I

”Jeg skriver ikke dagbog. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer formentlig aldrig til at gøre det. At skrive dagbog er - ligesom f.eks. havekunst, lystfiskeri og amatørmusiceren - en af livets sunde og skønne beskæftigelser, som alle kan se det vidunderlige i; men ligesom man ikke bare siger ”Fra nu vil jeg tage ud at fiske hver søndag”, så kan man heller ikke sige: ”Fra nu af vil jeg skrive dagbog”, selvom man ville ønske, at det faldt naturligt for een at gøre det. Man kan ikke presse sig til det, og hvis det ikke kommer af sig selv, så skal det nok slet ikke komme. Der kan selvfølgelig ikke bare ligge en banal beslutning til grund for, at nedskrive sit liv under en eller anden form. Dagbogsskriveri bunder lang dybere end almindelige beslutninger, og man kan formentlig dele jordens befolkning op i to dele - Dem der kan og vil optegne deres liv i klare, objektive kapitler, og - hvis de har mulighed for det - derfor skriver dagbog, og dem der ikke kan eller vil.
Jeg har altså aldrig skrevet dagbog, men jeg har gjort to ting, der kommer tæt på. For det første har jeg skrevet partiturer og mine partiturer er mine private, uklare dagbøger, der hele tiden bringer mindelser til live om den tid jeg skrev dem i, når jeg bladrer i dem, og for det andet, har jeg siden begyndelsen af 80-erne i mine kalendere ført oversigter over de bøger jeg læser. Tit fik jeg aldrig skrevet vigtige aftaler ind i kalenderne - jeg har formentlig stolet på min hukommelse, men een ting har jeg holdt stædigt fast ved: listerne over bøgerne jeg læser.
Tilsammen danner boglisterne i kalenderne og partiturerne en personlig dagbog, som kun jeg kan læse. Hvis jeg f.eks. griber kalenderen fra 1997, kan jeg se, at jeg om sommeren det år læste Canettis ”Masse og magt”. Med det samme kaster den oplysning et billede af sig, hvor jeg sidder på Ringsted banegård og venter på aftentoget til Aarhus, hvor jeg dagen efter skal undervise, og det billede ”kalder” så igen på et par takter af klaverkoncerten ”La Notte”, og så sidder jeg pludselig i toget den anden vej, en anden dag med en anden bog. Partiturerne og boglisterne løser – som to bekendte – mit historiske livs ligninger, og de er de primære kilder til mit liv….
….Måske kan folk der finder min musik uklar se en parallel til uklarheden i min dagbogsskrivning, og måske ville mennesker, der skriver meget klare, objektive oplevelser og fakta ind i deres dagbøger, skrive en meget klar og objektiv musik, hvis de var komponister!”
(Indledning til foredrag om Proust og Musikken – februar 2008)

II

Balders Plads på Nørrebro. En eksklusiv oase – En lille plads hvor man kan mærke en ejendommelig stilhed, når byens støj synes at forsvinde, selvom man ved, at den stadig burde være der.
Pladsen er for nylig blevet renoveret, men før det - for næsten tre år siden – sad jeg på pladsen med en ven og diskuterede anden sats af ”Ständchen”, og det var faktisk på en bænk på Balders Plads at tanken om at musikernes fødder skulle bevæge sig i perlegrus, og derved fremmane lyden af fødder der bevæger sig på en gruset sti, blev født. Når jeg tænker på den samtale, ser jeg os - af en eller anden mærkelig grund – sidde på bænken med fødderne løftet en smule, så de bevæger sig svingende, svævende frit i luften, som små børns fødder kan bevæge sig, når de ikke kan nå ned til jorden. I virkeligheden er det billede – min erindrings billede - jo et modbillede på idéen om fødderne i grus.
I flere opførelser af ”Ständchen”, hvor jeg ikke selv har været til stede, er perlegruset vist blevet erstattet af noget mere praktiskt; men det var nu noget særligt ved uropførelsen for snart to år siden, hvor Scharoun Ensemblet benyttede store trækasser til at holde sammen på perlegruset, og hvor scenen syntes forvandlet til noget, der lignede indgangen til et byggemarked.

III

”Endelig aftager ovationen, folk sætter sig ned, og den tjekkiske videnskabsmand siger med skælvende stemme: ”Jeg takker jer, mine venner, jeg takker jer af hele mit hjerte.” Han bukker og går tilbage til sin plads. Og han ved, at han er i færd med at opleve det største øjeblik i sit liv, det glorværdige øjeblik, ja glorværdigt, hvorfor ikke sige dette ord, han føler sig stor og smuk, han føler sig berømt og ønsker, at hans vandring mod stolen skal være lang og aldrig slutte.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

IV

Nu, hvor de er blevet skilt, tænker jeg selvfølgelig på deres bryllup. Det var en strålende sommerdag. Vi var alle unge, og der var mennesker overalt i haven, hvor bryllupsfesten stod.
Under middagen var der taler i hobetal. Jeg holdt selv en tale, som jeg husker voldte mig besvær, og i betragtning af at de nu er skilt, er det måske både fint og naturligt, at jeg fuldstændigt har glemt hvad jeg sagde.

