(27. december 2008)
Et møde - og pludselig bliver ”Sounds like You” synlig.
Jeg går fra mødet med en fornemmelse af en ny friskhed. Med instruktion, teater og alt det visuelle foran sig er ”Sounds like You” slet ikke født endnu. Værket har sin egentlige fødsel til gode. Der er stadig håb, og der er stadig noget at se frem til.

”En tøven før fødslen. Findes der en sjælevandring, så er jeg end ikke på det nederste trin. Mit liv er en tøven før fødslen.”
(Franz Kafka: Dagbog 24. januar, 1922)

(15. januar 2009)
Jeg mødes med Point 4, fire norske musikere, der aftenen i forvejen har improviseret over ”Funeral Procession” ved en koncert på Schæffergården. Vi diskuterer og de spiller. Jeg har inden mødet prøvet at finde de glimt i værket, der rummer hele dets egentlige identitet, og vi prøver at lade de identiteter farves af musikernes spontanitet - deres og mine tanker forbindes i en fin atmosfære. Det værk, de spiller, er helt nyt og fødes på stedet, og alligevel kan jeg hele tiden høre sporene af ”Funeral Procession”, der danner en horisont – et i forvejen krakeleret billede, der nu bliver yderligere krakeleret.
Det bedste, der kan ske, er, at ens musik bliver brugt og gerne misbrugt en smule, som den her misbruges på en fin og følsom måde, og når den kan holde til det her, kan det holde til næsten alt, og den skal kunne holde til meget for at være holdbar. Jeg er så glad for at musikken kan bruges og dybt berørt af tanken om at nogle fantastiske musikere fra jazz og klassisk har brugt utallige aftner på at øve sig i at improvisere over min musik. Jeg ender med at synes, at deres version er bedre end mit eget værk - og så kan det værk oven i købet fødes mange gange endnu.

”Jeg er så tæt på at være ufødt som man kan
uden ikke at være”
(Thomas Boberg: Pelikanens flugt)

 (19. januar 2009)
Jeg begyndte et nyt år med et gammelt stykke. Næsten hver morgen stod jeg uhyggeligt tidligt op og arbejdede lidt på tredje sats af ”Schreie und Melancholie”. Jeg æltede tonerne og skrev det hele igennem igen, så det nu er kommet ud i en version, hvor den ene af violinerne fra strygekvartetten er borte, og satsen er blevet  til en ny sats, et nyt værk for strygetrio. ”Lugubre Gondola” - en barcarole – og endnu en forsinket drøm om Venedig.
Titlen havde det, inden det blev skrevet. I strygekvartetten har jeg forsigtigt brugt lugubre som karakterbetegnelse, og jeg husker, at den allerede dengang var lige ved at hedde ”Lugubre Gondola”. Som da jeg skrev strygekvartetten i 1995 lytter jeg ind imellem i disse tidlige morgentimer til Claus Johansens inspirerende radioudsendelsesserie om musikken i Venedig (Jeg anbefaler den; men man kan vist ikke finde den på nettet!). Jeg er overrasket over, at jeg kan gøre det her så mange år efter i de kulsorte januarmorgener, så jeg klarer mig vist gennem resten af måneden uden melankolien!

”Endnu ufødt, og allerede tvunget til at eksistere, at gå omkring i gaderne og tale med mennesker”.
(Franz Kafka: Dagbog 16. Marts, 1922)

(19. Januar 2009)
Jeg mødes med Jens E. Christensen i Christians Kirken på Christianshavn. Han har indstuderet mit lille orgelværk ”Lais” fra 1985 og spiller det fremragende for mig.
Bagefter sidder vi i kirkens tusmørke og diskuterer værket. Mens jeg lyttede til værket, faldt jeg over nogle toner og gestiske udbrud, som jeg aldrig ville have skrevet i dag. Jeg foreslår vi fjerner dem, men heldigvis holder han fast på dem, og hindrer mine nu mere modne ører i at bestemme over det lille barn, der dengang blev skrevet ned på papir af en ung mand, og jeg hører og forstår nu – 24 år forsinket – bedre, det den unge mand skrev dengang.

”Kan han ikke? Øjne, der gør ondt. Øjne, der gør ondt lige nu, indefra. Mens hun venter på, at han skal fortælle hende, hvad det er der sker. Herregud. Åh, herregud. Du er ved at blive væk for dig selv, kunne han sige. Du er ved at blive væk i en døende mand. Du er ved at blive væk i et blomsternavn, du ikke har hørt før. Eller stilheden i en aften, hvor alle taler. Ordet rhododendron. Det ukendte eller det nye eller det gamle eller det kortvarige, især det kortvarige. Især. Hvad ved man? Om hvor meget der kan nås på hvor kort tid. Om for sent og for tidligt og endnu ikke og aldrig. Og mørket bag stjernerne, smerten bag øjnene. Hvad ved han?
- Jeg var på vej hjem, siger han.”
(Juliane Preisler: Privatpersoner)

 (20. januar 2009)
For et par et par uger siden kom der hul igennem til fortsættelsen af fjerde sats af klaverkoncerten. For lang tid siden gik jeg i stå på et sted, som jeg aldrig syntes at kunne komme videre fra. Jeg læste igennem, lyttede igennem, spillede igennem, men hver gang stoppede jeg det samme sted. Jeg lagde det bort og tænkte, men fik ingen tanker, og prøvede at adsprede mig ved at skrive noget helt andet, for så at forsøge at overraske barrieren ved pludselig at vende tilbage til det forbandede sted. Jeg tænkte også på Wagners råd til en ung kollega om at finde en persons ledemotiv i en opera, ved at lukke øjnene og så forestille sig personen langsomt åbne munden, og gennem dette syn lytte til - og fange - den musik, der kommer ud af en fiktiv mund. Pludselig brød jeg igennem barrieren, og venter nu bare på den næste forhindring.

I

”Jeg skriver ikke dagbog. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer formentlig aldrig til at gøre det. At skrive dagbog er - ligesom f.eks. havekunst, lystfiskeri og amatørmusiceren - en af livets sunde og skønne beskæftigelser, som alle kan se det vidunderlige i; men ligesom man ikke bare siger ”Fra nu vil jeg tage ud at fiske hver søndag”, så kan man heller ikke sige: ”Fra nu af vil jeg skrive dagbog”, selvom man ville ønske, at det faldt naturligt for een at gøre det. Man kan ikke presse sig til det, og hvis det ikke kommer af sig selv, så skal det nok slet ikke komme. Der kan selvfølgelig ikke bare ligge en banal beslutning til grund for, at nedskrive sit liv under en eller anden form. Dagbogsskriveri bunder lang dybere end almindelige beslutninger, og man kan formentlig dele jordens befolkning op i to dele - Dem der kan og vil optegne deres liv i klare, objektive kapitler, og - hvis de har mulighed for det - derfor skriver dagbog, og dem der ikke kan eller vil.
Jeg har altså aldrig skrevet dagbog, men jeg har gjort to ting, der kommer tæt på. For det første har jeg skrevet partiturer og mine partiturer er mine private, uklare dagbøger, der hele tiden bringer mindelser til live om den tid jeg skrev dem i, når jeg bladrer i dem, og for det andet, har jeg siden begyndelsen af 80-erne i mine kalendere ført oversigter over de bøger jeg læser. Tit fik jeg aldrig skrevet vigtige aftaler ind i kalenderne - jeg har formentlig stolet på min hukommelse, men een ting har jeg holdt stædigt fast ved: listerne over bøgerne jeg læser.
Tilsammen danner boglisterne i kalenderne og partiturerne en personlig dagbog, som kun jeg kan læse. Hvis jeg f.eks. griber kalenderen fra 1997, kan jeg se, at jeg om sommeren det år læste Canettis ”Masse og magt”. Med det samme kaster den oplysning et billede af sig, hvor jeg sidder på Ringsted banegård og venter på aftentoget til Aarhus, hvor jeg dagen efter skal undervise, og det billede ”kalder” så igen på et par takter af klaverkoncerten ”La Notte”, og så sidder jeg pludselig i toget den anden vej, en anden dag med en anden bog. Partiturerne og boglisterne løser – som to bekendte – mit historiske livs ligninger, og de er de primære kilder til mit liv….
….Måske kan folk der finder min musik uklar se en parallel til uklarheden i min dagbogsskrivning, og måske ville mennesker, der skriver meget klare, objektive oplevelser og fakta ind i deres dagbøger, skrive en meget klar og objektiv musik, hvis de var komponister!”
(Indledning til foredrag om Proust og Musikken – februar 2008)

