(27. december 2008)
Et møde - og pludselig bliver ”Sounds like You” synlig.
Jeg går fra mødet med en fornemmelse af en ny friskhed. Med instruktion, teater og alt det visuelle foran sig er ”Sounds like You” slet ikke født endnu. Værket har sin egentlige fødsel til gode. Der er stadig håb, og der er stadig noget at se frem til.

”En tøven før fødslen. Findes der en sjælevandring, så er jeg end ikke på det nederste trin. Mit liv er en tøven før fødslen.”
(Franz Kafka: Dagbog 24. januar, 1922)

(15. januar 2009)
Jeg mødes med Point 4, fire norske musikere, der aftenen i forvejen har improviseret over ”Funeral Procession” ved en koncert på Schæffergården. Vi diskuterer og de spiller. Jeg har inden mødet prøvet at finde de glimt i værket, der rummer hele dets egentlige identitet, og vi prøver at lade de identiteter farves af musikernes spontanitet - deres og mine tanker forbindes i en fin atmosfære. Det værk, de spiller, er helt nyt og fødes på stedet, og alligevel kan jeg hele tiden høre sporene af ”Funeral Procession”, der danner en horisont – et i forvejen krakeleret billede, der nu bliver yderligere krakeleret.
Det bedste, der kan ske, er, at ens musik bliver brugt og gerne misbrugt en smule, som den her misbruges på en fin og følsom måde, og når den kan holde til det her, kan det holde til næsten alt, og den skal kunne holde til meget for at være holdbar. Jeg er så glad for at musikken kan bruges og dybt berørt af tanken om at nogle fantastiske musikere fra jazz og klassisk har brugt utallige aftner på at øve sig i at improvisere over min musik. Jeg ender med at synes, at deres version er bedre end mit eget værk - og så kan det værk oven i købet fødes mange gange endnu.

”Jeg er så tæt på at være ufødt som man kan
uden ikke at være”
(Thomas Boberg: Pelikanens flugt)

 (19. januar 2009)
Jeg begyndte et nyt år med et gammelt stykke. Næsten hver morgen stod jeg uhyggeligt tidligt op og arbejdede lidt på tredje sats af ”Schreie und Melancholie”. Jeg æltede tonerne og skrev det hele igennem igen, så det nu er kommet ud i en version, hvor den ene af violinerne fra strygekvartetten er borte, og satsen er blevet  til en ny sats, et nyt værk for strygetrio. ”Lugubre Gondola” - en barcarole – og endnu en forsinket drøm om Venedig.
Titlen havde det, inden det blev skrevet. I strygekvartetten har jeg forsigtigt brugt lugubre som karakterbetegnelse, og jeg husker, at den allerede dengang var lige ved at hedde ”Lugubre Gondola”. Som da jeg skrev strygekvartetten i 1995 lytter jeg ind imellem i disse tidlige morgentimer til Claus Johansens inspirerende radioudsendelsesserie om musikken i Venedig (Jeg anbefaler den; men man kan vist ikke finde den på nettet!). Jeg er overrasket over, at jeg kan gøre det her så mange år efter i de kulsorte januarmorgener, så jeg klarer mig vist gennem resten af måneden uden melankolien!

”Endnu ufødt, og allerede tvunget til at eksistere, at gå omkring i gaderne og tale med mennesker”.
(Franz Kafka: Dagbog 16. Marts, 1922)

(19. Januar 2009)
Jeg mødes med Jens E. Christensen i Christians Kirken på Christianshavn. Han har indstuderet mit lille orgelværk ”Lais” fra 1985 og spiller det fremragende for mig.
Bagefter sidder vi i kirkens tusmørke og diskuterer værket. Mens jeg lyttede til værket, faldt jeg over nogle toner og gestiske udbrud, som jeg aldrig ville have skrevet i dag. Jeg foreslår vi fjerner dem, men heldigvis holder han fast på dem, og hindrer mine nu mere modne ører i at bestemme over det lille barn, der dengang blev skrevet ned på papir af en ung mand, og jeg hører og forstår nu – 24 år forsinket – bedre, det den unge mand skrev dengang.

”Kan han ikke? Øjne, der gør ondt. Øjne, der gør ondt lige nu, indefra. Mens hun venter på, at han skal fortælle hende, hvad det er der sker. Herregud. Åh, herregud. Du er ved at blive væk for dig selv, kunne han sige. Du er ved at blive væk i en døende mand. Du er ved at blive væk i et blomsternavn, du ikke har hørt før. Eller stilheden i en aften, hvor alle taler. Ordet rhododendron. Det ukendte eller det nye eller det gamle eller det kortvarige, især det kortvarige. Især. Hvad ved man? Om hvor meget der kan nås på hvor kort tid. Om for sent og for tidligt og endnu ikke og aldrig. Og mørket bag stjernerne, smerten bag øjnene. Hvad ved han?
- Jeg var på vej hjem, siger han.”
(Juliane Preisler: Privatpersoner)

 (20. januar 2009)
For et par et par uger siden kom der hul igennem til fortsættelsen af fjerde sats af klaverkoncerten. For lang tid siden gik jeg i stå på et sted, som jeg aldrig syntes at kunne komme videre fra. Jeg læste igennem, lyttede igennem, spillede igennem, men hver gang stoppede jeg det samme sted. Jeg lagde det bort og tænkte, men fik ingen tanker, og prøvede at adsprede mig ved at skrive noget helt andet, for så at forsøge at overraske barrieren ved pludselig at vende tilbage til det forbandede sted. Jeg tænkte også på Wagners råd til en ung kollega om at finde en persons ledemotiv i en opera, ved at lukke øjnene og så forestille sig personen langsomt åbne munden, og gennem dette syn lytte til - og fange - den musik, der kommer ud af en fiktiv mund. Pludselig brød jeg igennem barrieren, og venter nu bare på den næste forhindring.

(Det går hurtigt fremad med tredje sats. Så hurtigt, at jeg ikke kan skrive om det – og næsten ligeså hurtigt, som det umenneskelige hurtige tempo, musikken skal spilles i.)

Nodepapiret stammer tilbage fra 1991. Da fik jeg fremstillet en master i A2 format med 52 nodelinier, og alle værkerne i stort format –  ”The Echoing Garden”, ”Sterbende Gärten”, ”Symfoni”, ”La Notte”, ”Under Himlen”, ”Den Lille Havfrue” og ”Exit Music” er siden skrevet på den type papir.
Da jeg begyndte på ”Sounds like you”, bestilte jeg en ny portion – 3000 tusind ark - kopieret fra den samme master;  men jeg har trykkeren mistænkt for at have lagt et par tusind oveni. I hvert fald virker det som om bunken slet ikke er sunket, og når jeg skæver til bjerget af ubrugt nodepapir, virker den helt skræmmende, og jeg tænker, at man skulle tro, at jeg havde en tre – fire helaftensoperaer i mig endnu.