Blandt gæsterne var der en speciel hædersgæst. Det var bestemt ikke ham brudeparret kendte bedst; men han var kendt – rigtig kendt, og det var tydeligt, at brudeparret var stolte af hans tilstedeværelse. Han var deres trofæ overfor alle os andre: ”Se hvem vi kan invitere til vores bryllup.” Trofæet holdt også en tale – egentlig ikke nogen særlig god tale. Jeg tror faktisk, at han forberedte den hurtigt under velkomstdrinken, hvilket den bar præg af. Selvom han ikke kendte brudeparret særlig godt, var det naturligt – hans kultur-vip-status taget i betragtning, at han sprang over i køen i den almindelige taleorden. Han talte lige efter brudgommen, og kom f.eks. på før både bruden og brudens far.
Han rejste sig – andægtigheden bredte sig blandt bordene, og bruden, Beate så lykkelig ud. Ikke så meget over det han sagde; men bare dét: ”Han holder tale for os”!
Efter hans tale kom andre til med deres taler; og pludselig kunne jeg se et mærkeligt mønster – et mærkeligt skuespil. Hver eneste gang nogle rejste sig for at holde tale, rejste trofæet sig og forlod lokalet – for formentlig for at gå på toilettet. Første gang virkede det naturligt; men da det skete ca. ti gange under ca. ti forskellige taleres talen, begyndte jeg at finde det komisk. Jeg er sikker på, at det var hans underbevidsthed der styrede ham; men den underbevidsthed var helt tydeligt fodret med idéen om, at andre talere måtte han ignorere, andre talere var ikke værd at høre på. Da turen kom til mig og min tale, var jeg klar over spillet, skuespillet og overvejede at slå på glasset, rejse mig og så holde talen i en position, hvor jeg samtidigt ville kunne hindre hans passage. Jeg havde ikke modet, og måske skyldtes det også, at da taleren før mig, havde holdt sin tale, havde trofæet ikke bare rejst sig og var gået ud på det toilet, hvis håndtag og måske sæde efterhånden måtte være nedslidt. Han var også gået ud på en måde, så han passerede foran taleren, der var trådt lidt tilbage fra bordet. Dette betød, at for alle der fulgte taleren med øjnene, kom trofæet pludselig ind i billedet, hvor hans kropssprog skreg: ”Se mig, husk mig – det var mig der holdt den bedste – den mest fantastiske tale!” Hans desperate forsøg på at fjerne opmærksomheden fra taleren sluttede ikke med det. Da han havde passeret taleren – brudens bror fortsatte han langs bordet og bukkede sig ned og hviskede til bruden, der selvfølgelig måtte slippe sin egen brors tale, da trofæet naturligvis krævede al hendes opmærksomhed.

Måske bliver forfængeligheden værre med berømmelsen.

V

”Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud af min mund, alle loe, beundrede mig – men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – hen og vilde skyde mig selv.”

(Søren Kierkegaard: Dagbog – 1836)

VI

22. September 2008: Bo Skovhus synger sange af Schubert og Schumann med harpisten Xavier de Maistre. Det foregår i et fantastisk rum: Evangelische Kirche i Benz, og både inden og under koncerten kan man lade blikket glide op og følge konturerne af de meget smukke motiver i udsmykningen af træloftet og lade billederne smelte sammen med musikken.
Pludselig - efter Schumanns ”Requiem” op. 90 nr. 7 - sker der et mirakel. Der er helt stille, ingen host , ingenting; men det er ikke bare en stilhed,. Det er en samlende stemning i kirken, der former en hel unik stilhed, hvor alle vi publikummer ånder og føler i een samlet bevægelse - i en ubrydelig sammensmeltning med udklangen af Schumann. Øjeblikket er selvfølgeligt født af den fantastiske opførelse, der fulgte inden; men det er et øjebliks stilhed, som alle, der sad ved koncerten i Benz den aften, tager med som en fælles gave, en fælles erindring (en fælles hemmelighed - jeg nu røber).
Efter koncerten venter vi udenfor kirken. Det er meget mørkt; men man kan se ind til kirkens smukke loft gennem vinduerne, og når jeg ser loftsmotiverne udefra, føler jeg, at de også tog del i den fælles stilhed fra for et øjeblik siden og for evigt vil være påvirket af den.
Senere er der Nachtspiel med skøn vin og mad; men jeg kan mærke at det øjebliks stilhed efter ”Requiem” får mig til at være ekstra stille og sky - Får mig til at føle, at jeg vil nedbryde noget, hvis jeg bruger min stemme. Jeg går rundt til festen og gemmer på en stilhed!

VII

”For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!”
( Blogindlæg 28 juli (”Parkerne”))

VIII

Han løber efter hende ned mod havnen. Solen er så forfærdelig skarp, og hver gang den rammer de øverste dele, af de aluminiumsmaster han allerede nu kan se foran sig, bliver han blændet af tilbageskinnet, og hans øjne forsvinder. Han haler hele tiden ind på hende; men han har på fornemmelsen, at hendes mål ligger præcist så langt forude, at han aldrig vil nå at indhente hende.
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

”Bare man dog kunne holde ud – nøjes med – bare at være, ikke andet.
Her på pladsen foran Sv. Vit-katedralen i Prag. Kan jeg ikke bare være? – uden at være sammen med nogen (Jeg er jo alene) – uden tidsfordriv – uden at tænke på at storme hen til den nærmeste café for at indtage en unødvendig kop kaffe. I dag er jeg åbenbart for rastløs til bare at være.”
(Notat (Dagbog?): Prag d. 5. juni 2005)

X

”Bare ikke overvurdere det jeg har skrevet, derved bringer jeg det jeg skal skrive uden for rækkevidde.”
(Franz Kafka: Dagbog – 26. marts 1912)

XI

17. November 2008: Det er alt for tidligt at stå op. Klokken er ikke engang fem; men jeg har på den anden side noget at stå op til. Det, jeg i sidste uge gik i cirkler omkring, løsnede sig for et par dage siden op, og det hele så pludseligt (og ser stadigt!) rigtigt og lyst ud. ”Hvorfor havde jeg dog ikke set det før?” Tænkte jeg – ”Det var jo så indlysende og i virkeligheden så helt enkelt. Hvor meget tid, har jeg dog ikke spildt på at tænke formålsløse store tanker, hvor den enkle løsning jo lå lige for næsen af mig.”
Det er som en krampe der løsner sig , som når man – efter i dagevis at have været plaget af dårlig ryg, og har følt, at man skulle kravle ud af sengen – pludselig en morgen er helt smertefri og let og ubesværet springer ud i dagen.
Hele begyndelsen af tredje sats er færdig. Jeg ser på takterne og skitserne, og ved hvad jeg skal gøre. Jeg nyder dette vidunderlige men sjældne øjeblik, hvor selve skabelsesprocessen er smertefri. Jeg vil nyde det lidt endnu, og jeg tør næsten ikke skrive videre, for jeg ved, at ligesom rygsmerterne kan skabelsessmerterne, og fortvivlelsen ved at idéerne og noderne bliver til døde knuder og håbløse dead ends, komme tilbage når som helst – faktisk nu!