II

Balders Plads på Nørrebro. En eksklusiv oase – En lille plads hvor man kan mærke en ejendommelig stilhed, når byens støj synes at forsvinde, selvom man ved, at den stadig burde være der.
Pladsen er for nylig blevet renoveret, men før det - for næsten tre år siden – sad jeg på pladsen med en ven og diskuterede anden sats af ”Ständchen”, og det var faktisk på en bænk på Balders Plads at tanken om at musikernes fødder skulle bevæge sig i perlegrus, og derved fremmane lyden af fødder der bevæger sig på en gruset sti, blev født. Når jeg tænker på den samtale, ser jeg os - af en eller anden mærkelig grund – sidde på bænken med fødderne løftet en smule, så de bevæger sig svingende, svævende frit i luften, som små børns fødder kan bevæge sig, når de ikke kan nå ned til jorden. I virkeligheden er det billede – min erindrings billede - jo et modbillede på idéen om fødderne i grus.
I flere opførelser af ”Ständchen”, hvor jeg ikke selv har været til stede, er perlegruset vist blevet erstattet af noget mere praktiskt; men det var nu noget særligt ved uropførelsen for snart to år siden, hvor Scharoun Ensemblet benyttede store trækasser til at holde sammen på perlegruset, og hvor scenen syntes forvandlet til noget, der lignede indgangen til et byggemarked.

III

”Endelig aftager ovationen, folk sætter sig ned, og den tjekkiske videnskabsmand siger med skælvende stemme: ”Jeg takker jer, mine venner, jeg takker jer af hele mit hjerte.” Han bukker og går tilbage til sin plads. Og han ved, at han er i færd med at opleve det største øjeblik i sit liv, det glorværdige øjeblik, ja glorværdigt, hvorfor ikke sige dette ord, han føler sig stor og smuk, han føler sig berømt og ønsker, at hans vandring mod stolen skal være lang og aldrig slutte.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

IV

Nu, hvor de er blevet skilt, tænker jeg selvfølgelig på deres bryllup. Det var en strålende sommerdag. Vi var alle unge, og der var mennesker overalt i haven, hvor bryllupsfesten stod.
Under middagen var der taler i hobetal. Jeg holdt selv en tale, som jeg husker voldte mig besvær, og i betragtning af at de nu er skilt, er det måske både fint og naturligt, at jeg fuldstændigt har glemt hvad jeg sagde.

Blandt gæsterne var der en speciel hædersgæst. Det var bestemt ikke ham brudeparret kendte bedst; men han var kendt – rigtig kendt, og det var tydeligt, at brudeparret var stolte af hans tilstedeværelse. Han var deres trofæ overfor alle os andre: ”Se hvem vi kan invitere til vores bryllup.” Trofæet holdt også en tale – egentlig ikke nogen særlig god tale. Jeg tror faktisk, at han forberedte den hurtigt under velkomstdrinken, hvilket den bar præg af. Selvom han ikke kendte brudeparret særlig godt, var det naturligt – hans kultur-vip-status taget i betragtning, at han sprang over i køen i den almindelige taleorden. Han talte lige efter brudgommen, og kom f.eks. på før både bruden og brudens far.
Han rejste sig – andægtigheden bredte sig blandt bordene, og bruden, Beate så lykkelig ud. Ikke så meget over det han sagde; men bare dét: ”Han holder tale for os”!
Efter hans tale kom andre til med deres taler; og pludselig kunne jeg se et mærkeligt mønster – et mærkeligt skuespil. Hver eneste gang nogle rejste sig for at holde tale, rejste trofæet sig og forlod lokalet – for formentlig for at gå på toilettet. Første gang virkede det naturligt; men da det skete ca. ti gange under ca. ti forskellige taleres talen, begyndte jeg at finde det komisk. Jeg er sikker på, at det var hans underbevidsthed der styrede ham; men den underbevidsthed var helt tydeligt fodret med idéen om, at andre talere måtte han ignorere, andre talere var ikke værd at høre på. Da turen kom til mig og min tale, var jeg klar over spillet, skuespillet og overvejede at slå på glasset, rejse mig og så holde talen i en position, hvor jeg samtidigt ville kunne hindre hans passage. Jeg havde ikke modet, og måske skyldtes det også, at da taleren før mig, havde holdt sin tale, havde trofæet ikke bare rejst sig og var gået ud på det toilet, hvis håndtag og måske sæde efterhånden måtte være nedslidt. Han var også gået ud på en måde, så han passerede foran taleren, der var trådt lidt tilbage fra bordet. Dette betød, at for alle der fulgte taleren med øjnene, kom trofæet pludselig ind i billedet, hvor hans kropssprog skreg: ”Se mig, husk mig – det var mig der holdt den bedste – den mest fantastiske tale!” Hans desperate forsøg på at fjerne opmærksomheden fra taleren sluttede ikke med det. Da han havde passeret taleren – brudens bror fortsatte han langs bordet og bukkede sig ned og hviskede til bruden, der selvfølgelig måtte slippe sin egen brors tale, da trofæet naturligvis krævede al hendes opmærksomhed.

Måske bliver forfængeligheden værre med berømmelsen.

V

”Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud af min mund, alle loe, beundrede mig – men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – hen og vilde skyde mig selv.”

(Søren Kierkegaard: Dagbog – 1836)

VI

22. September 2008: Bo Skovhus synger sange af Schubert og Schumann med harpisten Xavier de Maistre. Det foregår i et fantastisk rum: Evangelische Kirche i Benz, og både inden og under koncerten kan man lade blikket glide op og følge konturerne af de meget smukke motiver i udsmykningen af træloftet og lade billederne smelte sammen med musikken.
Pludselig - efter Schumanns ”Requiem” op. 90 nr. 7 - sker der et mirakel. Der er helt stille, ingen host , ingenting; men det er ikke bare en stilhed,. Det er en samlende stemning i kirken, der former en hel unik stilhed, hvor alle vi publikummer ånder og føler i een samlet bevægelse - i en ubrydelig sammensmeltning med udklangen af Schumann. Øjeblikket er selvfølgeligt født af den fantastiske opførelse, der fulgte inden; men det er et øjebliks stilhed, som alle, der sad ved koncerten i Benz den aften, tager med som en fælles gave, en fælles erindring (en fælles hemmelighed - jeg nu røber).
Efter koncerten venter vi udenfor kirken. Det er meget mørkt; men man kan se ind til kirkens smukke loft gennem vinduerne, og når jeg ser loftsmotiverne udefra, føler jeg, at de også tog del i den fælles stilhed fra for et øjeblik siden og for evigt vil være påvirket af den.
Senere er der Nachtspiel med skøn vin og mad; men jeg kan mærke at det øjebliks stilhed efter ”Requiem” får mig til at være ekstra stille og sky - Får mig til at føle, at jeg vil nedbryde noget, hvis jeg bruger min stemme. Jeg går rundt til festen og gemmer på en stilhed!

