(27. december 2008)
Et møde - og pludselig bliver ”Sounds like You” synlig.
Jeg går fra mødet med en fornemmelse af en ny friskhed. Med instruktion, teater og alt det visuelle foran sig er ”Sounds like You” slet ikke født endnu. Værket har sin egentlige fødsel til gode. Der er stadig håb, og der er stadig noget at se frem til.

”En tøven før fødslen. Findes der en sjælevandring, så er jeg end ikke på det nederste trin. Mit liv er en tøven før fødslen.”
(Franz Kafka: Dagbog 24. januar, 1922)

(15. januar 2009)
Jeg mødes med Point 4, fire norske musikere, der aftenen i forvejen har improviseret over ”Funeral Procession” ved en koncert på Schæffergården. Vi diskuterer og de spiller. Jeg har inden mødet prøvet at finde de glimt i værket, der rummer hele dets egentlige identitet, og vi prøver at lade de identiteter farves af musikernes spontanitet - deres og mine tanker forbindes i en fin atmosfære. Det værk, de spiller, er helt nyt og fødes på stedet, og alligevel kan jeg hele tiden høre sporene af ”Funeral Procession”, der danner en horisont – et i forvejen krakeleret billede, der nu bliver yderligere krakeleret.
Det bedste, der kan ske, er, at ens musik bliver brugt og gerne misbrugt en smule, som den her misbruges på en fin og følsom måde, og når den kan holde til det her, kan det holde til næsten alt, og den skal kunne holde til meget for at være holdbar. Jeg er så glad for at musikken kan bruges og dybt berørt af tanken om at nogle fantastiske musikere fra jazz og klassisk har brugt utallige aftner på at øve sig i at improvisere over min musik. Jeg ender med at synes, at deres version er bedre end mit eget værk - og så kan det værk oven i købet fødes mange gange endnu.

”Jeg er så tæt på at være ufødt som man kan
uden ikke at være”
(Thomas Boberg: Pelikanens flugt)

 (19. januar 2009)
Jeg begyndte et nyt år med et gammelt stykke. Næsten hver morgen stod jeg uhyggeligt tidligt op og arbejdede lidt på tredje sats af ”Schreie und Melancholie”. Jeg æltede tonerne og skrev det hele igennem igen, så det nu er kommet ud i en version, hvor den ene af violinerne fra strygekvartetten er borte, og satsen er blevet  til en ny sats, et nyt værk for strygetrio. ”Lugubre Gondola” - en barcarole – og endnu en forsinket drøm om Venedig.
Titlen havde det, inden det blev skrevet. I strygekvartetten har jeg forsigtigt brugt lugubre som karakterbetegnelse, og jeg husker, at den allerede dengang var lige ved at hedde ”Lugubre Gondola”. Som da jeg skrev strygekvartetten i 1995 lytter jeg ind imellem i disse tidlige morgentimer til Claus Johansens inspirerende radioudsendelsesserie om musikken i Venedig (Jeg anbefaler den; men man kan vist ikke finde den på nettet!). Jeg er overrasket over, at jeg kan gøre det her så mange år efter i de kulsorte januarmorgener, så jeg klarer mig vist gennem resten af måneden uden melankolien!

”Endnu ufødt, og allerede tvunget til at eksistere, at gå omkring i gaderne og tale med mennesker”.
(Franz Kafka: Dagbog 16. Marts, 1922)

(19. Januar 2009)
Jeg mødes med Jens E. Christensen i Christians Kirken på Christianshavn. Han har indstuderet mit lille orgelværk ”Lais” fra 1985 og spiller det fremragende for mig.
Bagefter sidder vi i kirkens tusmørke og diskuterer værket. Mens jeg lyttede til værket, faldt jeg over nogle toner og gestiske udbrud, som jeg aldrig ville have skrevet i dag. Jeg foreslår vi fjerner dem, men heldigvis holder han fast på dem, og hindrer mine nu mere modne ører i at bestemme over det lille barn, der dengang blev skrevet ned på papir af en ung mand, og jeg hører og forstår nu – 24 år forsinket – bedre, det den unge mand skrev dengang.

