydelig sammensmeltning med udklangen af Schumann. Øjeblikket er selvfølgeligt født af den fantastiske opførelse, der fulgte inden; men det er et øjebliks stilhed, som alle, der sad ved koncerten i Benz den aften, tager med som en fælles gave, en fælles erindring (en fælles hemmelighed - jeg nu røber).
Efter koncerten venter vi udenfor kirken. Det er meget mørkt; men man kan se ind til kirkens smukke loft gennem vinduerne, og når jeg ser loftsmotiverne udefra, føler jeg, at de også tog del i den fælles stilhed fra for et øjeblik siden og for evigt vil være påvirket af den.
Senere er der Nachtspiel med skøn vin og mad; men jeg kan mærke at det øjebliks stilhed efter ”Requiem” får mig til at være ekstra stille og sky - Får mig til at føle, at jeg vil nedbryde noget, hvis jeg bruger min stemme. Jeg går rundt til festen og gemmer på en stilhed!

VII

”For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!”
( Blogindlæg 28 juli (”Parkerne”))

VIII

Han løber efter hende ned mod havnen. Solen er så forfærdelig skarp, og hver gang den rammer de øverste dele, af de aluminiumsmaster han allerede nu kan se foran sig, bliver han blændet af tilbageskinnet, og hans øjne forsvinder. Han haler hele tiden ind på hende; men han har på fornemmelsen, at hendes mål ligger præcist så langt forude, at han aldrig vil nå at indhente hende.
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

”Bare man dog kunne holde ud – nøjes med – bare at være, ikke andet.
Her på pladsen foran Sv. Vit-katedralen i Prag. Kan jeg ikke bare være? – uden at være sammen med nogen (Jeg er jo alene) – uden tidsfordriv – uden at tænke på at storme hen til den nærmeste café for at indtage en unødvendig kop kaffe. I dag er jeg åbenbart for rastløs til bare at være.”
(Notat (Dagbog?): Prag d. 5. juni 2005)

X

”Bare ikke overvurdere det jeg har skrevet, derved bringer jeg det jeg skal skrive uden for rækkevidde.”
(Franz Kafka: Dagbog – 26. marts 1912)

XI

17. November 2008: Det er alt for tidligt at stå op. Klokken er ikke engang fem; men jeg har på den anden side noget at stå op til. Det, jeg i sidste uge gik i cirkler omkring, løsnede sig for et par dage siden op, og det hele så pludseligt (og ser stadigt!) rigtigt og lyst ud. ”Hvorfor havde jeg dog ikke set det før?” Tænkte jeg – ”Det var jo så indlysende og i virkeligheden så helt enkelt. Hvor meget tid, har jeg dog ikke spildt på at tænke formålsløse store tanker, hvor den enkle løsning jo lå lige for næsen af mig.”
Det er som en krampe der løsner sig , som når man – efter i dagevis at have været plaget af dårlig ryg, og har følt, at man skulle kravle ud af sengen – pludselig en morgen er helt smertefri og let og ubesværet springer ud i dagen.
Hele begyndelsen af tredje sats er færdig. Jeg ser på takterne og skitserne, og ved hvad jeg skal gøre. Jeg nyder dette vidunderlige men sjældne øjeblik, hvor selve skabelsesprocessen er smertefri. Jeg vil nyde det lidt endnu, og jeg tør næsten ikke skrive videre, for jeg ved, at ligesom rygsmerterne kan skabelsessmerterne, og fortvivlelsen ved at idéerne og noderne bliver til døde knuder og håbløse dead ends, komme tilbage når som helst – faktisk nu!

I

I aftes samlede jeg alle siderne af ”Sounds like You”. Efter nogle uger, hvor jeg dag og nat har siddet ved arbejdsbordet, er det hele pludseligt færdigt, og nu ligger der 99 A2 sider foran mig. Bunken af sider vejer til, så jeg næsten ikke kan bære den, men det skyldes nok mere mit dårlige knæ end musikkens tyngde.
Det er slut! Blev det til det, det skulle blive til ? Blev visionerne opfyldt, eller ændrede de sig undervejs ? Ændrede ”Sounds like You” sig, eller ændrede det mig?

II

En morgen sider jeg i parken, der ligger langs Forum overfor Musikkonservatoriets nye domicil. Jeg opdager, at jeg sidder og stirrer ind gennem et vindue i huset overfor. Man kan se lyset på den anden side, og det minder mig om en magi, som jeg enten har glemt eller blot vænnet mig til. En magi som blev voldsomt nærværende for mig, da huset i Lammestrup blev renoveret på en måde, så man pludselig kunne se igennem det udefra – ind af vinduet, gennem køkkenet, ud af vinduet. Da det blev til, var det magisk – som at se min musik; men siden har den magi mistet min opmærksomhed. Jeg har vænnet mig til dette kig, og tænker slet ikke på det mere!
For ikke at blive taget for en simpel vindueskigger, ser jeg bort og tænker om det altid er sådan med magien, og om det er sådan med ”Sounds like You” ! Vænnede jeg mig til den magi, jeg syntes opstod med idéen til værket - var den så forgængelig, at jeg glemte den undervejs - eller kom det hele med?

III

Jeg arbejder, så jeg får ikke lavet noget!
…skulle egentlig have været mit blog-indlæg – så kort som noget – i en af de foregående uger, hvor ordene slap op, i takt med at de tomme nodeark side efter side blev fyldt. Uger hvor mine tanker forsvandt i distræte tåger, og hvor min nedsmeltning i ”Sounds like You” formentlig har været til fare for både mig selv og mine omgivelser. Alt omkring mig sejlede, og det var umuligt at lave andet end at skrive noder. Hvordan skulle jeg kunne skrive ord, når jeg knapt nok var i stand til at tale?

