(27. december 2008)
Et møde - og pludselig bliver ”Sounds like You” synlig.
Jeg går fra mødet med en fornemmelse af en ny friskhed. Med instruktion, teater og alt det visuelle foran sig er ”Sounds like You” slet ikke født endnu. Værket har sin egentlige fødsel til gode. Der er stadig håb, og der er stadig noget at se frem til.

”En tøven før fødslen. Findes der en sjælevandring, så er jeg end ikke på det nederste trin. Mit liv er en tøven før fødslen.”
(Franz Kafka: Dagbog 24. januar, 1922)

(15. januar 2009)
Jeg mødes med Point 4, fire norske musikere, der aftenen i forvejen har improviseret over ”Funeral Procession” ved en koncert på Schæffergården. Vi diskuterer og de spiller. Jeg har inden mødet prøvet at finde de glimt i værket, der rummer hele dets egentlige identitet, og vi prøver at lade de identiteter farves af musikernes spontanitet - deres og mine tanker forbindes i en fin atmosfære. Det værk, de spiller, er helt nyt og fødes på stedet, og alligevel kan jeg hele tiden høre sporene af ”Funeral Procession”, der danner en horisont – et i forvejen krakeleret billede, der nu bliver yderligere krakeleret.
Det bedste, der kan ske, er, at ens musik bliver brugt og gerne misbrugt en smule, som den her misbruges på en fin og følsom måde, og når den kan holde til det her, kan det holde til næsten alt, og den skal kunne holde til meget for at være holdbar. Jeg er så glad for at musikken kan bruges og dybt berørt af tanken om at nogle fantastiske musikere fra jazz og klassisk har brugt utallige aftner på at øve sig i at improvisere over min musik. Jeg ender med at synes, at deres version er bedre end mit eget værk - og så kan det værk oven i købet fødes mange gange endnu.

”Jeg er så tæt på at være ufødt som man kan
uden ikke at være”
(Thomas Boberg: Pelikanens flugt)

 (19. januar 2009)
Jeg begyndte et nyt år med et gammelt stykke. Næsten hver morgen stod jeg uhyggeligt tidligt op og arbejdede lidt på tredje sats af ”Schreie und Melancholie”. Jeg æltede tonerne og skrev det hele igennem igen, så det nu er kommet ud i en version, hvor den ene af violinerne fra strygekvartetten er borte, og satsen er blevet  til en ny sats, et nyt værk for strygetrio. ”Lugubre Gondola” - en barcarole – og endnu en forsinket drøm om Venedig.
Titlen havde det, inden det blev skrevet. I strygekvartetten har jeg forsigtigt brugt lugubre som karakterbetegnelse, og jeg husker, at den allerede dengang var lige ved at hedde ”Lugubre Gondola”. Som da jeg skrev strygekvartetten i 1995 lytter jeg ind imellem i disse tidlige morgentimer til Claus Johansens inspirerende radioudsendelsesserie om musikken i Venedig (Jeg anbefaler den; men man kan vist ikke finde den på nettet!). Jeg er overrasket over, at jeg kan gøre det her så mange år efter i de kulsorte januarmorgener, så jeg klarer mig vist gennem resten af måneden uden melankolien!

”Endnu ufødt, og allerede tvunget til at eksistere, at gå omkring i gaderne og tale med mennesker”.
(Franz Kafka: Dagbog 16. Marts, 1922)

(19. Januar 2009)
Jeg mødes med Jens E. Christensen i Christians Kirken på Christianshavn. Han har indstuderet mit lille orgelværk ”Lais” fra 1985 og spiller det fremragende for mig.
Bagefter sidder vi i kirkens tusmørke og diskuterer værket. Mens jeg lyttede til værket, faldt jeg over nogle toner og gestiske udbrud, som jeg aldrig ville have skrevet i dag. Jeg foreslår vi fjerner dem, men heldigvis holder han fast på dem, og hindrer mine nu mere modne ører i at bestemme over det lille barn, der dengang blev skrevet ned på papir af en ung mand, og jeg hører og forstår nu – 24 år forsinket – bedre, det den unge mand skrev dengang.

”Kan han ikke? Øjne, der gør ondt. Øjne, der gør ondt lige nu, indefra. Mens hun venter på, at han skal fortælle hende, hvad det er der sker. Herregud. Åh, herregud. Du er ved at blive væk for dig selv, kunne han sige. Du er ved at blive væk i en døende mand. Du er ved at blive væk i et blomsternavn, du ikke har hørt før. Eller stilheden i en aften, hvor alle taler. Ordet rhododendron. Det ukendte eller det nye eller det gamle eller det kortvarige, især det kortvarige. Især. Hvad ved man? Om hvor meget der kan nås på hvor kort tid. Om for sent og for tidligt og endnu ikke og aldrig. Og mørket bag stjernerne, smerten bag øjnene. Hvad ved han?
- Jeg var på vej hjem, siger han.”
(Juliane Preisler: Privatpersoner)

 (20. januar 2009)
For et par et par uger siden kom der hul igennem til fortsættelsen af fjerde sats af klaverkoncerten. For lang tid siden gik jeg i stå på et sted, som jeg aldrig syntes at kunne komme videre fra. Jeg læste igennem, lyttede igennem, spillede igennem, men hver gang stoppede jeg det samme sted. Jeg lagde det bort og tænkte, men fik ingen tanker, og prøvede at adsprede mig ved at skrive noget helt andet, for så at forsøge at overraske barrieren ved pludselig at vende tilbage til det forbandede sted. Jeg tænkte også på Wagners råd til en ung kollega om at finde en persons ledemotiv i en opera, ved at lukke øjnene og så forestille sig personen langsomt åbne munden, og gennem dette syn lytte til - og fange - den musik, der kommer ud af en fiktiv mund. Pludselig brød jeg igennem barrieren, og venter nu bare på den næste forhindring.

(Det går hurtigt fremad med tredje sats. Så hurtigt, at jeg ikke kan skrive om det – og næsten ligeså hurtigt, som det umenneskelige hurtige tempo, musikken skal spilles i.)

Nodepapiret stammer tilbage fra 1991. Da fik jeg fremstillet en master i A2 format med 52 nodelinier, og alle værkerne i stort format –  ”The Echoing Garden”, ”Sterbende Gärten”, ”Symfoni”, ”La Notte”, ”Under Himlen”, ”Den Lille Havfrue” og ”Exit Music” er siden skrevet på den type papir.
Da jeg begyndte på ”Sounds like you”, bestilte jeg en ny portion – 3000 tusind ark - kopieret fra den samme master;  men jeg har trykkeren mistænkt for at have lagt et par tusind oveni. I hvert fald virker det som om bunken slet ikke er sunket, og når jeg skæver til bjerget af ubrugt nodepapir, virker den helt skræmmende, og jeg tænker, at man skulle tro, at jeg havde en tre – fire helaftensoperaer i mig endnu.