”Selv de simpleste Mekanismer nægter at fungere. Min Fyldepen, et Stykke Værktøj, der er uundværligt for mig og som skulle være af nogenlunde simpel Konstruktion, opfører sig ikke som en Fyldepen plejer van. Den vil ikke lade sig fylde. Jeg har i Aarenes løb ejet en halv Snes af Slagsen, og ingen af dem ville. Jeg har arvet en Fyldepen, som havde fungeret upaaklageligt et Aar – første Gang, den i min Ejertid løb tom, nægtede den at suge. Den blev repareret og kom tilbage med fuld Sæk, og første gang, den igen løb tom, nægtede den at suge. Nu dypper jeg.
Een af mine Fyldepenne hadede mig i den Grad – med et ubesjælet had, naturligvis – at den begik Selvmord. Den gav sig til at brænde. Ikke for Øjnene af mig, men bag min Ryg. Det var en Vinterdag, jeg havde rejst mig fra mit Arbejdsbord og var gaaet hen til Vinduet for at kigge ud i Sneen og slappe lidt af. Bag mig hørte jeg en hvæsende Lyd, omtrent som naar et stort Bundt Kinesere fuser af, uden Knald. Da jeg vendte mig, laa Fyldepennen og glødede, i en modbydelig, stinkende Damp. Jeg blev bange for den og smækkede Vinduet op og fik Fingre i Uhyret og smed hende ud i Sneen. Hold øje med de Sataner”.
(Frank Jæger: Drømmen om en Sommerdag)

Et væsentligt værktøj er viskemaskinen. En lille aflang ting, der minder om en næsehårsfjerner eller noget fra en avanceret sexshop og lyder som et modbydeligt tandlægebor. Det værktøj ændrede mit liv( Det gjorde i hvert fald livet nemmere!), da jeg anskaffede det for 12 - 13 år siden. Med viskemaskinen kan man fjerne den mindste prik på papiret, uden at det hele snaskes til i udtværede blyantsspor. Viskemaskinen kører på batterier. Det samme gjorde en blyantspidser, jeg i en årrække hårdnakket forsøgte at gøre til en del af arbejdsværelsets fællesskab, men som nu er fyret. Maskinen spidsede blyanterne til døde, og jeg er for evigt vendt tilbage til min håndtagsdrevne blyantspidser.
Et arbejdsliv uden de små maskiner, de rigtige blyanter, tegnetrekanter og den lange lineal er umuligt at forestille sig. Det er et mareridt når redskaberne bryder sammen og et rent helvede, hvis et af redskaberne efter dets sammenbrud viser sig at være gået ud af produktion, og derfor ikke kan erstattes.

”For years I have looked for the perfect pencil. I have found very good ones but never the perfect one: And all the times it was not the pencil but me. A pencil that is all right some days is no good another day. For example, yesterday, I used a soft and fine and it floated over the paper just wonderfully. So this morning I try the same kind. And they crack on me. Points break and all hell is let loose. This is the day when I am stabbing the paper. So today I need a harder pencil at least for a while. I am using some that are numbered 2 3/8. I have my plastic tray you know and in it three kinds of pencils for hard writing days and soft writing days. Only sometimes it changes in the middle of the day, but at least I am equipped for it. I have also some super soft pencils which I do not use very often because I must feel as delicate as a rose petal to use them.”
(John Steinbeck, fra brev til hans forlægger.)

Jeg har været nødsaget til at skifte blyantstype tre-fire gange. Mine oprindelige ”Skoldungen-blyanter” gik ud af produktion, og af et par omveje er jeg nu nået frem til, at en bestemt ”Staedtler – blyant” er den mest optimale. Jeg spidser ca. 60 blyanter af gangen. De skal være helt spidse, for at jeg kan bruge dem. Halsene på noderne skal være de tyndeste, og skal derfor tegnes med den helt spidse blyant. I en krukke til højre for mig står de mange spidse blyanter, og efterhånden som de bliver brugt og spidsen flades ud, bliver de flyttet til en anden krukke, der står til venstre for mig. Når den krukke så er fyldt, må jeg i gang med at spidse alle blyanterne igen. Jeg kan mærke min arbejdstempo på intervallerne imellem, at jeg må krybe til blyantspidseren.
Bevægelsesmønsteret med at tage blyanten op af krukken, bruge den og sætte den i en anden krukke, er af en eller anden grund det mest interessante ved mit arbejde. I hvert fald er det det bevægelsesmønster, der altid skal filmes, når man vil filme fra mit arbejdsværelse (Musik skal vist i virkeligheden skrives på computer. En verden fri for krukker med blyanter.).
Jeg har bevaret en enkelt blyant fra min første tid. Der er nu kun halvanden centimeter tilbage af den. Det er den bedste blyant, jeg nogensinde har haft, men den har nok kun en enkelt node i sig endnu, så hvis jeg en dag er sikker på, at jeg skal til at skrive den bedste node nogensinde, vil jeg andægtigt spidse den sidste rest af den lille perle af en blyant, og lade den få lov til at sætte noden på papiret – som det sidste den gør inden den går til de evige blyantsmarker.

 (Engang – da jeg var helt ung – fik jeg at vide, ”Bent, du har jo så let ved at komponere!” – siden har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at gøre det så besværligt som muligt!)

 Tidstristessen omkring nytår overgås kun af tidstristessen omkring fødselsdagen. 31. december og 1. januar er melankoliens internationale kampdage!

I

I slutningen af sidste uge samlede jeg de indskrevne sider sammen, lagde dertil de allerede færdige skitser, tog lommeregneren frem og fandt ud af, at værket allerede varer godt femten minutter. Og i virkeligheden synes jeg slet ikke, at jeg er begyndt endnu!
Jeg skal skrive slutningen af tredje sats, som skal lægge spor af en kommende sidste og femte sats ind over ekkoer af anden sats. Der er en masse spor i det jeg har skrevet som fører fremad. Sporene vil være gemt for alle andre, og i et øjebliks desperation bliver jeg bange for, at de ikke blot er gemt for andre, men også gemt for mig og derved glemt.

II

”Kongens have i december. Nu kan man se alting – se igennem hele haven, hvor alle gemmestederne er borte. Alle buskene, som de elskende gemmer sig bag om sommeren, ligger nu til frit udsyn, og havens besøgende bevæger sig som mørke skygger i dagens evige tusmørke. På bænkene kan man sætte sig, mærke skridtene komme nærmere og blive mindet om alt det liv, der er gået.”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”.)