”Kan han ikke? Øjne, der gør ondt. Øjne, der gør ondt lige nu, indefra. Mens hun venter på, at han skal fortælle hende, hvad det er der sker. Herregud. Åh, herregud. Du er ved at blive væk for dig selv, kunne han sige. Du er ved at blive væk i en døende mand. Du er ved at blive væk i et blomsternavn, du ikke har hørt før. Eller stilheden i en aften, hvor alle taler. Ordet rhododendron. Det ukendte eller det nye eller det gamle eller det kortvarige, især det kortvarige. Især. Hvad ved man? Om hvor meget der kan nås på hvor kort tid. Om for sent og for tidligt og endnu ikke og aldrig. Og mørket bag stjernerne, smerten bag øjnene. Hvad ved han?
- Jeg var på vej hjem, siger han.”
(Juliane Preisler: Privatpersoner)

 (20. januar 2009)
For et par et par uger siden kom der hul igennem til fortsættelsen af fjerde sats af klaverkoncerten. For lang tid siden gik jeg i stå på et sted, som jeg aldrig syntes at kunne komme videre fra. Jeg læste igennem, lyttede igennem, spillede igennem, men hver gang stoppede jeg det samme sted. Jeg lagde det bort og tænkte, men fik ingen tanker, og prøvede at adsprede mig ved at skrive noget helt andet, for så at forsøge at overraske barrieren ved pludselig at vende tilbage til det forbandede sted. Jeg tænkte også på Wagners råd til en ung kollega om at finde en persons ledemotiv i en opera, ved at lukke øjnene og så forestille sig personen langsomt åbne munden, og gennem dette syn lytte til - og fange - den musik, der kommer ud af en fiktiv mund. Pludselig brød jeg igennem barrieren, og venter nu bare på den næste forhindring.

Jeg så ”Exit Music” i en drøm!
(I drømme kan man se musik, der ellers kun lader sig høre!)

I drømmen stod jeg i en åben dør til en lille hytte på et bjerg eller ved noget vand.
(I drømme kan steder ændre sig kamæleonisk på en måde, der ville gøre én bange, hvis det skete i vågen tilstand!)

(foto: Ragnhild Lothe)

Jeg stod og så en sky, der indeholdt min musik, forsvinde på himlen. Der var noget Magritteagtigt, ved den film jeg drømte, og jeg kan ikke engang sikkert benægte, at jeg i drømmen bar en sort bowlerhat.

Musikken forsvandt med skyen, og drømmen forsvandt, da jeg vågnede – det har drømme det med at gøre; men heldigvis dukkede drømmen langsomt op igen – det gør drømme ofte hos mig, og idet den dukkede op sammen med musikken, der blev synlig og hørbar, dukkede også titlen til orkesterværket, der gemte sig i skyen, op: ”Exit Music”.

Det var i sommeren 2006. Jeg lyttede en del til Radiohead, Massive Attack, og Björk, og der er spor af den lytning langt inde i de inderste celler af ”Exit Music” - Loops, treklange, orkesterscratchs og rytmiske mønstre (I virkeligheden er det tydeligste mønster også det enkleste, som jeg tror kom direkte fra Bonos version af ”Can’t Help Falling in Love” på Cd-afspilleren i baggrunden - over min blyant og videre ned på nodepapiret).

En titel skal ramme som et skæbnebestemt håndkantslag(Hvis det altså er mig, der skal bruge den!), hvor alting pludselig ramler sammen og former og hvisker en titel. I dette tilfælde ramlede drømmen (eller erindringen om drømmen) sammen med min fornemmelse af formen på værket – hvor musikken hele tiden forsvinder, der igen ramlede sammen med skjulte ekkoer af den øjeblikkelige lyd omkring mig (Radiohead (”Exit Music”), U2 (”Exit”)).
Lyden omkring mig viser sig altid aldrig at være helt tilfældig!