IV

Der er en mand, jeg altid møder i København. Han er nydelig klædt, går rundt med en lille brun mappe, og han virker stresset og urolig. Da jeg for nogle år siden mødte ham fire gange på forskellige steder på en uge, fik jeg – påvirket af mit intensive arbejdsstemning, hvor alt andet end det at skrive virkede underligt surrealistisk – et glimt af paranoia, og troede et kort øjeblik, at manden var privatdetektiv og overvågede mig. Da jeg blev ramt af lidt mere klar tænkning, forkastede jeg tanken, også set i lyset af hvor ufattelige kedelig jeg og mit liv måtte være i en detektivs øjne.
Nogle uger efter gik jeg sammen med en ven langs Peblinge Sø, hvor vi sammen mødte den selv samme mand. Jeg lod som ingenting, men efter at vi havde passeret ham, trak min ven mig til side og betroede mig, at han på et tidspunkt havde troet, at den mand vi lige havde passeret – manden med den brune mappe - var en privatdetektiv, der overvågede ham og hele tiden fulgte efter ham, fordi han syntes at støde ind i ham, hvor end han bevægede sig. (Han har sandt for dyden mere interessante ting i sit livs gemmer end jeg, så hans paranoia var nok lidt mere realistisk funderet). Min ven fortalte videre, at han rent faktisk to gange havde mødt manden i lufthavne i udlandet, og en dag, hvor han havde siddet sammen med  Beate på en bænk i Ørstedsparken, var manden med mappen endnu engang dukket op. Pludselig var han stoppet op ud for de to på bænken, for derefter at gå direkte hen til Beate, og i et hviskende tonefald sige: ”Hvis den ikke virker kan du altid få den byttet – virker den?”

V

”Hvordan skal jeg forlange, at nogen kan holde ud at høre en musik, jeg ikke engang kan tage mig sammen til at skrive?”
(Notat i en – for ”Sounds like You” - kritisk tid, for nogle måneder siden)

VI

”Längst ned i min dåraktiga själ hyse jag nämligen en liten, liten högfärdig tanke: Kanske kommer en gång – någon gång – något ljust och skönt att skapas ut ur allt elände. Som en liten, liten pärla ur ett stort svart och jävligt musselskal.”

(Ingmar Bergman: Dagbogsnotat 1938)

VII

”Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder).”
(Blog indlæg 9. Juni (”Rudimenter af alt”)
- Måske bliver man klogere med ugerne!

VIII

” Fredag d. 24. Juli kl.  22.11 forsvandt alt lys i byen. Gadelyset og lyset i vinduer og butikker var med et væk. Alt blev mørkt, og de mange mennesker på gaderne var ved at falde over hinanden. Et hjørne af den lille plads, jeg nåede frem til, blev pludselig oplyst, da to fakler blev tændt. Jeg gik imod faklerne, som syntes at bevæge sig af egen vilje. De snurrede rundt i hurtige bevægelser og skabte en fantastisk lyd – lyden af ild mod mørke. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at det var pigen, jeg var fulgt efter aftenen før, der styrede faklerne. Hendes bevægelser og ordløse nynnen bag ilden blev en del af musikken.”
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

I toget tager jeg billeder ud af det snavsede togvindue både ved hver eneste station og  mens mit tog er i fart. Når jeg kommer hjem og ser billederne er de alle interessante – eller jeg finder i hvert fald noget interessant på hvert eneste billede. Er det fordi jeg leder efter det interessante, at jeg finder det? Eller er alting virkelig interessant? Oplever jeg at jeg følger med en devaluering af graderne af det interessante? Det hele afhænger af øjnene og af ørene der hører, og endnu mere af hvad de bliver bedt om at se og høre.

X

Hvis jeg nogensinde skulle lave en ”Facebook-gruppe”, ville det være en gruppe, for mennesker der sover dårligt om natten. Sammen med to af mine venner, der ligesom jeg lider af søvnløshed i lange perioder, har jeg været med til at tage beslutningen om at oprette en natklub for søvnløse. Et fredeligt sted i København – lejlighed eller hus, hvor folk, der ikke kan sove kan møde ligestillede. Stedet skal udstyres med alt der kan skabe ro og adspredelse og give inspiration til søvn eller udholdelse af søvnløsheden. Bolden ligger hvis hos mig, men med den igangværende finanskrise, ligger den vist temmelig langt fra højrebenet.
Et af mine minder, indeholder anbefalingen af en bog: Carnegies: ”Lev livet uden bekymringer”. Jeg mindes oplysningen (fra bogen)om, at ingen endnu (da bogen blev skrevet for ca 70 år siden)er død af søvnløshed. Måske er det blot min hukommelse, der svigter – det er i hvert fald en underlig fremstilling – og det er sikkert heller ikke rigtigt (masser af mennesker er formentlig døde direkte eller indirekte som følge af søvnløshed), men oplysningen var for mig nok til at jeg ikke anskaffede og læste bogen, men blot klamrede mig til dets titel; så jeg anbefaler videre en bog, jeg aldrig har læst, men som jeg husker bedre end de fleste af de bøger, jeg faktisk har læst.

XI

Mit arbejdsværelse ligger hen. Træt og fyldt med rod. Rester af ”Sounds like You” alle steder. Blyantspidserudkras og smulder fra viskelæderet. Arbejdsværelset ånder ud, og jeg står i døren og kigger ind til det, som jeg ville liste mig ind til et sovende barn. De får lov at sove videre i dag – både arbejdsværelse og datter; men i morgen vil arbejdsværelset blive indtaget af en Klaverkoncert, der roder og støjer ligeså meget som lyden af dig!

Det er lige præcis det vejr og den årstid, jeg holder af at arbejde i. Den milde danske ”Indian summer” der minder mig om noget, jeg har glemt hvad er, men som i hvert fald har med roligt arbejde ved skrivebordet adspredt med frisk luft - gående over de allerede nedfaldne paradisæbler - at gøre.