”Few roses rival the strong but delicate, delicious scent of Albertine. She is blowzy, spiky and difficult to manage; but she does produce the most spectacular result on a wall, and in a room. I grow her for two identically rewarding reasons: to look great outside, and to infuse a room with her presence, and she does bloom for about four weeks.”
(David Hicks: Garden Design)

Det er ikke helt sikkert, men jeg tror, at pigen kom før rosen. Jeg læste Prousts store roman og blev på en eller anden måde fanget ind af Marcels elskede Albertine, og endnu mere blev jeg fanget af navnet. Da jeg så faldt over rosen, Albertine, forelskede jeg mig i den ubeset, og som en blind date, gik jeg ud og købte den alene på navnet og placerede den i min have, hvor forelskelsen udviklede sig til kærlighed.
Det er underligt med det navn. Når jeg nu ser rosen tænker jeg Proust, mens jeg mærker Albertinerosens vidunderlige duft og dens stolthed i farven, når jeg genlæser afsnittene om Albertine i ”På sporet af den tabte tid”. Det blev aldrig til en titel (og bliver det heller aldrig), og ingen af mine døtre var i nærheden af at få navnet Albertine; selvom jeg blev fanget ind af navnet i netop den periode, hvor mine døtre og strygekvartetter blev født, og at det nok havde været mere oplagt, at lade ”Alman”, ”Adieu” og ”Angels Music” blive fulgt op af ”Albertine” frem for ”Schrei und Melancholie”. Derimod var én af de fire (jeg siger ikke hvilken!)i et kort glimt på vej mod titlen ”Robinia” – En anden plantevækst – mærkeligt!
I samme periode fodboldspillede Albertini for både Milan og det italienske landshold, og jeg husker, at det undrede mig, at han med det navn primært var arbejdsmanden på midtbanen, og ikke den store kunstneriske createur.

”For så at aflede mine tanker bad jeg Albertine om at musicere lidt, hvad jeg foretrak frem for at begynde at spille kort eller dam med hende. Jeg blev i min seng, og hun gik hen i den anden ende af stuen og satte sig ved pianolaet mellem reolens sidestykker. Hun valgte musik, som enten var helt ny, eller som hun vidste, at hun kun havde spillet én eller to gange, thi da hun nu begyndte at kende mig, vidste hun, at jeg ikke kunne lide at forelægge min opmærksomhed andet end det, der endnu var mig uklart, og var lykkelig over, at jeg, takket være min forstands voksende, men desværre forvanskede og ejendommelige lys, på ny kunne sammenføje de brudstykkevis fremtrædende og forvirrede linier i stykkernes konstruktion, der først havde været næsten neddykket i tåge.
(Marcel Proust: På sporet af den tabte tid)

Søndag morgen d. 21. september 2008:
Jeg sidder på en café i Heringsdorf. Regnen holder mig borte fra mine planer om at gå en tur i byen. Jeg er holdt ude fra verden af regnen, og fornemmelsen af ikke helt at vide hvor den by ligger, som jeg befinder mig i. Jeg har medbragt teksten til ”Sounds like You” og partituret til ”Exit Music”, og har nu over en tre-fire kopper kaffe forsøgt at smelte de to ting sammen. Det skal ende i et kaos af lyd, hvor der samtidig er rum til Kvindens og Mandens replikker. Støj og enerverende rytmer skal lægge sig over ”Exit Music”, og tidligere separate dele skal spilles oven over hinanden. I virkeligheden har jeg brug for fire orkestre (Måske er det Morrisons ”Decasia”, som jeg følte så nærværende i sidste uge, der viser sin betydning.

Søndag morgen d. 26. oktober 2008:
Det blev anderledes( Måske fordi jeg ikke havde fire orkestre til rådighed!).
 

 ”Det går inte. Det finns ingen möjlighed. Jag har ingen lust. Det är tråkigt. Jag ska sluta. Lusten är borta. Det är slut. Lämpligt att sluta nu. Dessutom alla möjliga konstnärliga skäl. Det håller inte, det er tråkigt, ingen mänska bryr sig om. Jag tror inte själv. Det har inte hänt något konstigt i min skalle på två år nu. Det sista var Höstsonaten och sen ingenting. Den där jävla filmen i vintras var jo bara en bedrövelse, en enda jävlig röra. Så nog har jag goda skäl att låta vara. Dessutom är jag trött. Varför jag är så jävla trött det vet jag inte. Kanske är det den slutliga utmattningen. Vad vet jag. Jag får väl se imorgon och i övermorgon.”(Ingmar Bergman: Note (1978))
 

 Når jeg sad i toget, når jeg gik ture på de små veje herude, hvor jeg end var i en situation, mens jeg skrev på ”Sounds like You”, hvor jeg kunne tænke mig ind i inspirationen, kom jeg hele tiden til at tænke på ”La Mattina”, Klaverkoncerten. Det var i og for sig ikke underligt, for da ”Sounds like you” jo byggede på allerede eksisterende materiale, og - på en eller anden måde - er et konceptuelt retrospektivt indblik i min musik frem til nu, var jeg nødt til at holde alle kimer af nytænkning på en vis afstand af det værk. Tankerne om klaverkoncerten kunne jeg heller ikke samle, da de jo i virkeligheden var en forstyrrelse, og pludselig en dag, hvor jeg sad i toget, blev jeg ramt af en angst for, at kildernes kimer aldrig ville komme op igen – at jeg aldrig mere ville få disse mærkelige, vidunderlige tanker om endnu ikke komponeret musik.
Det er uden tvivl derfor, at jeg i sommers skiftede spor og gik over til klaverkoncerten. Jeg var nødt til at afkræfte angsten for, at en naturkatastrofe havde ramt mine kilder så hårdt, at de var tørret ud.
Tænk hvis det en dag holder op, og det hele bare er træthed – at visionerne er borte og aldrig vil kunne manes frem
 

”Det er åbenbart sket med de visioner, store erkendelser og indre oplevelser som jeg for fire-fem år siden stadig fik; men hvis forstanden overtager sjælelivets plads, begynder derouten, som til sidst også forstanden falder som offer for.”
(Imre Kertész: Jeg – en anden)

 (An Albertine is an Albertine is an Albertine….)
 