”Selv de simpleste Mekanismer nægter at fungere. Min Fyldepen, et Stykke Værktøj, der er uundværligt for mig og som skulle være af nogenlunde simpel Konstruktion, opfører sig ikke som en Fyldepen plejer van. Den vil ikke lade sig fylde. Jeg har i Aarenes løb ejet en halv Snes af Slagsen, og ingen af dem ville. Jeg har arvet en Fyldepen, som havde fungeret upaaklageligt et Aar – første Gang, den i min Ejertid løb tom, nægtede den at suge. Den blev repareret og kom tilbage med fuld Sæk, og første gang, den igen løb tom, nægtede den at suge. Nu dypper jeg.
Een af mine Fyldepenne hadede mig i den Grad – med et ubesjælet had, naturligvis – at den begik Selvmord. Den gav sig til at brænde. Ikke for Øjnene af mig, men bag min Ryg. Det var en Vinterdag, jeg havde rejst mig fra mit Arbejdsbord og var gaaet hen til Vinduet for at kigge ud i Sneen og slappe lidt af. Bag mig hørte jeg en hvæsende Lyd, omtrent som naar et stort Bundt Kinesere fuser af, uden Knald. Da jeg vendte mig, laa Fyldepennen og glødede, i en modbydelig, stinkende Damp. Jeg blev bange for den og smækkede Vinduet op og fik Fingre i Uhyret og smed hende ud i Sneen. Hold øje med de Sataner”.
(Frank Jæger: Drømmen om en Sommerdag)

Et væsentligt værktøj er viskemaskinen. En lille aflang ting, der minder om en næsehårsfjerner eller noget fra en avanceret sexshop og lyder som et modbydeligt tandlægebor. Det værktøj ændrede mit liv( Det gjorde i hvert fald livet nemmere!), da jeg anskaffede det for 12 - 13 år siden. Med viskemaskinen kan man fjerne den mindste prik på papiret, uden at det hele snaskes til i udtværede blyantsspor. Viskemaskinen kører på batterier. Det samme gjorde en blyantspidser, jeg i en årrække hårdnakket forsøgte at gøre til en del af arbejdsværelsets fællesskab, men som nu er fyret. Maskinen spidsede blyanterne til døde, og jeg er for evigt vendt tilbage til min håndtagsdrevne blyantspidser.
Et arbejdsliv uden de små maskiner, de rigtige blyanter, tegnetrekanter og den lange lineal er umuligt at forestille sig. Det er et mareridt når redskaberne bryder sammen og et rent helvede, hvis et af redskaberne efter dets sammenbrud viser sig at være gået ud af produktion, og derfor ikke kan erstattes.

”For years I have looked for the perfect pencil. I have found very good ones but never the perfect one: And all the times it was not the pencil but me. A pencil that is all right some days is no good another day. For example, yesterday, I used a soft and fine and it floated over the paper just wonderfully. So this morning I try the same kind. And they crack on me. Points break and all hell is let loose. This is the day when I am stabbing the paper. So today I need a harder pencil at least for a while. I am using some that are numbered 2 3/8. I have my plastic tray you know and in it three kinds of pencils for hard writing days and soft writing days. Only sometimes it changes in the middle of the day, but at least I am equipped for it. I have also some super soft pencils which I do not use very often because I must feel as delicate as a rose petal to use them.”
(John Steinbeck, fra brev til hans forlægger.)

Jeg har været nødsaget til at skifte blyantstype tre-fire gange. Mine oprindelige ”Skoldungen-blyanter” gik ud af produktion, og af et par omveje er jeg nu nået frem til, at en bestemt ”Staedtler – blyant” er den mest optimale. Jeg spidser ca. 60 blyanter af gangen. De skal være helt spidse, for at jeg kan bruge dem. Halsene på noderne skal være de tyndeste, og skal derfor tegnes med den helt spidse blyant. I en krukke til højre for mig står de mange spidse blyanter, og efterhånden som de bliver brugt og spidsen flades ud, bliver de flyttet til en anden krukke, der står til venstre for mig. Når den krukke så er fyldt, må jeg i gang med at spidse alle blyanterne igen. Jeg kan mærke min arbejdstempo på intervallerne imellem, at jeg må krybe til blyantspidseren.
Bevægelsesmønsteret med at tage blyanten op af krukken, bruge den og sætte den i en anden krukke, er af en eller anden grund det mest interessante ved mit arbejde. I hvert fald er det det bevægelsesmønster, der altid skal filmes, når man vil filme fra mit arbejdsværelse (Musik skal vist i virkeligheden skrives på computer. En verden fri for krukker med blyanter.).
Jeg har bevaret en enkelt blyant fra min første tid. Der er nu kun halvanden centimeter tilbage af den. Det er den bedste blyant, jeg nogensinde har haft, men den har nok kun en enkelt node i sig endnu, så hvis jeg en dag er sikker på, at jeg skal til at skrive den bedste node nogensinde, vil jeg andægtigt spidse den sidste rest af den lille perle af en blyant, og lade den få lov til at sætte noden på papiret – som det sidste den gør inden den går til de evige blyantsmarker.

 (Engang – da jeg var helt ung – fik jeg at vide, ”Bent, du har jo så let ved at komponere!” – siden har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at gøre det så besværligt som muligt!)

 Tidstristessen omkring nytår overgås kun af tidstristessen omkring fødselsdagen. 31. december og 1. januar er melankoliens internationale kampdage!

I

I slutningen af sidste uge samlede jeg de indskrevne sider sammen, lagde dertil de allerede færdige skitser, tog lommeregneren frem og fandt ud af, at værket allerede varer godt femten minutter. Og i virkeligheden synes jeg slet ikke, at jeg er begyndt endnu!
Jeg skal skrive slutningen af tredje sats, som skal lægge spor af en kommende sidste og femte sats ind over ekkoer af anden sats. Der er en masse spor i det jeg har skrevet som fører fremad. Sporene vil være gemt for alle andre, og i et øjebliks desperation bliver jeg bange for, at de ikke blot er gemt for andre, men også gemt for mig og derved glemt.

II

”Kongens have i december. Nu kan man se alting – se igennem hele haven, hvor alle gemmestederne er borte. Alle buskene, som de elskende gemmer sig bag om sommeren, ligger nu til frit udsyn, og havens besøgende bevæger sig som mørke skygger i dagens evige tusmørke. På bænkene kan man sætte sig, mærke skridtene komme nærmere og blive mindet om alt det liv, der er gået.”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”.)

III

”I sommer lå folk
og solbadede her.
Nu er her køligt
men stjernerne er også sole
og på deres planeter skinner solen måske nu.
Tågen er meget lidt tåget
den hænger mellem træerne
ledning for tynde tanker?
Træernes blade er flest på jorden
visnede
genforenede
endnu engang.
Nu på vej til muldstadiet.”
(Michael Strunge: Livets hastighed)

IV

Det var galt lige med det samme, og allerede da de landede i lufthavnen efter deres bryllupsrejse, var de i princippet fraskilte. Han blev mere og mere indelukket  og er i virkeligheden aldrig blevet lukket op siden.
Først et halvt år efter fik han det sagt, og det oven i købet i den lille have, hvor de første gang havde elsket med hinanden (Eller måske var det netop fordi de sad dér, at han kunne sige det.). Hun rejste sig og sagde: ”Det er altså kun den 17. December; men man skulle fandeme tro, at du troede, at det var juleaften.” Derefter gik hun uden at vende sig om. Siden er han kommet i haven mange gange, og hver gang kigger han ned på stenene og jorden og bilder sig ind at kunne se de skjulte spor af hendes sko.

