I

I aftes samlede jeg alle siderne af ”Sounds like You”. Efter nogle uger, hvor jeg dag og nat har siddet ved arbejdsbordet, er det hele pludseligt færdigt, og nu ligger der 99 A2 sider foran mig. Bunken af sider vejer til, så jeg næsten ikke kan bære den, men det skyldes nok mere mit dårlige knæ end musikkens tyngde.
Det er slut! Blev det til det, det skulle blive til ? Blev visionerne opfyldt, eller ændrede de sig undervejs ? Ændrede ”Sounds like You” sig, eller ændrede det mig?

II

En morgen sider jeg i parken, der ligger langs Forum overfor Musikkonservatoriets nye domicil. Jeg opdager, at jeg sidder og stirrer ind gennem et vindue i huset overfor. Man kan se lyset på den anden side, og det minder mig om en magi, som jeg enten har glemt eller blot vænnet mig til. En magi som blev voldsomt nærværende for mig, da huset i Lammestrup blev renoveret på en måde, så man pludselig kunne se igennem det udefra – ind af vinduet, gennem køkkenet, ud af vinduet. Da det blev til, var det magisk – som at se min musik; men siden har den magi mistet min opmærksomhed. Jeg har vænnet mig til dette kig, og tænker slet ikke på det mere!
For ikke at blive taget for en simpel vindueskigger, ser jeg bort og tænker om det altid er sådan med magien, og om det er sådan med ”Sounds like You” ! Vænnede jeg mig til den magi, jeg syntes opstod med idéen til værket - var den så forgængelig, at jeg glemte den undervejs - eller kom det hele med?

III

Jeg arbejder, så jeg får ikke lavet noget!
…skulle egentlig have været mit blog-indlæg – så kort som noget – i en af de foregående uger, hvor ordene slap op, i takt med at de tomme nodeark side efter side blev fyldt. Uger hvor mine tanker forsvandt i distræte tåger, og hvor min nedsmeltning i ”Sounds like You” formentlig har været til fare for både mig selv og mine omgivelser. Alt omkring mig sejlede, og det var umuligt at lave andet end at skrive noder. Hvordan skulle jeg kunne skrive ord, når jeg knapt nok var i stand til at tale?

IV

Der er en mand, jeg altid møder i København. Han er nydelig klædt, går rundt med en lille brun mappe, og han virker stresset og urolig. Da jeg for nogle år siden mødte ham fire gange på forskellige steder på en uge, fik jeg – påvirket af mit intensive arbejdsstemning, hvor alt andet end det at skrive virkede underligt surrealistisk – et glimt af paranoia, og troede et kort øjeblik, at manden var privatdetektiv og overvågede mig. Da jeg blev ramt af lidt mere klar tænkning, forkastede jeg tanken, også set i lyset af hvor ufattelige kedelig jeg og mit liv måtte være i en detektivs øjne.
Nogle uger efter gik jeg sammen med en ven langs Peblinge Sø, hvor vi sammen mødte den selv samme mand. Jeg lod som ingenting, men efter at vi havde passeret ham, trak min ven mig til side og betroede mig, at han på et tidspunkt havde troet, at den mand vi lige havde passeret – manden med den brune mappe - var en privatdetektiv, der overvågede ham og hele tiden fulgte efter ham, fordi han syntes at støde ind i ham, hvor end han bevægede sig. (Han har sandt for dyden mere interessante ting i sit livs gemmer end jeg, så hans paranoia var nok lidt mere realistisk funderet). Min ven fortalte videre, at han rent faktisk to gange havde mødt manden i lufthavne i udlandet, og en dag, hvor han havde siddet sammen med  Beate på en bænk i Ørstedsparken, var manden med mappen endnu engang dukket op. Pludselig var han stoppet op ud for de to på bænken, for derefter at gå direkte hen til Beate, og i et hviskende tonefald sige: ”Hvis den ikke virker kan du altid få den byttet – virker den?”

V

”Hvordan skal jeg forlange, at nogen kan holde ud at høre en musik, jeg ikke engang kan tage mig sammen til at skrive?”
(Notat i en – for ”Sounds like You” - kritisk tid, for nogle måneder siden)

VI

”Längst ned i min dåraktiga själ hyse jag nämligen en liten, liten högfärdig tanke: Kanske kommer en gång – någon gång – något ljust och skönt att skapas ut ur allt elände. Som en liten, liten pärla ur ett stort svart och jävligt musselskal.”

(Ingmar Bergman: Dagbogsnotat 1938)

VII

”Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder).”
(Blog indlæg 9. Juni (”Rudimenter af alt”)
- Måske bliver man klogere med ugerne!

VIII

” Fredag d. 24. Juli kl.  22.11 forsvandt alt lys i byen. Gadelyset og lyset i vinduer og butikker var med et væk. Alt blev mørkt, og de mange mennesker på gaderne var ved at falde over hinanden. Et hjørne af den lille plads, jeg nåede frem til, blev pludselig oplyst, da to fakler blev tændt. Jeg gik imod faklerne, som syntes at bevæge sig af egen vilje. De snurrede rundt i hurtige bevægelser og skabte en fantastisk lyd – lyden af ild mod mørke. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at det var pigen, jeg var fulgt efter aftenen før, der styrede faklerne. Hendes bevægelser og ordløse nynnen bag ilden blev en del af musikken.”
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

I toget tager jeg billeder ud af det snavsede togvindue både ved hver eneste station og  mens mit tog er i fart. Når jeg kommer hjem og ser billederne er de alle interessante – eller jeg finder i hvert fald noget interessant på hvert eneste billede. Er det fordi jeg leder efter det interessante, at jeg finder det? Eller er alting virkelig interessant? Oplever jeg at jeg følger med en devaluering af graderne af det interessante? Det hele afhænger af øjnene og af ørene der hører, og endnu mere af hvad de bliver bedt om at se og høre.

X

Hvis jeg nogensinde skulle lave en ”Facebook-gruppe”, ville det være en gruppe, for mennesker der sover dårligt om natten. Sammen med to af mine venner, der ligesom jeg lider af søvnløshed i lange perioder, har jeg været med til at tage beslutningen om at oprette en natklub for søvnløse. Et fredeligt sted i København – lejlighed eller hus, hvor folk, der ikke kan sove kan møde ligestillede. Stedet skal udstyres med alt der kan skabe ro og adspredelse og give inspiration til søvn eller udholdelse af søvnløsheden. Bolden ligger hvis hos mig, men med den igangværende finanskrise, ligger den vist temmelig langt fra højrebenet.
Et af mine minder, indeholder anbefalingen af en bog: Carnegies: ”Lev livet uden bekymringer”. Jeg mindes oplysningen (fra bogen)om, at ingen endnu (da bogen blev skrevet for ca 70 år siden)er død af søvnløshed. Måske er det blot min hukommelse, der svigter – det er i hvert fald en underlig fremstilling – og det er sikkert heller ikke rigtigt (masser af mennesker er formentlig døde direkte eller indirekte som følge af søvnløshed), men oplysningen var for mig nok til at jeg ikke anskaffede og læste bogen, men blot klamrede mig til dets titel; så jeg anbefaler videre en bog, jeg aldrig har læst, men som jeg husker bedre end de fleste af de bøger, jeg faktisk har læst.

