(27. december 2008)
Et møde - og pludselig bliver ”Sounds like You” synlig.
Jeg går fra mødet med en fornemmelse af en ny friskhed. Med instruktion, teater og alt det visuelle foran sig er ”Sounds like You” slet ikke født endnu. Værket har sin egentlige fødsel til gode. Der er stadig håb, og der er stadig noget at se frem til.

”En tøven før fødslen. Findes der en sjælevandring, så er jeg end ikke på det nederste trin. Mit liv er en tøven før fødslen.”
(Franz Kafka: Dagbog 24. januar, 1922)

(15. januar 2009)
Jeg mødes med Point 4, fire norske musikere, der aftenen i forvejen har improviseret over ”Funeral Procession” ved en koncert på Schæffergården. Vi diskuterer og de spiller. Jeg har inden mødet prøvet at finde de glimt i værket, der rummer hele dets egentlige identitet, og vi prøver at lade de identiteter farves af musikernes spontanitet - deres og mine tanker forbindes i en fin atmosfære. Det værk, de spiller, er helt nyt og fødes på stedet, og alligevel kan jeg hele tiden høre sporene af ”Funeral Procession”, der danner en horisont – et i forvejen krakeleret billede, der nu bliver yderligere krakeleret.
Det bedste, der kan ske, er, at ens musik bliver brugt og gerne misbrugt en smule, som den her misbruges på en fin og følsom måde, og når den kan holde til det her, kan det holde til næsten alt, og den skal kunne holde til meget for at være holdbar. Jeg er så glad for at musikken kan bruges og dybt berørt af tanken om at nogle fantastiske musikere fra jazz og klassisk har brugt utallige aftner på at øve sig i at improvisere over min musik. Jeg ender med at synes, at deres version er bedre end mit eget værk - og så kan det værk oven i købet fødes mange gange endnu.

”Jeg er så tæt på at være ufødt som man kan
uden ikke at være”
(Thomas Boberg: Pelikanens flugt)

 (19. januar 2009)
Jeg begyndte et nyt år med et gammelt stykke. Næsten hver morgen stod jeg uhyggeligt tidligt op og arbejdede lidt på tredje sats af ”Schreie und Melancholie”. Jeg æltede tonerne og skrev det hele igennem igen, så det nu er kommet ud i en version, hvor den ene af violinerne fra strygekvartetten er borte, og satsen er blevet  til en ny sats, et nyt værk for strygetrio. ”Lugubre Gondola” - en barcarole – og endnu en forsinket drøm om Venedig.
Titlen havde det, inden det blev skrevet. I strygekvartetten har jeg forsigtigt brugt lugubre som karakterbetegnelse, og jeg husker, at den allerede dengang var lige ved at hedde ”Lugubre Gondola”. Som da jeg skrev strygekvartetten i 1995 lytter jeg ind imellem i disse tidlige morgentimer til Claus Johansens inspirerende radioudsendelsesserie om musikken i Venedig (Jeg anbefaler den; men man kan vist ikke finde den på nettet!). Jeg er overrasket over, at jeg kan gøre det her så mange år efter i de kulsorte januarmorgener, så jeg klarer mig vist gennem resten af måneden uden melankolien!

”Endnu ufødt, og allerede tvunget til at eksistere, at gå omkring i gaderne og tale med mennesker”.
(Franz Kafka: Dagbog 16. Marts, 1922)

(19. Januar 2009)
Jeg mødes med Jens E. Christensen i Christians Kirken på Christianshavn. Han har indstuderet mit lille orgelværk ”Lais” fra 1985 og spiller det fremragende for mig.
Bagefter sidder vi i kirkens tusmørke og diskuterer værket. Mens jeg lyttede til værket, faldt jeg over nogle toner og gestiske udbrud, som jeg aldrig ville have skrevet i dag. Jeg foreslår vi fjerner dem, men heldigvis holder han fast på dem, og hindrer mine nu mere modne ører i at bestemme over det lille barn, der dengang blev skrevet ned på papir af en ung mand, og jeg hører og forstår nu – 24 år forsinket – bedre, det den unge mand skrev dengang.

”Kan han ikke? Øjne, der gør ondt. Øjne, der gør ondt lige nu, indefra. Mens hun venter på, at han skal fortælle hende, hvad det er der sker. Herregud. Åh, herregud. Du er ved at blive væk for dig selv, kunne han sige. Du er ved at blive væk i en døende mand. Du er ved at blive væk i et blomsternavn, du ikke har hørt før. Eller stilheden i en aften, hvor alle taler. Ordet rhododendron. Det ukendte eller det nye eller det gamle eller det kortvarige, især det kortvarige. Især. Hvad ved man? Om hvor meget der kan nås på hvor kort tid. Om for sent og for tidligt og endnu ikke og aldrig. Og mørket bag stjernerne, smerten bag øjnene. Hvad ved han?
- Jeg var på vej hjem, siger han.”
(Juliane Preisler: Privatpersoner)

 (20. januar 2009)
For et par et par uger siden kom der hul igennem til fortsættelsen af fjerde sats af klaverkoncerten. For lang tid siden gik jeg i stå på et sted, som jeg aldrig syntes at kunne komme videre fra. Jeg læste igennem, lyttede igennem, spillede igennem, men hver gang stoppede jeg det samme sted. Jeg lagde det bort og tænkte, men fik ingen tanker, og prøvede at adsprede mig ved at skrive noget helt andet, for så at forsøge at overraske barrieren ved pludselig at vende tilbage til det forbandede sted. Jeg tænkte også på Wagners råd til en ung kollega om at finde en persons ledemotiv i en opera, ved at lukke øjnene og så forestille sig personen langsomt åbne munden, og gennem dette syn lytte til - og fange - den musik, der kommer ud af en fiktiv mund. Pludselig brød jeg igennem barrieren, og venter nu bare på den næste forhindring.

I

I slutningen af sidste uge samlede jeg de indskrevne sider sammen, lagde dertil de allerede færdige skitser, tog lommeregneren frem og fandt ud af, at værket allerede varer godt femten minutter. Og i virkeligheden synes jeg slet ikke, at jeg er begyndt endnu!
Jeg skal skrive slutningen af tredje sats, som skal lægge spor af en kommende sidste og femte sats ind over ekkoer af anden sats. Der er en masse spor i det jeg har skrevet som fører fremad. Sporene vil være gemt for alle andre, og i et øjebliks desperation bliver jeg bange for, at de ikke blot er gemt for andre, men også gemt for mig og derved glemt.

II

”Kongens have i december. Nu kan man se alting – se igennem hele haven, hvor alle gemmestederne er borte. Alle buskene, som de elskende gemmer sig bag om sommeren, ligger nu til frit udsyn, og havens besøgende bevæger sig som mørke skygger i dagens evige tusmørke. På bænkene kan man sætte sig, mærke skridtene komme nærmere og blive mindet om alt det liv, der er gået.”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”.)