III

”I sommer lå folk
og solbadede her.
Nu er her køligt
men stjernerne er også sole
og på deres planeter skinner solen måske nu.
Tågen er meget lidt tåget
den hænger mellem træerne
ledning for tynde tanker?
Træernes blade er flest på jorden
visnede
genforenede
endnu engang.
Nu på vej til muldstadiet.”
(Michael Strunge: Livets hastighed)

IV

Det var galt lige med det samme, og allerede da de landede i lufthavnen efter deres bryllupsrejse, var de i princippet fraskilte. Han blev mere og mere indelukket  og er i virkeligheden aldrig blevet lukket op siden.
Først et halvt år efter fik han det sagt, og det oven i købet i den lille have, hvor de første gang havde elsket med hinanden (Eller måske var det netop fordi de sad dér, at han kunne sige det.). Hun rejste sig og sagde: ”Det er altså kun den 17. December; men man skulle fandeme tro, at du troede, at det var juleaften.” Derefter gik hun uden at vende sig om. Siden er han kommet i haven mange gange, og hver gang kigger han ned på stenene og jorden og bilder sig ind at kunne se de skjulte spor af hendes sko.

V

”Och hur det liksom
börjar spela sakta
bakom hotellrummets tapet

En Musik för vissna löv
och knackningar på rören

 till minne av små fötter som drog bort…..

Och genom den flottfläckade tapeten
hörs som svaga sånger. Genom tapetblommorna
vaggar liksom genomskinliga
kroppar, växer ur de bleknade tapetrosorna

ett snöskuggsflackande ödsligt fladdrande folk
knappt hörbart plötsligt upphörande, isblått, kallt, trasigt, upplöst”
(Tobias Berggren: De ur alla minnen fallna(S.D.Sandström: Requiem))

VI

Søndag morgen gik jeg ud i haven. I et af birketræerne så og hørte jeg spætten, der hakkede den samme lyd frem, som jeg netop skulle skrive ind i partituret – lyden af claves. Det ærgrede mig lidt, at jeg allerede for lang tid siden havde besluttet mig for den lyd, og altså ikke nu kan påstå, at lyden er inspireret af en spætte i et birketræ d. 21. december 2008. Lyden kunne have været et gemt spor af en spætte; men er altså et gemt spor af noget jeg ikke ved hvad er – måske en anden spætte et andet år, en anden dag.
 

Hvert år ved denne tid beslutter jeg mig for at holde juleferie, men hvert år bliver det ikke til noget, og i stedet sidder jeg foran skrivebordet fra morgen til aften - fra jul til nytår. At holde ferie er åbenbart bare at kunne arbejde mere (Deadlines burde holde ferie!).

Jeg skar væk og skar væk. Takten (takt 27 i tredje sats) blev så ren, at der blev plads til en lille trille i fløjten, der gav stor mening som en skygge - som en øjenskygge der først giver mening, når det gamle udflydende lag mascara er borte.
Trillen i fløjten afstikker nye begrænsninger af veje mod målet, men giver også nye muligheder og åbenbaringer.

I slutningen af  tredje sats – som er et præekko af  femte sats forestiller jeg mig at alle orkestermusikerne udelukkende skal spille på claves – træstykker der slås mod hinanden. En mærkelig dogmatisk begrænsning at sætte, som jeg sikkert bløder og bryder op, når jeg når så langt.

Giv musikken til vores børn

En lang arbejdsdag gik primært med at finde ting, der var blevet væk. I timevis ledte jeg efter et nodeark, som jeg var sikker på indeholdt en væsentlig nøgle til fortsættelsen. Da jeg endelig fandt det famøse ark, havde dets betydning og vigtigheden af dets fremskaffelse nået helt urimelige højder – alt var på det beskedne ark; men da jeg så endelig kunne nærlæse, hvad der stod på det krøllede stykke papir, viste det sig, at det ikke kunne bruges alligevel, og hele dagen var spildt på en illusion, der blot begrænsede min arbejdsdag i urimelig grad.
Undervejs måtte jeg også et par gange lede efter mine briller, og jeg har nogle gange på fornemmelsen, at jeg kunne skrive fantastisk meget mere, hvis jeg ikke altid skulle lede efter de forbandede briller. Måske skulle jeg spilde noget tid med at regne ud, hvor mange timer jeg i alt har brugt på at lede efter den slags forsvundne banaliteter; men det vil nok gøre mig unødigt deprimeret, hvis jeg finder ud af, at jeg har brugt mere tid på at lede efter briller, end jeg har brugt på at komponere en klaverkoncert.

På et møde i København skal jeg fortælle om ”Sounds like you”. Mens jeg taler, taler jeg over mig og siger ting, jeg egentlig ikke havde tænkt før. Det er rigtige ting, men da jeg i hast forlader mødet, bliver jeg pludselig i tvivl, om alt, hvad jeg sagde, er i partituret eller vil være umuligt at få frem, klargjort på grund af partituret. Under alle omstændigheder er det begrænset, hvad jeg kan gøre ved det nu.

””Han har jo ikke noget på, er der et lille barn, der siger, han har jo ikke noget på!””
(H.C. Andersen: Kejserens nye klæder)

Det er det sædvanlige! Jeg går i stå midt i en takt – fornemmer, at det jeg skriver mangler koncentration og inspiration. I princippet kan jeg godt gå videre, men alle skridt, jeg tager, vil fra nu af være påvirket af, at de står på et fundament, af noget der kun er godt men ikke godt nok – noget der ikke har tøj på – eller noget der kun er tøj uden krop og liv. Jeg gennemskuer det, og først når jeg accepterer gennemskuelsen og forlader takten, sletter den eller finder den kerne, som inspirationen fødte, bliver fortsættelsen meningsfuld.

” - So, who left who?
- She left me.
- Why?
- She saw through me
- Ah, Ah – thats not good!”
(Julia Roberts/Hugh Grant: Notting Hill)

Det er det sædvanlige! Jeg er gået stå – eller jeg ved endnu ikke, om jeg er gået i stå eller bare ikke kan tage mig sammen til at gå videre. Der mangler noget, for at jeg kan fortsætte, og om det er energien (”tilsammentagningen”) eller inspirationen kommer egentlig ud på ét, for de to ting er jo i virkeligheden to sider af samme sag. Hvis jeg ikke tager mig sammen, kan inspirationens arm ikke nå mig, og hvis jeg ikke er inspireret, kan jeg ikke tage mig sammen til noget som helst.
Jeg samler – som sædvanlig - i forholdsvis tilfældig orden - alle mine notater sammen til en bunke og kigger dem alle grundigt igennem - læser side op og side ned og forsøger at gennemskue hver eneste note, hver eneste node - anstrenger mine øjne – higer og søger. Efterhånden som hvert ark bliver vendt, bliver alt kasseret; der gemmer sig ingenting i de notater, og fra at det er mig, der forsøger at gennemskue notaterne for at finde en mening, bliver det nu notaterne, der gennemskuer mig og fortæller mig, at der absolut ingen mening er.
 
En dag henter en god ven mig og kører mig til Amager for at få foretaget en såkaldt Vegatest, med efterfølgende homøopatisk behandling af bla. min søvnløshed. Det er jo i virkeligheden slet ikke mig, og et eller andet sted fornemmer jeg, at jeg vil være i stand til at gennemskue testen, og nøgternt kunne fortælle mig selv bagefter, at det hele er hokus pokus; men gradvist begynder jeg at tro på det. Hvad jeg i sidste ende vil tro, vil tiden vise, men i tiden lige før og under konsultationen er det ikke mig, der gennemskuer testen. Det er mig, der er angst for at testen gennemskuer mig! At den på computeren – som jeg ikke kan se – optegner alle mine synlige og skjulte dårligdomme - at den nøje gennemskuer min krops evige forfald og præcist vil sætte fingeren på mine skavanker og fordærvede levned.