XI

Mit arbejdsværelse ligger hen. Træt og fyldt med rod. Rester af ”Sounds like You” alle steder. Blyantspidserudkras og smulder fra viskelæderet. Arbejdsværelset ånder ud, og jeg står i døren og kigger ind til det, som jeg ville liste mig ind til et sovende barn. De får lov at sove videre i dag – både arbejdsværelse og datter; men i morgen vil arbejdsværelset blive indtaget af en Klaverkoncert, der roder og støjer ligeså meget som lyden af dig!

Klaverkoncerten gik pludselig i stå, mens det gik allerbedst. Den bevægede sig pludseligt ingen vegne. Jeg var så glad for begyndelsen af fjerde sats, men det hele endte med en akkord i strygerne, som jeg blev ved med at ændre på – den skulle være længere – den skulle være kortere - den skulle indeholde fornemmelsen af en a-mol akkord – og så alligevel ikke.
I mere end en uge gik jeg rundt med den akkord. Tænkte den – lyttede den. Jeg prøvede at presse fortsættelsens mening ud af en akkord, jeg endnu ikke havde fundet den egentlige mening med!
I de desperate dage, hvor intet bevægede sig, mærkede jeg konstant forstyrrelserne omkring mig. Jeg blev forstyrret i ikke at lave noget – en forstyrrelse der er langt mere irriterende, end forstyrrelser der kommer, når det hele skrider på skinner. I dens slags tilfælde vil forstyrrelserne nemlig aldrig trænge helt ind, for dér kan jeg simpelthen ikke forstyrres. Da mit arbejde var havnet som et billede på fermaten af den usikre akkord, der ikke førte til noget, følte jeg hele tiden, at forstyrrelserne hindrede mig i at fange det øjeblik i tiden, hvor jeg ville finde de vise sten i en strygerakkord.
Det er altid sådan. Forstyrrelserne i de perioder hvor der intet sker peger fingre af det faktum, at der intet sker og forstørrer rastløsheden og desperationen. Forstyrrelser midt i koncentrationen kan fejes bort, og koncentrationen fører værket gennem forstyrrelsen.
 

Nu har jeg lagt klaverkoncerten væk. Måske håber jeg, at den akkord og dens fortsættelse vil komme helt naturligt, når værket har lagret sig uden mine desperate forsøgs indblanding, og jeg kommer pludselig til at tænke på noget Wagner sagde til en af hans studerende. Noget med at tænke koncentreret på en person i en opera – lukke øjnene – forestille sig at personen langsomt åbne munden – lytte - og (gennem koncentrationen omkring personens mund) høre denne persons ledemotiv.

Selvom jeg har lagt koncerten væk, vågner jeg stadig om morgenen og tror, at det er det værk, jeg skal skrive på. Måske drømmer jeg om den og drømmer om at mærke det Mahler mærkede, da han skrev sin tredje symfoni:
”En stemme råbte til mig om natten, mens jeg sov(det var Beethovens eller Wagners – Det er ikke dårligt selskab, jeg er i om natten, vel?): ”Lad hornene komme ind tre slag senere!” Og – jeg kunne ikke tro mine egne øjne – dér var den mest vidunderlige, simple løsning på mine besværligheder!”
(Gustav Mahler: Brev til Anton Seidl, 17 februar 1897)

 Da jeg endnu ikke har kunnet tyde de stemmer, jeg eventuelt har hørt om natten, er jeg gået tilbage til ”Sounds like You” . Prøver at finde ind til det sted jeg for et par måneder siden gik bort fra…og dog…pludselig i dette øjeblik, mens jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på råbet til Mahler – måske råber det videre til mig– måske er der en dybere grund til at jeg tænker på citatet - måske skal hornene komme ind 3 slag efter strygerne i den akkord, der ingen vegne kom. Det skal de! Inspirationen har forstyrret mig i arbejdet på ”Sounds like You”. Altid lader jeg mig forstyrre, og måske vil jeg bare forstyrres. Med tanke på citatet fra Mahlers brev får ”Morgenen” en ny betydning en sen torsdag eftermiddag.

I de sidste par dage har jeg skrevet på ”Sounds like You”: Begyndelsen af ”Exit Music” bliver genkomponeret. Vi er til værkets anden koncert, hvor kvinden og manden igen lytter til ”Exit Music”. Der bliver lagt et lag henover Exit-musikken - Støj der næsten kvæler musikken. Mens jeg har skrevet på det, har jeg hele tiden haft billeder i hovedet fra Bill Morrisons fantastiske fim ”Decasia”. Jeg har svært ved at forstå hvorfor de dukker op, og måske forsvinder de billeder, eller jeg kommer til at forstå deres betydning.

Jeg har svævet mellem tredje og fjerde sats, og først nu er jeg landet i den fjerde. Det har føltes som et problem, at jeg på den ene side har tænkt klaversolo og på den anden side tænkt orkester, og det er skrækkeligt, at det tog så lang tid – som til nu – at benytte og løse problemet, ved at skille klaveret og orkesteret fra hinanden. I fjerde sats spiller de slet ikke samtidigt, og jeg forsøger at skære snittene imellem dem, så man ikke konstant fornemmer adskillelsen som brud.

 I søndags holdt jeg foredrag om Proust i Det danske Proust-selskab, om Proust og musikken. ”På sporet af den tabte tid” vil altid være en sekundær kilde til mit liv og arbejde, så da jeg for et år siden af Politikken blev bedt om at pege på – og skrive om – et værk fra en anden kunstart end musikken, der har præget mig, blev det uden tvivlen til Proust’s roman.

 “Da jeg læste den, tog den næsten et år af mit liv. Siden har bogen dannet spor i alle de år, jeg har levet. Sat mig på sporet af mit eget liv. På sporet af både min tabte og kommende tid.
 

Denne mærkelige kæmperoman - hvis aktive handling stort set kan stå på en enkelt side i en notesbog – er et liv i sig selv. Et tilværelsens spejl som det må være umuligt at læse uden at blive fanget i dets originale balance mellem bevægelse og stilstand og det mylder af indtryk og billeder der hele tiden træder frem og viser sig at være spejlbilleder af læserens eget liv og tid. Talrige mennesker omkring mig er – uden at de har haft en anelse om det – blevet spejlet i de konturer der står tilbage som skygger af personerne i ”På sporet af den tabte tid”. Spøgelser der hele tiden får nye ansigter.
 