VII

”For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!”
( Blogindlæg 28 juli (”Parkerne”))

VIII

Han løber efter hende ned mod havnen. Solen er så forfærdelig skarp, og hver gang den rammer de øverste dele, af de aluminiumsmaster han allerede nu kan se foran sig, bliver han blændet af tilbageskinnet, og hans øjne forsvinder. Han haler hele tiden ind på hende; men han har på fornemmelsen, at hendes mål ligger præcist så langt forude, at han aldrig vil nå at indhente hende.
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

”Bare man dog kunne holde ud – nøjes med – bare at være, ikke andet.
Her på pladsen foran Sv. Vit-katedralen i Prag. Kan jeg ikke bare være? – uden at være sammen med nogen (Jeg er jo alene) – uden tidsfordriv – uden at tænke på at storme hen til den nærmeste café for at indtage en unødvendig kop kaffe. I dag er jeg åbenbart for rastløs til bare at være.”
(Notat (Dagbog?): Prag d. 5. juni 2005)

X

”Bare ikke overvurdere det jeg har skrevet, derved bringer jeg det jeg skal skrive uden for rækkevidde.”
(Franz Kafka: Dagbog – 26. marts 1912)

XI

17. November 2008: Det er alt for tidligt at stå op. Klokken er ikke engang fem; men jeg har på den anden side noget at stå op til. Det, jeg i sidste uge gik i cirkler omkring, løsnede sig for et par dage siden op, og det hele så pludseligt (og ser stadigt!) rigtigt og lyst ud. ”Hvorfor havde jeg dog ikke set det før?” Tænkte jeg – ”Det var jo så indlysende og i virkeligheden så helt enkelt. Hvor meget tid, har jeg dog ikke spildt på at tænke formålsløse store tanker, hvor den enkle løsning jo lå lige for næsen af mig.”
Det er som en krampe der løsner sig , som når man – efter i dagevis at have været plaget af dårlig ryg, og har følt, at man skulle kravle ud af sengen – pludselig en morgen er helt smertefri og let og ubesværet springer ud i dagen.
Hele begyndelsen af tredje sats er færdig. Jeg ser på takterne og skitserne, og ved hvad jeg skal gøre. Jeg nyder dette vidunderlige men sjældne øjeblik, hvor selve skabelsesprocessen er smertefri. Jeg vil nyde det lidt endnu, og jeg tør næsten ikke skrive videre, for jeg ved, at ligesom rygsmerterne kan skabelsessmerterne, og fortvivlelsen ved at idéerne og noderne bliver til døde knuder og håbløse dead ends, komme tilbage når som helst – faktisk nu!

I
 Jeg har været i kloster.
Aldrig har jeg hørt så meget af min egen musik på så kort tid. 17 stykker på 40 timer på ”Arcus Temporum V” i Pannonhalma-klosteret, hvor jeg til 5 koncerter har spadseret hånd i hånd med Tjajkovskij – kun musik af os to.
Jeg ville aldrig før have troet, at jeg havde noget videre tilfælles med Tjajkovskij. Hans musik forsvinder altid for mig, efter at jeg har hørt den (For andre har vi måske det tilfælles!). Vi kommer her til Ungarn med hvert vores sprog og mødes i et tredje. Når vi kommer ud efter koncerterne, kan vi ikke forstå de ord, der summer omkring os; men det er vidunderligt at være fri for at kunne forstå et eneste ord, og måske har vi alligevel noget til fælles:

(”Der spilles ikke længere på violinen, den mishandles, den rives i stykker, den bankes gul og blå…Tjajkovskijs violinkoncert giver os for første gang den frastødende tanke, at der kan findes musik der stinker i øret.”
(Eduard Hanslick: om Tjajkovskijs violinkoncert))

(”Komponisten Bent Sørensen kan decideret ikke skrive for stemmer, og det har han nu plastret på i seks år ved at give samtlige sangerinder i operaen ”Under Himlen” skæve nødskrig og så ellers kaste lydeffekter som protester op fra orkestergraven. Stillet over for en sådan totalskade….der bestrider en talerolle og således er sluppet for at skrige efter noder….Men de to tidshandlinger skamskydes af Bent Sørensens smældsmusik.”
(Peter Johannes Erichsen: om Bent Sørensens opera))

Der er en stemning på dette kloster, som ikke kan beskrives. Her er fred og inspiration. Kunstarterne mødes. Der er mest musik; men i et utroligt tæt pakket program, der samtidigt formår at ånde i ro, smelter musikken sammen med dans, film og installationskunst.
En voldsom, smuk og erotisk danseforestilling af  Pal Frenak: ”InTimE” bliver uropført, og jeg tager den med mig hjem. Pal Frenaks kunst er påvirket af en opvækst med døve forældre. Kroppenes tegnsprog – ordløst; men de novelleagtige tableauer ender i ord. Bob Dylans ”Knocking on Heavens door” smelter ind i forestillingens sidste tableau, og jeg bliver rørt og mindet om, at den sang er det bedste i verden(Det er der heldigvis stadigt meget der er!).

II

III
”Men i stedet for at drage fra sted til sted og aldrig vide, hvem jeg vil finde, og hvis ører vil åbne sig for mig, i stedet for at leve i ren tillid til min fortælling, har jeg forskrevet mig til papiret. Beskyttet af borde og døre lever jeg nu som en fej drømmer, mens de lever midt i markedets mylder blandt hundrede af fremmede ansigter, der dagligt skifter uden at være belastet af kold og overflødig viden, uden bøger, ærgerrighed og tom anseelse. Jeg har sjældent følt mig godt tilpas blandt de mennesker på vores breddegrader, der lever af litteraturen. Jeg har altid foragtet dem, fordi jeg foragter noget hos mig selv. Jeg tror dette noget er papiret. Her befandt jeg mig pludselig blandt digtere, jeg kunne se op til, fordi der ikke fandtes et eneste ord af dem at læse.”
(Elias Canetti: Stemmerne fra Marrakesh) 

IV

V
”He could dream in seven languages: Italian, Spanish, Arabic, Persian, Russian, English and Portuguese. He had picked up languages the way most sailors pick up diseases; languages were his gonorrhoea, his syphilis, his scurvy, his argue, his plague. As soon as he felt asleep half the world started babbling in his brain, telling wondrous travellers’ tales. In this half-discovered world every day brought news of fresh enchantments. The visionary, revelatory dream-poetry of the quotidian had not yet been crushed by blinkered prosy fact.”
(Salman Rushdie: The Enchantress of Florence)

VI
(20. august: Budapest.
Jeg er til den første prøve på ”Birds and Bells” med Umze ensemblet, dirigenten (og violinisten) Andras Keller og basunisten Robert Kaip. De stemmer deres instrumenter. Jeg sidder klar. Det er altid et mærkeligt spændt øjeblik. Dette øjeblik lige før den første tone sættes an, med musikere jeg overhovedet ikke kender. Hvordan spiller de? Forstår de mit sprog? Kan man læse og forstå sproget i partituret, eller skal jeg sige en masse. Hvis jeg skal sige en masse, er det næsten sikkert, at det er det samme, jeg skal sige, som jeg også sagde til helt andre musikere, de andre gange værker er blevet prøvet. Det er i så fald nok på tide, at jeg retter mit sprog til i partituret, så det kan forstås, uden at jeg behøver at sidde og oversætte.
De spiller fantastisk (og gør det senere til koncerten i Pannonhalma). Det er gribende at tænke på, at alle disse musikere har slidt med mine noder - har øvet og øvet og er kommet frem til at kunne tale mit sprog. Jeg må rette noget af det sædvanlige – og nu må jeg se at få rettet det, så det er ”stavet rigtigt” i partituret.
Vi kommunikerer sammen på engelsk; men ellers tales der mellem musikere og dirigent udelukkende ungarsk, og jeg forstår ingenting. De kan i princippet sige hvad som helst med ord, det eneste jeg forstår kommer fra deres instrumenter.