V

”Och hur det liksom
börjar spela sakta
bakom hotellrummets tapet

En Musik för vissna löv
och knackningar på rören

 till minne av små fötter som drog bort…..

Och genom den flottfläckade tapeten
hörs som svaga sånger. Genom tapetblommorna
vaggar liksom genomskinliga
kroppar, växer ur de bleknade tapetrosorna

ett snöskuggsflackande ödsligt fladdrande folk
knappt hörbart plötsligt upphörande, isblått, kallt, trasigt, upplöst”
(Tobias Berggren: De ur alla minnen fallna(S.D.Sandström: Requiem))

VI

Søndag morgen gik jeg ud i haven. I et af birketræerne så og hørte jeg spætten, der hakkede den samme lyd frem, som jeg netop skulle skrive ind i partituret – lyden af claves. Det ærgrede mig lidt, at jeg allerede for lang tid siden havde besluttet mig for den lyd, og altså ikke nu kan påstå, at lyden er inspireret af en spætte i et birketræ d. 21. december 2008. Lyden kunne have været et gemt spor af en spætte; men er altså et gemt spor af noget jeg ikke ved hvad er – måske en anden spætte et andet år, en anden dag.
 

Der er så mange ting, jeg burde gøre, at jeg opgiver at gøre nogle af delene. I stedet bruger jeg tiden på at skrive det.

”Det irriterer mig
at livet går.
Det vil sige
det bekymrer mig ikke
væsentligt.
det er bare
hvert øjeblik
et lille prikkende halvbevidst
irritationsmoment.”
(Poul Borum: MOD (Ib Nørholm: A Discourse of Time))

 I virkeligheden er al tid jo spildt, når den er gået.

 ”Die Guten gehn im gleichen Schritt. Ohne von ihnen zu wissen, tanzen die andern um sie die Tänze der Zeit.”
(Franz Kafka: Fragment (György Kurtag: Kafka-Fragmente.))

 En dejlig lang arbejdsdag. Alt smelter sammen, og jeg bliver fanget ind af nogle faldende linier, hvor selv de to horns enkle - og på papiret helt forenklede – linie giver mening. Da jeg sidst på aftenen kommer tilbage til det, jeg skrev, ser og hører jeg, at jeg i virkeligheden kun har komponeret otte takter, hvoraf jeg kun er helt tilfreds med én – alligevel er jeg glad.

 ”Det er her, Nyhedens kurtisaner tager fejl. De ved ikke, at de i situationer, som Historien sætter i scene, kun er belyste i de allerførste minutter. Ingen begivenhed er en nyhed i al den tid, den varer, men kun i et ganske flygtigt tidsrum, i den allerførste start. De døende børn i Somalia, som millioner af seere kiggede grådigt på, dør de ikke længere? Hvad er der blevet af dem? Er de blevet tykkere eller tyndere? Eksisterer Somalia endnu? Og, når det kommer til stykket, har det nogensinde eksisteret? Kunne det ikke bare være navnet på en luftspejling?
Den måde man fortæller samtidens Historie på, minder om en stor koncert, hvor man ét efter ét ville opføre alle Beethovens et hundrede otteogtredive opus, men sådan at man kun spillede de første otte takter af hvert. Hvis man gentog koncerten efter ti år, ville man ikke spille andet af hvert stykke end den første tone, altså et hundrede otteogtredive toner under hele koncerten, præsenteret som én melodi. Og om tyve år ville hele Beethovens musikværk være reduceret til én eneste meget lang og skarp tone, som ville minde om den uendelige og meget høje tone, som han hørte den første dag af sin døvhed.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

 Der er en liste af ting, der skal med i satsen. En masse små glimt af lyd, som jeg ved hænger sammen. 
En lille melodi – spillet af klaveret, der skal svæve som en fugl over det dybe brummende orkester, faldende som et blad, der langsomt daler ned fra himlen, og som ind imellem synes at lægge sig på usynlige plateauer. Melodien minder med sin medfødte naivitet om noget fra et børneprogram spillet på et legetøjsklaver. Den musik skal med sammen med noget helt andet, jeg ved den hænger sammen med, uden at kunne finde ud af hvorfor.
Det hele handler om at skære hver eneste lille idé ind til benet – få al det overflødige skrællet væk, så hvert eneste glimt bliver så nøgent, at det er klart til at blive klædt i hvad som helst.   

 ”Von einem gewissen Punkt an gibt es keine Rückkehr mehr. 
Dieser Punkt ist zu erreichen.”
(Franz Kafka: Fragment (György Kurtag: Kafka.Fragmente.))

 Fra begyndelsen kan musikken tilsyneladende tage alle mulige forskellige retninger. I mine bestræbelser på at finde det egentlige og rigtige i musikken, lukker jeg en masse døre for at skabe begrænsninger for musikkens vej fremad, for jeg ved, at der fra et hvert sted i virkeligheden kun er én rigtig vej. Samtidig med at jeg lukker dørene, dukker der nye hemmelige døre op, som jeg enten må lade musikken passere – selvom den gerne vil ind bag nogle af dørene, eller flå døren op og smide musikken ind af den – for at se hvordan den reagerer. En af de hemmelige døre gemmer måske på den rigtige vej fremad, og hvis jeg passerer en dør for meget, bringer jeg musikken på sporet af en blind vej, og må hele vejen tilbage igen og finde den hemmelige dør til musikkens håb. Det er en besværlig labyrint.

 ”At leve den poetiske Logik er at overgive sig til sin Følelses Sandhed.”
(Paul la Cour: Fragmenter af en Dagbog.)

 I de sidste dage har jeg igen og igen lyttet til Kurtags Kafkafragmenter. Der er ingen sammenhæng mellem det værk og min klaverkoncert. Alligevel vil de i mig være forbundne af en slags erindringens logik. Det er mærkeligt på forhånd at vide, at når jeg om et halv år forhåbentlig sidder og lytter til uropførelsen af min klaverkoncert, vil begyndelsen af tredje sats – uden at nogen vil kunne forstå det - i mig genklinge af mindelser om Kurtags mesterværk.