Jeg kan dårligt forestille mig noget fjernere fra min verden, mit liv og mit livssyn end de forkælede, forgyldte Guermantes-aristokrater i romanen, og alligevel står deres uendeligt langt og detaljeret beskrevne selskab i bogen tydeligere for mig, end næsten alle de fester jeg selv i helt ædru tilstand har været en del af. Der er heller ikke mange fællestræk fra min egen opvækst til romanfortællerens forfinede, overbeskyttede og tanteomklamrede barndom, og alligevel blander Deja-vu lignede landskabsminder sig fra min barndom sig med fortælleren, Marcels udsigt over Combray. 
 

I ”På sporet af den Tabte tid” opløses tiden. Ikke bare romanens tid - Ikke bare den tid det tager at læse den. Men bogens og læserens tid opløses til en særegen alkymistisk blanding, som man ikke bare kan slippe fri af igen. Det er også en musikalsk tid. Det uendelige langsomme tempo. Det pludselige temposkift. 10 minutter på 200 sider – 200 dage på 10 linier. Den har hos mig efterladt en kronisk påvirkning af fornemmelsen af tid.
 

”På sporet af den tabte tid” er ikke bare en fantastisk roman – et helt unikt kunstværk. Den er et af de mærkeligste og mest egenartede konceptuelle manifester kunsten nogensinde har frembragt. – For den er et koncept. Ikke et koncept for konceptets og eksperimentet skyld - Ikke en tom konceptfyldt gestus; men en verden, et helt liv fanget i historien om en mand, en forfatter, Proust, der gjorde sig selv til et kunstværk ved først at forsøge at leve et liv for derefter at lægge sig i sin seng og skrive hele livet (og mere til) ned.
 

Som sagt er selve handlingen i ”På sporet af den tabte tid” ganske enkel. Bogen beskriver fortællerens, Marcels iagttagelser igennem livet. Oplevelser af kærlighed – den barnlige forelskelse i Gilberte – den mere modne Marcels forelskelse i Albertine. Begge ulykkelige forelskelser fyldt med jalousi. I Marcels personlige oplevelser spejler sig så hele tiden lignede oplevelser af andre af bogens personer. I den første af bogens mange bind, ”Swanns Verden” finder vi en lille roman i romanen– historien om Swanns kærlighed til Odette, hans enerverende, trættende forelskelse og jalousi. En historie som er den ultimative gengivelse af forelskelsen blindhed og kærlighedens årsag til tvangshandlinger og vanetænkning (Jeg ER forelsket i hende – ligegyldig om jeg vil eller ej!). Da denne ukonstruktive blindhed bliver synlig for Swann udtaler han og Proust, den spiddende kommentar til forelskelsen: 
 

”At tænke sig at jeg, har spildt år af mit liv, at jeg har ønsket at dø, at jeg har haft min største kærlighedshistorie med en kvinde, som jeg ikke brød mig om, som ikke var min type!”

Swanns historie er den korte version af et liv der bliver beskrevet på fire niveauer i og omkring romanen. Swann lever livet. Marcel – fortælleren – iagttager livet. Marcel – forfatteren – skriver det ned. Vi – læserne – læser, vender tilbage til livet og bliver en del af romanens historie. 
 

”På sporet af den tabte tid” er også et vidunderligt musikalsk værk. Overalt er der musik. At læse Prousts beskrivelser af den fiktive komponist Vinteuils musik er en musikalsk oplevelse - En imaginær musikalsk drøm der klinger videre som ægte, magisk musik i vores indre. Hvis jeg engang skulle blive spurgt: ”Hvilket værk ville du gerne have skrevet?” – ville jeg måske svare: ”Vinteiuils Sonate for violin og klaver” Overalt i værket er der en ordenes musik - man må hele tiden have ørerne med, når man læser Proust. 

”Selv de fjerneste lyde, lyde der sikkert kom fra haver i den anden ende af byen, hørtes med så præcis en afrunding oven over denne stilhed der ikke sugede en eneste af dem til sig, at det var som om det indtryk de gav af at komme langt borte fra, ikke skyldtes andet end deres pianissimo udførelse, ligesom de dæmpede motiver der spilles så smukt af Musikkonservatoriets orkester, at man selv om man ikke går glip af en eneste tone, alligevel tror at de kommer fra et sted fjernt fra koncertsalen…..” 
 

Historien bag ”På sporet af den tabte tid” - Den verdensfjerne forfatter og fortæller - hvis snobbede liv og verden er sprunget ud af realismen og blevet ren surrealisme – hvis liv på papiret ender som en sørgelig parodi, da fortælleren, Proust lægger sig i sengen og skriver det allerede levede liv igennem – for syg til at leve ”rigtigt” – Den historie er måske enhver kunstners ultimative drøm. Drømmen om at få fred til at arbejde. Ligge i sin seng skabe – være fri for alt det der med at skulle tænke på at leve – bare skabe…”

(Bent Sørensen: Om “På sporet af den tabte tid”)

I forsommeren gik jeg ud ad en skovvej. På turen satte jeg melankoliens tænder i en Madelainekage af metal. En gammel traktor – en Massey Fergusson, der var placeret langs skovvejen. Pludseligt blev skovvejen til høstmarker i Vendsyssel, og jeg sad som barn på et lille sæde ved siden af min onkel, og troede jeg var vigtig for høstens gennemførelse. Ligegyldigt hvad der ellers sker med min klaverkoncert, vil der altid gemme sig et personligt minde i den om en augustdag i begyndelsen af tresserne og en sommerformiddag i juni 2008.

I
 Jeg har været i kloster.
Aldrig har jeg hørt så meget af min egen musik på så kort tid. 17 stykker på 40 timer på ”Arcus Temporum V” i Pannonhalma-klosteret, hvor jeg til 5 koncerter har spadseret hånd i hånd med Tjajkovskij – kun musik af os to.
Jeg ville aldrig før have troet, at jeg havde noget videre tilfælles med Tjajkovskij. Hans musik forsvinder altid for mig, efter at jeg har hørt den (For andre har vi måske det tilfælles!). Vi kommer her til Ungarn med hvert vores sprog og mødes i et tredje. Når vi kommer ud efter koncerterne, kan vi ikke forstå de ord, der summer omkring os; men det er vidunderligt at være fri for at kunne forstå et eneste ord, og måske har vi alligevel noget til fælles:

(”Der spilles ikke længere på violinen, den mishandles, den rives i stykker, den bankes gul og blå…Tjajkovskijs violinkoncert giver os for første gang den frastødende tanke, at der kan findes musik der stinker i øret.”
(Eduard Hanslick: om Tjajkovskijs violinkoncert))

(”Komponisten Bent Sørensen kan decideret ikke skrive for stemmer, og det har han nu plastret på i seks år ved at give samtlige sangerinder i operaen ”Under Himlen” skæve nødskrig og så ellers kaste lydeffekter som protester op fra orkestergraven. Stillet over for en sådan totalskade….der bestrider en talerolle og således er sluppet for at skrige efter noder….Men de to tidshandlinger skamskydes af Bent Sørensens smældsmusik.”
(Peter Johannes Erichsen: om Bent Sørensens opera))

Der er en stemning på dette kloster, som ikke kan beskrives. Her er fred og inspiration. Kunstarterne mødes. Der er mest musik; men i et utroligt tæt pakket program, der samtidigt formår at ånde i ro, smelter musikken sammen med dans, film og installationskunst.
En voldsom, smuk og erotisk danseforestilling af  Pal Frenak: ”InTimE” bliver uropført, og jeg tager den med mig hjem. Pal Frenaks kunst er påvirket af en opvækst med døve forældre. Kroppenes tegnsprog – ordløst; men de novelleagtige tableauer ender i ord. Bob Dylans ”Knocking on Heavens door” smelter ind i forestillingens sidste tableau, og jeg bliver rørt og mindet om, at den sang er det bedste i verden(Det er der heldigvis stadigt meget der er!).