I en pause går vi sammen ud i en lille gård. De er venner – smiler til mig, men taler ungarsk til hinanden. Jeg ringer til Danmark - primært for at høre et sprog kun jeg forstår, og for at lade andre høre mit hemmelige sprog!

 VII
”Jeg sidder med skånet krop, bøjet over den bog der har stjålet mine bedste år. Ingen
kan læse den nu. Ingen taler i gaderne her vort sprog. En for en forsvandt mine landsmænd under den blafrende teltdug man kalder død. Andre sprog jeg ikke forstår pibler ind i favntag og bønner. En ny verden på den gamles ruiner.”
(Göran Tunström: Tyven)

VIII

IX
”Alexander Krawczuk: Spotkania z petroniuszem.”
(I snart et år, har denne bogs titel været nedskrevet som en note i min mobiltelefon. Jeg så den i et vindue hos en boghandler, og jeg ville have læst den, hvis jeg kunne forstå den, eller hvis jeg havde fundet den på et sprog, jeg kan læse!)

”It is pain flowing down slowly on a white wall”
(En linie fra et digt af den ungarnske lyriker Miklos Radnoti, som jeg får stukket i hånden af en tilhører i Pannonhalma. En linie hun kom til at tænke på, da hun hørte min musik. Jeg blev glad. Måske minder den mig også selv om musikken, og jeg har i hvert fald fået en ny sætning, et nyt billede, der kan bringe mig tættere på, at forstå hvordan mit eget sprog lyder!)

X

Pannonhalma: ”A room with a view” så det vil noget! Rummet ligger mod øst. Der er ingen gardiner, og jeg går i seng med månen stående tæt og lysende i vinduet. Da jeg vågner er det med solen i øjnene, og en myg har sat sig sine spor.
(Støjen af cikaderne er en vellyd – Cikada spiller min musik vidunderligt i vores fælles sprog!)

XI
Pannonhalma: En udstilling: ”From the Ikon to the Installation”.
 Et værk bliver ved med at trække mig hen til sig. En video. En robåd i mørke. En kvindestemme der taler ungarsk. Jeg lytter, og forstår fornemmelsen og tiltrækningen allerede før jeg læser:

”To the one who believes in little, in everything only the light is significant. S/he only marries the one who is eternal. That which comes just as it always did, will thus not even depart. Which is thus selfless. Birth is a dark thing, from something into nothing. I respect death as bright and lumious. Fallibility sucks away the existence between the two. There is light, one among different kinds of faces that I recognise. While it illuminates, it does not render comprehensible. A property that I cannot possess. But then it simply comes, and it creates a clear situation. I recognise its steps. Brevi manu.
Night is falling. Take off my clothes. Place warm stones on my back, ones that the water has worm down to smoothness. Their temperature should be like a high fever. Release the rowboat, and put it in the water. But don’t light a candle: there will be light, that is enoght.”
(Erika Baglyas: Brevi manu)

XII
(19. august, morgen: Forskrift – Jeg er næsten på vej til Ungarn.
Jeg har netop skrevet den tiende og forhåbentligt endelige version af begyndelsen af fjerde sats af min ”La Mattina”. Det er så enkelt, at det næsten er løgn. Typisk: Det ene lag – noget så fjernt fra mit sprog som en fagotsolo – skal være uhørligt; men det der ligger hen over – et pre-ekko, af det klaveret skal spille efter et glimt af stilhed, skal være endnu tystere - uhørligt som kun hørbart i en drøm. Det bliver det helt tredje: Et langt, dynamisk stigende ”d” unisont i fløjte og kontrabas, der indikerer at jeg skriver i mit eget sprog, trods den anderledes enkelhed (”D’et” er som en reel inspiration (trækken vejret ind), før klaveret pludseligt er til stede og exspirerer!). De mange gennemskrivninger er i virkeligheden resultatet af min søgen efter at finde mit sprog blandt alle mine indfald, lyde og idéer. Finde det sprog igen som kun jeg i virkeligheden forstår, og som jeg egentlig heller ikke forstår, men som jeg forstår hvorfor, jeg ikke forstår uden at kunne forklare det for hverken mig selv eller andre. Jeg kommer til forståelse med sproget i én lang udholdt tone!)

I
Jeg havde i begyndelsen af arbejdet på klaverkoncerten en titel i tankerne, der ikke eksisterede: Det modsatte af ”Den sunkne katedral” – ”Den ikke-sunkne Katedral”, ”Den opstigende (”opstegede”, opstandne ?) Katedral. Alt sammen lød for mærkeligt og frem for alt for forkert (Måske er det fordi ”Den sunkne Katedral” allerede er en modsætning (Det opstandne synker!)). Den ikke eksisterende titel kom sammen med den lyd, den musik det hele handlede om. En musik der i begyndelsen ligger helt i mørke og pludselig stiger op i solen – ”Stairways to Heaven” – Trapper mod solen!
Senere fandt jeg den rigtige titel!

Jeg er mere til skygger end til sol. For et par uger siden var jeg på Kreta, og mens de fleste andre turister – som i øvrigt stort set alle var fra Danmark – kravlede ned fra deres hotelværelser for at lægge sig som søkøer i solen ved den lille kunstige svømmepøl, i håbet om at komme til at ligne andet end røde danske malkekøer, kravlede jeg malplaceret og maddikebleg rundt fra skyggeplet til skyggeplet.
I stedet for at kigge ned og holde mig til det kunstige klorvand, der lå knapt 20 meter fra havet, kiggede jeg opad, var på udkig efter trapper mod himlen, var på udkik efter spor af min klaverkoncert på en ø, hvor jeg mindst af alt kunne forvente at finde dem.
I længselen mod skygger fandt jeg fjernt fra svømmepøler, men med en overraskende frodighed af skygger fra træer, en lille oase i form af et nonnekloster.
Jeg trådte ind. Nonnerne var helt tildækkede i mørke dragter, smilende under deres sorte tørklæder. Jeg havde accepteret (hvilket de rigtige danske solstråler sikkert ikke ville have brudt sig om) klosterets foreskrevne regel om at bære rigtigt tøj, og jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville fotografere, at jeg et øjeblik ville forsøge at glemme, at jeg også bare var en småfed, blegrød turist. Jeg ville bare være der – dvæle og drømme, og heller ikke forsøge at give nonnerne deres frihed tilbage, og forklare dem at den ægte frihed findes bag de kroppe, der vælter rundt nogle kilometre borte ved svømmepøl og strand, og som tror de kan blive brune, frie og fantastiske, men er fangne i en konvention og bliver røde, og til syvende sidst ender med at ligne noget der er løgn.
 

Trapperne mod solen var alle vegne, som de var det i Vendsyssel hos min bedstemor og hendes dueslag for 40 år siden, hvilket jeg kom til at tænke på, da jeg sad og så nonnerne bære de samme fornuftige og praktiske tørklæder, som hun altid bar.

(En uge efter, at jeg kom hjem åbnede jeg for fjernsynet og så en ægte dansk solstråle -  smilende men uden det sædvanlige ansigt. Hovedet var erstattet af en indtørret grillkylling (Hun skulle nok have overvejet at bære tørklæde!).)
Trapperne mod solen ligger nu i en klaverkadence.

II
Det er muligt, at der er for få bænke på Kastellet; men dem er der til gengæld rigeligt af på Skt. Pauls Plads, der ligger lige i nærheden. Det er ikke en plads turister valfarter til, hvis de besøger København; den er jo egentlig ikke noget særligt, og man skal nok kende til for at finde den bag Nyboders gader og huse.
Jeg holder selv meget af at sidde på en af de bænke, der findes opstillede rundt langs pladsen, og som næsten altid alle er tomme for mennesker. Under prøvearbejdet på ”Under Himlen” havde jeg lånt en lejlighed i nærheden, og ofte gik jeg efter endt prøve hen og satte mig ensom på pladsen – for at finde og fange noget af dens smittende ro.
Edition Wilhelm Hansen ligger også lige i nærheden, og efter at operaen er overstået, er jeg fortsat med at komme på Skt. Pauls Plads, og har næsten gjort det til en enkel, fin tradition at sætte mig på pladsen et øjeblik og forsøge at finde og fange nye tanker, når jeg skal aflevere et manuskript på forlaget.