For få dage siden mødtes vi og prøvede på klaverstemmen til bl.a. begyndelsen af den langsomme fjerde sats. ”Er det reminiscenser af noget af det tidligere i værket?” Og det er uden tvivl reminiscenser; men det er svært nøjagtigt at stadfæste, hvor reminiscenserne kommer fra.
Dagen efter spiller jeg selv og fanger den enkle fagotmelodi i begyndelsen af satsen, og jeg kan mærke, at den ”handler” om det samme – uden at være det samme - som en lille melodi, der optræder som eftersætning i Brahms 2. Klaverkoncert, og som lægger sig – som en gigantisk reminiscens – ud over hele slutsatsen af Mahlers 2. Symfoni. Min spinkle begyndelse er en reminiscens af en reminiscens, og jeg er sikker på, at der imellem de tre musikstykker findes flere ”uvidende” reminiscenser af den samme musik, som jeg enten ikke kender til eller blot ikke husker.
Det er dur/mol musikkens egentlige mirakel - reminiscenserne der skabes af den stærke identitetsfornemmelse. Det er popsangens mirakel – og grunden til, at der til stadighed kører retssager om plagiering i den branche.
Man lytter længere ind, for man føler, man har hørt det før. Pludselig kan reminiscensen høres som en åbenbaring, hvor man mindst af alt venter den. Som en den mærkelige afslutning på Dufays ”Credo ”Dic Maria””, hvor man efter at være svømmet ind i den evige strøm af reminiscenser som renæssances musik oftest bygger på, og som er så tæt pakket, at identiteten kan være svær at fastholde, pludselig står med en identitetsfyldt reminiscens af en melodi i øret. Eller, som jeg husker det, som et pludseligt glimt af dur/mol standardvending i en af Beat Furrers strygekvartetter, der trods dets korthed formår at give hele værket identitet.
Alle komponister og lyttere afsøger latent reminiscenserne; men heldigvis er der næsten ligeså mange indre ”søgemaskiner” som mennesker. Alle ”aldrig hørte klange” igennem alle tider, finder sig selv i reminiscenserne, hvis de da ikke for alvor skal forblive aldrig hørte! Dur/mol musikken er kommet for at blive, og selvom man ikke genkomponerer i dur/mol stil, vil den altid leve som reminiscenser i vores erindring, selv når vi lytter til musik, der er helt fjernt fra den.

Reminiscensfølelsen, som den jeg oplever i begyndelsen af 4. Sats af ”La Matina”, og som hæfter sig fra Brahms til Mahler, opstår ustandseligt hos mig. Fra de små til de store glimt. Fra den helt tætte – næsten citatagtige, objektive - forbindelse mellem f.eks. Bachs 8. Fuga fra ”Wohltemperirte Klavier” og Faurés ” Pavane”, til den mere ”den må han vist ha’ lyttet meget til – fornemmelse” mellem f.eks. en sats af Beethovens ”Waldsteinsonate” og et afsnit i Stravinskys musik til ”Petrusjka”. Igen er det vel at mærke måske kun noget min indre ”søgemaskine” finder og opfatter; mens andre finder helt andre sammenhænge med deres søgemaskiner.(Vis mig resultaterne af din søgemaskine, og jeg skal fortælle dig hvem du er! Hvad vores underbevidsthed og spontanitet hæfter sig ved, siger mere om os end noget andet!).
Musikkens reminiscenser er som ansigternes reminiscenser. Vi møder ansigter, som kan minde os om andre ansigter, vi tidligere har mødt, og som vi ikke altid kan huske, hvem som bar. I Ungarn i sidste uge, så jeg f.eks. til stadighed en kær kollegas ansigt i hovedet på en vildtfremme publikummer, der viste sig til alle koncerter. Kropsbygningen og alt andet var helt forskellig; men for mig findes der en reminiscens af en dansk komponist et sted i Ungarn!

Steder er som idéer og ”store” tanker. De synes i et ”her og nu” oplagte og rigtige; men ofte hænger de ikke fast ved mig – de forsvinder for mig, når jeg glemmer dem.
Jeg kan i fremmede omgivelser – f.eks. på rejser – befinde mig et sted, hvor jeg tænker: Her vil jeg gerne bo – her er der en stemning, en fornemmelse, jeg gerne vil blive i. Efter at have forladt stedet forsvinder det som oftest for mig, og kun ganske få steder har fortsat deres magiske tiltrækning og forblevet attraktive i min erindring. I regelen er det steder, jeg aldrig har genset, og som derfor kan stå uplettede i erindringen.
Avignon, Vézelay, Venezia f.eks. er byer, der har haft en klang, der mindede mig om min musik(..uden at de var klar over det..), men måske ville den klang og magi forsvinde for mig, hvis jeg opsøgte dem igen.
I det øjeblik jeg var der, var jeg modtagelig, og stederne formede klangen af sig selv. En klang, der blev en modvægt til den rastløshed og irritation, som blev fremkaldt, simpelthen fordi jeg ikke kunne tage byen med mig hjem.
Venezia findes i min violinkoncert, i ”Schreie und Melancholie” og måske i al den musik, jeg har skrevet siden jeg besøgte byen i 1992. 

Der er en lille landevej i Bretagne, som jeg cyklede på i 1984 - ”Vejen til Saint-Fiacre” hedder den proustiansk i min erindring. Den står lysende klar og magisk for mig, og et hus ved landevejen ville jeg dengang – i et ”her og nu” - gerne bo i. Både vejen og huset findes der helt sikkert spor af i min musik, ligeså sikkert som jeg ville skuffes over begge dele, hvis jeg genså dem, og et gensyn ville måske endda trække noget dyrebart bort fra mig.
(Evigt ejes kun det glemte! – Evigt huskes kun det tabte! Alt - absolut alt - bliver her og nu til erindring! Alt andet end erindring er livets utopi!)
Lang tid før jeg flyttede ind i huset i Lammestrup, havde jeg bemærket det. I somrene for omkring 20 år siden, sad jeg med øl i hånden og sved på panden i høstens tid, når jeg hjalp min nuværende genbo med at skovle korn. Jeg så op mod huset og tænkte: Dér vil jeg gerne bo engang. Dérfra har jeg i lyd nået tilbage til Venezia og Vejen til Saint-Fiacre.

Der er en idé, der har forbindelse til 4. Sats, som jeg ved er vigtig, men som jeg ikke kan huske. Idé – er måske for meget sagt, det er snarere en fornemmelse, der hænger mærkeligt sammen med et sted: Hjørnet mellem Skindergade og Fiolstræde i København. Det irriterer mig, at jeg kun kan fornemme fornemmelsens forhold til musikken. De sidste gange, jeg har gået på det samme hjørne, har jeg prøvet at fremkalde fornemmelsen. Prøvet at huske hvad det var; men det eneste jeg husker er, at det skete i de dage, hvor regeringen besluttede at yde kloden aktiv dødshjælp ved at placere et kraftværk i Tyskland. Så upoetiske kan ”store” tanker formes af tiden og blive i erindringen!