II

III
”Men i stedet for at drage fra sted til sted og aldrig vide, hvem jeg vil finde, og hvis ører vil åbne sig for mig, i stedet for at leve i ren tillid til min fortælling, har jeg forskrevet mig til papiret. Beskyttet af borde og døre lever jeg nu som en fej drømmer, mens de lever midt i markedets mylder blandt hundrede af fremmede ansigter, der dagligt skifter uden at være belastet af kold og overflødig viden, uden bøger, ærgerrighed og tom anseelse. Jeg har sjældent følt mig godt tilpas blandt de mennesker på vores breddegrader, der lever af litteraturen. Jeg har altid foragtet dem, fordi jeg foragter noget hos mig selv. Jeg tror dette noget er papiret. Her befandt jeg mig pludselig blandt digtere, jeg kunne se op til, fordi der ikke fandtes et eneste ord af dem at læse.”
(Elias Canetti: Stemmerne fra Marrakesh) 

IV

V
”He could dream in seven languages: Italian, Spanish, Arabic, Persian, Russian, English and Portuguese. He had picked up languages the way most sailors pick up diseases; languages were his gonorrhoea, his syphilis, his scurvy, his argue, his plague. As soon as he felt asleep half the world started babbling in his brain, telling wondrous travellers’ tales. In this half-discovered world every day brought news of fresh enchantments. The visionary, revelatory dream-poetry of the quotidian had not yet been crushed by blinkered prosy fact.”
(Salman Rushdie: The Enchantress of Florence)

VI
(20. august: Budapest.
Jeg er til den første prøve på ”Birds and Bells” med Umze ensemblet, dirigenten (og violinisten) Andras Keller og basunisten Robert Kaip. De stemmer deres instrumenter. Jeg sidder klar. Det er altid et mærkeligt spændt øjeblik. Dette øjeblik lige før den første tone sættes an, med musikere jeg overhovedet ikke kender. Hvordan spiller de? Forstår de mit sprog? Kan man læse og forstå sproget i partituret, eller skal jeg sige en masse. Hvis jeg skal sige en masse, er det næsten sikkert, at det er det samme, jeg skal sige, som jeg også sagde til helt andre musikere, de andre gange værker er blevet prøvet. Det er i så fald nok på tide, at jeg retter mit sprog til i partituret, så det kan forstås, uden at jeg behøver at sidde og oversætte.
De spiller fantastisk (og gør det senere til koncerten i Pannonhalma). Det er gribende at tænke på, at alle disse musikere har slidt med mine noder - har øvet og øvet og er kommet frem til at kunne tale mit sprog. Jeg må rette noget af det sædvanlige – og nu må jeg se at få rettet det, så det er ”stavet rigtigt” i partituret.
Vi kommunikerer sammen på engelsk; men ellers tales der mellem musikere og dirigent udelukkende ungarsk, og jeg forstår ingenting. De kan i princippet sige hvad som helst med ord, det eneste jeg forstår kommer fra deres instrumenter.

I en pause går vi sammen ud i en lille gård. De er venner – smiler til mig, men taler ungarsk til hinanden. Jeg ringer til Danmark - primært for at høre et sprog kun jeg forstår, og for at lade andre høre mit hemmelige sprog!

 VII
”Jeg sidder med skånet krop, bøjet over den bog der har stjålet mine bedste år. Ingen
kan læse den nu. Ingen taler i gaderne her vort sprog. En for en forsvandt mine landsmænd under den blafrende teltdug man kalder død. Andre sprog jeg ikke forstår pibler ind i favntag og bønner. En ny verden på den gamles ruiner.”
(Göran Tunström: Tyven)

VIII

IX
”Alexander Krawczuk: Spotkania z petroniuszem.”
(I snart et år, har denne bogs titel været nedskrevet som en note i min mobiltelefon. Jeg så den i et vindue hos en boghandler, og jeg ville have læst den, hvis jeg kunne forstå den, eller hvis jeg havde fundet den på et sprog, jeg kan læse!)

”It is pain flowing down slowly on a white wall”
(En linie fra et digt af den ungarnske lyriker Miklos Radnoti, som jeg får stukket i hånden af en tilhører i Pannonhalma. En linie hun kom til at tænke på, da hun hørte min musik. Jeg blev glad. Måske minder den mig også selv om musikken, og jeg har i hvert fald fået en ny sætning, et nyt billede, der kan bringe mig tættere på, at forstå hvordan mit eget sprog lyder!)

X

Pannonhalma: ”A room with a view” så det vil noget! Rummet ligger mod øst. Der er ingen gardiner, og jeg går i seng med månen stående tæt og lysende i vinduet. Da jeg vågner er det med solen i øjnene, og en myg har sat sig sine spor.
(Støjen af cikaderne er en vellyd – Cikada spiller min musik vidunderligt i vores fælles sprog!)

XI
Pannonhalma: En udstilling: ”From the Ikon to the Installation”.
 Et værk bliver ved med at trække mig hen til sig. En video. En robåd i mørke. En kvindestemme der taler ungarsk. Jeg lytter, og forstår fornemmelsen og tiltrækningen allerede før jeg læser:

”To the one who believes in little, in everything only the light is significant. S/he only marries the one who is eternal. That which comes just as it always did, will thus not even depart. Which is thus selfless. Birth is a dark thing, from something into nothing. I respect death as bright and lumious. Fallibility sucks away the existence between the two. There is light, one among different kinds of faces that I recognise. While it illuminates, it does not render comprehensible. A property that I cannot possess. But then it simply comes, and it creates a clear situation. I recognise its steps. Brevi manu.
Night is falling. Take off my clothes. Place warm stones on my back, ones that the water has worm down to smoothness. Their temperature should be like a high fever. Release the rowboat, and put it in the water. But don’t light a candle: there will be light, that is enoght.”
(Erika Baglyas: Brevi manu)

XII
(19. august, morgen: Forskrift – Jeg er næsten på vej til Ungarn.
Jeg har netop skrevet den tiende og forhåbentligt endelige version af begyndelsen af fjerde sats af min ”La Mattina”. Det er så enkelt, at det næsten er løgn. Typisk: Det ene lag – noget så fjernt fra mit sprog som en fagotsolo – skal være uhørligt; men det der ligger hen over – et pre-ekko, af det klaveret skal spille efter et glimt af stilhed, skal være endnu tystere - uhørligt som kun hørbart i en drøm. Det bliver det helt tredje: Et langt, dynamisk stigende ”d” unisont i fløjte og kontrabas, der indikerer at jeg skriver i mit eget sprog, trods den anderledes enkelhed (”D’et” er som en reel inspiration (trækken vejret ind), før klaveret pludseligt er til stede og exspirerer!). De mange gennemskrivninger er i virkeligheden resultatet af min søgen efter at finde mit sprog blandt alle mine indfald, lyde og idéer. Finde det sprog igen som kun jeg i virkeligheden forstår, og som jeg egentlig heller ikke forstår, men som jeg forstår hvorfor, jeg ikke forstår uden at kunne forklare det for hverken mig selv eller andre. Jeg kommer til forståelse med sproget i én lang udholdt tone!)