I og med pladsen i regelen, når jeg har været der, er tom for andre mennesker, får jeg en forunderlig ”alene i verden-følelse”, når jeg sidder dér. Bygningerne omkring bliver til øjne og kameraer, der hæfter sig på mig, og jeg kommer i min ensomhed til at sidde i en gabestok, hvor blikke fra alle steder kan kastes på mig.
Da jeg for et par uger siden sad dér i sommersolen (her kan det i juli være svært at komme i skygge), var der helt stille i næsten 20 minutter. Så kom en trillebør ud fra en lille port efterfulgt af manden, der kørte med trillebøren. Han forsvandt hurtigt, og i takt med at trillebørens rumlen fadede bort, blev der helt stille igen.
En ven af mig har fortalt, at han også ofte kommer der. Han har det på samme måde med pladsen som jeg, og det ligger helt klart i kortene, at vi ikke kunne finde på at sætte hinanden i stævne på den plads. Den kræver ensomheden. Han har i øvrigt fortalt, at netop fordi man føler sig så udstillet på Skt. Pauls Plads – så overvåget, at der synes vidner, til alt man foretager sig, har han utallige gange siddet på bænken overfor kirken og røget sin sidste cigaret.

III
”Phantasmagoria”, min klavertrio havde først titlen ”Skyggespil”. Den titel –  den titel den altså ikke fik - var nok ikke kommet til, hvis ikke jeg var kommet til at tænke på Hans Kirks fantastiske bog med samme titel.
 Kun sidste sats har haft ”Skyggespil” som foreløbig titel, for da jeg begyndte på de andre satser (jeg skrev trioen bagfra!), faldt jeg over ordet ”Phantasmagoria”. Den titel var tæt på den forrige, og alligevel langt væk fra, og den mindede mig af uforklarlige grunde om et gammelt omslagsbillede til en novellesamling af Stefan Zweig – Måneskin, skygger, konturer af mennesker i bevægelse.
Jeg sendte en sms til en god engelsk ven, og spurgte til hendes fornemmelse af ordene ”Phantasmagoria” og ”Shadow Play” i forhold til min musik. Hendes svar var, at ”Phantasmagoria” netop havde en vis gotisk klang over sig, som også kunne findes i min musik, og spurgte så om jeg i øvrigt ikke selv syntes, at jeg havde rigeligt med titler i min produktion som refererede til skygger - ”Shadowland”, ”The Shadows of Silence”, ”Schattenlinie”, ”Shadow Siciliano”. Man tænker ikke selv så langt og på den måde. Klavertrioen, hed i det øjeblik jeg begyndte at tænke så langt, ”Phantasmagoria”, og jeg kunne skrive den!

(Det er i takt 69, det går galt. Det er den takt, der uden at vide det har holdt mig borte fra klaverkoncerten så længe. Jeg har været skræmt over den enkelhed, der ligger i rytmen. Har vandret rundt om takterne der følger efter, og har forsøgt at finde en kompliceret version af fortsættelsen - noget der i virkeligheden burde være enkelt. I håbet om pludseligt at finde kompleksiteten, har jeg været bange for at skive det indlysende enkle ned (som om nogen kunne kontrollere, at det på et tidspunkt var nedskrevet!). Den flydende, flimrende musik bliver overmandet af en enkel rytme der bliver til støj, og den har jeg åbenbart været bange for at man skulle høre, og i stedet høres ingenting.
Rytmen er hermed - fra denne morgen - nu så enkel, at jeg kan skamme mig over den; men den er der i det mindste, og en trappe bliver jo ikke mere interessant at gå på, fordi trinnene er uregelmæssige. Det får blot én til at skvatte over et trin. Det vigtigste er at finde det overfor trappen. Nu håber jeg, at jeg er klar til at skrive det!)

(Det er en fornemmelse, en forvirring(”dovenskab” er nok et bedre ord!), der har fulgt mig altid – Jeg husker den tydeligt som nærværende, da jeg for mere end 25 år siden skrev på første sats af min første strygekvartet ”Alman”. Fornemmelsen af at det allerede er komponeret. At det er færdigt inden det er skrevet ned, fordi jeg så godt ved, hvordan det skal være, og det derfor kun kan blive værre af at blive skrevet ned, og at nedskrivningen blot er en triviel manglende detalje.
Må solen snart komme, så jeg kan kravle ind i skyggen foran mit skrivebord, og - fri fra overspringshandlinger - få skrevet det hele ned!)

Jeg er færdig med anden sats af klaverkoncerten. Pludseligt gik det så hurtigt. Satsen slutter med en slags kadence. Masser af fald – men til sidst kravler klaveret op af trapperne mod solen. Under kadencen lægger hele orkesteret deres vanlige instrumenter til side for at spille på træstykker (claves).
Det allersidste, jeg manglede at skrive, var en overgang til kadencen, og jeg skrev de sidste toner, mens jeg blev filmet. Det var meningen, at jeg skulle sidde og komponere (lade som om); men jeg kunne jo ligeså godt gøre det rigtigt.
Koncentrationen kom på det mærkeligste tidspunkt, og jeg kunne ikke løbe væk fra den!

(Det er noget med at søge mod noget (løbe væk?), og genfinde det i noget, der endnu ikke er. En tid (”Skyggespil”) en lyd (”Gadjo Dilo).)

I
Hvis jeg en sen aften eller nat går tur i København - ser op, og ser de enkeltstående lysende vinduer lægge sig i et tilsyneladende tilfældigt mønster, tænker jeg altid på ”Under himlen”, og videre på om der mon foregår en opera deroppe. Når jeg gradvist lukker øjnene, mens de er vendt mod vinduerne, opløses lyset og bliver til lyden af musik.

II
I bogen om stederne danner parker og pladser ringe og cirkler af forfatterens vandringer. Han vender hele tiden tilbage til de samme steder (Det minder mig så meget om ”Sounds like You”!) for at genkalde sig de tidligere indtryk og lade dem møde nye. Af hans eget livs cirkler ligger den tydeligste markering omkring Skt. Petri kirke. Ikke blot på grund af den første nat under en lys himmel, men det var også der, han så hende forsvinde i dagslys.

III
Hvis jeg ubevidst tænker på en titel til et værk, hvisker min mund næsten altid ukontrolleret: ”Tre stykker for strygekvartet”. Mærkeligt! Strygekvartetten er det måske naturligt, at jeg tænker på – den vil nok altid være min evigt elskede; men det med ”tre stykker”, som er så aldeles anonymt og så meget mindende om noget man beder om i en kantine! Jeg tror, at titlen til dette ikke eksisterende værk går tilbage til en tidlig koncertoplevelse: Musiknytår ca. 1981 - Erik Jørgensens ”Stykke” for strygekvartet blev opført - den må jeg vel så underbevidst have forsøgt at overgå(tre for én!). Måske dækker det også over en længsel efter den abstrakte titel, som jeg kun kom tæt på i ”Symfoni”….. en titel, som jeg til gengæld – da jeg skrev værket - slet ikke opfattede som værende abstrakt!

IV
Rent en passant bemærker han at foruden yndlingsbeskæftigelsen med at spise radiser i solen på deres græsplæne, er hun mest glad for at diskutere. De bemærkninger og sætninger som andre bare lader glide lige igennem, skal hun hele tiden vende og dreje, stille spørgsmål til, stille spørgsmål ved. Ind imellem diskussionerne hvisker hun til sig selv. Han kan ikke høre, hvad hun hvisker; men han skal absolut høre hendes hvisken, for at være klar over, at den handler om ham og almen utilfredshed, og at der gennem hviskningen brygges en ny diskussion (Da han fortæller det, minder det mig om formen på min anden strygekvartet, ”Adieu”!).