III

”I sommer lå folk
og solbadede her.
Nu er her køligt
men stjernerne er også sole
og på deres planeter skinner solen måske nu.
Tågen er meget lidt tåget
den hænger mellem træerne
ledning for tynde tanker?
Træernes blade er flest på jorden
visnede
genforenede
endnu engang.
Nu på vej til muldstadiet.”
(Michael Strunge: Livets hastighed)

IV

Det var galt lige med det samme, og allerede da de landede i lufthavnen efter deres bryllupsrejse, var de i princippet fraskilte. Han blev mere og mere indelukket  og er i virkeligheden aldrig blevet lukket op siden.
Først et halvt år efter fik han det sagt, og det oven i købet i den lille have, hvor de første gang havde elsket med hinanden (Eller måske var det netop fordi de sad dér, at han kunne sige det.). Hun rejste sig og sagde: ”Det er altså kun den 17. December; men man skulle fandeme tro, at du troede, at det var juleaften.” Derefter gik hun uden at vende sig om. Siden er han kommet i haven mange gange, og hver gang kigger han ned på stenene og jorden og bilder sig ind at kunne se de skjulte spor af hendes sko.

V

”Och hur det liksom
börjar spela sakta
bakom hotellrummets tapet

En Musik för vissna löv
och knackningar på rören

 till minne av små fötter som drog bort…..

Och genom den flottfläckade tapeten
hörs som svaga sånger. Genom tapetblommorna
vaggar liksom genomskinliga
kroppar, växer ur de bleknade tapetrosorna

ett snöskuggsflackande ödsligt fladdrande folk
knappt hörbart plötsligt upphörande, isblått, kallt, trasigt, upplöst”
(Tobias Berggren: De ur alla minnen fallna(S.D.Sandström: Requiem))

VI

Søndag morgen gik jeg ud i haven. I et af birketræerne så og hørte jeg spætten, der hakkede den samme lyd frem, som jeg netop skulle skrive ind i partituret – lyden af claves. Det ærgrede mig lidt, at jeg allerede for lang tid siden havde besluttet mig for den lyd, og altså ikke nu kan påstå, at lyden er inspireret af en spætte i et birketræ d. 21. december 2008. Lyden kunne have været et gemt spor af en spætte; men er altså et gemt spor af noget jeg ikke ved hvad er – måske en anden spætte et andet år, en anden dag.
 

””Han har jo ikke noget på, er der et lille barn, der siger, han har jo ikke noget på!””
(H.C. Andersen: Kejserens nye klæder)

Det er det sædvanlige! Jeg går i stå midt i en takt – fornemmer, at det jeg skriver mangler koncentration og inspiration. I princippet kan jeg godt gå videre, men alle skridt, jeg tager, vil fra nu af være påvirket af, at de står på et fundament, af noget der kun er godt men ikke godt nok – noget der ikke har tøj på – eller noget der kun er tøj uden krop og liv. Jeg gennemskuer det, og først når jeg accepterer gennemskuelsen og forlader takten, sletter den eller finder den kerne, som inspirationen fødte, bliver fortsættelsen meningsfuld.

” - So, who left who?
- She left me.
- Why?
- She saw through me
- Ah, Ah – thats not good!”
(Julia Roberts/Hugh Grant: Notting Hill)

Det er det sædvanlige! Jeg er gået stå – eller jeg ved endnu ikke, om jeg er gået i stå eller bare ikke kan tage mig sammen til at gå videre. Der mangler noget, for at jeg kan fortsætte, og om det er energien (”tilsammentagningen”) eller inspirationen kommer egentlig ud på ét, for de to ting er jo i virkeligheden to sider af samme sag. Hvis jeg ikke tager mig sammen, kan inspirationens arm ikke nå mig, og hvis jeg ikke er inspireret, kan jeg ikke tage mig sammen til noget som helst.
Jeg samler – som sædvanlig - i forholdsvis tilfældig orden - alle mine notater sammen til en bunke og kigger dem alle grundigt igennem - læser side op og side ned og forsøger at gennemskue hver eneste note, hver eneste node - anstrenger mine øjne – higer og søger. Efterhånden som hvert ark bliver vendt, bliver alt kasseret; der gemmer sig ingenting i de notater, og fra at det er mig, der forsøger at gennemskue notaterne for at finde en mening, bliver det nu notaterne, der gennemskuer mig og fortæller mig, at der absolut ingen mening er.
 
En dag henter en god ven mig og kører mig til Amager for at få foretaget en såkaldt Vegatest, med efterfølgende homøopatisk behandling af bla. min søvnløshed. Det er jo i virkeligheden slet ikke mig, og et eller andet sted fornemmer jeg, at jeg vil være i stand til at gennemskue testen, og nøgternt kunne fortælle mig selv bagefter, at det hele er hokus pokus; men gradvist begynder jeg at tro på det. Hvad jeg i sidste ende vil tro, vil tiden vise, men i tiden lige før og under konsultationen er det ikke mig, der gennemskuer testen. Det er mig, der er angst for at testen gennemskuer mig! At den på computeren – som jeg ikke kan se – optegner alle mine synlige og skjulte dårligdomme - at den nøje gennemskuer min krops evige forfald og præcist vil sætte fingeren på mine skavanker og fordærvede levned.

”Der er altid noget at gennemskue hos alle. Eller: Der er intet at gennemskue hos nogen. Om man gennemskuer eller ej afhænger af indstilling og kyndighed hos den der oplever – men mest indstillingen. Som musiker er kunsten så at være så overbevisende, at indstillingen hos lytteren bliver: ”Dette vil jeg gerne opleve – uden forbehold. Her føler jeg mig tryg.” At skabe betingelserne for oplevelsen. Kan man det, ønsker lytteren ikke at gennemskue og gennemskuer derfor ikke. Og så er det som det skal være.

(Michala Petri, e-mail, 13. august 2008)

Det er nat, og jeg går ud i haven. Det hele er mørkt, men jeg kan kigge ind til lyset i mit arbejdsværelse og se videre ud til mørket på den anden side af huset gennem vinduet i rummet ved siden af. Natten minder mig om ”Symfoni” – arbejdet på det værk foregik mest om natten, og netop det at stå i haven hænger på en eller anden måde sammen med de høje istappeagtige glissandi i begyndelsen af ”Symfoni”. Et lille irritationsmoment er, at jeg her og nu også fornemmer, at denne nat hænger sammen med min klaverkoncert, som jo skal ”handle” om morgen. Skal jeg blive oppe, arbejde videre og vente på morgenen?
Mens jeg kigger ind til lyset over mit arbejdsbord, fornemmer jeg, at al kunst jo ”handler” om natten, om mørket som man ikke umiddelbart kan se igennem; men som på en eller anden måde må finde ind til lyset og livet, måske ind til en lampe over et arbejdsbord. Er dagen og lyset livet – er natten og mørket kunsten?

”tommere bliver det
næppe
en have om
natten”
(Pia Juul: i brand måske)

Da jeg var en yngre komponist, var jeg altid lidt bange for at sende Cd’er og bånd med min musik til andre, så de ville kunne høre den uden mit opsyn. Jeg følte nok, at jeg burde være tilstede, når de hørte musikken – være klar med undskyldningerne, og var vel bange for, at de gennemskuede den, og at min tilstedeværelse ville kunne hindre denne gennemskuelse (Lidt ligesom man som teenager klistrer til rivalen – selvom man for længst har tabt til rivalen i kampen om den udkårne; men stadig håber at kunne aflede opmærksomheden fra nederlagets grund). Nu håber jeg blot, at jeg gennemskuer musikken før alle andre.