I
Jeg havde i begyndelsen af arbejdet på klaverkoncerten en titel i tankerne, der ikke eksisterede: Det modsatte af ”Den sunkne katedral” – ”Den ikke-sunkne Katedral”, ”Den opstigende (”opstegede”, opstandne ?) Katedral. Alt sammen lød for mærkeligt og frem for alt for forkert (Måske er det fordi ”Den sunkne Katedral” allerede er en modsætning (Det opstandne synker!)). Den ikke eksisterende titel kom sammen med den lyd, den musik det hele handlede om. En musik der i begyndelsen ligger helt i mørke og pludselig stiger op i solen – ”Stairways to Heaven” – Trapper mod solen!
Senere fandt jeg den rigtige titel!

Jeg er mere til skygger end til sol. For et par uger siden var jeg på Kreta, og mens de fleste andre turister – som i øvrigt stort set alle var fra Danmark – kravlede ned fra deres hotelværelser for at lægge sig som søkøer i solen ved den lille kunstige svømmepøl, i håbet om at komme til at ligne andet end røde danske malkekøer, kravlede jeg malplaceret og maddikebleg rundt fra skyggeplet til skyggeplet.
I stedet for at kigge ned og holde mig til det kunstige klorvand, der lå knapt 20 meter fra havet, kiggede jeg opad, var på udkig efter trapper mod himlen, var på udkik efter spor af min klaverkoncert på en ø, hvor jeg mindst af alt kunne forvente at finde dem.
I længselen mod skygger fandt jeg fjernt fra svømmepøler, men med en overraskende frodighed af skygger fra træer, en lille oase i form af et nonnekloster.
Jeg trådte ind. Nonnerne var helt tildækkede i mørke dragter, smilende under deres sorte tørklæder. Jeg havde accepteret (hvilket de rigtige danske solstråler sikkert ikke ville have brudt sig om) klosterets foreskrevne regel om at bære rigtigt tøj, og jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville fotografere, at jeg et øjeblik ville forsøge at glemme, at jeg også bare var en småfed, blegrød turist. Jeg ville bare være der – dvæle og drømme, og heller ikke forsøge at give nonnerne deres frihed tilbage, og forklare dem at den ægte frihed findes bag de kroppe, der vælter rundt nogle kilometre borte ved svømmepøl og strand, og som tror de kan blive brune, frie og fantastiske, men er fangne i en konvention og bliver røde, og til syvende sidst ender med at ligne noget der er løgn.
 

Trapperne mod solen var alle vegne, som de var det i Vendsyssel hos min bedstemor og hendes dueslag for 40 år siden, hvilket jeg kom til at tænke på, da jeg sad og så nonnerne bære de samme fornuftige og praktiske tørklæder, som hun altid bar.

(En uge efter, at jeg kom hjem åbnede jeg for fjernsynet og så en ægte dansk solstråle -  smilende men uden det sædvanlige ansigt. Hovedet var erstattet af en indtørret grillkylling (Hun skulle nok have overvejet at bære tørklæde!).)
Trapperne mod solen ligger nu i en klaverkadence.

II
Det er muligt, at der er for få bænke på Kastellet; men dem er der til gengæld rigeligt af på Skt. Pauls Plads, der ligger lige i nærheden. Det er ikke en plads turister valfarter til, hvis de besøger København; den er jo egentlig ikke noget særligt, og man skal nok kende til for at finde den bag Nyboders gader og huse.
Jeg holder selv meget af at sidde på en af de bænke, der findes opstillede rundt langs pladsen, og som næsten altid alle er tomme for mennesker. Under prøvearbejdet på ”Under Himlen” havde jeg lånt en lejlighed i nærheden, og ofte gik jeg efter endt prøve hen og satte mig ensom på pladsen – for at finde og fange noget af dens smittende ro.
Edition Wilhelm Hansen ligger også lige i nærheden, og efter at operaen er overstået, er jeg fortsat med at komme på Skt. Pauls Plads, og har næsten gjort det til en enkel, fin tradition at sætte mig på pladsen et øjeblik og forsøge at finde og fange nye tanker, når jeg skal aflevere et manuskript på forlaget.

I og med pladsen i regelen, når jeg har været der, er tom for andre mennesker, får jeg en forunderlig ”alene i verden-følelse”, når jeg sidder dér. Bygningerne omkring bliver til øjne og kameraer, der hæfter sig på mig, og jeg kommer i min ensomhed til at sidde i en gabestok, hvor blikke fra alle steder kan kastes på mig.
Da jeg for et par uger siden sad dér i sommersolen (her kan det i juli være svært at komme i skygge), var der helt stille i næsten 20 minutter. Så kom en trillebør ud fra en lille port efterfulgt af manden, der kørte med trillebøren. Han forsvandt hurtigt, og i takt med at trillebørens rumlen fadede bort, blev der helt stille igen.
En ven af mig har fortalt, at han også ofte kommer der. Han har det på samme måde med pladsen som jeg, og det ligger helt klart i kortene, at vi ikke kunne finde på at sætte hinanden i stævne på den plads. Den kræver ensomheden. Han har i øvrigt fortalt, at netop fordi man føler sig så udstillet på Skt. Pauls Plads – så overvåget, at der synes vidner, til alt man foretager sig, har han utallige gange siddet på bænken overfor kirken og røget sin sidste cigaret.

III
”Phantasmagoria”, min klavertrio havde først titlen ”Skyggespil”. Den titel –  den titel den altså ikke fik - var nok ikke kommet til, hvis ikke jeg var kommet til at tænke på Hans Kirks fantastiske bog med samme titel.
 Kun sidste sats har haft ”Skyggespil” som foreløbig titel, for da jeg begyndte på de andre satser (jeg skrev trioen bagfra!), faldt jeg over ordet ”Phantasmagoria”. Den titel var tæt på den forrige, og alligevel langt væk fra, og den mindede mig af uforklarlige grunde om et gammelt omslagsbillede til en novellesamling af Stefan Zweig – Måneskin, skygger, konturer af mennesker i bevægelse.
Jeg sendte en sms til en god engelsk ven, og spurgte til hendes fornemmelse af ordene ”Phantasmagoria” og ”Shadow Play” i forhold til min musik. Hendes svar var, at ”Phantasmagoria” netop havde en vis gotisk klang over sig, som også kunne findes i min musik, og spurgte så om jeg i øvrigt ikke selv syntes, at jeg havde rigeligt med titler i min produktion som refererede til skygger - ”Shadowland”, ”The Shadows of Silence”, ”Schattenlinie”, ”Shadow Siciliano”. Man tænker ikke selv så langt og på den måde. Klavertrioen, hed i det øjeblik jeg begyndte at tænke så langt, ”Phantasmagoria”, og jeg kunne skrive den!