 Klaverkoncerten hedder ”La Mattina”. Det hed den, inden der var skrevet en node af den, og selvom titlen har været på en mindre omvej, er den nu landet hvor den begyndte.
Jeg kan ikke tale italiensk, selvom jeg gerne ville, så det kan synes latterligt at bruge en italiensk titel; men man skriver altså ikke musik og fanger titler, for at undgå at blive betragtet som latterlig.
Med titlen ”La Mattina” nærmer koncerten sig den abstrakte titel; men kun fordi min første klaverkoncert hedder ”La Notte”. ”La Mattina”  bliver derfor ikke bare navnet på - men også en nummerering af - en klaverkoncert nr. 2. Måske bliver ”Den anden klaverkoncert”, det navn den kommer til at leve med (hvis den kommer til at leve!).
Det kan formentlig ikke være svært at se titlens sammenhæng – over 10 år - med ”La Notte”, og måske når jeg en dag til en middagskoncert!

På seminarer og foredrag rundt omkring, har jeg til bevidstløshed fortalt, hvordan jeg opfatter mine titler mere som navne end som titler, på samme måde som mine børn har navne og ikke titler. Jeg har til bevidstløshed fortalt, at jeg giver et stykke et navn, og holder fast i det, selvom det måske ændrer sig, og ikke kommer til at ”ligne” navnet. Jeg er tro mod navnet, titlen som de fleste er tro mod deres børns navne, og ikke ændrer Kaspers navn til Mads efter et par år, fordi man synes barnet mere ligner en Mads end en Kasper.
Jeg orker ikke bevidstløsheden mere, men i virkeligheden er det mere rigtigt end man skulle tro. Jeg får mine titler i undfangelsen eller kort derefter, og har aldrig givet et værk en titel eller ændret dets navn, efter det er blevet skrevet færdigt.
 

(Sammenhænger mellem ”La Notte” og ”La Mattina” er til at få øje (mindre at få øre på!). Sammenhængen mellem titlerne ”Alman”, ”Adieu” og ”Angels Music”, er også tydelig, og var endnu tydeligere, lige før jeg begyndte på at skrive ”Angels Music”, hvor værket blot hed ”Angel” (A+fire andre bogstaver); hvilket det aldrig blot var kommet til at hedde og senere udvikledes fra, hvis ikke undergrundstationen, jeg skulle stå af ved, den første gang jeg mødtes med Arditti Kvartetten i London, hed ”Angel”)

”En titel bør forvirre begreberne og ikke ordne dem.”
(Umberto Eco: Efterskrift til Rosens Navn)

Titler kan ramme pludseligt.
 I det øjeblik, jeg begyndte at skitsere og overveje ”Shadowland”, kørte der et fjernsyn langt borte, med en dramatisering af C.S. Lewis liv – Pludselig hørte jeg det – ordet  – ”Shadowland”. Titlen står stadig hvor jeg for første gang skrev den ned: på det store karton der støtter mine noder på klaveret. På samme måde hørte jeg også om ”Den hjerteløse gigants høj” i en ”Fjernsyn for dig” udsendelse, som jeg så sammen med en af mine døtre for lang tid siden. Jeg husker ikke så meget af eventyret, men ved den sidste sætning – ”The Hill of the Heartless Giant” vågnede jeg op.
Titler kan pludselig stå i en bog jeg læser – jeg læser over den, forbi den, men den fanger mig (uforklarligt (skæbner der løber sammen!)), og jeg må læse tilbage, og så er den der….og lyder af min musik!

”På visse stræk stopper de overtroiske sømænd ørerne med hør eller voks for ikke at høre Undinen, de kalder Mädelein; thi hendes sang er skæbnesvanger, og en enkelt strofe er nok til at knuse hjerte og skib.”
(Ib Michael: Troubadurens lærling)

”Der var også stor uro i Sydfrankrig, som skyldtes hjemløse bønder og vagabonderende fattige. Munken fra St. Denis kaldte dem les désespérés et crève-de-faim (de fortvivlede og sultende) men på stedet dernede, blev de kaldt les Tuchins. Nogle mener at navnet kommer af tue-chiens (dræb hund), hvormed der mentes folk der var så langt nede i elendighed, at de i hungerperioder åd hunde; andre mener at det kommer a touche, der på den lokale dialekt var den marquis eller krat, som de hjemløse gemte sig i.”
(Barbara Tuchman: Et fjernt spejl)

”- og ingen, der har læst Fogazzaros IL SANTO, glemmer det første kapitel - Maaneskinsnatten ved Kanalerne og langs Minnewater.
Minnewater - Kærlighedens Vand - ved dets Bred er det, at også Georges Rodenbachs Digtning har hjemme.”
(Johannes Jørgensen: Forord til Georges Rodenbach: Det Døde Brügge”)

”Golden tropft Blatt um Blatt
Nieder vom hohen Akazienbaum
Sommer lächelt erstaunt und matt
In den sterbende Gartentraum”
(Hermann Hesse: September)

”Eller  amazonerne som hylede. ”Nej. Nej. Nej. Det var ikke leoparden der dræbte ham. Ikke bøflen der dræbte ham. Det var natten. Natten der dræbte ham!””
(Bruce Chatwin: Vicekongen af Ouidah)

”For then my thoughts, from far where I abide,
Intend a zealous pilgrimage to thee,
And keep my drooping eyelids open wide,
Looking on darkness which the blind do see;”
(William Shakespeare: Sonnet no. 27)

(Det er mærkeligt at genlæse disse citater, der engang indeholdt et ord, der ramte én som en hammer og forærede et navn. Var jeg specielt modtagelig for det ord på det tidspunkt ? Satte ordet, titlen det hele i gang, eller var titlen bare et billede på det, jeg ledte efter? Ville de bøger have givet mig de samme titler i dag, eller havde jeg læst hen over de før så magiske ord og måske faldet over et helt andet ord eller sætning – en hel anden titel? Skæbnen smelter ting sammen til værket og en titel: En musikalsk idé hvor en violin svæver over det hele, et møde med en forfalden have på Mors og læsningen af et digt af Hesse bliver tilsammen til en violinkoncert. Uden et enkelt af de elementer var den ikke blevet! Det er ligeså uhyggeligt tilfældigt som selve livet!)