Da drømmen var oversat og smeltet ind i idéerne til ”Exit Music” - var blevet til noget så virkeligt som musik, kom den varieret igen i nætterne efter. Behagelige drømme, der kun havde repetitionerne tilfælles med det evige mareridt, der red mig i en lang periode af min tidligste barndom, hvor scenen var mørke. Et mørkt hus bag store, sorte træer. En bil ventende foran det truende hus.
Jeg ville altid så gerne vågne væk fra den drøm, og når det lykkedes, lagde jeg mig på den friske side og forsøgte at tænke og glide ind i drømme om alt det modsatte: Lyse bygninger, solstrejf på træer og skibe med hvide sejl……

”Sommetider går jeg ganske vist stadig en tur i Szemlóhegygade, men den minder ikke engang om den Szemlóhegygade hvor jeg mellem ældgamle plataners slangeagtige rødder, forskanset bag et jerngitter, af og til stødte på græske landskildpadder, som jeg bar ud på engen for enden af gaden og lagde pavestolt i græsset; her, på denne højtliggende eng, lå verdens sidste forsvarbare udpost, herfra skuede jeg hinsides verdens rand, og dette hinsides var en lokkende anelsesfuld blånen som mit barneblik fortabte sig i og fortrylledes af, og dér, hvor grænsen mellem det bugtende vandspejl og den glitrende himmelrand næsten var udvisket, skimtede jeg sommetider med gyngende forundring konturerne af et hvidt drømmeskib…”.
(Imre Kertész: ”Jeg – en anden”)

”En sommeraften kom et oplyst skib til syne, det bevægede sig så langsomt, at jeg troede, det lå stille. Jeg så det, som om jeg aldrig havde set et skib før, det var det eneste, der var ikke andet end det. Rundt om var der skumring og tiltagende mørke. Det var strålende oplyst, lysene dannede deres eget stjernebillede, at det var på vand fornemmede man af den smerteløse ro, det gled med. Dets lydløshed bredte sig som forventning. Det lyste længe, uden blafren, og tog mig i besiddelse, som var jeg gået ud i frugthaven for dets skyld. Jeg havde aldrig set det før, men jeg genkendte det. Det svandt bort i lysenes fulde styrke. Jeg gik indenfor og talte ikke med nogen, hvad kunne jeg have talt om.”
(Elias Canetti: ”Den reddede tunge”)

Jeg blev ikke færdig med ”Sounds like You” til min personlige deadline 18. juli, men for lidt siden blev jeg færdig med det lille korstykke, som jeg i et svagt øjeblik – midt på en gade i Greenwich Village i New York i oktober sidste år over en mobiltelefon - kom til at sige ja til at skrive.
Det skal uropføres på en festival, der ligger tæt på havet, og det skal forme et præludium til mit ”Benedictus”, hvor alle sangerne er placeret i en cirkel omkring publikum. Jeg har ord for at foretrække antydningen frem for det helt klare, og typisk faldt jeg for et digt, hvor havet kun er usynligt antydet ved tilstedeværelse af strand.
I begyndelsen af stykket er koret samlet på scenen, men mod slutningen bevæger de kvindelige sangere sig ud til de positioner, de skal være i, når de fremfører ”Benedictus”. Herrestemmerne synger teksten til de sidste linier i digtet på en mærkelig unison melodi, og kvindestemmerne bærer toner ud i rummet . En enkel terts (d#/f#) glider ud blandt publikum, som bølger der glider ind over strandens sten.

(foto: Ragnhild Lothe)

Digtet af Pia Juul har ingen titel og det er stadigt uklart om værket skal hedde ”Jeg vender mig om” (digtets første linie) eller ”og solen går ned” (digtets sidste linie). Jeg kan mærke, at det er den sidste linie, jeg har haft mærker i nakken af efter titelhåndkantslaget, men når jeg her og nu ser de to linier , ser jeg også en utrolig smuk cirkel i ord, som bestyrker mig i, at jeg valgte det rigtige digt (”Jeg vender mig om, og solen går ned”).