(Det er i takt 69, det går galt. Det er den takt, der uden at vide det har holdt mig borte fra klaverkoncerten så længe. Jeg har været skræmt over den enkelhed, der ligger i rytmen. Har vandret rundt om takterne der følger efter, og har forsøgt at finde en kompliceret version af fortsættelsen - noget der i virkeligheden burde være enkelt. I håbet om pludseligt at finde kompleksiteten, har jeg været bange for at skive det indlysende enkle ned (som om nogen kunne kontrollere, at det på et tidspunkt var nedskrevet!). Den flydende, flimrende musik bliver overmandet af en enkel rytme der bliver til støj, og den har jeg åbenbart været bange for at man skulle høre, og i stedet høres ingenting.
Rytmen er hermed - fra denne morgen - nu så enkel, at jeg kan skamme mig over den; men den er der i det mindste, og en trappe bliver jo ikke mere interessant at gå på, fordi trinnene er uregelmæssige. Det får blot én til at skvatte over et trin. Det vigtigste er at finde det overfor trappen. Nu håber jeg, at jeg er klar til at skrive det!)

(Det er en fornemmelse, en forvirring(”dovenskab” er nok et bedre ord!), der har fulgt mig altid – Jeg husker den tydeligt som nærværende, da jeg for mere end 25 år siden skrev på første sats af min første strygekvartet ”Alman”. Fornemmelsen af at det allerede er komponeret. At det er færdigt inden det er skrevet ned, fordi jeg så godt ved, hvordan det skal være, og det derfor kun kan blive værre af at blive skrevet ned, og at nedskrivningen blot er en triviel manglende detalje.
Må solen snart komme, så jeg kan kravle ind i skyggen foran mit skrivebord, og - fri fra overspringshandlinger - få skrevet det hele ned!)

Jeg er færdig med anden sats af klaverkoncerten. Pludseligt gik det så hurtigt. Satsen slutter med en slags kadence. Masser af fald – men til sidst kravler klaveret op af trapperne mod solen. Under kadencen lægger hele orkesteret deres vanlige instrumenter til side for at spille på træstykker (claves).
Det allersidste, jeg manglede at skrive, var en overgang til kadencen, og jeg skrev de sidste toner, mens jeg blev filmet. Det var meningen, at jeg skulle sidde og komponere (lade som om); men jeg kunne jo ligeså godt gøre det rigtigt.
Koncentrationen kom på det mærkeligste tidspunkt, og jeg kunne ikke løbe væk fra den!

(Det er noget med at søge mod noget (løbe væk?), og genfinde det i noget, der endnu ikke er. En tid (”Skyggespil”) en lyd (”Gadjo Dilo).)

I
For nylig cyklede jeg gennem en park, og pludselig blev jeg ramt af musik. Jeg nynnede et hidtil ukendt glimt af klaverkoncerten. Det var egentligt for tidligt - jeg var stadig i slutningen af korstykket; men jeg var nødt til at stoppe på cyklen og skrive det lille motiv ned - oven i købet fløjtede jeg det ind på min mobiltelefon og sendte det som en særpræget hilsen til en ven, der heldigvis ikke tog telefonen! Det var den enkleste lille melodi. Den mindede om noget, der kunne være indgangsmusik til et børneprogram (Det mindede mig faktisk lidt om ”Ingrid og Lillebror”).
Jeg cyklede hjem og havde stadig den lille melodi kørende. Små ændringer kom til – små variationer – små glimt af klang og harmoni omkring den lille melodi.
I den slags situationer er det spændende øjeblik, når melodien, idéen, lyden pludselig skal konkretiseres – øjeblikket hvor jeg lader melodien, der er født i dagdrømmen, blive til virkelighed – se og høre den sort på hvidt – nedskrevet, udført på tangenter.
Da jeg så og hørte den i virkeligheden, vidste jeg, at den var rigtig; og er nu gået i gang med at finde ud af, hvorfor den er rigtig.

II
 ”Kastellet minder mig om Venedig. Mit indre billede af de to steder smelter sammen, og det betyder, at jeg for at undgå drømmen om Venedig, sjældent kommer på virkelighedens Kastellet.
 Når jeg en sjælden gang vover mig derud, bliver de grusbelagte stier altid til stenbelagte gader og voldgravene bliver til kanaler. Og når jeg ser bygningerne på Bernadottes Allé svømme vægtløse rundt i kanalen, er billedet så tæt på at være Venedig, at jeg blot skal undgå at have det grønne græs for øje, så ér jeg i Venedig.
  Man går altid vild i Venedig. Begynder at gå og tror man bevæger sig i en bestemt retning, blot for at finde ud af, at man i virkeligheden er gået i den modsatte retning, eller at man efter en halv times gang er tilbage på stedet, hvor man startede med at gå fra.
  På Kastellet er det sværere at gå vild, til gengæld kan man blive fanget i at gå i den forkerte retning, så man pludselig må løbe, hvis man f.eks. skal nå et ærinde i kirken eller en af de andre bygninger i kaserneområdet. Man tror man går imod sit mål, men i virkeligheden vil der hele tiden være kanal i vejen, og man må til sidst hele vejen tilbage, eller gå en gigantisk omvej.