V
Hvis jeg tænker på alt det her, er det fordi, jeg ikke kan finde koncentrationen til at skrive det, jeg rent faktisk skal skrive, og jeg derfor drømmer om stykker, der er så langt fra at være skrevet - drømmer mig til let tjente noder. Drømmekomponering! De værker jeg ikke er ved at skrive er langt lettere at skrive end dem jeg skriver på. Er de stykker jeg aldrig fik skrevet i virkeligheden mine bedste?

VI
Man er født med den musik man skriver og man kan ikke ændre den væsentligt (…og så er det ligegyldigt, om man selv kan lide den eller ej!). Ligesom man er født med en øjenfarve, en hårfarve, en hudfarve. Hvis man forsøger at skrive en anden musik, vil den lyde som synet af en mislykket silikonebehandling.

VII
For nogle dage siden hørte jeg om et land, hvor musiklivet var ved at forsvinde. I takt med denne forsvinden blev der samtidigt ansat flere og flere administrative medarbejdere for at følge musikken til døren. Eller værre – for at holde musikken fra døren. Efter at have hørt om det var jeg i tvivl om, hvorvidt det mindede mig om Finn Søeborg eller Franz Kafka! Skulle jeg le eller græde?

VIII
”Jeg så en ung kvinde forsvinde under en bro….dem der finder og læser denne note skal vide at jeg nu vender tilbage til broen - jeg er nødt til at følge efter hende og finde de mørke øjne hun vendte mod mig, da hun forsvandt!”
(Anonym note på offentlig opslagstavle)

IX
”Unge mennesker tager sjældent haven alvorlig. Der kræves tålmodighed og ydmyghed over for tilværelsens langsomme mysterium for at arbejdet i den skal have nogen mening, og de kvalifikationer er sjældne før fyrreårsalderen. Børn kan have dem, men de forsvinder så næsten altid i forbindelse med puberteten.”
(Lotte Möller: Havens Natur)

X
Livet, naturen og haven er fuld af cirkler – døgnet, året, livet. Måske koncentrerer man sig som både barn og gammel af vidt forskellige grunde om de mindre, de overskuelige, cirkler. Året frem for livet, og haven er god til at finde fornemmelsen af årets cirkel. Den større cirkel – livet, er nok mere for mennesker, der er midt i den og har nok af den på begge sider.

XI
Om lidt er det forbi! Om lidt er fyrrerne forbi, og jeg fylder 50 (…jeg skriver det, for - for første gang - at se hvordan det ser ud!).

XII
For to uger siden gav to af mine venner mig en fantastisk overraskelsestur på 18 timer! Sammen har vi nu mere end en sjælden solnedgang, og synet af én, der gerne ville tæt på vores frokost!

I lange perioder har jeg dyrket et morgenritual - at lytte til Bachs kantater! En kantate hver morgen til at stå op på – min ”Morgenbach”! I min melankolske periode – hvor jeg forsøgte at være ritualløs - lagde jeg Bach kantaterne væk, da de jo mindede mig om en masse, og alt, hvad der mindede mig om noget, blev forsøgt undgået; men for godt en uge siden stod jeg igen op til Bach – live! På Risør Kammermusikkfest hørte jeg ”Wir danken dir, Gott”. Koncerten var kl. 12.30, men på grund af den forudgående nats udstrakthed blev det morgen for mig. Med opførelsen i Risør kirke fik Bach lyst alle der sad i kirkerummet igennem med lyd, dag, liv og utallige håb, og selvom det for en komponist burde være svært med Bach, fordi han kan udstille hvor ret meningsløse alle andre komponister er, var og vil være, så lukkede han denne forsinkede morgen op for en fornemmelse af lykke. Jeg er nu klar til at gå tilbage til mit morgenritual, og har netop denne tirsdag morgen indtaget min ”Morgenbach”.

Senere samme dag vender jeg tilbage til Risør Kirke. Thomas Quasthoff synger Schuberts ”Im Frühling”, og da jeg fra koncerten går gennem den smukke hvide by, Risør, kan jeg stadig mærke efterbyrden af mine sjældent tårefyldte øjne og mine ukontrollerede nakkehår hænger stadig fast i skjorten. Musik kan komme frem til dig i koncertsalen, så du føler dens nærhed, men når den kommer en tak videre frem, kan den hente dig ned på scenen og suge dig med ind i lyden. Jeg går hurtigt af sted i de hvide gader! Lykkelig – både over miraklet på scenen og over at der rent faktisk ER andre komponister end Bach.

Bach, Schubert og det hele afsluttes med Ligetis violinkoncert med Christian Tetzlaff! Det er let at være lykkelig på Risør Kammermusikkfest, og det er lykken der binder Risør Kammermusikkfest sammen. Den ægte tro på at lykken i livet kan findes inde i musikken – at lykken og livet kan mærkes når musik skabes og høres.

(10 frivillige hviskere i Risør til uropførelse af ”Kirschgarten” – 10 frivillige ghettoblasterspillere i aften til uropførelse af ”Liebster” i Christianskirken i. Det begynder at ligne noget – en tanke jeg må tænke over. 10 kirsebærtræer i Risør – 10 engle på Christianshavn. Begge steder fungerer det, som jeg havde tænkt det. Det gør mig glad (og rastløs!), men det mest overvældende er, fornemmelse af at også frivillige kan sætte liv i mine nakkehår!)

Det har virket rastløst de sidste dage.
Faren ved at skrive på mere end et stykke af gangen er, at man hele tiden har dårlig samvittighed over for det stykke, der ligger hen uden at få opmærksomhed. Man kan føle, at man til stadighed må række ud efter det, man har lagt fra sig, og når man rækker ud, mister man grebet, om det man havde fat i. Rastløsheden avler dårlig samvittighed, der avler koncentrationssvigt, der avler mangel på inspiration, der avler rastløshed!
Jeg har lagt ”Sounds like You” væk og vil ikke gribe ud efter det en tid. Helt sikkert ufortjent har jeg haft fornemmelsen af, at det værk har været med til at degenerere min koncentration de sidste dage; men heldigvis kan jeg nu mærke, at det lille korstykke, der i øjeblikket ligger på tegnebrættet, er på vej til, at få mig til at forsvinde i den koncentration jeg har brug for. Teksten er af Pia Juul. For lang tid siden faldt jeg over billederne i digtet, der mindede mig om min musik; men først på det sidste er jeg blevet rigtig opmærksom på dets melankoli og den opdagelse genererer heldigvis mere koncentration end melankoli.
I en kæmpe bunke ved siden af mit skrivebord ligger notaterne til klaverkoncerten. Jeg kan mærke at den kommer tættere på (”..men hold nu fast i koret!…og bliv nu færdig med det indlæg!”).

I
Jeg har igen mistet denne årstid.
Som i de foregående år mærker jeg, at den forsvinder, uden at jeg når at opleve den. De vidunderlige dage i forrige uge, hvor solen skinnede som var det midt på sommeren, sad jeg væk foran mit arbejdsbord. Kiggede ud af vinduet. Ville så gerne fange årstiden og fastholde den på en bænk i haven.
Det er det sædvanlige. I de umanerligt mørke og triste vinterdage længtes jeg efter lyset, og det var for deprimerende en tid at komponere i. Nu er jeg så deprimeret over, at jeg ikke fik komponeret noget i den triste tid, der ikke var til andet.
Samvittigheden trækker i to retninger – lev eller skriv, og der bliver trukket i mig, så jeg i stedet sidder fast, plantet med min dårlige samvittighed over min manglende koncentration - Kigger ud på verden og ned på papiret og kan ikke koncentrere mig om nogen af delene.