Toget kommer ind til perronen. Vi har alle stået og ventet på det. Hvert eneste individ på perronen har fundet sit territorium og er nu klar til at forsøge at komme først ind i toget. Da toget langsomt glider ind langs perronen, glider alle vi ventende passagerer med. Vi foretager alle en hel automatisk bevægelse i togets kørerretning – følger med toget, som for at kunne følge med dets tempo. Vi forsøger at fange toget. Det er nemlig ikke fordi, der umiddelbart er større sandsynlighed for at få en god plads, hvis man følger togets bevægelse og placerer sig længere fremme, og det er heller ikke derfor vi følger toget som en flok køer. Det er alene toget der trækker – magnetisk -  med en horisontal tyngdekraft og vi trækkes med og er irriterede over de enkelte der pludselig standser i denne fælles sideværks bevægelsen og står fast på deres nyerobrede territorium, fordi vi er lige ved at falde over dem, mens vi trækkes videre fremad.

 Klaveret afslutter sin kadence – hurtigt og let. Alle orkesterets musikere spiller claves – en sky af trælyd kvæler klaveret. Pludselig ligger der to helt dybe horn, og mens de mange claves og klaveret former nogle pseudo-cirkler af lyd i det høje register, bliver de dybe horn del af en klang, hvorfra der træder en ufattelig enkel baslinie frem. Jeg har for første gang i mit liv komponeret en rigtig baslinie for basliniens skyld. Den nedbrydes selvfølgelig og på en eller anden måde skal der ensomt ligge en melodilinie i en soloviolin i det ekstremt høje register. Sådan skal det være, og alligevel cirkulerer jeg om noterne som katten om den varme grød. Det kommer ikke videre. Visionen går i stå – jeg ved blot, at der er en idé fra det ubevidste plan, der har skabt et fællesskab mellem den helt høje og den helt dybe melodi – at begge melodier falder, og begge melodier trækker magnetisk i andre lag og trækker dem med i deres fald. Alt er klart, men så stopper det. Det er som at vågne af en drøm, lige før den bliver spændende, og det hele gradvist viskes væk. Idéen forsvinder, opløses, og jeg må begynde forfra: Klaveret afslutter sin kadence – hurtigt og let. Alle orkesterets musikere spiller på claves – måske skal claveslyden ligge helt alene et øjeblik. Pludseligt ligger der to helt dybe horn, og mens de mange claves…..(Igen og igen må jeg starte forfra. Cirkelen, jeg følger, er den samme - der kommer heldigvis mere og mere kød på den; men desværre stopper den det samme sted igen og igen.)

 ”Hvad ville du ønske, du havde læst?”. Sådan lyder det sidste spørgsmål i ”Hvad læser du?” i Politikens bogtillæg hver lørdag. Et mærkeligt spørgsmål? Hvis der var noget man gerne ville læse, havde man vel læst det (Spørgsmålet lyder jo ikke ”Hvem ville du ønske, du havde giftet dig med?”), og det er der da, også enkelte der svarer; men de fleste nævner en bog, de gerne ville have læst. Oftest er det de store uoverskuelige mesterværker, som man ikke har en chance for at kalde et mesterværk, hvis man ikke har læst dem; men gerne ville kunne kalde et mesterværk! ”Ulysses” ligger vist højst på den ønskeliste over ikke-læste bøger Prousts ”På Sporet.. ” kommer derefter - Værker man føler, man burde have læst - Naturligvis – for bag spørgsmålet ”Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?” gemmer der sig spørgsmålet: ”Hvilken bog ville du gerne kunne sige, du havde læst”. Dermed bliver spørgsmålet et spørgsmål om stil, image og identitet – eksistentialistisk! Hvordan - og med hvem - vil man gerne ses – med Meggie (Tornfuglene”) eller Marcel (”På sporet af den tabte tid”). Eller måske handler spørgsmålet om stress og mangel på tid.: ”Hvilken bog er så lang og umiddelbar tung, at du ikke orker at læse den, så du gerne vil kunne springe lige frem til at kunne sige, at du allerede har læst den?”

Det er lige præcis det vejr og den årstid, jeg holder af at arbejde i. Den milde danske ”Indian summer” der minder mig om noget, jeg har glemt hvad er, men som i hvert fald har med roligt arbejde ved skrivebordet adspredt med frisk luft - gående over de allerede nedfaldne paradisæbler - at gøre.

For få dage siden mødtes vi og prøvede på klaverstemmen til bl.a. begyndelsen af den langsomme fjerde sats. ”Er det reminiscenser af noget af det tidligere i værket?” Og det er uden tvivl reminiscenser; men det er svært nøjagtigt at stadfæste, hvor reminiscenserne kommer fra.
Dagen efter spiller jeg selv og fanger den enkle fagotmelodi i begyndelsen af satsen, og jeg kan mærke, at den ”handler” om det samme – uden at være det samme - som en lille melodi, der optræder som eftersætning i Brahms 2. Klaverkoncert, og som lægger sig – som en gigantisk reminiscens – ud over hele slutsatsen af Mahlers 2. Symfoni. Min spinkle begyndelse er en reminiscens af en reminiscens, og jeg er sikker på, at der imellem de tre musikstykker findes flere ”uvidende” reminiscenser af den samme musik, som jeg enten ikke kender til eller blot ikke husker.
Det er dur/mol musikkens egentlige mirakel - reminiscenserne der skabes af den stærke identitetsfornemmelse. Det er popsangens mirakel – og grunden til, at der til stadighed kører retssager om plagiering i den branche.
Man lytter længere ind, for man føler, man har hørt det før. Pludselig kan reminiscensen høres som en åbenbaring, hvor man mindst af alt venter den. Som en den mærkelige afslutning på Dufays ”Credo ”Dic Maria””, hvor man efter at være svømmet ind i den evige strøm af reminiscenser som renæssances musik oftest bygger på, og som er så tæt pakket, at identiteten kan være svær at fastholde, pludselig står med en identitetsfyldt reminiscens af en melodi i øret. Eller, som jeg husker det, som et pludseligt glimt af dur/mol standardvending i en af Beat Furrers strygekvartetter, der trods dets korthed formår at give hele værket identitet.
Alle komponister og lyttere afsøger latent reminiscenserne; men heldigvis er der næsten ligeså mange indre ”søgemaskiner” som mennesker. Alle ”aldrig hørte klange” igennem alle tider, finder sig selv i reminiscenserne, hvis de da ikke for alvor skal forblive aldrig hørte! Dur/mol musikken er kommet for at blive, og selvom man ikke genkomponerer i dur/mol stil, vil den altid leve som reminiscenser i vores erindring, selv når vi lytter til musik, der er helt fjernt fra den.