 Der er for få bænke på Kastellet, til gengæld kan man overskue stierne i begge retninger, når man endelig finder en bænk eller en anden egnet siddeplads. Man kan sidde for sig selv. Man kan ryge en cigaret, som man kan skodde eller gemme i tide, hvis en forbipasserende jogger giver én dårlig samvittighed overfor sig selv eller resten af verden, hvis man holder cigaretten i hånden eller i munden.
  Den første gang jeg var på Kastellet, havde jeg sammen med en kammerat overnattet på Østerport station. Vi var begge unge – mindre end 20 år, og om morgenen åbnede vi lågen og gik ind på Kastellet. En vidunderlig morgen i sol, hvor Kastellet blev en magisk scene, for alt hvad man kan drømme. Da vi kom ud igen,  fandt vi havfruen og vandet og var lykkelige. Det var længe før Kastellet mindede mig om Venedig. Jeg havde i øvrigt dengang heller aldrig været i Venedig.
  Jeg har overvejet at kravle derind om natten, og hvis jeg ikke skulle forcere en låge ville jeg formentlig gøre det, blot for at pine mig selv med en nat på Kastellet, der ville sende et klart tårefyldt signal om en nat i Venedig, hvor mit liv fulgte et helt galt spor!”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”)

III
I anden sats af Mozarts G-dur klaverkoncert (nr. 17) er der et glimt af stilhed, som er noget af det smukkeste musik, der er skrevet. Klaveret spiller helt alene, blot for at gå i stå på en vidunderlig forsigtig måde, som har det pludselig fundet ud af, at det har bevæget sig bort og nu venter på orkesteret. Pause/fermat (glimtet af stilhed), og så tutti, hvor orkesteret manifesterer sig. Glimtet af stilhed er så svært at få rigtigt, fordi rigtigheden i det ikke kan forklares (fornemmelsen af det øjeblik, man finder ud af, at man er faret vild, er ikke helt nemt at fortolke i musik!).

For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder  fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!

Jeg håber, jeg kan finde og komponere et glimt af stilhed et sted omkring min lille melodi i en langsom sats af min klaverkoncert.

I
Hvis jeg en sen aften eller nat går tur i København - ser op, og ser de enkeltstående lysende vinduer lægge sig i et tilsyneladende tilfældigt mønster, tænker jeg altid på ”Under himlen”, og videre på om der mon foregår en opera deroppe. Når jeg gradvist lukker øjnene, mens de er vendt mod vinduerne, opløses lyset og bliver til lyden af musik.

II
I bogen om stederne danner parker og pladser ringe og cirkler af forfatterens vandringer. Han vender hele tiden tilbage til de samme steder (Det minder mig så meget om ”Sounds like You”!) for at genkalde sig de tidligere indtryk og lade dem møde nye. Af hans eget livs cirkler ligger den tydeligste markering omkring Skt. Petri kirke. Ikke blot på grund af den første nat under en lys himmel, men det var også der, han så hende forsvinde i dagslys.

III
Hvis jeg ubevidst tænker på en titel til et værk, hvisker min mund næsten altid ukontrolleret: ”Tre stykker for strygekvartet”. Mærkeligt! Strygekvartetten er det måske naturligt, at jeg tænker på – den vil nok altid være min evigt elskede; men det med ”tre stykker”, som er så aldeles anonymt og så meget mindende om noget man beder om i en kantine! Jeg tror, at titlen til dette ikke eksisterende værk går tilbage til en tidlig koncertoplevelse: Musiknytår ca. 1981 - Erik Jørgensens ”Stykke” for strygekvartet blev opført - den må jeg vel så underbevidst have forsøgt at overgå(tre for én!). Måske dækker det også over en længsel efter den abstrakte titel, som jeg kun kom tæt på i ”Symfoni”….. en titel, som jeg til gengæld – da jeg skrev værket - slet ikke opfattede som værende abstrakt!

IV
Rent en passant bemærker han at foruden yndlingsbeskæftigelsen med at spise radiser i solen på deres græsplæne, er hun mest glad for at diskutere. De bemærkninger og sætninger som andre bare lader glide lige igennem, skal hun hele tiden vende og dreje, stille spørgsmål til, stille spørgsmål ved. Ind imellem diskussionerne hvisker hun til sig selv. Han kan ikke høre, hvad hun hvisker; men han skal absolut høre hendes hvisken, for at være klar over, at den handler om ham og almen utilfredshed, og at der gennem hviskningen brygges en ny diskussion (Da han fortæller det, minder det mig om formen på min anden strygekvartet, ”Adieu”!).

V
Hvis jeg tænker på alt det her, er det fordi, jeg ikke kan finde koncentrationen til at skrive det, jeg rent faktisk skal skrive, og jeg derfor drømmer om stykker, der er så langt fra at være skrevet - drømmer mig til let tjente noder. Drømmekomponering! De værker jeg ikke er ved at skrive er langt lettere at skrive end dem jeg skriver på. Er de stykker jeg aldrig fik skrevet i virkeligheden mine bedste?

VI
Man er født med den musik man skriver og man kan ikke ændre den væsentligt (…og så er det ligegyldigt, om man selv kan lide den eller ej!). Ligesom man er født med en øjenfarve, en hårfarve, en hudfarve. Hvis man forsøger at skrive en anden musik, vil den lyde som synet af en mislykket silikonebehandling.

VII
For nogle dage siden hørte jeg om et land, hvor musiklivet var ved at forsvinde. I takt med denne forsvinden blev der samtidigt ansat flere og flere administrative medarbejdere for at følge musikken til døren. Eller værre – for at holde musikken fra døren. Efter at have hørt om det var jeg i tvivl om, hvorvidt det mindede mig om Finn Søeborg eller Franz Kafka! Skulle jeg le eller græde?

VIII
”Jeg så en ung kvinde forsvinde under en bro….dem der finder og læser denne note skal vide at jeg nu vender tilbage til broen - jeg er nødt til at følge efter hende og finde de mørke øjne hun vendte mod mig, da hun forsvandt!”
(Anonym note på offentlig opslagstavle)

IX
”Unge mennesker tager sjældent haven alvorlig. Der kræves tålmodighed og ydmyghed over for tilværelsens langsomme mysterium for at arbejdet i den skal have nogen mening, og de kvalifikationer er sjældne før fyrreårsalderen. Børn kan have dem, men de forsvinder så næsten altid i forbindelse med puberteten.”
(Lotte Möller: Havens Natur)

X
Livet, naturen og haven er fuld af cirkler – døgnet, året, livet. Måske koncentrerer man sig som både barn og gammel af vidt forskellige grunde om de mindre, de overskuelige, cirkler. Året frem for livet, og haven er god til at finde fornemmelsen af årets cirkel. Den større cirkel – livet, er nok mere for mennesker, der er midt i den og har nok af den på begge sider.