I

”Jeg skriver ikke dagbog. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer formentlig aldrig til at gøre det. At skrive dagbog er - ligesom f.eks. havekunst, lystfiskeri og amatørmusiceren - en af livets sunde og skønne beskæftigelser, som alle kan se det vidunderlige i; men ligesom man ikke bare siger ”Fra nu vil jeg tage ud at fiske hver søndag”, så kan man heller ikke sige: ”Fra nu af vil jeg skrive dagbog”, selvom man ville ønske, at det faldt naturligt for een at gøre det. Man kan ikke presse sig til det, og hvis det ikke kommer af sig selv, så skal det nok slet ikke komme. Der kan selvfølgelig ikke bare ligge en banal beslutning til grund for, at nedskrive sit liv under en eller anden form. Dagbogsskriveri bunder lang dybere end almindelige beslutninger, og man kan formentlig dele jordens befolkning op i to dele - Dem der kan og vil optegne deres liv i klare, objektive kapitler, og - hvis de har mulighed for det - derfor skriver dagbog, og dem der ikke kan eller vil.
Jeg har altså aldrig skrevet dagbog, men jeg har gjort to ting, der kommer tæt på. For det første har jeg skrevet partiturer og mine partiturer er mine private, uklare dagbøger, der hele tiden bringer mindelser til live om den tid jeg skrev dem i, når jeg bladrer i dem, og for det andet, har jeg siden begyndelsen af 80-erne i mine kalendere ført oversigter over de bøger jeg læser. Tit fik jeg aldrig skrevet vigtige aftaler ind i kalenderne - jeg har formentlig stolet på min hukommelse, men een ting har jeg holdt stædigt fast ved: listerne over bøgerne jeg læser.
Tilsammen danner boglisterne i kalenderne og partiturerne en personlig dagbog, som kun jeg kan læse. Hvis jeg f.eks. griber kalenderen fra 1997, kan jeg se, at jeg om sommeren det år læste Canettis ”Masse og magt”. Med det samme kaster den oplysning et billede af sig, hvor jeg sidder på Ringsted banegård og venter på aftentoget til Aarhus, hvor jeg dagen efter skal undervise, og det billede ”kalder” så igen på et par takter af klaverkoncerten ”La Notte”, og så sidder jeg pludselig i toget den anden vej, en anden dag med en anden bog. Partiturerne og boglisterne løser – som to bekendte – mit historiske livs ligninger, og de er de primære kilder til mit liv….
….Måske kan folk der finder min musik uklar se en parallel til uklarheden i min dagbogsskrivning, og måske ville mennesker, der skriver meget klare, objektive oplevelser og fakta ind i deres dagbøger, skrive en meget klar og objektiv musik, hvis de var komponister!”
(Indledning til foredrag om Proust og Musikken – februar 2008)

II

Balders Plads på Nørrebro. En eksklusiv oase – En lille plads hvor man kan mærke en ejendommelig stilhed, når byens støj synes at forsvinde, selvom man ved, at den stadig burde være der.
Pladsen er for nylig blevet renoveret, men før det - for næsten tre år siden – sad jeg på pladsen med en ven og diskuterede anden sats af ”Ständchen”, og det var faktisk på en bænk på Balders Plads at tanken om at musikernes fødder skulle bevæge sig i perlegrus, og derved fremmane lyden af fødder der bevæger sig på en gruset sti, blev født. Når jeg tænker på den samtale, ser jeg os - af en eller anden mærkelig grund – sidde på bænken med fødderne løftet en smule, så de bevæger sig svingende, svævende frit i luften, som små børns fødder kan bevæge sig, når de ikke kan nå ned til jorden. I virkeligheden er det billede – min erindrings billede - jo et modbillede på idéen om fødderne i grus.
I flere opførelser af ”Ständchen”, hvor jeg ikke selv har været til stede, er perlegruset vist blevet erstattet af noget mere praktiskt; men det var nu noget særligt ved uropførelsen for snart to år siden, hvor Scharoun Ensemblet benyttede store trækasser til at holde sammen på perlegruset, og hvor scenen syntes forvandlet til noget, der lignede indgangen til et byggemarked.

III

”Endelig aftager ovationen, folk sætter sig ned, og den tjekkiske videnskabsmand siger med skælvende stemme: ”Jeg takker jer, mine venner, jeg takker jer af hele mit hjerte.” Han bukker og går tilbage til sin plads. Og han ved, at han er i færd med at opleve det største øjeblik i sit liv, det glorværdige øjeblik, ja glorværdigt, hvorfor ikke sige dette ord, han føler sig stor og smuk, han føler sig berømt og ønsker, at hans vandring mod stolen skal være lang og aldrig slutte.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

IV

Nu, hvor de er blevet skilt, tænker jeg selvfølgelig på deres bryllup. Det var en strålende sommerdag. Vi var alle unge, og der var mennesker overalt i haven, hvor bryllupsfesten stod.
Under middagen var der taler i hobetal. Jeg holdt selv en tale, som jeg husker voldte mig besvær, og i betragtning af at de nu er skilt, er det måske både fint og naturligt, at jeg fuldstændigt har glemt hvad jeg sagde.

Blandt gæsterne var der en speciel hædersgæst. Det var bestemt ikke ham brudeparret kendte bedst; men han var kendt – rigtig kendt, og det var tydeligt, at brudeparret var stolte af hans tilstedeværelse. Han var deres trofæ overfor alle os andre: ”Se hvem vi kan invitere til vores bryllup.” Trofæet holdt også en tale – egentlig ikke nogen særlig god tale. Jeg tror faktisk, at han forberedte den hurtigt under velkomstdrinken, hvilket den bar præg af. Selvom han ikke kendte brudeparret særlig godt, var det naturligt – hans kultur-vip-status taget i betragtning, at han sprang over i køen i den almindelige taleorden. Han talte lige efter brudgommen, og kom f.eks. på før både bruden og brudens far.
Han rejste sig – andægtigheden bredte sig blandt bordene, og bruden, Beate så lykkelig ud. Ikke så meget over det han sagde; men bare dét: ”Han holder tale for os”!
Efter hans tale kom andre til med deres taler; og pludselig kunne jeg se et mærkeligt mønster – et mærkeligt skuespil. Hver eneste gang nogle rejste sig for at holde tale, rejste trofæet sig og forlod lokalet – for formentlig for at gå på toilettet. Første gang virkede det naturligt; men da det skete ca. ti gange under ca. ti forskellige taleres talen, begyndte jeg at finde det komisk. Jeg er sikker på, at det var hans underbevidsthed der styrede ham; men den underbevidsthed var helt tydeligt fodret med idéen om, at andre talere måtte han ignorere, andre talere var ikke værd at høre på. Da turen kom til mig og min tale, var jeg klar over spillet, skuespillet og overvejede at slå på glasset, rejse mig og så holde talen i en position, hvor jeg samtidigt ville kunne hindre hans passage. Jeg havde ikke modet, og måske skyldtes det også, at da taleren før mig, havde holdt sin tale, havde trofæet ikke bare rejst sig og var gået ud på det toilet, hvis håndtag og måske sæde efterhånden måtte være nedslidt. Han var også gået ud på en måde, så han passerede foran taleren, der var trådt lidt tilbage fra bordet. Dette betød, at for alle der fulgte taleren med øjnene, kom trofæet pludselig ind i billedet, hvor hans kropssprog skreg: ”Se mig, husk mig – det var mig der holdt den bedste – den mest fantastiske tale!” Hans desperate forsøg på at fjerne opmærksomheden fra taleren sluttede ikke med det. Da han havde passeret taleren – brudens bror fortsatte han langs bordet og bukkede sig ned og hviskede til bruden, der selvfølgelig måtte slippe sin egen brors tale, da trofæet naturligvis krævede al hendes opmærksomhed.

Måske bliver forfængeligheden værre med berømmelsen.

V

”Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud af min mund, alle loe, beundrede mig – men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – hen og vilde skyde mig selv.”