Reminiscensfølelsen, som den jeg oplever i begyndelsen af 4. Sats af ”La Matina”, og som hæfter sig fra Brahms til Mahler, opstår ustandseligt hos mig. Fra de små til de store glimt. Fra den helt tætte – næsten citatagtige, objektive - forbindelse mellem f.eks. Bachs 8. Fuga fra ”Wohltemperirte Klavier” og Faurés ” Pavane”, til den mere ”den må han vist ha’ lyttet meget til – fornemmelse” mellem f.eks. en sats af Beethovens ”Waldsteinsonate” og et afsnit i Stravinskys musik til ”Petrusjka”. Igen er det vel at mærke måske kun noget min indre ”søgemaskine” finder og opfatter; mens andre finder helt andre sammenhænge med deres søgemaskiner.(Vis mig resultaterne af din søgemaskine, og jeg skal fortælle dig hvem du er! Hvad vores underbevidsthed og spontanitet hæfter sig ved, siger mere om os end noget andet!).
Musikkens reminiscenser er som ansigternes reminiscenser. Vi møder ansigter, som kan minde os om andre ansigter, vi tidligere har mødt, og som vi ikke altid kan huske, hvem som bar. I Ungarn i sidste uge, så jeg f.eks. til stadighed en kær kollegas ansigt i hovedet på en vildtfremme publikummer, der viste sig til alle koncerter. Kropsbygningen og alt andet var helt forskellig; men for mig findes der en reminiscens af en dansk komponist et sted i Ungarn!

Steder er som idéer og ”store” tanker. De synes i et ”her og nu” oplagte og rigtige; men ofte hænger de ikke fast ved mig – de forsvinder for mig, når jeg glemmer dem.
Jeg kan i fremmede omgivelser – f.eks. på rejser – befinde mig et sted, hvor jeg tænker: Her vil jeg gerne bo – her er der en stemning, en fornemmelse, jeg gerne vil blive i. Efter at have forladt stedet forsvinder det som oftest for mig, og kun ganske få steder har fortsat deres magiske tiltrækning og forblevet attraktive i min erindring. I regelen er det steder, jeg aldrig har genset, og som derfor kan stå uplettede i erindringen.
Avignon, Vézelay, Venezia f.eks. er byer, der har haft en klang, der mindede mig om min musik(..uden at de var klar over det..), men måske ville den klang og magi forsvinde for mig, hvis jeg opsøgte dem igen.
I det øjeblik jeg var der, var jeg modtagelig, og stederne formede klangen af sig selv. En klang, der blev en modvægt til den rastløshed og irritation, som blev fremkaldt, simpelthen fordi jeg ikke kunne tage byen med mig hjem.
Venezia findes i min violinkoncert, i ”Schreie und Melancholie” og måske i al den musik, jeg har skrevet siden jeg besøgte byen i 1992. 

Der er en lille landevej i Bretagne, som jeg cyklede på i 1984 - ”Vejen til Saint-Fiacre” hedder den proustiansk i min erindring. Den står lysende klar og magisk for mig, og et hus ved landevejen ville jeg dengang – i et ”her og nu” - gerne bo i. Både vejen og huset findes der helt sikkert spor af i min musik, ligeså sikkert som jeg ville skuffes over begge dele, hvis jeg genså dem, og et gensyn ville måske endda trække noget dyrebart bort fra mig.
(Evigt ejes kun det glemte! – Evigt huskes kun det tabte! Alt - absolut alt - bliver her og nu til erindring! Alt andet end erindring er livets utopi!)
Lang tid før jeg flyttede ind i huset i Lammestrup, havde jeg bemærket det. I somrene for omkring 20 år siden, sad jeg med øl i hånden og sved på panden i høstens tid, når jeg hjalp min nuværende genbo med at skovle korn. Jeg så op mod huset og tænkte: Dér vil jeg gerne bo engang. Dérfra har jeg i lyd nået tilbage til Venezia og Vejen til Saint-Fiacre.

Der er en idé, der har forbindelse til 4. Sats, som jeg ved er vigtig, men som jeg ikke kan huske. Idé – er måske for meget sagt, det er snarere en fornemmelse, der hænger mærkeligt sammen med et sted: Hjørnet mellem Skindergade og Fiolstræde i København. Det irriterer mig, at jeg kun kan fornemme fornemmelsens forhold til musikken. De sidste gange, jeg har gået på det samme hjørne, har jeg prøvet at fremkalde fornemmelsen. Prøvet at huske hvad det var; men det eneste jeg husker er, at det skete i de dage, hvor regeringen besluttede at yde kloden aktiv dødshjælp ved at placere et kraftværk i Tyskland. Så upoetiske kan ”store” tanker formes af tiden og blive i erindringen!

Jeg har det – jeg har fat i det, og mens jeg skriver det ned, forsvinder det ud af mine hænder, ud i luften, og jeg kan ikke gribe det igen. Jeg kan kun fange noget af det – en duft af det; og selvom koncentrationen var der i det sekund, kunne den ikke holde fast i det, der lå gemt midt i koncentrationen – Den originale, fantastiske tanke -  den bedste musik, jeg nogensinde kunne havde skrevet! Der er kun en ruin tilbage.

 Jeg finder koncentrationen og er lykkelig. Jeg er så lykkelig, at jeg forlader arbejdsbordet. Det er så skønt, at det må fejres ved at bevæge sig næsten jubelidiotisk bort, fra der hvor koncentrationen var, og fejringen gør at koncentrationen er væk, når jeg skal gå tilbage til den. Der er kun en ruin tilbage.
 

 Det er altid enten det bedste eller det værste, og det skifter hele tiden og er i reglen begge dele samtidigt. Man komponerer – og man skriver den bedste musik, man har skrevet og efter en nat – eller blot et øjeblik efter -  er det forvandlet til det værste, man nogen sinde har skrevet. Det er det faktum, at der intet er imellem det værste og det bedste, der holder en oppe som komponist, og det er det samme faktum, der gør arbejdet som komponist til både det værste og det bedste.

 ”Det værste er når jeg ganske godt ved
at jeg selv har snydt en lille smule
for at opnå en lurvet gevinst:”
(Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste)

 Det er morgen, og alting bør og skal i dag handle om min klaverkoncert. Jeg vil fra morgenstunden suges bort og ind i den. Ind i den koncentration hvor alt hvad jeg ser, hører og læser smelter ind i konturerne af min musik. Jeg har lagt samtlige notater i en bunke. Alt skal gennemgås – alle tanker skal genfindes, i de utallige skitser, hvor tankerne ligger  gemt i skjulte labyrinter. Måske er jeg angst for at det hele forsvinder i takt med at jeg skriver om at finde det ?