XI
Om lidt er det forbi! Om lidt er fyrrerne forbi, og jeg fylder 50 (…jeg skriver det, for - for første gang - at se hvordan det ser ud!).

XII
For to uger siden gav to af mine venner mig en fantastisk overraskelsestur på 18 timer! Sammen har vi nu mere end en sjælden solnedgang, og synet af én, der gerne ville tæt på vores frokost!

I
Hvad er sammenhængen mellem mit liv, og det jeg søger i mit værk?
Når jeg stiller spørgsmålet lægger jeg samtidigt svaret på læben og i munden. Sammenhængen er i sig selv svaret! Sammenhængen er, at jeg er opmærksom på sammenhænge – på udkik efter dem - begge steder, på alle planer, og frem for alt er jeg på jagt efter tværgående sammenhænge og sammensmeltninger på tværs af alle skel. Sammenhænge fra den mest ubevidste bevægelse i mit værk til den mest bevidste beslutning i mit liv.
Sammenhængskraften og jagten på sammenhænge bliver først interessant og bemærkelsesværdig, når man mærker den eller finder den, hvor alting virker usammenhængende. I øjeblikket ser jeg efter sammenhænge overalt og søger i hver tanke, i hvert syn en sammenhæng, og måske er søgningen og analysen så intens at sammenhængsdømmekraften er blevet devalueret
Er der en sammenhæng mellem de former musikken antager og de former der tegner sig i komponistens liv? Kan musikken forme komponisten, så musikken udstikker linierne for komponistens liv?
I de sidste par år har jeg været besat af at provokere min formtænkning. På min computer har jeg indlagt musik inden for stort set alle stilarter, og jeg elsker at sætte computeren til at afspille alt tilfældigt og lytte til overgange mellem glimt af musik, som nærmest intet har med hinanden at gøre. Være spændt ventende – hvad bliver det næste! Klippene mellem glimtene bliver små åbenbaringer, og jeg træner mig i hurtigt at fange drømmen om sammenhængen mellem de klip, der bringer min fantasi i kog.
I de senere år har jeg overført ”festmixet” til koncertsalen og lavet en mængde koncertprogrammer, hvor det væsentligste fokus er på overgangen mellem værkerne. Koncerter hvor sammenhænge skaber kaos og kaos skaber nye sammenhænge, der spejles i min musik – Usynlige og uhørlige sammenhænge i kaos.

II

Efter foredraget for nogle uger siden møder jeg i en port ved busstoppestedet den ven jeg har kendt i 25 år. Han virker overraskende forvirret, og hans sætninger er helt usammenhængene og fyldt med gentagelser. Han virker på samme tid tøvende og travl. Han skal rejse, men står helt stille. Mens vi taler sammen dukker der en ældre mand op. Han taler uopfordret og uafbrudt, og det er svært at vide om han taler til os, eller taler til sig selv. Han taler nok bare, og hans ord synes at køre helt i cirkler. Den samme historie bliver fortalt igen og igen, som om pickuppen, der skal føre hans tanker ud af munden, står fast i en rille. Hans tale handler om, at han i dag har reddet to mennesker ud af en brændende bil i forbindelse med hans arbejde i civilforsvaret; men med alle mine fordomme i behold er jeg ret sikker på, at det ikke er sandt. Min ven fortsætter sine usammenhængende sætninger om hans pludselige skilsmisse og den foranstående rejse til Venedig.

Det er en helt mærkelig situation, og der opstår den særeste kommunikationsstilhed af hvid støj, man kan forestille sig. Min ven er for optaget af de tanker, der gør hans tale usammenhængende til at han mærker støjen. Den ældre mand er ligeglad – og har formentlig fortalt historien en masse gange uden at kræve intens lytning eller stilhed omkring sig, og han finder sit eget looptempo til aflevere historien i. Jeg selv er for optaget af klangen af den kontrapunktiske monologduet til at ville bryde ind i den – Jeg lytter blot og håber, at de to usammenhængende temaer vil fortsætte lidt endnu. for jeg ved, at jeg lytter til en musik, der har sammenhængslinier, der rækker ud efter min egen musik, min inspiration og ”Sounds like You”. Jeg lytter til den form, der bliver min, når jeg samler de to stemmer. Det er mig der finder sammenhængen. Jeg er lytteren der hører to historier smelte sammen til én. To historier, som ligeså godt kunne eksistere på hver sin side af kloden, i hver sin tidsalder.

De smelter sammen, som når man i et tog lytter til to mennesker der taler i mobiltelefon helt uafhængigt af hinanden, og man så som tredje part pludselig kan mærke og høre en sammenhæng – en ny sammenhæng, når man ikke kan høre svarene i den anden ende af telefonerne, om man i stedet forsøger at samle det man hører til en samlet samtale – til en historie, som intet har med virkeligheden at gøre (”Jeg er på vej hjem” – ”Det er da vel løgn!” - ”Jeg troede altså også, at jeg kunne have nået et tidligere tog” - ”Nu forsvandt du!” – ”Jeg ved det godt” – ”Jeg lægger på”).

III

Det går i øjeblikket langsommere og langsommere med at komponere, og det jeg komponerer går langsommere og langsommere. Et uendeligt ritardando, som allerede har været spillet tidligere, kommer nu igen; men denne gang er dynamikken vendt om. Hvor det første gang blev svagere og svagere i takt med at musikken mistede tempo, bliver det nu kraftigere og kraftigere, og det skal på en eller anden måde ende i et slør af hvid støj, der bliver afslutningen på den første koncert kvinden og manden sammen lytter til.

I går aftes læste og lyttede jeg partituret igennem, og jeg ved nu, at jeg ikke kan nå at blive færdig til 18. Juli.