Jeg har det – jeg har fat i det, og mens jeg skriver det ned, forsvinder det ud af mine hænder, ud i luften, og jeg kan ikke gribe det igen. Jeg kan kun fange noget af det – en duft af det; og selvom koncentrationen var der i det sekund, kunne den ikke holde fast i det, der lå gemt midt i koncentrationen – Den originale, fantastiske tanke -  den bedste musik, jeg nogensinde kunne havde skrevet! Der er kun en ruin tilbage.

 Jeg finder koncentrationen og er lykkelig. Jeg er så lykkelig, at jeg forlader arbejdsbordet. Det er så skønt, at det må fejres ved at bevæge sig næsten jubelidiotisk bort, fra der hvor koncentrationen var, og fejringen gør at koncentrationen er væk, når jeg skal gå tilbage til den. Der er kun en ruin tilbage.
 

 Det er altid enten det bedste eller det værste, og det skifter hele tiden og er i reglen begge dele samtidigt. Man komponerer – og man skriver den bedste musik, man har skrevet og efter en nat – eller blot et øjeblik efter -  er det forvandlet til det værste, man nogen sinde har skrevet. Det er det faktum, at der intet er imellem det værste og det bedste, der holder en oppe som komponist, og det er det samme faktum, der gør arbejdet som komponist til både det værste og det bedste.

 ”Det værste er når jeg ganske godt ved
at jeg selv har snydt en lille smule
for at opnå en lurvet gevinst:”
(Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste)

 Det er morgen, og alting bør og skal i dag handle om min klaverkoncert. Jeg vil fra morgenstunden suges bort og ind i den. Ind i den koncentration hvor alt hvad jeg ser, hører og læser smelter ind i konturerne af min musik. Jeg har lagt samtlige notater i en bunke. Alt skal gennemgås – alle tanker skal genfindes, i de utallige skitser, hvor tankerne ligger  gemt i skjulte labyrinter. Måske er jeg angst for at det hele forsvinder i takt med at jeg skriver om at finde det ?

 Dette er labyrinten på Kreta. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte ligesom María Kodama og jeg blev borte. Dette er labyrinten på Kreta hvis centrum var Minotauros som Dante forestillede sig som en tyr med menneskehoved og i hvis net så mange generationer blev borte ligesom María Kodama og jeg blev borte den formiddag og i tiden er vi stadig blevet borte, i denne anden labyrint.”
(Jorge Luis Borges: Atlas)

” My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur of Bourges, merchant of Montpellier. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur. My father was and brought nuts and silks and carpets from Damascus to Narbonne. He was falsely accused of poisoning the King of France’s mistress and fled to Rome. My name is Angélique and I am the family of Jaques Coeur. While my brothers and I were trading with the Levant I was abducted by pirates and sold into slavery to the Sultan of Stamboul. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques Coeur. My name is Angélique and I am the daughter of Jaques. My name is Angélique and I am the daughter. My name is Angélique and I am. My name is Angélique.”
(Salman Rushie: The Enchantress of Florence)

”Han så sig selv ligge på briksen og drømme om, at han lå på briksen og drømte om at ligge på briksen og drømme.”
(Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden)

 Formen på første sats af min klaverkoncert er ufattelig enkel. Fem takter, der bliver gentaget fire gange; men som for hver gentagelse vokser i længde. En forlængelse indefra; som en krop der vokser med årene, og hvor de enkelte års ændringer er usynlige.
Skygger af begyndelsen på første sats skal aftegnes i to andre satser, og jeg overvejer at skære disse skygger ud, så deres lydlige aftegninger bliver som ruiner at første sats.
 

 På en rejse til Ungarn for mere end tredive år siden med min gymnasieklasse, overværede jeg i en landsby uden for Budapest en lille koncert med folkemusik. På et kryds mellem to støvede grusveje dansede og sang fire sigøjnere – mor, far, datter, søn. Jeg husker det, som om de kom ud af en tåge, fra mere end én af grusvejene og forsvandt på samme måde, som gik de fuldstændigt ind i et landskab, jeg ikke kunne se. Inden de forsvandt havde de givet mig en af mine største musikalske oplevelser overhovedet. De to kvinder dansede, og de to mænd sang, nynnede og rytmificerede en dansemusik –  Sammen blev deres munde og fødder til et forunderligt trommesæt. En fantastisk instrumentalmusik uden et eneste instrument. Musikken – drømmen om den musik – har fulgt mig siden (der er spor af den i f.eks. ”Angels Music” og ”Phantasmagoria”), men jeg vil aldrig kunne finde den og høre den helt på samme måde igen. Drømmen om den er måske også det bedste.
 

Jeg så ”Exit Music” i en drøm!
(I drømme kan man se musik, der ellers kun lader sig høre!)

I drømmen stod jeg i en åben dør til en lille hytte på et bjerg eller ved noget vand.
(I drømme kan steder ændre sig kamæleonisk på en måde, der ville gøre én bange, hvis det skete i vågen tilstand!)

(foto: Ragnhild Lothe)

Jeg stod og så en sky, der indeholdt min musik, forsvinde på himlen. Der var noget Magritteagtigt, ved den film jeg drømte, og jeg kan ikke engang sikkert benægte, at jeg i drømmen bar en sort bowlerhat.

Musikken forsvandt med skyen, og drømmen forsvandt, da jeg vågnede – det har drømme det med at gøre; men heldigvis dukkede drømmen langsomt op igen – det gør drømme ofte hos mig, og idet den dukkede op sammen med musikken, der blev synlig og hørbar, dukkede også titlen til orkesterværket, der gemte sig i skyen, op: ”Exit Music”.

Det var i sommeren 2006. Jeg lyttede en del til Radiohead, Massive Attack, og Björk, og der er spor af den lytning langt inde i de inderste celler af ”Exit Music” - Loops, treklange, orkesterscratchs og rytmiske mønstre (I virkeligheden er det tydeligste mønster også det enkleste, som jeg tror kom direkte fra Bonos version af ”Can’t Help Falling in Love” på Cd-afspilleren i baggrunden - over min blyant og videre ned på nodepapiret).

En titel skal ramme som et skæbnebestemt håndkantslag(Hvis det altså er mig, der skal bruge den!), hvor alting pludselig ramler sammen og former og hvisker en titel. I dette tilfælde ramlede drømmen (eller erindringen om drømmen) sammen med min fornemmelse af formen på værket – hvor musikken hele tiden forsvinder, der igen ramlede sammen med skjulte ekkoer af den øjeblikkelige lyd omkring mig (Radiohead (”Exit Music”), U2 (”Exit”)).
Lyden omkring mig viser sig altid aldrig at være helt tilfældig!