”Der er altid noget at gennemskue hos alle. Eller: Der er intet at gennemskue hos nogen. Om man gennemskuer eller ej afhænger af indstilling og kyndighed hos den der oplever – men mest indstillingen. Som musiker er kunsten så at være så overbevisende, at indstillingen hos lytteren bliver: ”Dette vil jeg gerne opleve – uden forbehold. Her føler jeg mig tryg.” At skabe betingelserne for oplevelsen. Kan man det, ønsker lytteren ikke at gennemskue og gennemskuer derfor ikke. Og så er det som det skal være.

(Michala Petri, e-mail, 13. august 2008)

Det er nat, og jeg går ud i haven. Det hele er mørkt, men jeg kan kigge ind til lyset i mit arbejdsværelse og se videre ud til mørket på den anden side af huset gennem vinduet i rummet ved siden af. Natten minder mig om ”Symfoni” – arbejdet på det værk foregik mest om natten, og netop det at stå i haven hænger på en eller anden måde sammen med de høje istappeagtige glissandi i begyndelsen af ”Symfoni”. Et lille irritationsmoment er, at jeg her og nu også fornemmer, at denne nat hænger sammen med min klaverkoncert, som jo skal ”handle” om morgen. Skal jeg blive oppe, arbejde videre og vente på morgenen?
Mens jeg kigger ind til lyset over mit arbejdsbord, fornemmer jeg, at al kunst jo ”handler” om natten, om mørket som man ikke umiddelbart kan se igennem; men som på en eller anden måde må finde ind til lyset og livet, måske ind til en lampe over et arbejdsbord. Er dagen og lyset livet – er natten og mørket kunsten?

”tommere bliver det
næppe
en have om
natten”
(Pia Juul: i brand måske)

Da jeg var en yngre komponist, var jeg altid lidt bange for at sende Cd’er og bånd med min musik til andre, så de ville kunne høre den uden mit opsyn. Jeg følte nok, at jeg burde være tilstede, når de hørte musikken – være klar med undskyldningerne, og var vel bange for, at de gennemskuede den, og at min tilstedeværelse ville kunne hindre denne gennemskuelse (Lidt ligesom man som teenager klistrer til rivalen – selvom man for længst har tabt til rivalen i kampen om den udkårne; men stadig håber at kunne aflede opmærksomheden fra nederlagets grund). Nu håber jeg blot, at jeg gennemskuer musikken før alle andre.

Der er så mange ting, jeg burde gøre, at jeg opgiver at gøre nogle af delene. I stedet bruger jeg tiden på at skrive det.

”Det irriterer mig
at livet går.
Det vil sige
det bekymrer mig ikke
væsentligt.
det er bare
hvert øjeblik
et lille prikkende halvbevidst
irritationsmoment.”
(Poul Borum: MOD (Ib Nørholm: A Discourse of Time))

 I virkeligheden er al tid jo spildt, når den er gået.

 ”Die Guten gehn im gleichen Schritt. Ohne von ihnen zu wissen, tanzen die andern um sie die Tänze der Zeit.”
(Franz Kafka: Fragment (György Kurtag: Kafka-Fragmente.))

 En dejlig lang arbejdsdag. Alt smelter sammen, og jeg bliver fanget ind af nogle faldende linier, hvor selv de to horns enkle - og på papiret helt forenklede – linie giver mening. Da jeg sidst på aftenen kommer tilbage til det, jeg skrev, ser og hører jeg, at jeg i virkeligheden kun har komponeret otte takter, hvoraf jeg kun er helt tilfreds med én – alligevel er jeg glad.

 ”Det er her, Nyhedens kurtisaner tager fejl. De ved ikke, at de i situationer, som Historien sætter i scene, kun er belyste i de allerførste minutter. Ingen begivenhed er en nyhed i al den tid, den varer, men kun i et ganske flygtigt tidsrum, i den allerførste start. De døende børn i Somalia, som millioner af seere kiggede grådigt på, dør de ikke længere? Hvad er der blevet af dem? Er de blevet tykkere eller tyndere? Eksisterer Somalia endnu? Og, når det kommer til stykket, har det nogensinde eksisteret? Kunne det ikke bare være navnet på en luftspejling?
Den måde man fortæller samtidens Historie på, minder om en stor koncert, hvor man ét efter ét ville opføre alle Beethovens et hundrede otteogtredive opus, men sådan at man kun spillede de første otte takter af hvert. Hvis man gentog koncerten efter ti år, ville man ikke spille andet af hvert stykke end den første tone, altså et hundrede otteogtredive toner under hele koncerten, præsenteret som én melodi. Og om tyve år ville hele Beethovens musikværk være reduceret til én eneste meget lang og skarp tone, som ville minde om den uendelige og meget høje tone, som han hørte den første dag af sin døvhed.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

 Der er en liste af ting, der skal med i satsen. En masse små glimt af lyd, som jeg ved hænger sammen. 
En lille melodi – spillet af klaveret, der skal svæve som en fugl over det dybe brummende orkester, faldende som et blad, der langsomt daler ned fra himlen, og som ind imellem synes at lægge sig på usynlige plateauer. Melodien minder med sin medfødte naivitet om noget fra et børneprogram spillet på et legetøjsklaver. Den musik skal med sammen med noget helt andet, jeg ved den hænger sammen med, uden at kunne finde ud af hvorfor.
Det hele handler om at skære hver eneste lille idé ind til benet – få al det overflødige skrællet væk, så hvert eneste glimt bliver så nøgent, at det er klart til at blive klædt i hvad som helst.   

 ”Von einem gewissen Punkt an gibt es keine Rückkehr mehr. 
Dieser Punkt ist zu erreichen.”
(Franz Kafka: Fragment (György Kurtag: Kafka.Fragmente.))

 Fra begyndelsen kan musikken tilsyneladende tage alle mulige forskellige retninger. I mine bestræbelser på at finde det egentlige og rigtige i musikken, lukker jeg en masse døre for at skabe begrænsninger for musikkens vej fremad, for jeg ved, at der fra et hvert sted i virkeligheden kun er én rigtig vej. Samtidig med at jeg lukker dørene, dukker der nye hemmelige døre op, som jeg enten må lade musikken passere – selvom den gerne vil ind bag nogle af dørene, eller flå døren op og smide musikken ind af den – for at se hvordan den reagerer. En af de hemmelige døre gemmer måske på den rigtige vej fremad, og hvis jeg passerer en dør for meget, bringer jeg musikken på sporet af en blind vej, og må hele vejen tilbage igen og finde den hemmelige dør til musikkens håb. Det er en besværlig labyrint.