 Dette er labyrinten på Kreta. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte ligesom María Kodama og jeg blev borte. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte ligesom María Kodama og jeg blev borte den formiddag og i tiden er vi stadig blevet borte, i denne anden labyrint.”
(Jorge Luis Borges: Atlas)

” My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur of Bourges, merchant of Montpellier. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur. My father was and brought nuts and silks and carpets from Damascus to Narbonne. He was falsely accused of poisoning the King of France’s mistress and fled to Rome. My name is Angélique and I am the family of Jaques Coeur. While my brothers and I were trading with the Levant I was abducted by pirates and sold into slavery to the Sultan of Stamboul. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques. My name is Angélique and I am the daughter. My name is Angélique and I am. My name is Angélique.”
(Salman Rushie: The Enchantress of Florence)

”Han så sig selv ligge på briksen og drømme om, at han lå på briksen og drømte om at ligge på briksen og drømme.”
(Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden)

 Formen på første sats af min klaverkoncert er ufattelig enkel. Fem takter, der bliver gentaget fire gange; men som for hver gentagelse vokser i længde. En forlængelse indefra; som en krop der vokser med årene, og hvor de enkelte års ændringer er usynlige.
Skygger af begyndelsen på første sats skal aftegnes i to andre satser, og jeg overvejer at skære disse skygger ud, så deres lydlige aftegninger bliver som ruiner at første sats.
 

 På en rejse til Ungarn for mere end tredive år siden med min gymnasieklasse, overværede jeg i en landsby uden for Budapest en lille koncert med folkemusik. På et kryds mellem to støvede grusveje dansede og sang fire sigøjnere – mor, far, datter, søn. Jeg husker det, som om de kom ud af en tåge, fra mere end én af grusvejene og forsvandt på samme måde, som gik de fuldstændigt ind i et landskab, jeg ikke kunne se. Inden de forsvandt havde de givet mig en af mine største musikalske oplevelser overhovedet. De to kvinder dansede, og de to mænd sang, nynnede og rytmificerede en dansemusik –  Sammen blev deres munde og fødder til et forunderligt trommesæt. En fantastisk instrumentalmusik uden et eneste instrument. Musikken – drømmen om den musik – har fulgt mig siden (der er spor af den i f.eks. ”Angels Music” og ”Phantasmagoria”), men jeg vil aldrig kunne finde den og høre den helt på samme måde igen. Drømmen om den er måske også det bedste.
 

I
Hvis jeg en sen aften eller nat går tur i København - ser op, og ser de enkeltstående lysende vinduer lægge sig i et tilsyneladende tilfældigt mønster, tænker jeg altid på ”Under himlen”, og videre på om der mon foregår en opera deroppe. Når jeg gradvist lukker øjnene, mens de er vendt mod vinduerne, opløses lyset og bliver til lyden af musik.

II
I bogen om stederne danner parker og pladser ringe og cirkler af forfatterens vandringer. Han vender hele tiden tilbage til de samme steder (Det minder mig så meget om ”Sounds like You”!) for at genkalde sig de tidligere indtryk og lade dem møde nye. Af hans eget livs cirkler ligger den tydeligste markering omkring Skt. Petri kirke. Ikke blot på grund af den første nat under en lys himmel, men det var også der, han så hende forsvinde i dagslys.

III
Hvis jeg ubevidst tænker på en titel til et værk, hvisker min mund næsten altid ukontrolleret: ”Tre stykker for strygekvartet”. Mærkeligt! Strygekvartetten er det måske naturligt, at jeg tænker på – den vil nok altid være min evigt elskede; men det med ”tre stykker”, som er så aldeles anonymt og så meget mindende om noget man beder om i en kantine! Jeg tror, at titlen til dette ikke eksisterende værk går tilbage til en tidlig koncertoplevelse: Musiknytår ca. 1981 - Erik Jørgensens ”Stykke” for strygekvartet blev opført - den må jeg vel så underbevidst have forsøgt at overgå(tre for én!). Måske dækker det også over en længsel efter den abstrakte titel, som jeg kun kom tæt på i ”Symfoni”….. en titel, som jeg til gengæld – da jeg skrev værket - slet ikke opfattede som værende abstrakt!

IV
Rent en passant bemærker han at foruden yndlingsbeskæftigelsen med at spise radiser i solen på deres græsplæne, er hun mest glad for at diskutere. De bemærkninger og sætninger som andre bare lader glide lige igennem, skal hun hele tiden vende og dreje, stille spørgsmål til, stille spørgsmål ved. Ind imellem diskussionerne hvisker hun til sig selv. Han kan ikke høre, hvad hun hvisker; men han skal absolut høre hendes hvisken, for at være klar over, at den handler om ham og almen utilfredshed, og at der gennem hviskningen brygges en ny diskussion (Da han fortæller det, minder det mig om formen på min anden strygekvartet, ”Adieu”!).

V
Hvis jeg tænker på alt det her, er det fordi, jeg ikke kan finde koncentrationen til at skrive det, jeg rent faktisk skal skrive, og jeg derfor drømmer om stykker, der er så langt fra at være skrevet - drømmer mig til let tjente noder. Drømmekomponering! De værker jeg ikke er ved at skrive er langt lettere at skrive end dem jeg skriver på. Er de stykker jeg aldrig fik skrevet i virkeligheden mine bedste?

VI
Man er født med den musik man skriver og man kan ikke ændre den væsentligt (…og så er det ligegyldigt, om man selv kan lide den eller ej!). Ligesom man er født med en øjenfarve, en hårfarve, en hudfarve. Hvis man forsøger at skrive en anden musik, vil den lyde som synet af en mislykket silikonebehandling.

VII
For nogle dage siden hørte jeg om et land, hvor musiklivet var ved at forsvinde. I takt med denne forsvinden blev der samtidigt ansat flere og flere administrative medarbejdere for at følge musikken til døren. Eller værre – for at holde musikken fra døren. Efter at have hørt om det var jeg i tvivl om, hvorvidt det mindede mig om Finn Søeborg eller Franz Kafka! Skulle jeg le eller græde?

VIII
”Jeg så en ung kvinde forsvinde under en bro….dem der finder og læser denne note skal vide at jeg nu vender tilbage til broen - jeg er nødt til at følge efter hende og finde de mørke øjne hun vendte mod mig, da hun forsvandt!”
(Anonym note på offentlig opslagstavle)

IX
”Unge mennesker tager sjældent haven alvorlig. Der kræves tålmodighed og ydmyghed over for tilværelsens langsomme mysterium for at arbejdet i den skal have nogen mening, og de kvalifikationer er sjældne før fyrreårsalderen. Børn kan have dem, men de forsvinder så næsten altid i forbindelse med puberteten.”
(Lotte Möller: Havens Natur)

X
Livet, naturen og haven er fuld af cirkler – døgnet, året, livet. Måske koncentrerer man sig som både barn og gammel af vidt forskellige grunde om de mindre, de overskuelige, cirkler. Året frem for livet, og haven er god til at finde fornemmelsen af årets cirkel. Den større cirkel – livet, er nok mere for mennesker, der er midt i den og har nok af den på begge sider.

XI
Om lidt er det forbi! Om lidt er fyrrerne forbi, og jeg fylder 50 (…jeg skriver det, for - for første gang - at se hvordan det ser ud!).

XII
For to uger siden gav to af mine venner mig en fantastisk overraskelsestur på 18 timer! Sammen har vi nu mere end en sjælden solnedgang, og synet af én, der gerne ville tæt på vores frokost!