I lange perioder har jeg dyrket et morgenritual - at lytte til Bachs kantater! En kantate hver morgen til at stå op på – min ”Morgenbach”! I min melankolske periode – hvor jeg forsøgte at være ritualløs - lagde jeg Bach kantaterne væk, da de jo mindede mig om en masse, og alt, hvad der mindede mig om noget, blev forsøgt undgået; men for godt en uge siden stod jeg igen op til Bach – live! På Risør Kammermusikkfest hørte jeg ”Wir danken dir, Gott”. Koncerten var kl. 12.30, men på grund af den forudgående nats udstrakthed blev det morgen for mig. Med opførelsen i Risør kirke fik Bach lyst alle der sad i kirkerummet igennem med lyd, dag, liv og utallige håb, og selvom det for en komponist burde være svært med Bach, fordi han kan udstille hvor ret meningsløse alle andre komponister er, var og vil være, så lukkede han denne forsinkede morgen op for en fornemmelse af lykke. Jeg er nu klar til at gå tilbage til mit morgenritual, og har netop denne tirsdag morgen indtaget min ”Morgenbach”.

Senere samme dag vender jeg tilbage til Risør Kirke. Thomas Quasthoff synger Schuberts ”Im Frühling”, og da jeg fra koncerten går gennem den smukke hvide by, Risør, kan jeg stadig mærke efterbyrden af mine sjældent tårefyldte øjne og mine ukontrollerede nakkehår hænger stadig fast i skjorten. Musik kan komme frem til dig i koncertsalen, så du føler dens nærhed, men når den kommer en tak videre frem, kan den hente dig ned på scenen og suge dig med ind i lyden. Jeg går hurtigt af sted i de hvide gader! Lykkelig – både over miraklet på scenen og over at der rent faktisk ER andre komponister end Bach.

Bach, Schubert og det hele afsluttes med Ligetis violinkoncert med Christian Tetzlaff! Det er let at være lykkelig på Risør Kammermusikkfest, og det er lykken der binder Risør Kammermusikkfest sammen. Den ægte tro på at lykken i livet kan findes inde i musikken – at lykken og livet kan mærkes når musik skabes og høres.

(10 frivillige hviskere i Risør til uropførelse af ”Kirschgarten” – 10 frivillige ghettoblasterspillere i aften til uropførelse af ”Liebster” i Christianskirken i. Det begynder at ligne noget – en tanke jeg må tænke over. 10 kirsebærtræer i Risør – 10 engle på Christianshavn. Begge steder fungerer det, som jeg havde tænkt det. Det gør mig glad (og rastløs!), men det mest overvældende er, fornemmelse af at også frivillige kan sætte liv i mine nakkehår!)

Det har virket rastløst de sidste dage.
Faren ved at skrive på mere end et stykke af gangen er, at man hele tiden har dårlig samvittighed over for det stykke, der ligger hen uden at få opmærksomhed. Man kan føle, at man til stadighed må række ud efter det, man har lagt fra sig, og når man rækker ud, mister man grebet, om det man havde fat i. Rastløsheden avler dårlig samvittighed, der avler koncentrationssvigt, der avler mangel på inspiration, der avler rastløshed!
Jeg har lagt ”Sounds like You” væk og vil ikke gribe ud efter det en tid. Helt sikkert ufortjent har jeg haft fornemmelsen af, at det værk har været med til at degenerere min koncentration de sidste dage; men heldigvis kan jeg nu mærke, at det lille korstykke, der i øjeblikket ligger på tegnebrættet, er på vej til, at få mig til at forsvinde i den koncentration jeg har brug for. Teksten er af Pia Juul. For lang tid siden faldt jeg over billederne i digtet, der mindede mig om min musik; men først på det sidste er jeg blevet rigtig opmærksom på dets melankoli og den opdagelse genererer heldigvis mere koncentration end melankoli.
I en kæmpe bunke ved siden af mit skrivebord ligger notaterne til klaverkoncerten. Jeg kan mærke at den kommer tættere på (”..men hold nu fast i koret!…og bliv nu færdig med det indlæg!”).