(Søren Kierkegaard: Dagbog – 1836)

VI

22. September 2008: Bo Skovhus synger sange af Schubert og Schumann med harpisten Xavier de Maistre. Det foregår i et fantastisk rum: Evangelische Kirche i Benz, og både inden og under koncerten kan man lade blikket glide op og følge konturerne af de meget smukke motiver i udsmykningen af træloftet og lade billederne smelte sammen med musikken.
Pludselig - efter Schumanns ”Requiem” op. 90 nr. 7 - sker der et mirakel. Der er helt stille, ingen host , ingenting; men det er ikke bare en stilhed,. Det er en samlende stemning i kirken, der former en hel unik stilhed, hvor alle vi publikummer ånder og føler i een samlet bevægelse - i en ubrydelig sammensmeltning med udklangen af Schumann. Øjeblikket er selvfølgeligt født af den fantastiske opførelse, der fulgte inden; men det er et øjebliks stilhed, som alle, der sad ved koncerten i Benz den aften, tager med som en fælles gave, en fælles erindring (en fælles hemmelighed - jeg nu røber).
Efter koncerten venter vi udenfor kirken. Det er meget mørkt; men man kan se ind til kirkens smukke loft gennem vinduerne, og når jeg ser loftsmotiverne udefra, føler jeg, at de også tog del i den fælles stilhed fra for et øjeblik siden og for evigt vil være påvirket af den.
Senere er der Nachtspiel med skøn vin og mad; men jeg kan mærke at det øjebliks stilhed efter ”Requiem” får mig til at være ekstra stille og sky - Får mig til at føle, at jeg vil nedbryde noget, hvis jeg bruger min stemme. Jeg går rundt til festen og gemmer på en stilhed!

VII

”For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!”
( Blogindlæg 28 juli (”Parkerne”))

VIII

Han løber efter hende ned mod havnen. Solen er så forfærdelig skarp, og hver gang den rammer de øverste dele, af de aluminiumsmaster han allerede nu kan se foran sig, bliver han blændet af tilbageskinnet, og hans øjne forsvinder. Han haler hele tiden ind på hende; men han har på fornemmelsen, at hendes mål ligger præcist så langt forude, at han aldrig vil nå at indhente hende.
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

”Bare man dog kunne holde ud – nøjes med – bare at være, ikke andet.
Her på pladsen foran Sv. Vit-katedralen i Prag. Kan jeg ikke bare være? – uden at være sammen med nogen (Jeg er jo alene) – uden tidsfordriv – uden at tænke på at storme hen til den nærmeste café for at indtage en unødvendig kop kaffe. I dag er jeg åbenbart for rastløs til bare at være.”
(Notat (Dagbog?): Prag d. 5. juni 2005)

X

”Bare ikke overvurdere det jeg har skrevet, derved bringer jeg det jeg skal skrive uden for rækkevidde.”
(Franz Kafka: Dagbog – 26. marts 1912)

XI

17. November 2008: Det er alt for tidligt at stå op. Klokken er ikke engang fem; men jeg har på den anden side noget at stå op til. Det, jeg i sidste uge gik i cirkler omkring, løsnede sig for et par dage siden op, og det hele så pludseligt (og ser stadigt!) rigtigt og lyst ud. ”Hvorfor havde jeg dog ikke set det før?” Tænkte jeg – ”Det var jo så indlysende og i virkeligheden så helt enkelt. Hvor meget tid, har jeg dog ikke spildt på at tænke formålsløse store tanker, hvor den enkle løsning jo lå lige for næsen af mig.”
Det er som en krampe der løsner sig , som når man – efter i dagevis at have været plaget af dårlig ryg, og har følt, at man skulle kravle ud af sengen – pludselig en morgen er helt smertefri og let og ubesværet springer ud i dagen.
Hele begyndelsen af tredje sats er færdig. Jeg ser på takterne og skitserne, og ved hvad jeg skal gøre. Jeg nyder dette vidunderlige men sjældne øjeblik, hvor selve skabelsesprocessen er smertefri. Jeg vil nyde det lidt endnu, og jeg tør næsten ikke skrive videre, for jeg ved, at ligesom rygsmerterne kan skabelsessmerterne, og fortvivlelsen ved at idéerne og noderne bliver til døde knuder og håbløse dead ends, komme tilbage når som helst – faktisk nu!

Livet består udelukkende af fatale beslutninger, der afkaster erindring, der enten huskes eller glemmes.
Med fatalt mener jeg ikke, at det nødvendigvis er forkerte eller skæbnetunge beslutninger, blot at enhver beslutning får en skæbnebetydning, der holder andre muligheder på afstand.
Det er alt sammen det samme, når man komponerer. De skridt, man bevæger sig over de tomme nodeark med, får altid betydning – har altid en betydning, og bliver fatale.
Ligesom i livet vil en række af beslutningerne bygge på ubevidste træk og skridt, og ligesom i livet bliver man i kompositionen ramt af spørgsmål som: ”Hvorfor gjorde jeg det? Hvad var meningen med det? Hvordan var det gået, hvis jeg havde taget en anden vej?”  Og både i livet og i kompositionen er svaret ikke altid indlysende og ofte er det begge steder bedst, hvis man ikke bruger for meget tid på at finde svaret, men blot kaster sig videre ud, derfra hvor man står.

(Måske får man et andet syn på livet, når det er forbi!)

Jeg er tilbage ved klaverkoncerten – tilbage ved det sted, hvor det hele gik i stå – Tilbage i en subjektiv fornemmelse af morgen. Endnu engang samler jeg notaterne – endnu engang går jeg lange ture for at blive ramt af originaliteten – eller i hvert fald fange øjeblikket, hvor min koncentration samler sig og centrerer sig om det, der er besluttet, og af den vej finde fortsættelsen. Det er som at stå midt i et liv, og så tage beslutningen: Hvad gør jeg herfra? Nu er det så ikke et liv men et værk, men måske er beslutningerne ikke meget nemmere, selvom værkets subjektive liv skal køres igennem på afmålt tid og stadig være i live, når det er forbi.

(Måske får man et andet syn på værket, når det er færdigt?)

”Og det kan godt engang imellem forekomme mig, at han skriver uafbrudt. For hans arbejde bestaar ikke alene i at prente bogstaver paa et stykke papir. Han skriver især med sin erfaring, sin erindring og sin hukommelse, sin kombinationsevne, sin hudløshed, sin kontante viden, sit syn. Jeg bestiller virkeligt noget, ogsaa naar jeg en formiddag ørkesløs gaar tur med min kone, mens alle andre pukler paa livet løs i værksteder og butikker, i skov og paa mark. Jeg skriver, ogsaa naar jeg sidder på den lokale kro og rafler med den lokale skrædder, som kan holde fyraften. Og det kan være, jeg skriver, mens I sover – I ser min spadseretur om formiddagen, men hvem ser det vaagne lys, som strømmer ud fra vinduerne i mit arbejdsværelse om natten?”
(Frank Jæger: Udsigt til Kronborg)

Jeg nægter mig selv at sidde ved arbejdsbordet foran  papiret, og går i stedet lange ture hver dag i nye bunker af affaldne gule og røde blade - forsøger at mane musikken frem fra tankerne. Ofte glemmer jeg at tænke, og musikken finder pludselig vej som et glimt af et blad, der langsomt daler ned.
Det er den mærkeligste stilhed, jeg nogensinde har hørt! Når bladene daler i forskelligt tempo omkring mig. Nogle falder vædefyldte hurtigt til jorden; mens andre danner en faldskærm af sig selv og uendeligt langsomt daler ned. Jeg står stille i krydset mellem to skovveje og ser alle de uendelige tempi af fald omkring mig. Scenen i stilheden har været der så tit i så mange efterår, og hver gang ser jeg det som lyden af fald i forskellige tempi og hastigheder. Det er altid inspirerende, og engang bliver det min musik; men lige nu passer det slet ikke ind i mine tanker, der forsøger at centrere sig om begyndelsen af tredje sats af ”La Mattina” hvor alting allerede er faldet og ligger og venter i bunden i to horn.