Jeg leder efter en tekst.
Jeg har lovet at skrive et lille korværk til en festival i Tyskland, og det har stået klart så længe, at det irriterer mig, at jeg ikke brugte de triste vinterdage på at finde teksten.
”Sounds like You” er for nogle dage flyttet bort fra skrivebordet, der nu ligger overdænget med digtsamlinger – danske og tyske. Jeg ved, hvad jeg leder efter, men kan ikke finde det. Det skal være på tysk! Det skal være et præludium til mit korstykke Benedictus! Der skal være noget om vand – om havet i det! …. Hvis jeg sammengoogler alle kravene i min hjerne får jeg ”ingen match” og alligevel søger jeg.
Tekster til musik er tit kommet til mig som åbenbaringer. Pludselig læser man den tekst man har søgt efter – f. Eks. Cohen-fragmentet om de elskende på kirkegården i ”The Echoing Garden”, og de anonyme digte jeg fandt på en opslagstavle i Wien, som ligger til grund for ”Ständchen”. Stort set al den tekst jeg møder, gennemlyser jeg med min musik. Er der noget her ? Er der ord til min musik?
Jeg koncentrerer mig nu om et par danske lyrikere og søger efter deres digte i tysk oversættelse, og oven i det kommer jeg i tanke om en udstilling med Kiefers billeder, som jeg så i Montreal for to år siden – Ingeborg Bachmanns ord på billedet.
»… dein und mein Alter und das Alter der Welt
misst man nicht mit den Jahren.«
Bachmann havde jeg jo også lige fat i før! Hvad var det der skete, da jeg så udstillingen i Montreal, og kan det ske igen ? Hvad var det for en musik der opstod i sammensmeltningen af tekst og billede?
En ven af mig har lånt kataloget til Kiefer-udstillingen, men jeg møder ham i morgen, og da kan jeg få det tilbage.

II
En anden ven har sendt mig en bog. En bog han selv har skrevet om Københavns steder og parker. ”Steder” dækker over områder i København, hvor man – med et gammeldags udtryk – kan dvæle. Indimellem beskrivelserne af stederne har han indflettet spor af hans egen historie. Hans første møde med den kvinde, han nu netop er blevet skilt fra, hvor de kravlede over muren til den lille plads rundt om Skt. Petri kirke, »hvor vi gemte os fra resten er verden, og elskede kun oplyst af den enorme måne som de hurtige, lette skyer gled over som vores hænder over hinanden«.
Hans tanker og liv smelter sammen med stederne: Kastellet, Balders plads, Rosenvang, Krusemyntegade etc. Kan man gøre det samme med musik ? Kan man flette sin musik sammen med sit liv, eller er det i virkeligheden det man gør hele tiden, i en kunstart, der er så abstrakt, at det abstrakte bliver opløst til virkelighed.

III
I ”Sounds like You” taler hovedpersonerne, og automatisk bliver musikken til baggrund. Hvis de sang ville teksten forsvinde i musikken.
Det er et af de største ”alt eller intet-problemer” når det gælder musik og tekst, og det kommer altid tæt på et ”Enten - Eller”. Kan det samme øre høre ord og musik på samme tid?
I ”Under Himlen” havde jeg store problemer med at lade en talende skuespiller, Lise tale over min instrumentalmusik, så jeg lod instrumenterne forsvinde, når hun talte, og hendes stemme og ord lagde sig i stedet på et tæppe af korklang.
Nu er jeg åbenbart blevet mere modig. I ”Sounds like You taler personerne al tekst hen over min musik, og jeg håber og tror at talen kan blive som musik og musikken som tale, eller måske vil de to ting smelte sammen og tilsammen danne noget tredje!

En af de største oplevelser jeg har haft i år er danseforestillingen. ”Blue Roses”, som jeg så i London for halvanden måned siden. Der er ingen musik. Figurerne danser til Tennessee Williams stemme – hans oplæsning af fragmenter af ”Glasmenageriet”. Tekst og dans smelter sammen og danner musik.
Inspiration og kunst er en evig, gådefuld strøm af kemiske forbindelser!

Tidligt i morges vågnede jeg op til duften af jasmin.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lede efter to dufte. Den ene er en speciel skarp duft af jasmin, som (for mig!) stammer tilbage fra min farmors have ved en landevej i Vendsyssel. Den duft fandt jeg for nogle år siden og placerede i min have. Den anden duft, er en hel speciel duft af kaffe – en udendørs kaffeduft - og den har jeg aldrig fundet. Jeg kan sjældne gange mærke den som et rudiment i mit næsebor, men selv når jeg mærker den mere konkret – f.eks. på en stille villavej - har tid til at fange den, og tror at jeg har fundet den, forsvinder den igen, og jeg får ikke en chance for at genskabe den i min næse.

Jeg skriver nu på den 65. A3-side af ”Sounds like You”. Jeg lægger rudimenter af min musik ovenover hinanden. Et langsomt faldende glissando fra ”Symfoni” får indflettet accelererende glissandi fra min klaverkoncert. Pianisten er nu off-stage, og i et lufthul i musikken står begyndelsen af anden sats af ”La Notte” helt alene – lontano. Den musik lægger sig ind i et afsnit hvor ”Hun” siger: ” Hold om mig, hold om mig.” og klaveret rammer sætningen ind. Den spinkle klavermusik brugte jeg også i en sang fra samlingen, ”Roses are Falling”, hvor sangerinden synger: ”He takes me in his arms like the moon that turns and takes the evening from the sun”. Den engelske lyriker Selima Hill skrev teksten til mig, og senere lod hun linien (ændret) glide ind i digtet ”An Angel with Large Hands”. Rudimenterne smelter sammen omkring ”Hold om mig”, og jeg har fundet ud af, at den sætning i virkeligheden er teksten til den allerførste lille bid af den vuggevise der begynder ”Exit Music”. Musik og tekst har ved skæbnens hjælp fundet hinanden – Holder om hinanden – in the arms.
Alle mine glissandi har omsider fået en dybere mening – musik fra forskellige værker glider ind i hinanden.
Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder (Bare jeg dog var blevet mere påvirket af Arvo Pärts besøg i København)!).

En tidlig morgen i begyndelsen af sidste uge, kom jeg pludselig på Facebook og så mit nye ansigt i bogform!
Min datter lagde mig ud på bogen, og pludselig havde jeg en masse venner, jeg vidste, jeg havde.
Det smadrede min dag fuldstændigt. Hver ven, der kom til, havde venner, som jeg gik på strandhugst iblandt, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at på netop den dag gik mit normalt ellers så rolige ny-musik-netværk amok, og der foregik en masse parallelle commando raids ind i diverse vennelister. ” Dagens tilbud :100 venner for 24 timer” .
Hvad skulle jeg stille op med alle de venner? Jeg er håbløs med en computer, og kan ikke lægge alle mulige interessante links og feriebilleder ind på siden, og jeg er alt for genert til at lægge søde tekster og vise ord ud på andres opslagstavler uden forudgående opfordring(Da jeg var i den alder, hvor man byder piger op til dans, ventede jeg også på, at de skulle byde, og blev vel den ultimative bænkevarmer!).
Da målet – de 100 venner - var nået, havde jeg derfor lyst til at sende en contratekst ud ”Jeg er en dårlig ven - find en anden”, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde gjort min indtræden på Facebook til et værk i sig selv, og havde fulgt min første indskydelse; nemlig udelukkende at indtage venner jeg overhovedet ikke kendte. Hvad ville mine ”rigtige” venner tænke, hvis jeg groft negligerede deres forespørgsel om venskab, for samtidig at rage venner til mig, der er dem og jeg totalt ukendte.. Eller hvordan ville mine rigtige venner have det, hvis jeg foretrak at være venner med deres fætre, mostre og mødre, mens jeg nægtede deres venskab. Hvordan ville det være at komme til en koncert 3 dage efter og møde alle vennerne, som jeg havde nægtet adgang til min vennekreds, der i mellemtiden var vokset til 1000 stk. – (1000 uden dem!)?
Det kræver mod at skabe et kunstværk, og jeg havde ikke modet til at skabe mit ret ligegyldige Facebookpiece (Ville det være interessant at opbygge en vennekreds på Facebook udelukkende bestående af mænd med fornavnet Bent ?). Måske var jeg også bange for at ingen ville savne mig som ven, og jeg blev i øvrigt hurtigt grebet af beskæftigelsen med at stjæle venner. Kørte rudimenter af mit liv ud på bogen, og blev som andre suget ind i den mærkelige pseudoverden, som uden tvivl er fantastisk og i hvert fald fascinerende, og jeg gider ikke gå ind i noget omkring tidsspilde og ensomhed. Jeg forsvandt blot for en tid lykkeligt (og vil forsvinde igen!) i min computer. Forsvandt i Facebooks utallige forgreninger, der fraktalt lægger sig ud som levende stamtræer. Alle bliver vi anderledes når vi lægger os i en bog, og flere af mine venner var overraskede over at se mig dér – som hvis man pludselig møder sin søster under Triumfbuen, uden at vide at hun er i Paris. Man har et image til man tager et nyt!