Klaverkoncerten gik pludselig i stå, mens det gik allerbedst. Den bevægede sig pludseligt ingen vegne. Jeg var så glad for begyndelsen af fjerde sats, men det hele endte med en akkord i strygerne, som jeg blev ved med at ændre på – den skulle være længere – den skulle være kortere - den skulle indeholde fornemmelsen af en a-mol akkord – og så alligevel ikke.
I mere end en uge gik jeg rundt med den akkord. Tænkte den – lyttede den. Jeg prøvede at presse fortsættelsens mening ud af en akkord, jeg endnu ikke havde fundet den egentlige mening med!
I de desperate dage, hvor intet bevægede sig, mærkede jeg konstant forstyrrelserne omkring mig. Jeg blev forstyrret i ikke at lave noget – en forstyrrelse der er langt mere irriterende, end forstyrrelser der kommer, når det hele skrider på skinner. I dens slags tilfælde vil forstyrrelserne nemlig aldrig trænge helt ind, for dér kan jeg simpelthen ikke forstyrres. Da mit arbejde var havnet som et billede på fermaten af den usikre akkord, der ikke førte til noget, følte jeg hele tiden, at forstyrrelserne hindrede mig i at fange det øjeblik i tiden, hvor jeg ville finde de vise sten i en strygerakkord.
Det er altid sådan. Forstyrrelserne i de perioder hvor der intet sker peger fingre af det faktum, at der intet sker og forstørrer rastløsheden og desperationen. Forstyrrelser midt i koncentrationen kan fejes bort, og koncentrationen fører værket gennem forstyrrelsen.
 

Nu har jeg lagt klaverkoncerten væk. Måske håber jeg, at den akkord og dens fortsættelse vil komme helt naturligt, når værket har lagret sig uden mine desperate forsøgs indblanding, og jeg kommer pludselig til at tænke på noget Wagner sagde til en af hans studerende. Noget med at tænke koncentreret på en person i en opera – lukke øjnene – forestille sig at personen langsomt åbne munden – lytte - og (gennem koncentrationen omkring personens mund) høre denne persons ledemotiv.

Selvom jeg har lagt koncerten væk, vågner jeg stadig om morgenen og tror, at det er det værk, jeg skal skrive på. Måske drømmer jeg om den og drømmer om at mærke det Mahler mærkede, da han skrev sin tredje symfoni:
”En stemme råbte til mig om natten, mens jeg sov(det var Beethovens eller Wagners – Det er ikke dårligt selskab, jeg er i om natten, vel?): ”Lad hornene komme ind tre slag senere!” Og – jeg kunne ikke tro mine egne øjne – dér var den mest vidunderlige, simple løsning på mine besværligheder!”
(Gustav Mahler: Brev til Anton Seidl, 17 februar 1897)

 Da jeg endnu ikke har kunnet tyde de stemmer, jeg eventuelt har hørt om natten, er jeg gået tilbage til ”Sounds like You” . Prøver at finde ind til det sted jeg for et par måneder siden gik bort fra…og dog…pludselig i dette øjeblik, mens jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på råbet til Mahler – måske råber det videre til mig– måske er der en dybere grund til at jeg tænker på citatet - måske skal hornene komme ind 3 slag efter strygerne i den akkord, der ingen vegne kom. Det skal de! Inspirationen har forstyrret mig i arbejdet på ”Sounds like You”. Altid lader jeg mig forstyrre, og måske vil jeg bare forstyrres. Med tanke på citatet fra Mahlers brev får ”Morgenen” en ny betydning en sen torsdag eftermiddag.

I de sidste par dage har jeg skrevet på ”Sounds like You”: Begyndelsen af ”Exit Music” bliver genkomponeret. Vi er til værkets anden koncert, hvor kvinden og manden igen lytter til ”Exit Music”. Der bliver lagt et lag henover Exit-musikken - Støj der næsten kvæler musikken. Mens jeg har skrevet på det, har jeg hele tiden haft billeder i hovedet fra Bill Morrisons fantastiske fim ”Decasia”. Jeg har svært ved at forstå hvorfor de dukker op, og måske forsvinder de billeder, eller jeg kommer til at forstå deres betydning.

Jeg så ”Exit Music” i en drøm!
(I drømme kan man se musik, der ellers kun lader sig høre!)

I drømmen stod jeg i en åben dør til en lille hytte på et bjerg eller ved noget vand.
(I drømme kan steder ændre sig kamæleonisk på en måde, der ville gøre én bange, hvis det skete i vågen tilstand!)

(foto: Ragnhild Lothe)

Jeg stod og så en sky, der indeholdt min musik, forsvinde på himlen. Der var noget Magritteagtigt, ved den film jeg drømte, og jeg kan ikke engang sikkert benægte, at jeg i drømmen bar en sort bowlerhat.

Musikken forsvandt med skyen, og drømmen forsvandt, da jeg vågnede – det har drømme det med at gøre; men heldigvis dukkede drømmen langsomt op igen – det gør drømme ofte hos mig, og idet den dukkede op sammen med musikken, der blev synlig og hørbar, dukkede også titlen til orkesterværket, der gemte sig i skyen, op: ”Exit Music”.

Det var i sommeren 2006. Jeg lyttede en del til Radiohead, Massive Attack, og Björk, og der er spor af den lytning langt inde i de inderste celler af ”Exit Music” - Loops, treklange, orkesterscratchs og rytmiske mønstre (I virkeligheden er det tydeligste mønster også det enkleste, som jeg tror kom direkte fra Bonos version af ”Can’t Help Falling in Love” på Cd-afspilleren i baggrunden - over min blyant og videre ned på nodepapiret).

En titel skal ramme som et skæbnebestemt håndkantslag(Hvis det altså er mig, der skal bruge den!), hvor alting pludselig ramler sammen og former og hvisker en titel. I dette tilfælde ramlede drømmen (eller erindringen om drømmen) sammen med min fornemmelse af formen på værket – hvor musikken hele tiden forsvinder, der igen ramlede sammen med skjulte ekkoer af den øjeblikkelige lyd omkring mig (Radiohead (”Exit Music”), U2 (”Exit”)).
Lyden omkring mig viser sig altid aldrig at være helt tilfældig!