I
Jeg har igen mistet denne årstid.
Som i de foregående år mærker jeg, at den forsvinder, uden at jeg når at opleve den. De vidunderlige dage i forrige uge, hvor solen skinnede som var det midt på sommeren, sad jeg væk foran mit arbejdsbord. Kiggede ud af vinduet. Ville så gerne fange årstiden og fastholde den på en bænk i haven.
Det er det sædvanlige. I de umanerligt mørke og triste vinterdage længtes jeg efter lyset, og det var for deprimerende en tid at komponere i. Nu er jeg så deprimeret over, at jeg ikke fik komponeret noget i den triste tid, der ikke var til andet.
Samvittigheden trækker i to retninger – lev eller skriv, og der bliver trukket i mig, så jeg i stedet sidder fast, plantet med min dårlige samvittighed over min manglende koncentration - Kigger ud på verden og ned på papiret og kan ikke koncentrere mig om nogen af delene.

Jeg leder efter en tekst.
Jeg har lovet at skrive et lille korværk til en festival i Tyskland, og det har stået klart så længe, at det irriterer mig, at jeg ikke brugte de triste vinterdage på at finde teksten.
”Sounds like You” er for nogle dage flyttet bort fra skrivebordet, der nu ligger overdænget med digtsamlinger – danske og tyske. Jeg ved, hvad jeg leder efter, men kan ikke finde det. Det skal være på tysk! Det skal være et præludium til mit korstykke Benedictus! Der skal være noget om vand – om havet i det! …. Hvis jeg sammengoogler alle kravene i min hjerne får jeg ”ingen match” og alligevel søger jeg.
Tekster til musik er tit kommet til mig som åbenbaringer. Pludselig læser man den tekst man har søgt efter – f. Eks. Cohen-fragmentet om de elskende på kirkegården i ”The Echoing Garden”, og de anonyme digte jeg fandt på en opslagstavle i Wien, som ligger til grund for ”Ständchen”. Stort set al den tekst jeg møder, gennemlyser jeg med min musik. Er der noget her ? Er der ord til min musik?
Jeg koncentrerer mig nu om et par danske lyrikere og søger efter deres digte i tysk oversættelse, og oven i det kommer jeg i tanke om en udstilling med Kiefers billeder, som jeg så i Montreal for to år siden – Ingeborg Bachmanns ord på billedet.
»… dein und mein Alter und das Alter der Welt
misst man nicht mit den Jahren.«
Bachmann havde jeg jo også lige fat i før! Hvad var det der skete, da jeg så udstillingen i Montreal, og kan det ske igen ? Hvad var det for en musik der opstod i sammensmeltningen af tekst og billede?
En ven af mig har lånt kataloget til Kiefer-udstillingen, men jeg møder ham i morgen, og da kan jeg få det tilbage.

II
En anden ven har sendt mig en bog. En bog han selv har skrevet om Københavns steder og parker. ”Steder” dækker over områder i København, hvor man – med et gammeldags udtryk – kan dvæle. Indimellem beskrivelserne af stederne har han indflettet spor af hans egen historie. Hans første møde med den kvinde, han nu netop er blevet skilt fra, hvor de kravlede over muren til den lille plads rundt om Skt. Petri kirke, »hvor vi gemte os fra resten er verden, og elskede kun oplyst af den enorme måne som de hurtige, lette skyer gled over som vores hænder over hinanden«.
Hans tanker og liv smelter sammen med stederne: Kastellet, Balders plads, Rosenvang, Krusemyntegade etc. Kan man gøre det samme med musik ? Kan man flette sin musik sammen med sit liv, eller er det i virkeligheden det man gør hele tiden, i en kunstart, der er så abstrakt, at det abstrakte bliver opløst til virkelighed.

III
I ”Sounds like You” taler hovedpersonerne, og automatisk bliver musikken til baggrund. Hvis de sang ville teksten forsvinde i musikken.
Det er et af de største ”alt eller intet-problemer” når det gælder musik og tekst, og det kommer altid tæt på et ”Enten - Eller”. Kan det samme øre høre ord og musik på samme tid?
I ”Under Himlen” havde jeg store problemer med at lade en talende skuespiller, Lise tale over min instrumentalmusik, så jeg lod instrumenterne forsvinde, når hun talte, og hendes stemme og ord lagde sig i stedet på et tæppe af korklang.
Nu er jeg åbenbart blevet mere modig. I ”Sounds like You taler personerne al tekst hen over min musik, og jeg håber og tror at talen kan blive som musik og musikken som tale, eller måske vil de to ting smelte sammen og tilsammen danne noget tredje!