 ”At leve den poetiske Logik er at overgive sig til sin Følelses Sandhed.”
(Paul la Cour: Fragmenter af en Dagbog.)

 I de sidste dage har jeg igen og igen lyttet til Kurtags Kafkafragmenter. Der er ingen sammenhæng mellem det værk og min klaverkoncert. Alligevel vil de i mig være forbundne af en slags erindringens logik. Det er mærkeligt på forhånd at vide, at når jeg om et halv år forhåbentlig sidder og lytter til uropførelsen af min klaverkoncert, vil begyndelsen af tredje sats – uden at nogen vil kunne forstå det - i mig genklinge af mindelser om Kurtags mesterværk.

(For første gang i dette bloglignende forløb er jeg nødt til at forklare titlen på et indlæg. Ordet egentlighed klinger for mig i to verdener. Dels klinger det i en meget lærd Heideggeragtig verden i nærheden af væren og ikkeværen, men langt smukkere klinger det i en anden retning – i den barnlige verden, hvor ordet minder mig om børns vidunderlige sammenstillinger og ændringer af ord. Engang kunne en af mine døtre spørge: ”Far – kan man egentlig sige ”egentlighed”? ” Når barnet opfinder eller genopfinder et ord som egentlighed på den måde, bliver det pludseligt et ærligt og rigtigt ord, selvom man - når det er et barn, der spørger - er tilbøjelig til at sige: ”Nej - det kan man ikke sige”. Selv bærer jeg med stor glæde børnenes ord med mig. Et af mine yndlingsord er elakrids - en skøn sammenstilling af elastik og lakrids, og hvis jeg skal købe en pakke Gajol, siger min indre stemme stadig elakrids til ekspedienten.
For nylig genhørte jeg ordet egentlighed på et seminar på konservatoriet, hvor det i et foredrag blev præsenteret på en smuk, ironisk og drillende måde - i barnets ånd - helt blottet for den akademiske verdens måde at placere ordets betydning som utydelig og brugen af det som patroniserende. Jeg holdt af det med det samme, glemte dets akademiske tilholdssted, skrev det ned som min note fra seminaret og besluttede samtidig, at jeg ville se og høre det igen snarest; så på samme måde som mine titler til mine værker er forudbestemte, er egentlighed en forudbestemt overskrift på dette indlæg.
I virkeligheden legede jeg selv i min tidlige voksenalder med de sammensatte og svært forståelige ord, da jeg fra 1978-80 frekventerede  den akademiske verden, for at studere dansk ved Århus Universitet. Jeg var helt grøn og forstod ikke alle de svære ord, der fløj omkring mig, som de andre på holdet heller ikke ville indrømme, at de ikke helt forstod. Som et slags umodent forsvar mod min egen mindreværdsfølelse overfor bedre fremmedordsvirtuoser, begyndte jeg at opfinde og anvende ord, der ikke eksisterede - Hvis de eksisterede ved en tilfældighed  havde jeg i hvert fald ingen anelse om deres betydning. Jeg husker, jeg f.eks. fandt på ordet pendolitet, og brugte det ord flere gange, når analyserne og samtalerne kørte løs. Ingen rettede mig eller udspurgte mig om betydningen, og resten af min tid på universitetet brugte jeg primært på at forske i, om andre en dag ville bruge dét eller et af mine andre opfundne ord uden overhovedet at kende til dets ikkebetydning. Det lykkedes en af de sidste dage jeg studerede i Århus - En medstuderende brugte et af mine ord, og dermed var min akademiske tid og mit ikkefærdige studie ikke helt spildt.) 

Miraklet sker i det øjeblik, hvor en ganske lille detalje ændrer det banale eller almene til det personlige. Det øjeblik hvor jeg igennem alle mulige slør finder det, der gør, at jeg ved, at det, jeg skriver, er mit eget - at det er det egentlige.
I virvaret af håbløse takter og skitser øjner jeg pludselig noget af det, jeg søgte. Jeg ser, at musikken på papiret, ligner det, jeg hørte i mit indre, og samtidig kan jeg nu høre det, jeg så for mig i en glemt drøm (Musik er langt mere visuel end de fleste aner!). Sanserne smelter sammen, og jeg får fornemmelsen af, at den musik, jeg skriver, har været der hele tiden og blot ventet på at blive skrevet (Hvis ikke man får den fornemmelse, må man forfra igen – hvis man altså ikke vil stille sig tilfreds med andet end det bedste og det eneste rigtige.). 
Da det kun er den ene, der skriver, der ved når fornemmelsen og målet rammes – når den allerede eksisterende musik - det egentlige - genfindes, bliver egentlighed til egenhed og videre ender det med ensomhed. Det er ensomt at bære en hemmelighed man gerne må røbe, men ingen forstår.

”Eftersom hun kun kunne elske sig selv i den kursusoptimerede udgave, havde hun også svært ved at elske os andre, når vi ikke levede op til de forventninger, hun stillede til sig selv og til livet i sin helhed. Så kunne hun overfalde mig  med de mest ubehagelige anklager. Om ikke at leve mit liv. Om ikke at være tilstede. I egentlighed, som hun yndede at udtrykke det, et ord som jeg formodede, hun havde lært på et kursus, i egentlighed”
(Pablo Llambias: De elskendes bjerg”)

I

”Jeg skriver ikke dagbog. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer formentlig aldrig til at gøre det. At skrive dagbog er - ligesom f.eks. havekunst, lystfiskeri og amatørmusiceren - en af livets sunde og skønne beskæftigelser, som alle kan se det vidunderlige i; men ligesom man ikke bare siger ”Fra nu vil jeg tage ud at fiske hver søndag”, så kan man heller ikke sige: ”Fra nu af vil jeg skrive dagbog”, selvom man ville ønske, at det faldt naturligt for een at gøre det. Man kan ikke presse sig til det, og hvis det ikke kommer af sig selv, så skal det nok slet ikke komme. Der kan selvfølgelig ikke bare ligge en banal beslutning til grund for, at nedskrive sit liv under en eller anden form. Dagbogsskriveri bunder lang dybere end almindelige beslutninger, og man kan formentlig dele jordens befolkning op i to dele - Dem der kan og vil optegne deres liv i klare, objektive kapitler, og - hvis de har mulighed for det - derfor skriver dagbog, og dem der ikke kan eller vil.
Jeg har altså aldrig skrevet dagbog, men jeg har gjort to ting, der kommer tæt på. For det første har jeg skrevet partiturer og mine partiturer er mine private, uklare dagbøger, der hele tiden bringer mindelser til live om den tid jeg skrev dem i, når jeg bladrer i dem, og for det andet, har jeg siden begyndelsen af 80-erne i mine kalendere ført oversigter over de bøger jeg læser. Tit fik jeg aldrig skrevet vigtige aftaler ind i kalenderne - jeg har formentlig stolet på min hukommelse, men een ting har jeg holdt stædigt fast ved: listerne over bøgerne jeg læser.
Tilsammen danner boglisterne i kalenderne og partiturerne en personlig dagbog, som kun jeg kan læse. Hvis jeg f.eks. griber kalenderen fra 1997, kan jeg se, at jeg om sommeren det år læste Canettis ”Masse og magt”. Med det samme kaster den oplysning et billede af sig, hvor jeg sidder på Ringsted banegård og venter på aftentoget til Aarhus, hvor jeg dagen efter skal undervise, og det billede ”kalder” så igen på et par takter af klaverkoncerten ”La Notte”, og så sidder jeg pludselig i toget den anden vej, en anden dag med en anden bog. Partiturerne og boglisterne løser – som to bekendte – mit historiske livs ligninger, og de er de primære kilder til mit liv….
….Måske kan folk der finder min musik uklar se en parallel til uklarheden i min dagbogsskrivning, og måske ville mennesker, der skriver meget klare, objektive oplevelser og fakta ind i deres dagbøger, skrive en meget klar og objektiv musik, hvis de var komponister!”
(Indledning til foredrag om Proust og Musikken – februar 2008)