Da drømmen var oversat og smeltet ind i idéerne til ”Exit Music” - var blevet til noget så virkeligt som musik, kom den varieret igen i nætterne efter. Behagelige drømme, der kun havde repetitionerne tilfælles med det evige mareridt, der red mig i en lang periode af min tidligste barndom, hvor scenen var mørke. Et mørkt hus bag store, sorte træer. En bil ventende foran det truende hus.
Jeg ville altid så gerne vågne væk fra den drøm, og når det lykkedes, lagde jeg mig på den friske side og forsøgte at tænke og glide ind i drømme om alt det modsatte: Lyse bygninger, solstrejf på træer og skibe med hvide sejl……

”Sommetider går jeg ganske vist stadig en tur i Szemlóhegygade, men den minder ikke engang om den Szemlóhegygade hvor jeg mellem ældgamle plataners slangeagtige rødder, forskanset bag et jerngitter, af og til stødte på græske landskildpadder, som jeg bar ud på engen for enden af gaden og lagde pavestolt i græsset; her, på denne højtliggende eng, lå verdens sidste forsvarbare udpost, herfra skuede jeg hinsides verdens rand, og dette hinsides var en lokkende anelsesfuld blånen som mit barneblik fortabte sig i og fortrylledes af, og dér, hvor grænsen mellem det bugtende vandspejl og den glitrende himmelrand næsten var udvisket, skimtede jeg sommetider med gyngende forundring konturerne af et hvidt drømmeskib…”.
(Imre Kertész: ”Jeg – en anden”)

”En sommeraften kom et oplyst skib til syne, det bevægede sig så langsomt, at jeg troede, det lå stille. Jeg så det, som om jeg aldrig havde set et skib før, det var det eneste, der var ikke andet end det. Rundt om var der skumring og tiltagende mørke. Det var strålende oplyst, lysene dannede deres eget stjernebillede, at det var på vand fornemmede man af den smerteløse ro, det gled med. Dets lydløshed bredte sig som forventning. Det lyste længe, uden blafren, og tog mig i besiddelse, som var jeg gået ud i frugthaven for dets skyld. Jeg havde aldrig set det før, men jeg genkendte det. Det svandt bort i lysenes fulde styrke. Jeg gik indenfor og talte ikke med nogen, hvad kunne jeg have talt om.”
(Elias Canetti: ”Den reddede tunge”)

Jeg blev ikke færdig med ”Sounds like You” til min personlige deadline 18. juli, men for lidt siden blev jeg færdig med det lille korstykke, som jeg i et svagt øjeblik – midt på en gade i Greenwich Village i New York i oktober sidste år over en mobiltelefon - kom til at sige ja til at skrive.
Det skal uropføres på en festival, der ligger tæt på havet, og det skal forme et præludium til mit ”Benedictus”, hvor alle sangerne er placeret i en cirkel omkring publikum. Jeg har ord for at foretrække antydningen frem for det helt klare, og typisk faldt jeg for et digt, hvor havet kun er usynligt antydet ved tilstedeværelse af strand.
I begyndelsen af stykket er koret samlet på scenen, men mod slutningen bevæger de kvindelige sangere sig ud til de positioner, de skal være i, når de fremfører ”Benedictus”. Herrestemmerne synger teksten til de sidste linier i digtet på en mærkelig unison melodi, og kvindestemmerne bærer toner ud i rummet . En enkel terts (d#/f#) glider ud blandt publikum, som bølger der glider ind over strandens sten.

(foto: Ragnhild Lothe)

Digtet af Pia Juul har ingen titel og det er stadigt uklart om værket skal hedde ”Jeg vender mig om” (digtets første linie) eller ”og solen går ned” (digtets sidste linie). Jeg kan mærke, at det er den sidste linie, jeg har haft mærker i nakken af efter titelhåndkantslaget, men når jeg her og nu ser de to linier , ser jeg også en utrolig smuk cirkel i ord, som bestyrker mig i, at jeg valgte det rigtige digt (”Jeg vender mig om, og solen går ned”).

Når det drejer sig om min musik – om at komponere min musik, tror jeg på skæbnen!
Jeg tror at mine værker fødes af, at tilsyneladende tilfældigheder ramler sammen i værkets egen logik. At de umiddelbare løse tanker – måske om noget helt andet - pludselig viser sig at hænge ubrydeligt og logistisk sammen og samtidigt at være et vigtigt element i værket.
Jeg tror faktisk kun på værkets logik – værkets kvalitet, kunsten, hvis den/det er stykket sammen af mursten af skæbnebestemte tilfældigheder, og jeg kan kun koncentrere mig om at skrive musik og opsluges af inspirationen, hvis jeg mærker at skæbnen og skæbnens tilfældigheder nærmer sig værket og trænger ind i det.
Kun når værket rammes af skæbnen bliver det til kunst!

I fjerde del af ”Sounds like You” elsker Kvinden og Manden. Lyden af et samleje er beskrevet i en regibemærkning. En lyd der kommer fra koret i salen. Først uforståelig siden bliver den tydelig og forplanter sig i orkesteret. Scenen – både før og efter samlejet er båret af en uendelig blidhed, og lige fra første gang jeg læste teksten, tænkte jeg på den blide musik, der afslutter ”Exit Music”.
Hvordan giver man lyd til et samleje? Skal jeg holde mig fra det? Men skæbnen fortalte mig, at jeg skulle gøre det!
Jeg tænkte på de ”musikhistorieske samlejer” – Mozart, Beethoven, Janàcek, Sjostakovitj etc. Hvordan det kan smeltes ind i musikken, så det forbliver en tydelig antydning, en duft. Men i ”Sounds like You” er vi til et skuespil i mørke, og i skuespillet kan samlejet være langt mere konkret end i den rene musik.
Jeg gik i gang med at lytte mig ind på den rene lyd af samlejet (Hvordan vil jeg ikke komme nærmere ind på – det her er allerede ved at blive en smule småklamt!); men efter at have lavet de første rytmiske skitser over forløbet fandt jeg pludselig ud af, at jeg jo allerede havde komponeret samlejet ind i slutningen af ”Exit Music”. Den rytmiske støj af sandpapirblokke og strygerne, der stryger på stolen, former allerede alt rigelig lyden af samlejet.
Skæbnen - Da jeg skrev slutningen af ”Exit Music”, havde jeg ingen anelse om det kommende samleje musikken beskriver; men musikken vidste det åbenbart selv. Lyden af koret fra salen - deres åndedræt er smeltet ind i klangen. Jeg husker, at en af musikerne fra Bergens Filharmoniske Orkester fortalte mig – mens vi stod i kantinekøen dagen før uropførelsen af ”Exit Music”, at han - for at forstærke den hvislende lyd af buens strøg på stolen - understøttede lyden med munden (”Tsss”), og spurgte mig nu om det var i orden. Selvfølgelig var det det – Kreative musikere, der vil værket det godt, medskaber i den rigtige retning og oven i købet rammer og viser mig min musiks skæbne, er det bedste i verden.