Jeg har svævet mellem tredje og fjerde sats, og først nu er jeg landet i den fjerde. Det har føltes som et problem, at jeg på den ene side har tænkt klaversolo og på den anden side tænkt orkester, og det er skrækkeligt, at det tog så lang tid – som til nu – at benytte og løse problemet, ved at skille klaveret og orkesteret fra hinanden. I fjerde sats spiller de slet ikke samtidigt, og jeg forsøger at skære snittene imellem dem, så man ikke konstant fornemmer adskillelsen som brud.

 I søndags holdt jeg foredrag om Proust i Det danske Proust-selskab, om Proust og musikken. ”På sporet af den tabte tid” vil altid være en sekundær kilde til mit liv og arbejde, så da jeg for et år siden af Politikken blev bedt om at pege på – og skrive om – et værk fra en anden kunstart end musikken, der har præget mig, blev det uden tvivlen til Proust’s roman.

 “Da jeg læste den, tog den næsten et år af mit liv. Siden har bogen dannet spor i alle de år, jeg har levet. Sat mig på sporet af mit eget liv. På sporet af både min tabte og kommende tid.
 

Denne mærkelige kæmperoman - hvis aktive handling stort set kan stå på en enkelt side i en notesbog – er et liv i sig selv. Et tilværelsens spejl som det må være umuligt at læse uden at blive fanget i dets originale balance mellem bevægelse og stilstand og det mylder af indtryk og billeder der hele tiden træder frem og viser sig at være spejlbilleder af læserens eget liv og tid. Talrige mennesker omkring mig er – uden at de har haft en anelse om det – blevet spejlet i de konturer der står tilbage som skygger af personerne i ”På sporet af den tabte tid”. Spøgelser der hele tiden får nye ansigter.
 

Jeg kan dårligt forestille mig noget fjernere fra min verden, mit liv og mit livssyn end de forkælede, forgyldte Guermantes-aristokrater i romanen, og alligevel står deres uendeligt langt og detaljeret beskrevne selskab i bogen tydeligere for mig, end næsten alle de fester jeg selv i helt ædru tilstand har været en del af. Der er heller ikke mange fællestræk fra min egen opvækst til romanfortællerens forfinede, overbeskyttede og tanteomklamrede barndom, og alligevel blander Deja-vu lignede landskabsminder sig fra min barndom sig med fortælleren, Marcels udsigt over Combray. 
 

I ”På sporet af den Tabte tid” opløses tiden. Ikke bare romanens tid - Ikke bare den tid det tager at læse den. Men bogens og læserens tid opløses til en særegen alkymistisk blanding, som man ikke bare kan slippe fri af igen. Det er også en musikalsk tid. Det uendelige langsomme tempo. Det pludselige temposkift. 10 minutter på 200 sider – 200 dage på 10 linier. Den har hos mig efterladt en kronisk påvirkning af fornemmelsen af tid.
 

”På sporet af den tabte tid” er ikke bare en fantastisk roman – et helt unikt kunstværk. Den er et af de mærkeligste og mest egenartede konceptuelle manifester kunsten nogensinde har frembragt. – For den er et koncept. Ikke et koncept for konceptets og eksperimentet skyld - Ikke en tom konceptfyldt gestus; men en verden, et helt liv fanget i historien om en mand, en forfatter, Proust, der gjorde sig selv til et kunstværk ved først at forsøge at leve et liv for derefter at lægge sig i sin seng og skrive hele livet (og mere til) ned.
 

Som sagt er selve handlingen i ”På sporet af den tabte tid” ganske enkel. Bogen beskriver fortællerens, Marcels iagttagelser igennem livet. Oplevelser af kærlighed – den barnlige forelskelse i Gilberte – den mere modne Marcels forelskelse i Albertine. Begge ulykkelige forelskelser fyldt med jalousi. I Marcels personlige oplevelser spejler sig så hele tiden lignede oplevelser af andre af bogens personer. I den første af bogens mange bind, ”Swanns Verden” finder vi en lille roman i romanen– historien om Swanns kærlighed til Odette, hans enerverende, trættende forelskelse og jalousi. En historie som er den ultimative gengivelse af forelskelsen blindhed og kærlighedens årsag til tvangshandlinger og vanetænkning (Jeg ER forelsket i hende – ligegyldig om jeg vil eller ej!). Da denne ukonstruktive blindhed bliver synlig for Swann udtaler han og Proust, den spiddende kommentar til forelskelsen: 
 

”At tænke sig at jeg, har spildt år af mit liv, at jeg har ønsket at dø, at jeg har haft min største kærlighedshistorie med en kvinde, som jeg ikke brød mig om, som ikke var min type!”

Swanns historie er den korte version af et liv der bliver beskrevet på fire niveauer i og omkring romanen. Swann lever livet. Marcel – fortælleren – iagttager livet. Marcel – forfatteren – skriver det ned. Vi – læserne – læser, vender tilbage til livet og bliver en del af romanens historie. 
 

”På sporet af den tabte tid” er også et vidunderligt musikalsk værk. Overalt er der musik. At læse Prousts beskrivelser af den fiktive komponist Vinteuils musik er en musikalsk oplevelse - En imaginær musikalsk drøm der klinger videre som ægte, magisk musik i vores indre. Hvis jeg engang skulle blive spurgt: ”Hvilket værk ville du gerne have skrevet?” – ville jeg måske svare: ”Vinteiuils Sonate for violin og klaver” Overalt i værket er der en ordenes musik - man må hele tiden have ørerne med, når man læser Proust. 

”Selv de fjerneste lyde, lyde der sikkert kom fra haver i den anden ende af byen, hørtes med så præcis en afrunding oven over denne stilhed der ikke sugede en eneste af dem til sig, at det var som om det indtryk de gav af at komme langt borte fra, ikke skyldtes andet end deres pianissimo udførelse, ligesom de dæmpede motiver der spilles så smukt af Musikkonservatoriets orkester, at man selv om man ikke går glip af en eneste tone, alligevel tror at de kommer fra et sted fjernt fra koncertsalen…..” 
 

Historien bag ”På sporet af den tabte tid” - Den verdensfjerne forfatter og fortæller - hvis snobbede liv og verden er sprunget ud af realismen og blevet ren surrealisme – hvis liv på papiret ender som en sørgelig parodi, da fortælleren, Proust lægger sig i sengen og skriver det allerede levede liv igennem – for syg til at leve ”rigtigt” – Den historie er måske enhver kunstners ultimative drøm. Drømmen om at få fred til at arbejde. Ligge i sin seng skabe – være fri for alt det der med at skulle tænke på at leve – bare skabe…”

(Bent Sørensen: Om “På sporet af den tabte tid”)

I forsommeren gik jeg ud ad en skovvej. På turen satte jeg melankoliens tænder i en Madelainekage af metal. En gammel traktor – en Massey Fergusson, der var placeret langs skovvejen. Pludseligt blev skovvejen til høstmarker i Vendsyssel, og jeg sad som barn på et lille sæde ved siden af min onkel, og troede jeg var vigtig for høstens gennemførelse. Ligegyldigt hvad der ellers sker med min klaverkoncert, vil der altid gemme sig et personligt minde i den om en augustdag i begyndelsen af tresserne og en sommerformiddag i juni 2008.