Tidligt i morges vågnede jeg op til duften af jasmin.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lede efter to dufte. Den ene er en speciel skarp duft af jasmin, som (for mig!) stammer tilbage fra min farmors have ved en landevej i Vendsyssel. Den duft fandt jeg for nogle år siden og placerede i min have. Den anden duft, er en hel speciel duft af kaffe – en udendørs kaffeduft - og den har jeg aldrig fundet. Jeg kan sjældne gange mærke den som et rudiment i mit næsebor, men selv når jeg mærker den mere konkret – f.eks. på en stille villavej - har tid til at fange den, og tror at jeg har fundet den, forsvinder den igen, og jeg får ikke en chance for at genskabe den i min næse.

Jeg skriver nu på den 65. A3-side af ”Sounds like You”. Jeg lægger rudimenter af min musik ovenover hinanden. Et langsomt faldende glissando fra ”Symfoni” får indflettet accelererende glissandi fra min klaverkoncert. Pianisten er nu off-stage, og i et lufthul i musikken står begyndelsen af anden sats af ”La Notte” helt alene – lontano. Den musik lægger sig ind i et afsnit hvor ”Hun” siger: ” Hold om mig, hold om mig.” og klaveret rammer sætningen ind. Den spinkle klavermusik brugte jeg også i en sang fra samlingen, ”Roses are Falling”, hvor sangerinden synger: ”He takes me in his arms like the moon that turns and takes the evening from the sun”. Den engelske lyriker Selima Hill skrev teksten til mig, og senere lod hun linien (ændret) glide ind i digtet ”An Angel with Large Hands”. Rudimenterne smelter sammen omkring ”Hold om mig”, og jeg har fundet ud af, at den sætning i virkeligheden er teksten til den allerførste lille bid af den vuggevise der begynder ”Exit Music”. Musik og tekst har ved skæbnens hjælp fundet hinanden – Holder om hinanden – in the arms.
Alle mine glissandi har omsider fået en dybere mening – musik fra forskellige værker glider ind i hinanden.
Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder (Bare jeg dog var blevet mere påvirket af Arvo Pärts besøg i København)!).

En tidlig morgen i begyndelsen af sidste uge, kom jeg pludselig på Facebook og så mit nye ansigt i bogform!
Min datter lagde mig ud på bogen, og pludselig havde jeg en masse venner, jeg vidste, jeg havde.
Det smadrede min dag fuldstændigt. Hver ven, der kom til, havde venner, som jeg gik på strandhugst iblandt, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at på netop den dag gik mit normalt ellers så rolige ny-musik-netværk amok, og der foregik en masse parallelle commando raids ind i diverse vennelister. ” Dagens tilbud :100 venner for 24 timer” .
Hvad skulle jeg stille op med alle de venner? Jeg er håbløs med en computer, og kan ikke lægge alle mulige interessante links og feriebilleder ind på siden, og jeg er alt for genert til at lægge søde tekster og vise ord ud på andres opslagstavler uden forudgående opfordring(Da jeg var i den alder, hvor man byder piger op til dans, ventede jeg også på, at de skulle byde, og blev vel den ultimative bænkevarmer!).
Da målet – de 100 venner - var nået, havde jeg derfor lyst til at sende en contratekst ud ”Jeg er en dårlig ven - find en anden”, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde gjort min indtræden på Facebook til et værk i sig selv, og havde fulgt min første indskydelse; nemlig udelukkende at indtage venner jeg overhovedet ikke kendte. Hvad ville mine ”rigtige” venner tænke, hvis jeg groft negligerede deres forespørgsel om venskab, for samtidig at rage venner til mig, der er dem og jeg totalt ukendte.. Eller hvordan ville mine rigtige venner have det, hvis jeg foretrak at være venner med deres fætre, mostre og mødre, mens jeg nægtede deres venskab. Hvordan ville det være at komme til en koncert 3 dage efter og møde alle vennerne, som jeg havde nægtet adgang til min vennekreds, der i mellemtiden var vokset til 1000 stk. – (1000 uden dem!)?
Det kræver mod at skabe et kunstværk, og jeg havde ikke modet til at skabe mit ret ligegyldige Facebookpiece (Ville det være interessant at opbygge en vennekreds på Facebook udelukkende bestående af mænd med fornavnet Bent ?). Måske var jeg også bange for at ingen ville savne mig som ven, og jeg blev i øvrigt hurtigt grebet af beskæftigelsen med at stjæle venner. Kørte rudimenter af mit liv ud på bogen, og blev som andre suget ind i den mærkelige pseudoverden, som uden tvivl er fantastisk og i hvert fald fascinerende, og jeg gider ikke gå ind i noget omkring tidsspilde og ensomhed. Jeg forsvandt blot for en tid lykkeligt (og vil forsvinde igen!) i min computer. Forsvandt i Facebooks utallige forgreninger, der fraktalt lægger sig ud som levende stamtræer. Alle bliver vi anderledes når vi lægger os i en bog, og flere af mine venner var overraskede over at se mig dér – som hvis man pludselig møder sin søster under Triumfbuen, uden at vide at hun er i Paris. Man har et image til man tager et nyt!

(Rigtige venner stiller altid op med en ghettoblaster!
Nu har jeg brug for mine venner, og nu kommer der en vigtig opfordring. Jeg har brug for 10 – 20 mennesker, der d. 8. Juli kl. 20 i Christianskirken på Christianshavn kan medvirke – sammen med den fantastiske organist Jens E. Christensen, i uropførelsen af mit nye, lille værk ”Liebster”. En satellit – et rudiment til og af både min kommende klaverkoncert og ”Sounds like You”. Jeg vil ikke sige noget om stykket, men hvis man vil være udøver (måske for første (og/eller sidste) gang i sit liv), skal man melde tilbage til mig – Enten til min beskedne Facebookprofil eller i form af en kommentar til dette indlæg.
Hvis man melder sig, skal man møde dagen før koncerten kl. 14 i Christianskirken medbringende en trådløs(batteridrevet) ghettoblaster, og så selvfølgelig stille til koncerten. De der melder sig vil ret tydeligt og konkret blive hemmeligt indviet i., hvad det lille orgelstykke har med Klaverkoncerten og ”Sounds like You” at gøre.
Anden betaling kan jeg ikke tilbyde og rigtige venner kan jo heller ikke købes for penge. Der må jo også gerne være nogen til blot at lytte, og de der ikke har mod på, at leve en drøm ud om at spille på en ghettoblaster, er mere end velkomne til blot at overvære koncerten.)