Da drømmen var oversat og smeltet ind i idéerne til ”Exit Music” - var blevet til noget så virkeligt som musik, kom den varieret igen i nætterne efter. Behagelige drømme, der kun havde repetitionerne tilfælles med det evige mareridt, der red mig i en lang periode af min tidligste barndom, hvor scenen var mørke. Et mørkt hus bag store, sorte træer. En bil ventende foran det truende hus.
Jeg ville altid så gerne vågne væk fra den drøm, og når det lykkedes, lagde jeg mig på den friske side og forsøgte at tænke og glide ind i drømme om alt det modsatte: Lyse bygninger, solstrejf på træer og skibe med hvide sejl……

”Sommetider går jeg ganske vist stadig en tur i Szemlóhegygade, men den minder ikke engang om den Szemlóhegygade hvor jeg mellem ældgamle plataners slangeagtige rødder, forskanset bag et jerngitter, af og til stødte på græske landskildpadder, som jeg bar ud på engen for enden af gaden og lagde pavestolt i græsset; her, på denne højtliggende eng, lå verdens sidste forsvarbare udpost, herfra skuede jeg hinsides verdens rand, og dette hinsides var en lokkende anelsesfuld blånen som mit barneblik fortabte sig i og fortrylledes af, og dér, hvor grænsen mellem det bugtende vandspejl og den glitrende himmelrand næsten var udvisket, skimtede jeg sommetider med gyngende forundring konturerne af et hvidt drømmeskib…”.
(Imre Kertész: ”Jeg – en anden”)

”En sommeraften kom et oplyst skib til syne, det bevægede sig så langsomt, at jeg troede, det lå stille. Jeg så det, som om jeg aldrig havde set et skib før, det var det eneste, der var ikke andet end det. Rundt om var der skumring og tiltagende mørke. Det var strålende oplyst, lysene dannede deres eget stjernebillede, at det var på vand fornemmede man af den smerteløse ro, det gled med. Dets lydløshed bredte sig som forventning. Det lyste længe, uden blafren, og tog mig i besiddelse, som var jeg gået ud i frugthaven for dets skyld. Jeg havde aldrig set det før, men jeg genkendte det. Det svandt bort i lysenes fulde styrke. Jeg gik indenfor og talte ikke med nogen, hvad kunne jeg have talt om.”
(Elias Canetti: ”Den reddede tunge”)

Jeg blev ikke færdig med ”Sounds like You” til min personlige deadline 18. juli, men for lidt siden blev jeg færdig med det lille korstykke, som jeg i et svagt øjeblik – midt på en gade i Greenwich Village i New York i oktober sidste år over en mobiltelefon - kom til at sige ja til at skrive.
Det skal uropføres på en festival, der ligger tæt på havet, og det skal forme et præludium til mit ”Benedictus”, hvor alle sangerne er placeret i en cirkel omkring publikum. Jeg har ord for at foretrække antydningen frem for det helt klare, og typisk faldt jeg for et digt, hvor havet kun er usynligt antydet ved tilstedeværelse af strand.
I begyndelsen af stykket er koret samlet på scenen, men mod slutningen bevæger de kvindelige sangere sig ud til de positioner, de skal være i, når de fremfører ”Benedictus”. Herrestemmerne synger teksten til de sidste linier i digtet på en mærkelig unison melodi, og kvindestemmerne bærer toner ud i rummet . En enkel terts (d#/f#) glider ud blandt publikum, som bølger der glider ind over strandens sten.

(foto: Ragnhild Lothe)

Digtet af Pia Juul har ingen titel og det er stadigt uklart om værket skal hedde ”Jeg vender mig om” (digtets første linie) eller ”og solen går ned” (digtets sidste linie). Jeg kan mærke, at det er den sidste linie, jeg har haft mærker i nakken af efter titelhåndkantslaget, men når jeg her og nu ser de to linier , ser jeg også en utrolig smuk cirkel i ord, som bestyrker mig i, at jeg valgte det rigtige digt (”Jeg vender mig om, og solen går ned”).

I
Jeg har igen mistet denne årstid.
Som i de foregående år mærker jeg, at den forsvinder, uden at jeg når at opleve den. De vidunderlige dage i forrige uge, hvor solen skinnede som var det midt på sommeren, sad jeg væk foran mit arbejdsbord. Kiggede ud af vinduet. Ville så gerne fange årstiden og fastholde den på en bænk i haven.
Det er det sædvanlige. I de umanerligt mørke og triste vinterdage længtes jeg efter lyset, og det var for deprimerende en tid at komponere i. Nu er jeg så deprimeret over, at jeg ikke fik komponeret noget i den triste tid, der ikke var til andet.
Samvittigheden trækker i to retninger – lev eller skriv, og der bliver trukket i mig, så jeg i stedet sidder fast, plantet med min dårlige samvittighed over min manglende koncentration - Kigger ud på verden og ned på papiret og kan ikke koncentrere mig om nogen af delene.

Jeg leder efter en tekst.
Jeg har lovet at skrive et lille korværk til en festival i Tyskland, og det har stået klart så længe, at det irriterer mig, at jeg ikke brugte de triste vinterdage på at finde teksten.
”Sounds like You” er for nogle dage flyttet bort fra skrivebordet, der nu ligger overdænget med digtsamlinger – danske og tyske. Jeg ved, hvad jeg leder efter, men kan ikke finde det. Det skal være på tysk! Det skal være et præludium til mit korstykke Benedictus! Der skal være noget om vand – om havet i det! …. Hvis jeg sammengoogler alle kravene i min hjerne får jeg ”ingen match” og alligevel søger jeg.
Tekster til musik er tit kommet til mig som åbenbaringer. Pludselig læser man den tekst man har søgt efter – f. Eks. Cohen-fragmentet om de elskende på kirkegården i ”The Echoing Garden”, og de anonyme digte jeg fandt på en opslagstavle i Wien, som ligger til grund for ”Ständchen”. Stort set al den tekst jeg møder, gennemlyser jeg med min musik. Er der noget her ? Er der ord til min musik?
Jeg koncentrerer mig nu om et par danske lyrikere og søger efter deres digte i tysk oversættelse, og oven i det kommer jeg i tanke om en udstilling med Kiefers billeder, som jeg så i Montreal for to år siden – Ingeborg Bachmanns ord på billedet.
»… dein und mein Alter und das Alter der Welt
misst man nicht mit den Jahren.«
Bachmann havde jeg jo også lige fat i før! Hvad var det der skete, da jeg så udstillingen i Montreal, og kan det ske igen ? Hvad var det for en musik der opstod i sammensmeltningen af tekst og billede?
En ven af mig har lånt kataloget til Kiefer-udstillingen, men jeg møder ham i morgen, og da kan jeg få det tilbage.

II
En anden ven har sendt mig en bog. En bog han selv har skrevet om Københavns steder og parker. ”Steder” dækker over områder i København, hvor man – med et gammeldags udtryk – kan dvæle. Indimellem beskrivelserne af stederne har han indflettet spor af hans egen historie. Hans første møde med den kvinde, han nu netop er blevet skilt fra, hvor de kravlede over muren til den lille plads rundt om Skt. Petri kirke, »hvor vi gemte os fra resten er verden, og elskede kun oplyst af den enorme måne som de hurtige, lette skyer gled over som vores hænder over hinanden«.
Hans tanker og liv smelter sammen med stederne: Kastellet, Balders plads, Rosenvang, Krusemyntegade etc. Kan man gøre det samme med musik ? Kan man flette sin musik sammen med sit liv, eller er det i virkeligheden det man gør hele tiden, i en kunstart, der er så abstrakt, at det abstrakte bliver opløst til virkelighed.