I
I dag ser jeg på de foreløbige partitursider og skitserne til den klaverkoncert, jeg har lagt til side for en tid, men som jeg indtil for et par måneder siden skrev parallelt med ”Sounds like You”. Da jeg når frem til de allersidste skitser, begynder jeg at tvivle. Hvad var det egentlig jeg skrev? Hvor kommer de toner fra, og hvor var det nu, jeg ville bringe dem hen? Mens jeg betragter de løse skitser begynder jeg at huske, og langsomt dukker idéerne og visionerne for værkets ”fremtid” op (Det er som en slowmotion udgave af en af de morgener, hvor man kun langsomt husker hvad dagen i går bragte, og hvad dagen i dag er ment til at bringe.). Nu ser jeg værket med morgenfriske øjne, og det jeg har glemt er sikkert lykkeligt glemt, og jeg kan igen lægge værket væk og spekulere på, hvor meget af det, mine friske øjne huskede og fandt i dag, der vil være glemt, næste gang jeg tager min klaverkoncert frem.

II
For to uger siden hørte jeg et foredrag. Undervejs betragtede jeg tilhørerne, og lod blikket standse ved en ven, jeg har kendt i 25 år. Han er på min alder, og da jeg kiggede på hans ansigt, så jeg i virkeligheden et ansigt indenunder – en årring fra for 25 år siden. I den årring findes det ansigt, jeg kender og forbinder med ham, og som jeg ser for mig, når jeg tænker på ham. Jeg lod blikket glide væk og talte til 100, for derefter at lade blikket vende tilbage til hans ansigt, for at koncentrere mig om at betragte hans nyeste, yderste årring! Glemme den gamle velkendte, og prøve at se ham som én der kun har kendt ham i 25 minutter ville se ham! Og nu kunne jeg se, hvordan han i virkeligheden så ud.

III
I femte del af ”Sounds like You” bliver musikken fra ”Exit Music” overmalet og opslugt af et afsnit af min ”Symfoni”. Jeg har lagt ”Symfoni” og ”Exit Music” ved siden af hinanden og betragter partiturerne, og jeg kan se hvordan min håndskrift har ændret sig på 11 år. Jeg søger yderligere 5 år tilbage til ”The Echoing Garden”, og ser til min forundring at håndskriften dengang i 1991 ligger meget tættere op af min nutidige håndskrift end af 1996-udgaven af den! Hvad mon det betyder?

IV
For tre uger siden hørte jeg historien om en ung kvinde, hvis højeste lykke det var at lægge sig på græsplænen, fylde sin navle med groft salt, dyppe radiser i navlens salt, for at spise de salte radiser og betragte himlen ovenover – Lade navlen beskue.

V
I det afsnit fra ”Symfoni”, som jeg i femte del af ”Sounds like You” bruger en bearbejdet version af, er der nogle hvilepunkter, nogle plateauer, hvor musikken står stille og nærmest kalder på tekst. Det er på de plateauer – der næsten bliver til stilhed - at jeg lægger dialogen.
(”Hvorfor vil du gerne forsvinde? – Hvis jeg vidste det, ville jeg blive”).
Mens jeg arbejder med plateauerne, opdager jeg noget karakteristisk - en ”skæbnetanke”! De tre steder fra min tidligere produktion der indtil nu har fundet vej til ”Sly” bygger alle på et særligt kvarttoneprincip, som jeg i virkeligheden ikke har brugt så ofte. En kvarttoneforvrænget enkel tonalitet. Måske skulle jeg gøre brug af begyndelsen af min anden strygekvartet, ”Adieu”. Der findes det første spor af den musik. Den første side af ”Adieu” er i øvrigt den musik det kvantitativt har taget mig længst tid at skrive. Jeg skrev og skrev om i en uendelighed og når jeg nu betragter partituret, ser jeg spor af uendelige bunker af viskelædersmulder og blyantspidserudkrads, men også en musik som, når man hører den, forsvinder på ingen tid.

VI
For fem uger siden troede jeg, at jeg hørte et interessant stykke musik i Heathrow Airport. Da jeg bevægede mig af sted på de rullende fortove hørte jeg musik alle steder fra, som var jeg midt i en elektroakustisk installation med fugleagtige motiver. Jeg troede virkelig, at man havde givet en skabende lydkunstner lov til at sætte musik ind i det travleste af alle verdens rum, for det lød helt fantastisk. Jeg så mig omkring efter spor af lydkilder, men fandt selvfølgelig ud af, at det musikalske landskab blev skabt af pivende støjlyde fra fortovene. Det gjorde det jo ikke dårligere, men det medførte en kort irriterende, rindaliseret tvivl om kunstens berettigelse og storhed; og jeg måtte lige minde mig selv om at tvivlen er kunstnerens vigtigste redskab og våben.

VII
For et år siden var jeg i London hvor jeg gik en tur på en nedlagt jernbanelinie. Jeg nåede frem til en lang, lav tunnel, og dels fordi den var næsten oversvømmet og dels fordi det inde i tunnellen flød med diverse kondomer, kanyler og kropsvæsker trådte jeg tilbage og holdt mig på afstand. Da jeg bukkede mig ned for at kunne se hele vejen igennem tunnellen, så jeg et vidunderligt lys på den anden side. Det syn satte sig i mig med det samme, og smeltede sammen med de tanker om et stort ensembleværk, som jeg netop tænkte på og dagdrømte om på min vandretur. En lysende tunnel (Jeg fik ikke et billede af tunnellen, men jeg har siden ledt efter lysende tunneller alle vegne. Lyset forenden af stien!)!

”Så let som drøm. Øjnene i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed, vægtløs.
”Sådan lyder Michael Strunges ”Start” – det første digt i hans ”Popsange” (Den kan varmt anbefales, men man skal ikke gå efter de nemmeste løsninger hverken når man skriver musik eller tekst, så en mere formaliseret anbefaling af den bog må vente). ”Lysende tunneller” – jeg havde fanget titlen på mit ensembleværk i luften foran en gammel nedlagt tunnel i London. Det skal værket hedde – på fransk måske? (Det er bestilt af et fransk ensemble).
Aftenen efter mødet med tunnellen i London diskuterer jeg titlen og tunneloplevelsen med en ven. ”Tunnels of light” – bliver jeg klar over - er et velkendt begreb, når det gælder beskrivelser af nærdødsoplevelser, og det spor smelter jo også ind i Strunges digt. Det smelter også skæbnesvangert ind i det radioprogram, jeg kommer ind midt i, da jeg nu ved tilfælde tænder for radioen: Mit liv som radio – Et program med og om montagekunstneren over dem alle - Peter Kristiansen, og hans insisteren på – uden nogen form for sensationslyst - at registrere og dokumentere sin egen død. Og anbefalingen her og nu må og skal samtidig indeholde hans mesterværk Eliten fra Minefeltet – Et af de største kunstværker der er skabt i Danmark, og en udsendelse man kan høre flere gange end det meste af den musik der er skrevet og vil blive skrevet.