I fjerde del arbejder jeg med årringe. Den sidste lille melodi af ”Exit Music” der dér bliver spillet to gange, bliver nu spillet fire gange (Om lidt kommer den i øvrigt en sidste, femte gang som begyndelse på femte del, hvor den definitivt vil blive druknet af en anden musik!). Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg er der tre enkle lag: Melodien i tutti-violiner (med ”Ton-wolf”), akkompagnementet i solo viola og så støjlaget som kommer ud af det rytmiske akkompagnement. I gennem de fire gennemspilninger ændrer jeg perspektivet, så melodien bliver tydeligere og tydeligere for at fremstå klar i den femte årring. Det er måske som riller på en gammeldags grammofonplade. Den nedslidte pick-up river musik fra den forrige rille op – som et ekko, så den høres igen sammen med den rille, pick-up’en egentlig afspiller. Årringe og gamle grammofonplader er vel også (sådan set fra oven!)så tæt på hinanden, som vinyl og træ kan komme det.

Her til morgen har jeg bladret i en af mine favoritter - Peter Asmussens roman: ”Om natten”(som hermed er ugens anbefaling!). Den var en vigtig katalysator for titlen til min klaverkoncert ”La Notte”. Den var vigtig indgang for mig til at forstå David i ”Under Himlen”, og nu finder jeg i den bog stemninger som spejles i møderne mellem Kvinden og Manden i ”Sounds like You”:
”I stuen omkring dem spiller musikken helt alene. Nan rækker hænderne frem og tager Tomas’ ansigt mellem dem, tager det op, holder det foran sig. Forsigtigt lader hun sine hænder glide henover ansigtet, så er hun stille. Tomas trækker ansigtet tilbage, trækker det bort. Musikken spiller endnu lidt videre, tillader dem at blive siddende sådan, siddende overfor hinanden, ubevægelige overfor hinanden, dækker dem. Så holder musikken op, trækker sig væk fra dem, lader dem tilbage og Tomas rejser sig og forlader rummet.”

(8. maj) Dagen før SPOR-festivalen i Århus. Om formiddagen er jeg til prøve på ”Exit Music”, som skal opføres næste aften. Jeg koncentrerer selvfølgelig min lytning, som jeg plejer – balancen, detaljen, klangen, hastigheden etc., men oven i det lytter jeg efter ”Sounds like You”. Jeg lytter til begyndelsen af ”Exit Music”, hvor de første godt og vel 4 minutter er fuldstændig identiske med begyndelsen af ”Sounds like You”, og jeg tænker på dét med sangstemmerne. I ”Exit Music” nynner hele orkesteret enkle sanglinier, som kun ind imellem bliver tydelige som sangstemmer, og som altid afkaster spørgsmål fra lytteren – ”Sig mig sang de ikke?”. ”Jo” - Sangen er smeltet ind i klangen – må aldrig blive en effekt, men blot som en indsmeltet ny farvning af klangen – den direkte klang fra menneskekroppen – sangen - der blandt alle instrumenterne bliver et mysterium. I ”Sounds like You” er 16 sangere/stemmer placeret blandt publikum, og jeg har været lidt i tvivl om hvorvidt de skjulte sangstemmer i ”Exit Music” skal lægges tydeligt frem fra starten af ”Sounds like You” – Skal de fjernes fra orkesterets indre og lægges ud blandt de ”rigtige sangere” ude blandt publikum? Prøven på ”Exit Music” giver mig svaret - Selvfølgelig skal de ikke det! Det er jo det, det hele handler om! I begyndelsen - Blot en koncert – Blot et orkesterværk – Et orkesterværk med en indre stemme (Århus Symfoniorkester synger som engle!), ligesom de to skuespillere har deres indre stemme, og igennem hele ”Sounds like You” kravler musikken ud blandt publikum. Koret – der er placeret blandt publikum - trænger mere og mere ind i orkestrets klang, og pludselig vil der også være musikere blandt publikum.Hvordan får jeg skabt en situation, hvor musikere fra scenen pludselig sidder og spiller nede blandt publikum?

Efter prøven tænker jeg på de to hovedpersoners tilbagevenden til koncertsalen. Jeg tænker på melankolien igen – min egen og deres. Tænker på det med at opsøge steder igen, for at finde spor af sig selv (.. og jeg lover hermed, at den næste lange tekst vil sætte et foreløbigt punktum for tanker om melankoli.).