III
I ”Sounds like You” taler hovedpersonerne, og automatisk bliver musikken til baggrund. Hvis de sang ville teksten forsvinde i musikken.
Det er et af de største ”alt eller intet-problemer” når det gælder musik og tekst, og det kommer altid tæt på et ”Enten - Eller”. Kan det samme øre høre ord og musik på samme tid?
I ”Under Himlen” havde jeg store problemer med at lade en talende skuespiller, Lise tale over min instrumentalmusik, så jeg lod instrumenterne forsvinde, når hun talte, og hendes stemme og ord lagde sig i stedet på et tæppe af korklang.
Nu er jeg åbenbart blevet mere modig. I ”Sounds like You taler personerne al tekst hen over min musik, og jeg håber og tror at talen kan blive som musik og musikken som tale, eller måske vil de to ting smelte sammen og tilsammen danne noget tredje!

En af de største oplevelser jeg har haft i år er danseforestillingen. ”Blue Roses”, som jeg så i London for halvanden måned siden. Der er ingen musik. Figurerne danser til Tennessee Williams stemme – hans oplæsning af fragmenter af ”Glasmenageriet”. Tekst og dans smelter sammen og danner musik.
Inspiration og kunst er en evig, gådefuld strøm af kemiske forbindelser!

I
Hvad er sammenhængen mellem mit liv, og det jeg søger i mit værk?
Når jeg stiller spørgsmålet lægger jeg samtidigt svaret på læben og i munden. Sammenhængen er i sig selv svaret! Sammenhængen er, at jeg er opmærksom på sammenhænge – på udkik efter dem - begge steder, på alle planer, og frem for alt er jeg på jagt efter tværgående sammenhænge og sammensmeltninger på tværs af alle skel. Sammenhænge fra den mest ubevidste bevægelse i mit værk til den mest bevidste beslutning i mit liv.
Sammenhængskraften og jagten på sammenhænge bliver først interessant og bemærkelsesværdig, når man mærker den eller finder den, hvor alting virker usammenhængende. I øjeblikket ser jeg efter sammenhænge overalt og søger i hver tanke, i hvert syn en sammenhæng, og måske er søgningen og analysen så intens at sammenhængsdømmekraften er blevet devalueret
Er der en sammenhæng mellem de former musikken antager og de former der tegner sig i komponistens liv? Kan musikken forme komponisten, så musikken udstikker linierne for komponistens liv?
I de sidste par år har jeg været besat af at provokere min formtænkning. På min computer har jeg indlagt musik inden for stort set alle stilarter, og jeg elsker at sætte computeren til at afspille alt tilfældigt og lytte til overgange mellem glimt af musik, som nærmest intet har med hinanden at gøre. Være spændt ventende – hvad bliver det næste! Klippene mellem glimtene bliver små åbenbaringer, og jeg træner mig i hurtigt at fange drømmen om sammenhængen mellem de klip, der bringer min fantasi i kog.
I de senere år har jeg overført ”festmixet” til koncertsalen og lavet en mængde koncertprogrammer, hvor det væsentligste fokus er på overgangen mellem værkerne. Koncerter hvor sammenhænge skaber kaos og kaos skaber nye sammenhænge, der spejles i min musik – Usynlige og uhørlige sammenhænge i kaos.

II

Efter foredraget for nogle uger siden møder jeg i en port ved busstoppestedet den ven jeg har kendt i 25 år. Han virker overraskende forvirret, og hans sætninger er helt usammenhængene og fyldt med gentagelser. Han virker på samme tid tøvende og travl. Han skal rejse, men står helt stille. Mens vi taler sammen dukker der en ældre mand op. Han taler uopfordret og uafbrudt, og det er svært at vide om han taler til os, eller taler til sig selv. Han taler nok bare, og hans ord synes at køre helt i cirkler. Den samme historie bliver fortalt igen og igen, som om pickuppen, der skal føre hans tanker ud af munden, står fast i en rille. Hans tale handler om, at han i dag har reddet to mennesker ud af en brændende bil i forbindelse med hans arbejde i civilforsvaret; men med alle mine fordomme i behold er jeg ret sikker på, at det ikke er sandt. Min ven fortsætter sine usammenhængende sætninger om hans pludselige skilsmisse og den foranstående rejse til Venedig.

Det er en helt mærkelig situation, og der opstår den særeste kommunikationsstilhed af hvid støj, man kan forestille sig. Min ven er for optaget af de tanker, der gør hans tale usammenhængende til at han mærker støjen. Den ældre mand er ligeglad – og har formentlig fortalt historien en masse gange uden at kræve intens lytning eller stilhed omkring sig, og han finder sit eget looptempo til aflevere historien i. Jeg selv er for optaget af klangen af den kontrapunktiske monologduet til at ville bryde ind i den – Jeg lytter blot og håber, at de to usammenhængende temaer vil fortsætte lidt endnu. for jeg ved, at jeg lytter til en musik, der har sammenhængslinier, der rækker ud efter min egen musik, min inspiration og ”Sounds like You”. Jeg lytter til den form, der bliver min, når jeg samler de to stemmer. Det er mig der finder sammenhængen. Jeg er lytteren der hører to historier smelte sammen til én. To historier, som ligeså godt kunne eksistere på hver sin side af kloden, i hver sin tidsalder.

De smelter sammen, som når man i et tog lytter til to mennesker der taler i mobiltelefon helt uafhængigt af hinanden, og man så som tredje part pludselig kan mærke og høre en sammenhæng – en ny sammenhæng, når man ikke kan høre svarene i den anden ende af telefonerne, om man i stedet forsøger at samle det man hører til en samlet samtale – til en historie, som intet har med virkeligheden at gøre (”Jeg er på vej hjem” – ”Det er da vel løgn!” - ”Jeg troede altså også, at jeg kunne have nået et tidligere tog” - ”Nu forsvandt du!” – ”Jeg ved det godt” – ”Jeg lægger på”).

III

Det går i øjeblikket langsommere og langsommere med at komponere, og det jeg komponerer går langsommere og langsommere. Et uendeligt ritardando, som allerede har været spillet tidligere, kommer nu igen; men denne gang er dynamikken vendt om. Hvor det første gang blev svagere og svagere i takt med at musikken mistede tempo, bliver det nu kraftigere og kraftigere, og det skal på en eller anden måde ende i et slør af hvid støj, der bliver afslutningen på den første koncert kvinden og manden sammen lytter til.

I går aftes læste og lyttede jeg partituret igennem, og jeg ved nu, at jeg ikke kan nå at blive færdig til 18. Juli.