En af de største oplevelser jeg har haft i år er danseforestillingen. ”Blue Roses”, som jeg så i London for halvanden måned siden. Der er ingen musik. Figurerne danser til Tennessee Williams stemme – hans oplæsning af fragmenter af ”Glasmenageriet”. Tekst og dans smelter sammen og danner musik.
Inspiration og kunst er en evig, gådefuld strøm af kemiske forbindelser!

Tidligt i morges vågnede jeg op til duften af jasmin.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lede efter to dufte. Den ene er en speciel skarp duft af jasmin, som (for mig!) stammer tilbage fra min farmors have ved en landevej i Vendsyssel. Den duft fandt jeg for nogle år siden og placerede i min have. Den anden duft, er en hel speciel duft af kaffe – en udendørs kaffeduft - og den har jeg aldrig fundet. Jeg kan sjældne gange mærke den som et rudiment i mit næsebor, men selv når jeg mærker den mere konkret – f.eks. på en stille villavej - har tid til at fange den, og tror at jeg har fundet den, forsvinder den igen, og jeg får ikke en chance for at genskabe den i min næse.

Jeg skriver nu på den 65. A3-side af ”Sounds like You”. Jeg lægger rudimenter af min musik ovenover hinanden. Et langsomt faldende glissando fra ”Symfoni” får indflettet accelererende glissandi fra min klaverkoncert. Pianisten er nu off-stage, og i et lufthul i musikken står begyndelsen af anden sats af ”La Notte” helt alene – lontano. Den musik lægger sig ind i et afsnit hvor ”Hun” siger: ” Hold om mig, hold om mig.” og klaveret rammer sætningen ind. Den spinkle klavermusik brugte jeg også i en sang fra samlingen, ”Roses are Falling”, hvor sangerinden synger: ”He takes me in his arms like the moon that turns and takes the evening from the sun”. Den engelske lyriker Selima Hill skrev teksten til mig, og senere lod hun linien (ændret) glide ind i digtet ”An Angel with Large Hands”. Rudimenterne smelter sammen omkring ”Hold om mig”, og jeg har fundet ud af, at den sætning i virkeligheden er teksten til den allerførste lille bid af den vuggevise der begynder ”Exit Music”. Musik og tekst har ved skæbnens hjælp fundet hinanden – Holder om hinanden – in the arms.
Alle mine glissandi har omsider fået en dybere mening – musik fra forskellige værker glider ind i hinanden.
Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder (Bare jeg dog var blevet mere påvirket af Arvo Pärts besøg i København)!).