Om eftermiddagen sætter jeg min melankoli på prøve! Opsøger steder igen.
Jeg går langs Aarhus å, men pludselig beslutter jeg mig for at ændre retning. Jeg går op langs jernbanen og fortsætter ud af Frederiks allé, og prøver at huske. Jeg boede her i 2 år – fra 1978-80. Jeg var forfærdelig ung og studerede dansk. Jeg prøver at huske butikkerne. Der lå mindst to hesteslagtere dengang. Nu er her en 7eleven - alting er normaliseret. Endelig når jeg frem til Frederiksbjerg torv. Det var her jeg boede. På øverste sal af bygningen der huser Den Danske Bank delte jeg lejlighed og viceværtjob med den vidunderlige folk-rock-musiker Allan Olsen. Ham følger jeg nu kun på afstand. Vores kontakt har siden 1980 været sporadisk og i de seneste år ikke eksisterende (Jeg husker den sidste gang vi mødtes – det var til en stor dansk-musik-fest, og han sagde :”Det her er fandeme ”Sterbende Gärten”).
På Frederiksbjerg torv kigger jeg op på bygningen. Den er velkendt – men på den anden side helt fremmed for mig. Jeg husker f.eks. slet ikke at der stod ”1900 Alpehus” med store bogstaver, men jeg husker ”Jakob Skomager” som stadig ligger skråt overfor, og hvor jeg engang udenfor lukketid hentede en masse elefantbajere, og pølsevognen på torvet – den er der også endnu. Jeg er overhovedet ikke sulten, men jeg MÅ spise en pølse her, og pludselig mindes jeg den første dag, jeg kom til Århus, for snart 30 år siden, og jeg gik til pølsevognen og på spørgsmålet – ”Ketchup og sennep?” sagde – ”Ja – og også lidt af den franske”, og Pølsemanden så på mig og så en snobbet Københavneridiot og sagde ”Den slags fine ting har vi altså ikke her.”
Efter pølsen går jeg tæt på bygningen, og prøver at finde genkendeligheden ved at kigge ind i opgangen – men intet bliver genkendt, og jeg mærker heller ingen glimt af fortid, når mine fødder føler det fortov, hvor jeg engang fejede blade bort, og som i sidste ende blev Allans og mit endeligt i viceværtslejligheden, da vi begge to tog hjem på forlænget juleferie den jul hvor det sneede og sneede, og husværten – Banken – bestemt ikke var særlig glad for den sne viceværterne aldrig fik fjernet.
Jeg går tilbage mod centrum ned ad Jægersborggade. Jeg går på den sydlige side og kigger på den nordlige for at se efter det lille værtshus, hvor jeg spillede en af mine første folkemusikkoncerter med min guitar, og hvor Allan gjorde det tiere og meget bedre, og som jeg ikke kan huske hvad hed. Det er der ikke mere – jeg kigger. Hvorfor kan jeg dog ikke huske navnet? Hvorfor skal tiden da også altid gå? Hvorfor måler vi hele tiden tiden?
Hele vejen har jeg kigget på mennesker og set efter genkendelighed. Men alle de år har vendt op og ned på aldre - Det er snart 28 år siden jeg flyttede herfra og det unge par, der går foran mig med hinanden i hånden, var ikke født dengang, så hvordan skal jeg kunne genkende dem?”Stenkalven” – kommer jeg i tanke om – det var det det hed, musikværtshuset i Jægersborggade. Navnet rammer mig i nakken, da jeg træder ud på Bruuns gade og sætter kurs mod en ny potentiel melankolikatalysator - synet af den manglende ”Zorba”. Indtil den lille hyggelige græske restaurant blev omklamret af - slugt af – destrueret af det store altædende Bruuns galleri, var det det faste endepunkt for seminarer med komponistklassen igennem langt mere end 10 år. Her sad jeg med Karl Aage og co. Og vi ”seminariede” videre langt efter lukketid med Moussakás, Tzatziki og Retsina. Også det er forbi – men det synes, som om alle de ting der er forbi for mig her i Århus efterlader mig tom for melankoli. Har jeg nu også mistet min melankoli?

Måske skete det for en lille uge siden. Jeg sad en aften alene i haven i Lammestrup. Det var en af disse varme aftner. Aftner der ringer bagud i min historie – skriger efter melankoli. Det varme forår. Denne tid for liv med minder om legen på gaden over nætter uden søvn i selskab med den dengang eneste ene til dansende pinsesol i voksenliv. Tiden hvor man tilbage i tiden simpelthen altid måtte falde for nogen, og hvor man måske altid falder over alting. Jeg tænkte på kvinden i ”Sounds like you” – hendes melankoli - det med at vende tilbage til koncertsalen, men pludselig - med den varme aften omkring mig - blev jeg ramt at et hårdt stød fra min egen melankoli, og jeg kom til at tænke på en aften og nat som denne, da jeg var ca. 15 år, og jeg - da jeg endelig nåede hjem om morgenen og lå med dyne, håb og drømme - dagdrømte om, at jeg ved at lære en speciel svær guitar-sang ville bringe mig selv i en udsøgt pole-score-position. Pludselig blev melankolidrømmeriet i aftenlyset afbrudt af telefonen. Jeg skal hente min datter på stationen – ind i bilen – bilradioen tænder af sig selv, og ud kommer 2. sats af Ravels G-dur klaverkoncert, og melankolien flyttes 30 år frem til en aften efter en opera-workshop-dag, hvor vi alle sad lykkelige, halvfulde (.og halvgamle) med vin og junkfood, og en deltager satte sig til klaveret og spillede denne den vidunderligste af alle Ravel-satser, og fik den i nuet til at lyde som om han spillede den bedre end alle dem der kan spille den rigtigt.
Da den flod af melankoli kommer op og ud, bliver jeg klar over, at jeg er kureret - i hvert fald midlertidigt, for nu ved jeg hvad melankolien kræver for at være til at holde ud! Man må hele tiden genskabe melankolien – hele tiden møde oplevelser og stemninger, der kan blive til minder der kan sovses ind i selvmelankoli, og jeg beslutter mig for, at jeg om fyrre år stadig vil lede efter en oplevelse, der senere vil kaste melankoli af sig, og så må jeg lære at leve med, at det i givet fald betyder, at jeg bliver meget gammel!

Slut med melankolien – ”Far, melankoli, far vel, Jeg keedis nu længer at være din Træl!” Jeg kender den, og kan skrive den (tror jeg), og noget af det sidste, jeg vil skrive i dette uendelige indlæg, er et citat fra en bog, jeg fandt frem og genlæste efter aftenen med forårsnat, Ravel og kurering - En ganske lille erindringsbog, der siger mere end de fleste af de store tykke. Tomas Tranströmers ”Minderne ser mig” (Lad os sige at den bog er ugens anbefaling!):
”Man føler sig altid yngre end man er. Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er ”mig”. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.”

… og endelig kan jeg komme videre med ”Sounds like You” – endelig kommer visionen: Jeg må skabe disse årringe både inde i musikken og i rummet blandt publikum – ”Pas på – du sidder på en årring!”