Når det drejer sig om min musik – om at komponere min musik, tror jeg på skæbnen!
Jeg tror at mine værker fødes af, at tilsyneladende tilfældigheder ramler sammen i værkets egen logik. At de umiddelbare løse tanker – måske om noget helt andet - pludselig viser sig at hænge ubrydeligt og logistisk sammen og samtidigt at være et vigtigt element i værket.
Jeg tror faktisk kun på værkets logik – værkets kvalitet, kunsten, hvis den/det er stykket sammen af mursten af skæbnebestemte tilfældigheder, og jeg kan kun koncentrere mig om at skrive musik og opsluges af inspirationen, hvis jeg mærker at skæbnen og skæbnens tilfældigheder nærmer sig værket og trænger ind i det.
Kun når værket rammes af skæbnen bliver det til kunst!

I fjerde del af ”Sounds like You” elsker Kvinden og Manden. Lyden af et samleje er beskrevet i en regibemærkning. En lyd der kommer fra koret i salen. Først uforståelig siden bliver den tydelig og forplanter sig i orkesteret. Scenen – både før og efter samlejet er båret af en uendelig blidhed, og lige fra første gang jeg læste teksten, tænkte jeg på den blide musik, der afslutter ”Exit Music”.
Hvordan giver man lyd til et samleje? Skal jeg holde mig fra det? Men skæbnen fortalte mig, at jeg skulle gøre det!
Jeg tænkte på de ”musikhistorieske samlejer” – Mozart, Beethoven, Janàcek, Sjostakovitj etc. Hvordan det kan smeltes ind i musikken, så det forbliver en tydelig antydning, en duft. Men i ”Sounds like You” er vi til et skuespil i mørke, og i skuespillet kan samlejet være langt mere konkret end i den rene musik.
Jeg gik i gang med at lytte mig ind på den rene lyd af samlejet (Hvordan vil jeg ikke komme nærmere ind på – det her er allerede ved at blive en smule småklamt!); men efter at have lavet de første rytmiske skitser over forløbet fandt jeg pludselig ud af, at jeg jo allerede havde komponeret samlejet ind i slutningen af ”Exit Music”. Den rytmiske støj af sandpapirblokke og strygerne, der stryger på stolen, former allerede alt rigelig lyden af samlejet.
Skæbnen - Da jeg skrev slutningen af ”Exit Music”, havde jeg ingen anelse om det kommende samleje musikken beskriver; men musikken vidste det åbenbart selv. Lyden af koret fra salen - deres åndedræt er smeltet ind i klangen. Jeg husker, at en af musikerne fra Bergens Filharmoniske Orkester fortalte mig – mens vi stod i kantinekøen dagen før uropførelsen af ”Exit Music”, at han - for at forstærke den hvislende lyd af buens strøg på stolen - understøttede lyden med munden (”Tsss”), og spurgte mig nu om det var i orden. Selvfølgelig var det det – Kreative musikere, der vil værket det godt, medskaber i den rigtige retning og oven i købet rammer og viser mig min musiks skæbne, er det bedste i verden.

I fjerde del arbejder jeg med årringe. Den sidste lille melodi af ”Exit Music” der dér bliver spillet to gange, bliver nu spillet fire gange (Om lidt kommer den i øvrigt en sidste, femte gang som begyndelse på femte del, hvor den definitivt vil blive druknet af en anden musik!). Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg er der tre enkle lag: Melodien i tutti-violiner (med ”Ton-wolf”), akkompagnementet i solo viola og så støjlaget som kommer ud af det rytmiske akkompagnement. I gennem de fire gennemspilninger ændrer jeg perspektivet, så melodien bliver tydeligere og tydeligere for at fremstå klar i den femte årring. Det er måske som riller på en gammeldags grammofonplade. Den nedslidte pick-up river musik fra den forrige rille op – som et ekko, så den høres igen sammen med den rille, pick-up’en egentlig afspiller. Årringe og gamle grammofonplader er vel også (sådan set fra oven!)så tæt på hinanden, som vinyl og træ kan komme det.

Her til morgen har jeg bladret i en af mine favoritter - Peter Asmussens roman: ”Om natten”(som hermed er ugens anbefaling!). Den var en vigtig katalysator for titlen til min klaverkoncert ”La Notte”. Den var vigtig indgang for mig til at forstå David i ”Under Himlen”, og nu finder jeg i den bog stemninger som spejles i møderne mellem Kvinden og Manden i ”Sounds like You”:
”I stuen omkring dem spiller musikken helt alene. Nan rækker hænderne frem og tager Tomas’ ansigt mellem dem, tager det op, holder det foran sig. Forsigtigt lader hun sine hænder glide henover ansigtet, så er hun stille. Tomas trækker ansigtet tilbage, trækker det bort. Musikken spiller endnu lidt videre, tillader dem at blive siddende sådan, siddende overfor hinanden, ubevægelige overfor hinanden, dækker dem. Så holder musikken op, trækker sig væk fra dem, lader dem tilbage og Tomas rejser sig og forlader rummet.”

(8. maj) Dagen før SPOR-festivalen i Århus. Om formiddagen er jeg til prøve på ”Exit Music”, som skal opføres næste aften. Jeg koncentrerer selvfølgelig min lytning, som jeg plejer – balancen, detaljen, klangen, hastigheden etc., men oven i det lytter jeg efter ”Sounds like You”. Jeg lytter til begyndelsen af ”Exit Music”, hvor de første godt og vel 4 minutter er fuldstændig identiske med begyndelsen af ”Sounds like You”, og jeg tænker på dét med sangstemmerne. I ”Exit Music” nynner hele orkesteret enkle sanglinier, som kun ind imellem bliver tydelige som sangstemmer, og som altid afkaster spørgsmål fra lytteren – ”Sig mig sang de ikke?”. ”Jo” - Sangen er smeltet ind i klangen – må aldrig blive en effekt, men blot som en indsmeltet ny farvning af klangen – den direkte klang fra menneskekroppen – sangen - der blandt alle instrumenterne bliver et mysterium. I ”Sounds like You” er 16 sangere/stemmer placeret blandt publikum, og jeg har været lidt i tvivl om hvorvidt de skjulte sangstemmer i ”Exit Music” skal lægges tydeligt frem fra starten af ”Sounds like You” – Skal de fjernes fra orkesterets indre og lægges ud blandt de ”rigtige sangere” ude blandt publikum? Prøven på ”Exit Music” giver mig svaret - Selvfølgelig skal de ikke det! Det er jo det, det hele handler om! I begyndelsen - Blot en koncert – Blot et orkesterværk – Et orkesterværk med en indre stemme (Århus Symfoniorkester synger som engle!), ligesom de to skuespillere har deres indre stemme, og igennem hele ”Sounds like You” kravler musikken ud blandt publikum. Koret – der er placeret blandt publikum - trænger mere og mere ind i orkestrets klang, og pludselig vil der også være musikere blandt publikum.Hvordan får jeg skabt en situation, hvor musikere fra scenen pludselig sidder og spiller nede blandt publikum?

Efter prøven tænker jeg på de to hovedpersoners tilbagevenden til koncertsalen. Jeg tænker på melankolien igen – min egen og deres. Tænker på det med at opsøge steder igen, for at finde spor af sig selv (.. og jeg lover hermed, at den næste lange tekst vil sætte et foreløbigt punktum for tanker om melankoli.).