II

Balders Plads på Nørrebro. En eksklusiv oase – En lille plads hvor man kan mærke en ejendommelig stilhed, når byens støj synes at forsvinde, selvom man ved, at den stadig burde være der.
Pladsen er for nylig blevet renoveret, men før det - for næsten tre år siden – sad jeg på pladsen med en ven og diskuterede anden sats af ”Ständchen”, og det var faktisk på en bænk på Balders Plads at tanken om at musikernes fødder skulle bevæge sig i perlegrus, og derved fremmane lyden af fødder der bevæger sig på en gruset sti, blev født. Når jeg tænker på den samtale, ser jeg os - af en eller anden mærkelig grund – sidde på bænken med fødderne løftet en smule, så de bevæger sig svingende, svævende frit i luften, som små børns fødder kan bevæge sig, når de ikke kan nå ned til jorden. I virkeligheden er det billede – min erindrings billede - jo et modbillede på idéen om fødderne i grus.
I flere opførelser af ”Ständchen”, hvor jeg ikke selv har været til stede, er perlegruset vist blevet erstattet af noget mere praktiskt; men det var nu noget særligt ved uropførelsen for snart to år siden, hvor Scharoun Ensemblet benyttede store trækasser til at holde sammen på perlegruset, og hvor scenen syntes forvandlet til noget, der lignede indgangen til et byggemarked.

III

”Endelig aftager ovationen, folk sætter sig ned, og den tjekkiske videnskabsmand siger med skælvende stemme: ”Jeg takker jer, mine venner, jeg takker jer af hele mit hjerte.” Han bukker og går tilbage til sin plads. Og han ved, at han er i færd med at opleve det største øjeblik i sit liv, det glorværdige øjeblik, ja glorværdigt, hvorfor ikke sige dette ord, han føler sig stor og smuk, han føler sig berømt og ønsker, at hans vandring mod stolen skal være lang og aldrig slutte.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

IV

Nu, hvor de er blevet skilt, tænker jeg selvfølgelig på deres bryllup. Det var en strålende sommerdag. Vi var alle unge, og der var mennesker overalt i haven, hvor bryllupsfesten stod.
Under middagen var der taler i hobetal. Jeg holdt selv en tale, som jeg husker voldte mig besvær, og i betragtning af at de nu er skilt, er det måske både fint og naturligt, at jeg fuldstændigt har glemt hvad jeg sagde.

Blandt gæsterne var der en speciel hædersgæst. Det var bestemt ikke ham brudeparret kendte bedst; men han var kendt – rigtig kendt, og det var tydeligt, at brudeparret var stolte af hans tilstedeværelse. Han var deres trofæ overfor alle os andre: ”Se hvem vi kan invitere til vores bryllup.” Trofæet holdt også en tale – egentlig ikke nogen særlig god tale. Jeg tror faktisk, at han forberedte den hurtigt under velkomstdrinken, hvilket den bar præg af. Selvom han ikke kendte brudeparret særlig godt, var det naturligt – hans kultur-vip-status taget i betragtning, at han sprang over i køen i den almindelige taleorden. Han talte lige efter brudgommen, og kom f.eks. på før både bruden og brudens far.
Han rejste sig – andægtigheden bredte sig blandt bordene, og bruden, Beate så lykkelig ud. Ikke så meget over det han sagde; men bare dét: ”Han holder tale for os”!
Efter hans tale kom andre til med deres taler; og pludselig kunne jeg se et mærkeligt mønster – et mærkeligt skuespil. Hver eneste gang nogle rejste sig for at holde tale, rejste trofæet sig og forlod lokalet – for formentlig for at gå på toilettet. Første gang virkede det naturligt; men da det skete ca. ti gange under ca. ti forskellige taleres talen, begyndte jeg at finde det komisk. Jeg er sikker på, at det var hans underbevidsthed der styrede ham; men den underbevidsthed var helt tydeligt fodret med idéen om, at andre talere måtte han ignorere, andre talere var ikke værd at høre på. Da turen kom til mig og min tale, var jeg klar over spillet, skuespillet og overvejede at slå på glasset, rejse mig og så holde talen i en position, hvor jeg samtidigt ville kunne hindre hans passage. Jeg havde ikke modet, og måske skyldtes det også, at da taleren før mig, havde holdt sin tale, havde trofæet ikke bare rejst sig og var gået ud på det toilet, hvis håndtag og måske sæde efterhånden måtte være nedslidt. Han var også gået ud på en måde, så han passerede foran taleren, der var trådt lidt tilbage fra bordet. Dette betød, at for alle der fulgte taleren med øjnene, kom trofæet pludselig ind i billedet, hvor hans kropssprog skreg: ”Se mig, husk mig – det var mig der holdt den bedste – den mest fantastiske tale!” Hans desperate forsøg på at fjerne opmærksomheden fra taleren sluttede ikke med det. Da han havde passeret taleren – brudens bror fortsatte han langs bordet og bukkede sig ned og hviskede til bruden, der selvfølgelig måtte slippe sin egen brors tale, da trofæet naturligvis krævede al hendes opmærksomhed.

Måske bliver forfængeligheden værre med berømmelsen.

V

”Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud af min mund, alle loe, beundrede mig – men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – hen og vilde skyde mig selv.”