En tidlig morgen i begyndelsen af sidste uge, kom jeg pludselig på Facebook og så mit nye ansigt i bogform!
Min datter lagde mig ud på bogen, og pludselig havde jeg en masse venner, jeg vidste, jeg havde.
Det smadrede min dag fuldstændigt. Hver ven, der kom til, havde venner, som jeg gik på strandhugst iblandt, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at på netop den dag gik mit normalt ellers så rolige ny-musik-netværk amok, og der foregik en masse parallelle commando raids ind i diverse vennelister. ” Dagens tilbud :100 venner for 24 timer” .
Hvad skulle jeg stille op med alle de venner? Jeg er håbløs med en computer, og kan ikke lægge alle mulige interessante links og feriebilleder ind på siden, og jeg er alt for genert til at lægge søde tekster og vise ord ud på andres opslagstavler uden forudgående opfordring(Da jeg var i den alder, hvor man byder piger op til dans, ventede jeg også på, at de skulle byde, og blev vel den ultimative bænkevarmer!).
Da målet – de 100 venner - var nået, havde jeg derfor lyst til at sende en contratekst ud ”Jeg er en dårlig ven - find en anden”, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde gjort min indtræden på Facebook til et værk i sig selv, og havde fulgt min første indskydelse; nemlig udelukkende at indtage venner jeg overhovedet ikke kendte. Hvad ville mine ”rigtige” venner tænke, hvis jeg groft negligerede deres forespørgsel om venskab, for samtidig at rage venner til mig, der er dem og jeg totalt ukendte.. Eller hvordan ville mine rigtige venner have det, hvis jeg foretrak at være venner med deres fætre, mostre og mødre, mens jeg nægtede deres venskab. Hvordan ville det være at komme til en koncert 3 dage efter og møde alle vennerne, som jeg havde nægtet adgang til min vennekreds, der i mellemtiden var vokset til 1000 stk. – (1000 uden dem!)?
Det kræver mod at skabe et kunstværk, og jeg havde ikke modet til at skabe mit ret ligegyldige Facebookpiece (Ville det være interessant at opbygge en vennekreds på Facebook udelukkende bestående af mænd med fornavnet Bent ?). Måske var jeg også bange for at ingen ville savne mig som ven, og jeg blev i øvrigt hurtigt grebet af beskæftigelsen med at stjæle venner. Kørte rudimenter af mit liv ud på bogen, og blev som andre suget ind i den mærkelige pseudoverden, som uden tvivl er fantastisk og i hvert fald fascinerende, og jeg gider ikke gå ind i noget omkring tidsspilde og ensomhed. Jeg forsvandt blot for en tid lykkeligt (og vil forsvinde igen!) i min computer. Forsvandt i Facebooks utallige forgreninger, der fraktalt lægger sig ud som levende stamtræer. Alle bliver vi anderledes når vi lægger os i en bog, og flere af mine venner var overraskede over at se mig dér – som hvis man pludselig møder sin søster under Triumfbuen, uden at vide at hun er i Paris. Man har et image til man tager et nyt!

(Rigtige venner stiller altid op med en ghettoblaster!
Nu har jeg brug for mine venner, og nu kommer der en vigtig opfordring. Jeg har brug for 10 – 20 mennesker, der d. 8. Juli kl. 20 i Christianskirken på Christianshavn kan medvirke – sammen med den fantastiske organist Jens E. Christensen, i uropførelsen af mit nye, lille værk ”Liebster”. En satellit – et rudiment til og af både min kommende klaverkoncert og ”Sounds like You”. Jeg vil ikke sige noget om stykket, men hvis man vil være udøver (måske for første (og/eller sidste) gang i sit liv), skal man melde tilbage til mig – Enten til min beskedne Facebookprofil eller i form af en kommentar til dette indlæg.
Hvis man melder sig, skal man møde dagen før koncerten kl. 14 i Christianskirken medbringende en trådløs(batteridrevet) ghettoblaster, og så selvfølgelig stille til koncerten. De der melder sig vil ret tydeligt og konkret blive hemmeligt indviet i., hvad det lille orgelstykke har med Klaverkoncerten og ”Sounds like You” at gøre.
Anden betaling kan jeg ikke tilbyde og rigtige venner kan jo heller ikke købes for penge. Der må jo også gerne være nogen til blot at lytte, og de der ikke har mod på, at leve en drøm ud om at spille på en ghettoblaster, er mere end velkomne til blot at overvære koncerten.)

Min musik kommer tættere på publikum.
I flere værker fra i år forsøger jeg at placere min musik så tæt på publikum som muligt - sætte musikken på stolen ved siden af – male den direkte på kroppen af en intetanende publikummer.
Om kort tid skal jeg høre det i en lille fjerde sats til det værk, ”Schattenlinie” for klarinet, bratsch og klaver, som jeg skriver på som et ”en-sats-om-året-work-in-progress” til den norske Risør Festival.
Egentlig var ”Schattenlinie” bare tænkt som et kammermusikværk for en klassisk besætning, men nu har det pludseligt kastet andre idéer af sig. Musikken skal måske bevæge sig bort og forlade rummet. Det lyder måske helt vanvittigt, men de, der bare én gang har været til en midnatskoncert i Risør kirke og mærket stemningen og stilheden udenfor kirken, vil kunne forstå det. Et kammermusikværk der bevæger sig ud af kirken - ud af publikums ører og hænder - ud i natten - ud i nattens haver - ud i kirsebærhaven, for måske dér at ende som en opera.
I den fjerde sats af ”Schattenlinie” har musikken foreløbigt bevæget sig ned blandt publikum. Der bliver pludseligt hvisket ord dernede. Ord, der i virkeligheden er citater fra Tjekhovs ”Kirsebærhaven”. Pludselig er lyden helt tæt på. Den publikumskollega du sidder ved siden af, og som du troede var i samme båd som dig selv, er pludselig en optrædende. Der hviskes tæt på dig og overalt omkring dig. Hvis det forbliver en effekt er det meningsløst, men hvis man får den samme fornemmelse, når man hører det næste gang, er det lykkedes.
I et andet værk – ”Et blad falder til himlen” for pigekor, som jeg har skrevet sammen med Knud Romer, er koret placeret rundt omkring i koncertsalen. De synger og bevæger sig blandt publikum. Knuds smukke digt handler om demens, og korets bevægelser ”handler” måske om at fokuseringen ændres for måske ligefrem at forsvinde. Det smukke og melankolske der kan ske, når ”man falder til himlen”, og ungdommens unge pige samtidigt nærmer sig medbringende en tone og et ord.
I ”Sounds like You” er koret også placeret blandt publikum, og sidst i værket vil stort set al musikken have flyttet sig ned på sæderækkerne.