Jeg kan stadig huske det…. jeg kan stadig huske glimtet fra for 14 dage siden…

I mere end 40 år har jeg haft et bestemt billede på nethinden – et minde-billede. Et kig ud af et vindue fra mit barndomshjem – ud over marker med en enkelt ko - og så lyset! Aftenlyset, der lægger sig over marken, koen og nethinden. Det har altid irriteret mig lidt, at jeg husker det billede så tydeligt. Det er jo ret enkelt og uden betydning, eller måske har det haft stor betydning, og det irriterende er så, at dets betydning aldrig er blevet klargjort for mig. I øjeblikket er irritationen over så klart og tydeligt stadigt at kunne huske barndomsglimtet blevet endnu mere belastende, fordi jeg i de seneste måneder er blevet ramt af melankoliens depressive væsen og form, og jeg derfor ikke har lyst til at huske barndomsminder. Minderne bliver til skrig af melankoli!
Derfor var et enkelt øjeblik for ca. 14 dage siden som en ny begyndelse. Jeg vender mig om i det østligste rum i huset i Lammestrup og ser det gullige eftermiddagslys trænge igennem et flor af mirabelleblomster for derved at skabe en forunderlig forgrund for vejen og marken, der skimtes i et nyt lys bag mirabelletræet, og i samme øjeblik jeg ser det, tænker jeg: Det her VIL jeg huske - jeg vil minde mig selv om glimtet længe, og bevidst forsøge at undertrykke det faktum, at vi ikke selv bestemmer hvad vi vil huske, og så i stedet huske bevidst, og måske kan mirabelleblomsterne fortrænge koen, og jeg kan endelig finde og gemme et glimt i mit indre, som ikke vakler på melankoliens tag, men i stedet står med begge ben plantet i nutid og liv. Jeg må så forsøge at glemme eller fortrænge det faktum, at jeg selvfølgelig kun blev grebet af glimtet for 14 dage siden, fordi det mindede mig om glimtet fra for ca. 40 siden.

”Sounds like you” bliver musikalsk en rejse i minder og melankoli.
Teksten – Handlingen: To mennesker – en mand og en kvinde lægger mærke til hinanden i forbindelse med en koncert. - lytter til deres egne tanker gennem musikken. De vender tilbage til koncertsalen til den samme musik for at finde tilbage til en stemning. Undervejs overværer vi gennem deres tanker de møder og samtaler de har udenfor koncertsalen. Mere vil jeg ikke nu skrive om handlingen, om teksten. Et eller andet sted vil det være som at løfte sløret for slutningen på en film eller en bog.
Men musikken. Musikken er bygget af/på melankoliens væsen. Efter at have skøjtet rundt i originale tanker om musikken – stort set alt kasseret, fandt jeg ud af, at det eneste jeg i virkeligheden ønskede var min egen ”gamle musik” – Den tidligere musik som de to personer søger tilbage til er min musik. Den melankolske stemning, der her i begyndelsen af 2008 ramte mig, var nødt til at komme til udtryk – jeg var nødt til at presse den ud i toner – nye som gamle - og ikke bare presse den ind gennem hænderne for mit ansigt til mit nedtrykte sind. Hvad kom først ? Var det tankerne om musikken til ”Sounds like you” der medførte melankolien. Eller blev jeg ramt af den melankoli, der altid har været til stede i min musik – ”Skrig og Melankoli” – men som jeg indtil i år altid har kunnet se på udefra som et vidne og ikke som en egentlig medvirkende ? Selvfølgelig var jeg hele tiden medvirkende (uden at være medvidende), men nu må jeg for alvor blive et vidne. Et vidne der kan transformere melankolien til musik.

Det var hele tiden meningen, at musikken skulle bygge på ”Exit Music”. Det lå i bestillingen, og jeg vidste allerede at ”Exit Music” skulle kunne skabe ”Sounds like you”, da jeg skrev det stykke til Bergen Festspillene sidste år. Det er ”Exit Music” som skuespillets to personer går ind og hører. Tre gange er vi med dem til koncert – tre gange hører vi sammen med dem ”Exit Music”, men det er aldrig helt det samme stykke. Fokus er flyttet i takt med at hovedpersonernes tanker er flyttet og deres liv er ændret. Det lag der første gang det blev spillet var helt i forgrunden, bliver der - anden gang det spilles - skruet dynamisk ned for, og det kommer til at stå som baggrund for det materiale der første gang kun anedes i det fjerne. Der bliver pludseligt skruet op for horisonten så den står skarpt mens motiverne fra forgrunden er blevet utydelige.
I øjeblikket arbejder jeg på den måde med slutningen af ”Exit Music”. Der er tre enkle lag. Melodien – spillet af unisone violiner - er baggrund. Forgrunden er en solo-viola der spiller et rytmisk akkompagnement, men dynamisk kraftigere og over det ligger der et andet rytmisk støjlag (strygere der spiller på stolen af deres instrumenter og der er 3 gange sandpapirblokke i slagtøjet). Sådan er det i ”Exit Music”, men nu skruer jeg op for melodien…..eller skal jeg hellere skrue op for støjen for på en eller anden måde at konkretisere det samleje, som helt tydeligt har fundet sted mellem de to hovedpersoner umiddelbart inden?
Tre gennemspilninger af ”Exit Music” gør det ikke – kan ikke gøre det. Ind imellem forsvinder ”Exit-musikken” og der høres glimt af anden musik – Glimt af et mellemspil fra ”Under Himlen” - overmalet med et andet glimt - overmaler ”Exit Music” - og får den musik til at forsvinde. Jeg arbejder som en maler. Lærredet kan være hvidt, men ofte er der et motiv – et gammelt billede i baggrunden.
Musikken er heller ikke blot på scenen. Ligesom de to hovedpersoner kommer musikken ned blandt publikum. I en senere (kortere!) tekst, må jeg skrive om min øjeblikkelige vildfarende trang til at bringe lyden så tæt på publikum som muligt – at male toner direkte på publikummers kroppe!

Min deadline er 1. Januar 2009, men jeg har for mig selv flyttet (nok lidt for optimistisk) den deadline frem til 18. Juli 2008. Gæt selv hvorfor…måske prøver jeg at undgå at flytte lyd fra en æra til en anden?