(Søren Kierkegaard: Dagbog – 1836)

VI

22. September 2008: Bo Skovhus synger sange af Schubert og Schumann med harpisten Xavier de Maistre. Det foregår i et fantastisk rum: Evangelische Kirche i Benz, og både inden og under koncerten kan man lade blikket glide op og følge konturerne af de meget smukke motiver i udsmykningen af træloftet og lade billederne smelte sammen med musikken.
Pludselig - efter Schumanns ”Requiem” op. 90 nr. 7 - sker der et mirakel. Der er helt stille, ingen host , ingenting; men det er ikke bare en stilhed,. Det er en samlende stemning i kirken, der former en hel unik stilhed, hvor alle vi publikummer ånder og føler i een samlet bevægelse - i en ubrydelig sammensmeltning med udklangen af Schumann. Øjeblikket er selvfølgeligt født af den fantastiske opførelse, der fulgte inden; men det er et øjebliks stilhed, som alle, der sad ved koncerten i Benz den aften, tager med som en fælles gave, en fælles erindring (en fælles hemmelighed - jeg nu røber).
Efter koncerten venter vi udenfor kirken. Det er meget mørkt; men man kan se ind til kirkens smukke loft gennem vinduerne, og når jeg ser loftsmotiverne udefra, føler jeg, at de også tog del i den fælles stilhed fra for et øjeblik siden og for evigt vil være påvirket af den.
Senere er der Nachtspiel med skøn vin og mad; men jeg kan mærke at det øjebliks stilhed efter ”Requiem” får mig til at være ekstra stille og sky - Får mig til at føle, at jeg vil nedbryde noget, hvis jeg bruger min stemme. Jeg går rundt til festen og gemmer på en stilhed!

VII

”For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!”
( Blogindlæg 28 juli (”Parkerne”))

VIII

Han løber efter hende ned mod havnen. Solen er så forfærdelig skarp, og hver gang den rammer de øverste dele, af de aluminiumsmaster han allerede nu kan se foran sig, bliver han blændet af tilbageskinnet, og hans øjne forsvinder. Han haler hele tiden ind på hende; men han har på fornemmelsen, at hendes mål ligger præcist så langt forude, at han aldrig vil nå at indhente hende.
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

”Bare man dog kunne holde ud – nøjes med – bare at være, ikke andet.
Her på pladsen foran Sv. Vit-katedralen i Prag. Kan jeg ikke bare være? – uden at være sammen med nogen (Jeg er jo alene) – uden tidsfordriv – uden at tænke på at storme hen til den nærmeste café for at indtage en unødvendig kop kaffe. I dag er jeg åbenbart for rastløs til bare at være.”
(Notat (Dagbog?): Prag d. 5. juni 2005)

X

”Bare ikke overvurdere det jeg har skrevet, derved bringer jeg det jeg skal skrive uden for rækkevidde.”
(Franz Kafka: Dagbog – 26. marts 1912)

XI

17. November 2008: Det er alt for tidligt at stå op. Klokken er ikke engang fem; men jeg har på den anden side noget at stå op til. Det, jeg i sidste uge gik i cirkler omkring, løsnede sig for et par dage siden op, og det hele så pludseligt (og ser stadigt!) rigtigt og lyst ud. ”Hvorfor havde jeg dog ikke set det før?” Tænkte jeg – ”Det var jo så indlysende og i virkeligheden så helt enkelt. Hvor meget tid, har jeg dog ikke spildt på at tænke formålsløse store tanker, hvor den enkle løsning jo lå lige for næsen af mig.”
Det er som en krampe der løsner sig , som når man – efter i dagevis at have været plaget af dårlig ryg, og har følt, at man skulle kravle ud af sengen – pludselig en morgen er helt smertefri og let og ubesværet springer ud i dagen.
Hele begyndelsen af tredje sats er færdig. Jeg ser på takterne og skitserne, og ved hvad jeg skal gøre. Jeg nyder dette vidunderlige men sjældne øjeblik, hvor selve skabelsesprocessen er smertefri. Jeg vil nyde det lidt endnu, og jeg tør næsten ikke skrive videre, for jeg ved, at ligesom rygsmerterne kan skabelsessmerterne, og fortvivlelsen ved at idéerne og noderne bliver til døde knuder og håbløse dead ends, komme tilbage når som helst – faktisk nu!

Toget kommer ind til perronen. Vi har alle stået og ventet på det. Hvert eneste individ på perronen har fundet sit territorium og er nu klar til at forsøge at komme først ind i toget. Da toget langsomt glider ind langs perronen, glider alle vi ventende passagerer med. Vi foretager alle en hel automatisk bevægelse i togets kørerretning – følger med toget, som for at kunne følge med dets tempo. Vi forsøger at fange toget. Det er nemlig ikke fordi, der umiddelbart er større sandsynlighed for at få en god plads, hvis man følger togets bevægelse og placerer sig længere fremme, og det er heller ikke derfor vi følger toget som en flok køer. Det er alene toget der trækker – magnetisk -  med en horisontal tyngdekraft og vi trækkes med og er irriterede over de enkelte der pludselig standser i denne fælles sideværks bevægelsen og står fast på deres nyerobrede territorium, fordi vi er lige ved at falde over dem, mens vi trækkes videre fremad.

 Klaveret afslutter sin kadence – hurtigt og let. Alle orkesterets musikere spiller claves – en sky af trælyd kvæler klaveret. Pludselig ligger der to helt dybe horn, og mens de mange claves og klaveret former nogle pseudo-cirkler af lyd i det høje register, bliver de dybe horn del af en klang, hvorfra der træder en ufattelig enkel baslinie frem. Jeg har for første gang i mit liv komponeret en rigtig baslinie for basliniens skyld. Den nedbrydes selvfølgelig og på en eller anden måde skal der ensomt ligge en melodilinie i en soloviolin i det ekstremt høje register. Sådan skal det være, og alligevel cirkulerer jeg om noterne som katten om den varme grød. Det kommer ikke videre. Visionen går i stå – jeg ved blot, at der er en idé fra det ubevidste plan, der har skabt et fællesskab mellem den helt høje og den helt dybe melodi – at begge melodier falder, og begge melodier trækker magnetisk i andre lag og trækker dem med i deres fald. Alt er klart, men så stopper det. Det er som at vågne af en drøm, lige før den bliver spændende, og det hele gradvist viskes væk. Idéen forsvinder, opløses, og jeg må begynde forfra: Klaveret afslutter sin kadence – hurtigt og let. Alle orkesterets musikere spiller på claves – måske skal claveslyden ligge helt alene et øjeblik. Pludseligt ligger der to helt dybe horn, og mens de mange claves…..(Igen og igen må jeg starte forfra. Cirkelen, jeg følger, er den samme - der kommer heldigvis mere og mere kød på den; men desværre stopper den det samme sted igen og igen.)