I
Hvis jeg en sen aften eller nat går tur i København - ser op, og ser de enkeltstående lysende vinduer lægge sig i et tilsyneladende tilfældigt mønster, tænker jeg altid på ”Under himlen”, og videre på om der mon foregår en opera deroppe. Når jeg gradvist lukker øjnene, mens de er vendt mod vinduerne, opløses lyset og bliver til lyden af musik.

II
I bogen om stederne danner parker og pladser ringe og cirkler af forfatterens vandringer. Han vender hele tiden tilbage til de samme steder (Det minder mig så meget om ”Sounds like You”!) for at genkalde sig de tidligere indtryk og lade dem møde nye. Af hans eget livs cirkler ligger den tydeligste markering omkring Skt. Petri kirke. Ikke blot på grund af den første nat under en lys himmel, men det var også der, han så hende forsvinde i dagslys.

III
Hvis jeg ubevidst tænker på en titel til et værk, hvisker min mund næsten altid ukontrolleret: ”Tre stykker for strygekvartet”. Mærkeligt! Strygekvartetten er det måske naturligt, at jeg tænker på – den vil nok altid være min evigt elskede; men det med ”tre stykker”, som er så aldeles anonymt og så meget mindende om noget man beder om i en kantine! Jeg tror, at titlen til dette ikke eksisterende værk går tilbage til en tidlig koncertoplevelse: Musiknytår ca. 1981 - Erik Jørgensens ”Stykke” for strygekvartet blev opført - den må jeg vel så underbevidst have forsøgt at overgå(tre for én!). Måske dækker det også over en længsel efter den abstrakte titel, som jeg kun kom tæt på i ”Symfoni”….. en titel, som jeg til gengæld – da jeg skrev værket - slet ikke opfattede som værende abstrakt!

IV
Rent en passant bemærker han at foruden yndlingsbeskæftigelsen med at spise radiser i solen på deres græsplæne, er hun mest glad for at diskutere. De bemærkninger og sætninger som andre bare lader glide lige igennem, skal hun hele tiden vende og dreje, stille spørgsmål til, stille spørgsmål ved. Ind imellem diskussionerne hvisker hun til sig selv. Han kan ikke høre, hvad hun hvisker; men han skal absolut høre hendes hvisken, for at være klar over, at den handler om ham og almen utilfredshed, og at der gennem hviskningen brygges en ny diskussion (Da han fortæller det, minder det mig om formen på min anden strygekvartet, ”Adieu”!).

V
Hvis jeg tænker på alt det her, er det fordi, jeg ikke kan finde koncentrationen til at skrive det, jeg rent faktisk skal skrive, og jeg derfor drømmer om stykker, der er så langt fra at være skrevet - drømmer mig til let tjente noder. Drømmekomponering! De værker jeg ikke er ved at skrive er langt lettere at skrive end dem jeg skriver på. Er de stykker jeg aldrig fik skrevet i virkeligheden mine bedste?

VI
Man er født med den musik man skriver og man kan ikke ændre den væsentligt (…og så er det ligegyldigt, om man selv kan lide den eller ej!). Ligesom man er født med en øjenfarve, en hårfarve, en hudfarve. Hvis man forsøger at skrive en anden musik, vil den lyde som synet af en mislykket silikonebehandling.

VII
For nogle dage siden hørte jeg om et land, hvor musiklivet var ved at forsvinde. I takt med denne forsvinden blev der samtidigt ansat flere og flere administrative medarbejdere for at følge musikken til døren. Eller værre – for at holde musikken fra døren. Efter at have hørt om det var jeg i tvivl om, hvorvidt det mindede mig om Finn Søeborg eller Franz Kafka! Skulle jeg le eller græde?

VIII
”Jeg så en ung kvinde forsvinde under en bro….dem der finder og læser denne note skal vide at jeg nu vender tilbage til broen - jeg er nødt til at følge efter hende og finde de mørke øjne hun vendte mod mig, da hun forsvandt!”
(Anonym note på offentlig opslagstavle)

IX
”Unge mennesker tager sjældent haven alvorlig. Der kræves tålmodighed og ydmyghed over for tilværelsens langsomme mysterium for at arbejdet i den skal have nogen mening, og de kvalifikationer er sjældne før fyrreårsalderen. Børn kan have dem, men de forsvinder så næsten altid i forbindelse med puberteten.”
(Lotte Möller: Havens Natur)

X
Livet, naturen og haven er fuld af cirkler – døgnet, året, livet. Måske koncentrerer man sig som både barn og gammel af vidt forskellige grunde om de mindre, de overskuelige, cirkler. Året frem for livet, og haven er god til at finde fornemmelsen af årets cirkel. Den større cirkel – livet, er nok mere for mennesker, der er midt i den og har nok af den på begge sider.

XI
Om lidt er det forbi! Om lidt er fyrrerne forbi, og jeg fylder 50 (…jeg skriver det, for - for første gang - at se hvordan det ser ud!).

XII
For to uger siden gav to af mine venner mig en fantastisk overraskelsestur på 18 timer! Sammen har vi nu mere end en sjælden solnedgang, og synet af én, der gerne ville tæt på vores frokost!

I lange perioder har jeg dyrket et morgenritual - at lytte til Bachs kantater! En kantate hver morgen til at stå op på – min ”Morgenbach”! I min melankolske periode – hvor jeg forsøgte at være ritualløs - lagde jeg Bach kantaterne væk, da de jo mindede mig om en masse, og alt, hvad der mindede mig om noget, blev forsøgt undgået; men for godt en uge siden stod jeg igen op til Bach – live! På Risør Kammermusikkfest hørte jeg ”Wir danken dir, Gott”. Koncerten var kl. 12.30, men på grund af den forudgående nats udstrakthed blev det morgen for mig. Med opførelsen i Risør kirke fik Bach lyst alle der sad i kirkerummet igennem med lyd, dag, liv og utallige håb, og selvom det for en komponist burde være svært med Bach, fordi han kan udstille hvor ret meningsløse alle andre komponister er, var og vil være, så lukkede han denne forsinkede morgen op for en fornemmelse af lykke. Jeg er nu klar til at gå tilbage til mit morgenritual, og har netop denne tirsdag morgen indtaget min ”Morgenbach”.

Senere samme dag vender jeg tilbage til Risør Kirke. Thomas Quasthoff synger Schuberts ”Im Frühling”, og da jeg fra koncerten går gennem den smukke hvide by, Risør, kan jeg stadig mærke efterbyrden af mine sjældent tårefyldte øjne og mine ukontrollerede nakkehår hænger stadig fast i skjorten. Musik kan komme frem til dig i koncertsalen, så du føler dens nærhed, men når den kommer en tak videre frem, kan den hente dig ned på scenen og suge dig med ind i lyden. Jeg går hurtigt af sted i de hvide gader! Lykkelig – både over miraklet på scenen og over at der rent faktisk ER andre komponister end Bach.