Om eftermiddagen sætter jeg min melankoli på prøve! Opsøger steder igen.
Jeg går langs Aarhus å, men pludselig beslutter jeg mig for at ændre retning. Jeg går op langs jernbanen og fortsætter ud af Frederiks allé, og prøver at huske. Jeg boede her i 2 år – fra 1978-80. Jeg var forfærdelig ung og studerede dansk. Jeg prøver at huske butikkerne. Der lå mindst to hesteslagtere dengang. Nu er her en 7eleven - alting er normaliseret. Endelig når jeg frem til Frederiksbjerg torv. Det var her jeg boede. På øverste sal af bygningen der huser Den Danske Bank delte jeg lejlighed og viceværtjob med den vidunderlige folk-rock-musiker Allan Olsen. Ham følger jeg nu kun på afstand. Vores kontakt har siden 1980 været sporadisk og i de seneste år ikke eksisterende (Jeg husker den sidste gang vi mødtes – det var til en stor dansk-musik-fest, og han sagde :”Det her er fandeme ”Sterbende Gärten”).
På Frederiksbjerg torv kigger jeg op på bygningen. Den er velkendt – men på den anden side helt fremmed for mig. Jeg husker f.eks. slet ikke at der stod ”1900 Alpehus” med store bogstaver, men jeg husker ”Jakob Skomager” som stadig ligger skråt overfor, og hvor jeg engang udenfor lukketid hentede en masse elefantbajere, og pølsevognen på torvet – den er der også endnu. Jeg er overhovedet ikke sulten, men jeg MÅ spise en pølse her, og pludselig mindes jeg den første dag, jeg kom til Århus, for snart 30 år siden, og jeg gik til pølsevognen og på spørgsmålet – ”Ketchup og sennep?” sagde – ”Ja – og også lidt af den franske”, og Pølsemanden så på mig og så en snobbet Københavneridiot og sagde ”Den slags fine ting har vi altså ikke her.”
Efter pølsen går jeg tæt på bygningen, og prøver at finde genkendeligheden ved at kigge ind i opgangen – men intet bliver genkendt, og jeg mærker heller ingen glimt af fortid, når mine fødder føler det fortov, hvor jeg engang fejede blade bort, og som i sidste ende blev Allans og mit endeligt i viceværtslejligheden, da vi begge to tog hjem på forlænget juleferie den jul hvor det sneede og sneede, og husværten – Banken – bestemt ikke var særlig glad for den sne viceværterne aldrig fik fjernet.
Jeg går tilbage mod centrum ned ad Jægersborggade. Jeg går på den sydlige side og kigger på den nordlige for at se efter det lille værtshus, hvor jeg spillede en af mine første folkemusikkoncerter med min guitar, og hvor Allan gjorde det tiere og meget bedre, og som jeg ikke kan huske hvad hed. Det er der ikke mere – jeg kigger. Hvorfor kan jeg dog ikke huske navnet? Hvorfor skal tiden da også altid gå? Hvorfor måler vi hele tiden tiden?
Hele vejen har jeg kigget på mennesker og set efter genkendelighed. Men alle de år har vendt op og ned på aldre - Det er snart 28 år siden jeg flyttede herfra og det unge par, der går foran mig med hinanden i hånden, var ikke født dengang, så hvordan skal jeg kunne genkende dem?”Stenkalven” – kommer jeg i tanke om – det var det det hed, musikværtshuset i Jægersborggade. Navnet rammer mig i nakken, da jeg træder ud på Bruuns gade og sætter kurs mod en ny potentiel melankolikatalysator - synet af den manglende ”Zorba”. Indtil den lille hyggelige græske restaurant blev omklamret af - slugt af – destrueret af det store altædende Bruuns galleri, var det det faste endepunkt for seminarer med komponistklassen igennem langt mere end 10 år. Her sad jeg med Karl Aage og co. Og vi ”seminariede” videre langt efter lukketid med Moussakás, Tzatziki og Retsina. Også det er forbi – men det synes, som om alle de ting der er forbi for mig her i Århus efterlader mig tom for melankoli. Har jeg nu også mistet min melankoli?

Måske skete det for en lille uge siden. Jeg sad en aften alene i haven i Lammestrup. Det var en af disse varme aftner. Aftner der ringer bagud i min historie – skriger efter melankoli. Det varme forår. Denne tid for liv med minder om legen på gaden over nætter uden søvn i selskab med den dengang eneste ene til dansende pinsesol i voksenliv. Tiden hvor man tilbage i tiden simpelthen altid måtte falde for nogen, og hvor man måske altid falder over alting. Jeg tænkte på kvinden i ”Sounds like you” – hendes melankoli - det med at vende tilbage til koncertsalen, men pludselig - med den varme aften omkring mig - blev jeg ramt at et hårdt stød fra min egen melankoli, og jeg kom til at tænke på en aften og nat som denne, da jeg var ca. 15 år, og jeg - da jeg endelig nåede hjem om morgenen og lå med dyne, håb og drømme - dagdrømte om, at jeg ved at lære en speciel svær guitar-sang ville bringe mig selv i en udsøgt pole-score-position. Pludselig blev melankolidrømmeriet i aftenlyset afbrudt af telefonen. Jeg skal hente min datter på stationen – ind i bilen – bilradioen tænder af sig selv, og ud kommer 2. sats af Ravels G-dur klaverkoncert, og melankolien flyttes 30 år frem til en aften efter en opera-workshop-dag, hvor vi alle sad lykkelige, halvfulde (.og halvgamle) med vin og junkfood, og en deltager satte sig til klaveret og spillede denne den vidunderligste af alle Ravel-satser, og fik den i nuet til at lyde som om han spillede den bedre end alle dem der kan spille den rigtigt.
Da den flod af melankoli kommer op og ud, bliver jeg klar over, at jeg er kureret - i hvert fald midlertidigt, for nu ved jeg hvad melankolien kræver for at være til at holde ud! Man må hele tiden genskabe melankolien – hele tiden møde oplevelser og stemninger, der kan blive til minder der kan sovses ind i selvmelankoli, og jeg beslutter mig for, at jeg om fyrre år stadig vil lede efter en oplevelse, der senere vil kaste melankoli af sig, og så må jeg lære at leve med, at det i givet fald betyder, at jeg bliver meget gammel!

Slut med melankolien – ”Far, melankoli, far vel, Jeg keedis nu længer at være din Træl!” Jeg kender den, og kan skrive den (tror jeg), og noget af det sidste, jeg vil skrive i dette uendelige indlæg, er et citat fra en bog, jeg fandt frem og genlæste efter aftenen med forårsnat, Ravel og kurering - En ganske lille erindringsbog, der siger mere end de fleste af de store tykke. Tomas Tranströmers ”Minderne ser mig” (Lad os sige at den bog er ugens anbefaling!):
”Man føler sig altid yngre end man er. Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er ”mig”. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.”

… og endelig kan jeg komme videre med ”Sounds like You” – endelig kommer visionen: Jeg må skabe disse årringe både inde i musikken og i rummet blandt publikum – ”Pas på – du sidder på en årring!”