(Rigtige venner stiller altid op med en ghettoblaster!
Nu har jeg brug for mine venner, og nu kommer der en vigtig opfordring. Jeg har brug for 10 – 20 mennesker, der d. 8. Juli kl. 20 i Christianskirken på Christianshavn kan medvirke – sammen med den fantastiske organist Jens E. Christensen, i uropførelsen af mit nye, lille værk ”Liebster”. En satellit – et rudiment til og af både min kommende klaverkoncert og ”Sounds like You”. Jeg vil ikke sige noget om stykket, men hvis man vil være udøver (måske for første (og/eller sidste) gang i sit liv), skal man melde tilbage til mig – Enten til min beskedne Facebookprofil eller i form af en kommentar til dette indlæg.
Hvis man melder sig, skal man møde dagen før koncerten kl. 14 i Christianskirken medbringende en trådløs(batteridrevet) ghettoblaster, og så selvfølgelig stille til koncerten. De der melder sig vil ret tydeligt og konkret blive hemmeligt indviet i., hvad det lille orgelstykke har med Klaverkoncerten og ”Sounds like You” at gøre.
Anden betaling kan jeg ikke tilbyde og rigtige venner kan jo heller ikke købes for penge. Der må jo også gerne være nogen til blot at lytte, og de der ikke har mod på, at leve en drøm ud om at spille på en ghettoblaster, er mere end velkomne til blot at overvære koncerten.)

Min musik kommer tættere på publikum.
I flere værker fra i år forsøger jeg at placere min musik så tæt på publikum som muligt - sætte musikken på stolen ved siden af – male den direkte på kroppen af en intetanende publikummer.
Om kort tid skal jeg høre det i en lille fjerde sats til det værk, ”Schattenlinie” for klarinet, bratsch og klaver, som jeg skriver på som et ”en-sats-om-året-work-in-progress” til den norske Risør Festival.
Egentlig var ”Schattenlinie” bare tænkt som et kammermusikværk for en klassisk besætning, men nu har det pludseligt kastet andre idéer af sig. Musikken skal måske bevæge sig bort og forlade rummet. Det lyder måske helt vanvittigt, men de, der bare én gang har været til en midnatskoncert i Risør kirke og mærket stemningen og stilheden udenfor kirken, vil kunne forstå det. Et kammermusikværk der bevæger sig ud af kirken - ud af publikums ører og hænder - ud i natten - ud i nattens haver - ud i kirsebærhaven, for måske dér at ende som en opera.
I den fjerde sats af ”Schattenlinie” har musikken foreløbigt bevæget sig ned blandt publikum. Der bliver pludseligt hvisket ord dernede. Ord, der i virkeligheden er citater fra Tjekhovs ”Kirsebærhaven”. Pludselig er lyden helt tæt på. Den publikumskollega du sidder ved siden af, og som du troede var i samme båd som dig selv, er pludselig en optrædende. Der hviskes tæt på dig og overalt omkring dig. Hvis det forbliver en effekt er det meningsløst, men hvis man får den samme fornemmelse, når man hører det næste gang, er det lykkedes.
I et andet værk – ”Et blad falder til himlen” for pigekor, som jeg har skrevet sammen med Knud Romer, er koret placeret rundt omkring i koncertsalen. De synger og bevæger sig blandt publikum. Knuds smukke digt handler om demens, og korets bevægelser ”handler” måske om at fokuseringen ændres for måske ligefrem at forsvinde. Det smukke og melankolske der kan ske, når ”man falder til himlen”, og ungdommens unge pige samtidigt nærmer sig medbringende en tone og et ord.
I ”Sounds like You” er koret også placeret blandt publikum, og sidst i værket vil stort set al musikken have flyttet sig ned på sæderækkerne.

Hvorfor udvikler musikken sig som den gør ? Hvad sker der dog i øjeblikket med min musik, siden jeg absolut skal have den flyttet væk fra dens normale platform ?
Samtidig med at musikken kommer tættere på publikum, kommer den – af et andet spor – tættere på musikeren. I næsten alle mine værker fra de senere år skal musikerne nynne mens de spiller. Musikken bevæger sig fra instrumentet ind i musikerens krop.
Der er vel en tanke og logik i at efter at have arbejdet i fem, seks år med den store dramatiske form i ”Under Himlen”, så kan savnet af operaen og længselen efter det musikdramatiske perspektiv udløses i brug af disse pseudomusikdramatiske initiativer. Rummet, ordene, sangen bliver betydelige medspillere til den rene musik. Måske handler det også om en opløsning – eller i hvert fald opblødning af blufærdigheden. Min musik behøver ikke at være så fjern mere. Man må faktisk gerne høre den, og hvis den er placeret på stolesædet ved siden af, kan man ligesom ikke hindre den i at blive hørt.
Tidligere var ”fjernheden” et af de væsentligste karakteristika ved min musik. Jeg husker en prøve med det norske Cikada Ensemble for nogle år siden, hvor musikerne konstant drillede mig med det faktum at betegnelsen ”Lontano” fylder mere end almindeligt som karakterbetegnelse i mine værker. Hver gang jeg kommenterede deres musiceren, og bad om lidt mere dit og lidt mindre dat, lød det fra dem: ”…Og mere lontano – ikke sandt!”

(Er musikken stadig fjern? En Lontano-musik helt tæt på.)

Disse tekster skal (for formens skyld?) indeholde en ugentlig anbefaling, og jeg ville hjertens gerne anbefale Tjekhovs ”Kirsebærhaven”; men i så fald ville jeg nok have nærmet mig melankolien i det værk. Den hvide melankoli som Tjekhov mestrer bedre end nogen maler, og det ville have bragt med sig, at jeg kunne konkludere at alle de tre værker, der sætter sig på stolen ved siden af publikum, har melankolien som tema, og jeg ville nok have gået ud i en længere, retrospektiv analyse af forholdet mellem min melankoli og min flytning af lyd.

Da jeg imidlertid har sagt melankolien farvel, vil jeg i stedet i denne uge anbefale et stykke musik - et kammermusikværk, der har med rumlige forhold at gøre: ”Hic sunt Leones” af den venetianske komponist Claudio Ambrosini. Han er den eneste udenlandske komponist, jeg har studeret hos. Det gjorde jeg i en uge i Venedig i 1992. Ambrosini fortalte mig om hvad der karakteriserer den venetianske komponister fra før Gabrieli over Gabrieli til Nono og frem i tiden til ham selv: Brugen af rummet inspireret af Markuskirkens form. Jeg har ikke selv det værk på hverken bånd eller CD mere, og hvis nogen af denne teksts læsere har det liggende, må de meget gerne lade mig det høre!