Bach, Schubert og det hele afsluttes med Ligetis violinkoncert med Christian Tetzlaff! Det er let at være lykkelig på Risør Kammermusikkfest, og det er lykken der binder Risør Kammermusikkfest sammen. Den ægte tro på at lykken i livet kan findes inde i musikken – at lykken og livet kan mærkes når musik skabes og høres.

(10 frivillige hviskere i Risør til uropførelse af ”Kirschgarten” – 10 frivillige ghettoblasterspillere i aften til uropførelse af ”Liebster” i Christianskirken i. Det begynder at ligne noget – en tanke jeg må tænke over. 10 kirsebærtræer i Risør – 10 engle på Christianshavn. Begge steder fungerer det, som jeg havde tænkt det. Det gør mig glad (og rastløs!), men det mest overvældende er, fornemmelse af at også frivillige kan sætte liv i mine nakkehår!)

Det har virket rastløst de sidste dage.
Faren ved at skrive på mere end et stykke af gangen er, at man hele tiden har dårlig samvittighed over for det stykke, der ligger hen uden at få opmærksomhed. Man kan føle, at man til stadighed må række ud efter det, man har lagt fra sig, og når man rækker ud, mister man grebet, om det man havde fat i. Rastløsheden avler dårlig samvittighed, der avler koncentrationssvigt, der avler mangel på inspiration, der avler rastløshed!
Jeg har lagt ”Sounds like You” væk og vil ikke gribe ud efter det en tid. Helt sikkert ufortjent har jeg haft fornemmelsen af, at det værk har været med til at degenerere min koncentration de sidste dage; men heldigvis kan jeg nu mærke, at det lille korstykke, der i øjeblikket ligger på tegnebrættet, er på vej til, at få mig til at forsvinde i den koncentration jeg har brug for. Teksten er af Pia Juul. For lang tid siden faldt jeg over billederne i digtet, der mindede mig om min musik; men først på det sidste er jeg blevet rigtig opmærksom på dets melankoli og den opdagelse genererer heldigvis mere koncentration end melankoli.
I en kæmpe bunke ved siden af mit skrivebord ligger notaterne til klaverkoncerten. Jeg kan mærke at den kommer tættere på (”..men hold nu fast i koret!…og bliv nu færdig med det indlæg!”).

Danskhed, danskheden er den grimmeste og værste ”ordstamme” i Danmark. Det klinger af ”selv” – selvhed, selvracistisk, selvfed, og det er så frygteligt indelukket – Vi er så indelukkede, at vi ikke engang kan bruge ord som ”svenskhed”, ”norskhed”, ”engelskhed”  og ”tyskhed”! Der er ikke andet end danskhed - En svedig netundertrøje og et smukt rødt flag med et hvidt kors, som danskheden drukner i danskhed.

Jeg trodser alle musikalske tørklædeforbud ved at lægge Bruckner bag slør. Ved afslutningen af sjette del af ”Sounds like You”, går musikken i stå og ender i et tæppe af hvid støj. Bag den støj dukker et glimt af Bruckners sjette symfoni op. Et andet krakeleret glimt af symfonien lægges oven på det første, og det hele forsvinder igen ind i den hvide støj – ind bag sløret!

Da syvende del af ”Sounds like you” indikerer en ny koncert, hvor ”Kvinden” og ”Manden” – hver for sig - er tilbage i koncertsalen igen, for at høre det samme stykke musik – ”Exit Music” som i sin tid bragte dem sammen; markerer Bruckner-citatet - på en ret konkret og ikke særlig poetisk måde, at der også bliver spillet andet end ”Exit Music” ved koncerten.

Lidt mere poetisk er brugen af Bruckner både en hyldest til en af mine ynglingssymfonier (Jeg har vist aldrig citeret på den måde før!), og frem for alt en inspireret, konkretiseret kommentar til nogle overordnede tanker bag ”Sounds like You”.

(Hvad bliver der tilbage af Bruckner ?)

For 2-3 år siden var jeg i Frankfurt i forbindelse med en opførelse af ”Symfoni”. Efter generalprøven blev jeg interviewet til radioen i et lille rum, der var placeret, så man fra et vindue kunne se ud over koncertsalen, hvor prøven netop havde fundet sted.

På et tidspunkt skulle intervieweren hente et eller andet, og jeg sad alene og kiggede ud af vinduet. I koncertsalen kunne jeg se de efterladte kontrabasser, nodestativer, de tomme stole, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på om musik bare forsvinder eller om der stadig er spor efter den efter den er blevet spillet – Som en lugt der efterlader et spor af duft!

Efter interviewet – hvor jeg i øvrigt var så optaget af mine ”nye” tanker, at det kom til at fylde det meste af interviewet - gik jeg ned i salen for at hente den jakke, jeg havde glemt. Inde i salen var der helt stille, og jeg lyttede efter om der skulle være enkelte spor tilbage af min ”Symfoni”, eller andre af de utallige musikstykker der havde været spillet i dette rum. Var der en spøgelsesmusik der stadig var i live ?  Et eller andet hørte jeg – eller min fantasi hørte det. Måske ikke musik – men lyden af musik der forsvinder! (Hvordan lyder musik der er forsvundet?)

Hvor forsvinder musikken hen, når den er blevet spillet? Lyden forsvinder vel ikke bare ned i et skrevet partitur, for som Aladdin’s ånd at stå op igen når hænder, instrumenter, stemmer og dirigenter berører partituret på den rigtige måde.

Det er mærkeligt, men måske er det en af de største kræfter, der driver mig til at skrive musik - Længselen efter at forstå hvor musikken forsvinder hen, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere bevidst om det og forsøger at fange og indramme gåden i værk efter værk.

Musik vil altid – mere end nogen anden kunstart – pirke til gåden og uforståeligheden i altings forsvinden og ophør!

(Hvad bliver der i det hele taget tilbage af alt det der forsvinder?

Er der ikke en forbindelse mellem det der er tilbage når alt er væk, og det der aldrig nogensinde kommer frem? Hvor er alt det, der ikke er mere, og det, som aldrig blev, blevet af?)

”What remains”

(Sarah Mann: ”What remains”)

”Når det forholder sig sådan, at vi kun kan udleve en lille del af det vi har i os – hvad sker der så med resten ?”

(Pascal Mercier: ”Nattog til Lissabon”)

”Jeg ser for mig stilhed som et rum. Vi er vant til at se stilhed som et fravær af lyd, men alligevel er rummet ikke tomt. Der sker noget i stilhedens rum. Det er et rum hvor jeg, netop fordi det er stille, kan opfatte lyden af noget jeg ikke hører i støjen.”

(Elisabeth Løvlie: ”Stilhed og støj”)

”Hvordan kan man høre en lyd der ikke mere er?

(Peter Asmussen: ”Sounds like You”)

Jeg finder flere sammenhænge, som jeg kan fundere over. Når jeg fotograferer, fanges jeg altid af motiver, der søger hen eller ind til noget andet, man ikke kan se hvad er. Tunneller - veje man kan se langt ud af, men ikke hvor de ender - åbne døre bag vinduer. Jeg søger det, jeg ikke kan se. Noget inde bagved! Noget derude!

Det er det samme jeg søger i min musik. Noget inde bagved musikken! Noget inde bagved stilheden.

(Hvad findes der derude – uden for vinduet, bag de grønne buske?)