 ”Hvad ville du ønske, du havde læst?”. Sådan lyder det sidste spørgsmål i ”Hvad læser du?” i Politikens bogtillæg hver lørdag. Et mærkeligt spørgsmål? Hvis der var noget man gerne ville læse, havde man vel læst det (Spørgsmålet lyder jo ikke ”Hvem ville du ønske, du havde giftet dig med?”), og det er der da, også enkelte der svarer; men de fleste nævner en bog, de gerne ville have læst. Oftest er det de store uoverskuelige mesterværker, som man ikke har en chance for at kalde et mesterværk, hvis man ikke har læst dem; men gerne ville kunne kalde et mesterværk! ”Ulysses” ligger vist højst på den ønskeliste over ikke-læste bøger Prousts ”På Sporet.. ” kommer derefter - Værker man føler, man burde have læst - Naturligvis – for bag spørgsmålet ”Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?” gemmer der sig spørgsmålet: ”Hvilken bog ville du gerne kunne sige, du havde læst”. Dermed bliver spørgsmålet et spørgsmål om stil, image og identitet – eksistentialistisk! Hvordan - og med hvem - vil man gerne ses – med Meggie (Tornfuglene”) eller Marcel (”På sporet af den tabte tid”). Eller måske handler spørgsmålet om stress og mangel på tid.: ”Hvilken bog er så lang og umiddelbar tung, at du ikke orker at læse den, så du gerne vil kunne springe lige frem til at kunne sige, at du allerede har læst den?”

”Few roses rival the strong but delicate, delicious scent of Albertine. She is blowzy, spiky and difficult to manage; but she does produce the most spectacular result on a wall, and in a room. I grow her for two identically rewarding reasons: to look great outside, and to infuse a room with her presence, and she does bloom for about four weeks.”
(David Hicks: Garden Design)

Det er ikke helt sikkert, men jeg tror, at pigen kom før rosen. Jeg læste Prousts store roman og blev på en eller anden måde fanget ind af Marcels elskede Albertine, og endnu mere blev jeg fanget af navnet. Da jeg så faldt over rosen, Albertine, forelskede jeg mig i den ubeset, og som en blind date, gik jeg ud og købte den alene på navnet og placerede den i min have, hvor forelskelsen udviklede sig til kærlighed.
Det er underligt med det navn. Når jeg nu ser rosen tænker jeg Proust, mens jeg mærker Albertinerosens vidunderlige duft og dens stolthed i farven, når jeg genlæser afsnittene om Albertine i ”På sporet af den tabte tid”. Det blev aldrig til en titel (og bliver det heller aldrig), og ingen af mine døtre var i nærheden af at få navnet Albertine; selvom jeg blev fanget ind af navnet i netop den periode, hvor mine døtre og strygekvartetter blev født, og at det nok havde været mere oplagt, at lade ”Alman”, ”Adieu” og ”Angels Music” blive fulgt op af ”Albertine” frem for ”Schrei und Melancholie”. Derimod var én af de fire (jeg siger ikke hvilken!)i et kort glimt på vej mod titlen ”Robinia” – En anden plantevækst – mærkeligt!
I samme periode fodboldspillede Albertini for både Milan og det italienske landshold, og jeg husker, at det undrede mig, at han med det navn primært var arbejdsmanden på midtbanen, og ikke den store kunstneriske createur.

”For så at aflede mine tanker bad jeg Albertine om at musicere lidt, hvad jeg foretrak frem for at begynde at spille kort eller dam med hende. Jeg blev i min seng, og hun gik hen i den anden ende af stuen og satte sig ved pianolaet mellem reolens sidestykker. Hun valgte musik, som enten var helt ny, eller som hun vidste, at hun kun havde spillet én eller to gange, thi da hun nu begyndte at kende mig, vidste hun, at jeg ikke kunne lide at forelægge min opmærksomhed andet end det, der endnu var mig uklart, og var lykkelig over, at jeg, takket være min forstands voksende, men desværre forvanskede og ejendommelige lys, på ny kunne sammenføje de brudstykkevis fremtrædende og forvirrede linier i stykkernes konstruktion, der først havde været næsten neddykket i tåge.
(Marcel Proust: På sporet af den tabte tid)

Søndag morgen d. 21. september 2008:
Jeg sidder på en café i Heringsdorf. Regnen holder mig borte fra mine planer om at gå en tur i byen. Jeg er holdt ude fra verden af regnen, og fornemmelsen af ikke helt at vide hvor den by ligger, som jeg befinder mig i. Jeg har medbragt teksten til ”Sounds like You” og partituret til ”Exit Music”, og har nu over en tre-fire kopper kaffe forsøgt at smelte de to ting sammen. Det skal ende i et kaos af lyd, hvor der samtidig er rum til Kvindens og Mandens replikker. Støj og enerverende rytmer skal lægge sig over ”Exit Music”, og tidligere separate dele skal spilles oven over hinanden. I virkeligheden har jeg brug for fire orkestre (Måske er det Morrisons ”Decasia”, som jeg følte så nærværende i sidste uge, der viser sin betydning.

Søndag morgen d. 26. oktober 2008:
Det blev anderledes( Måske fordi jeg ikke havde fire orkestre til rådighed!).
 

 ”Det går inte. Det finns ingen möjlighed. Jag har ingen lust. Det är tråkigt. Jag ska sluta. Lusten är borta. Det är slut. Lämpligt att sluta nu. Dessutom alla möjliga konstnärliga skäl. Det håller inte, det er tråkigt, ingen mänska bryr sig om. Jag tror inte själv. Det har inte hänt något konstigt i min skalle på två år nu. Det sista var Höstsonaten och sen ingenting. Den där jävla filmen i vintras var jo bara en bedrövelse, en enda jävlig röra. Så nog har jag goda skäl att låta vara. Dessutom är jag trött. Varför jag är så jävla trött det vet jag inte. Kanske är det den slutliga utmattningen. Vad vet jag. Jag får väl se imorgon och i övermorgon.”(Ingmar Bergman: Note (1978))
 

 Når jeg sad i toget, når jeg gik ture på de små veje herude, hvor jeg end var i en situation, mens jeg skrev på ”Sounds like You”, hvor jeg kunne tænke mig ind i inspirationen, kom jeg hele tiden til at tænke på ”La Mattina”, Klaverkoncerten. Det var i og for sig ikke underligt, for da ”Sounds like you” jo byggede på allerede eksisterende materiale, og - på en eller anden måde - er et konceptuelt retrospektivt indblik i min musik frem til nu, var jeg nødt til at holde alle kimer af nytænkning på en vis afstand af det værk. Tankerne om klaverkoncerten kunne jeg heller ikke samle, da de jo i virkeligheden var en forstyrrelse, og pludselig en dag, hvor jeg sad i toget, blev jeg ramt af en angst for, at kildernes kimer aldrig ville komme op igen – at jeg aldrig mere ville få disse mærkelige, vidunderlige tanker om endnu ikke komponeret musik.
Det er uden tvivl derfor, at jeg i sommers skiftede spor og gik over til klaverkoncerten. Jeg var nødt til at afkræfte angsten for, at en naturkatastrofe havde ramt mine kilder så hårdt, at de var tørret ud.
Tænk hvis det en dag holder op, og det hele bare er træthed – at visionerne er borte og aldrig vil kunne manes frem
 

”Det er åbenbart sket med de visioner, store erkendelser og indre oplevelser som jeg for fire-fem år siden stadig fik; men hvis forstanden overtager sjælelivets plads, begynder derouten, som til sidst også forstanden falder som offer for.”
(Imre Kertész: Jeg – en anden)

 (An Albertine is an Albertine is an Albertine….)