Hvorfor udvikler musikken sig som den gør ? Hvad sker der dog i øjeblikket med min musik, siden jeg absolut skal have den flyttet væk fra dens normale platform ?
Samtidig med at musikken kommer tættere på publikum, kommer den – af et andet spor – tættere på musikeren. I næsten alle mine værker fra de senere år skal musikerne nynne mens de spiller. Musikken bevæger sig fra instrumentet ind i musikerens krop.
Der er vel en tanke og logik i at efter at have arbejdet i fem, seks år med den store dramatiske form i ”Under Himlen”, så kan savnet af operaen og længselen efter det musikdramatiske perspektiv udløses i brug af disse pseudomusikdramatiske initiativer. Rummet, ordene, sangen bliver betydelige medspillere til den rene musik. Måske handler det også om en opløsning – eller i hvert fald opblødning af blufærdigheden. Min musik behøver ikke at være så fjern mere. Man må faktisk gerne høre den, og hvis den er placeret på stolesædet ved siden af, kan man ligesom ikke hindre den i at blive hørt.
Tidligere var ”fjernheden” et af de væsentligste karakteristika ved min musik. Jeg husker en prøve med det norske Cikada Ensemble for nogle år siden, hvor musikerne konstant drillede mig med det faktum at betegnelsen ”Lontano” fylder mere end almindeligt som karakterbetegnelse i mine værker. Hver gang jeg kommenterede deres musiceren, og bad om lidt mere dit og lidt mindre dat, lød det fra dem: ”…Og mere lontano – ikke sandt!”

(Er musikken stadig fjern? En Lontano-musik helt tæt på.)

Disse tekster skal (for formens skyld?) indeholde en ugentlig anbefaling, og jeg ville hjertens gerne anbefale Tjekhovs ”Kirsebærhaven”; men i så fald ville jeg nok have nærmet mig melankolien i det værk. Den hvide melankoli som Tjekhov mestrer bedre end nogen maler, og det ville have bragt med sig, at jeg kunne konkludere at alle de tre værker, der sætter sig på stolen ved siden af publikum, har melankolien som tema, og jeg ville nok have gået ud i en længere, retrospektiv analyse af forholdet mellem min melankoli og min flytning af lyd.

Da jeg imidlertid har sagt melankolien farvel, vil jeg i stedet i denne uge anbefale et stykke musik - et kammermusikværk, der har med rumlige forhold at gøre: ”Hic sunt Leones” af den venetianske komponist Claudio Ambrosini. Han er den eneste udenlandske komponist, jeg har studeret hos. Det gjorde jeg i en uge i Venedig i 1992. Ambrosini fortalte mig om hvad der karakteriserer den venetianske komponister fra før Gabrieli over Gabrieli til Nono og frem i tiden til ham selv: Brugen af rummet inspireret af Markuskirkens form. Jeg har ikke selv det værk på hverken bånd eller CD mere, og hvis nogen af denne teksts læsere har det liggende, må de meget gerne lade mig det høre!