I

I slutningen af sidste uge samlede jeg de indskrevne sider sammen, lagde dertil de allerede færdige skitser, tog lommeregneren frem og fandt ud af, at værket allerede varer godt femten minutter. Og i virkeligheden synes jeg slet ikke, at jeg er begyndt endnu!
Jeg skal skrive slutningen af tredje sats, som skal lægge spor af en kommende sidste og femte sats ind over ekkoer af anden sats. Der er en masse spor i det jeg har skrevet som fører fremad. Sporene vil være gemt for alle andre, og i et øjebliks desperation bliver jeg bange for, at de ikke blot er gemt for andre, men også gemt for mig og derved glemt.

II

”Kongens have i december. Nu kan man se alting – se igennem hele haven, hvor alle gemmestederne er borte. Alle buskene, som de elskende gemmer sig bag om sommeren, ligger nu til frit udsyn, og havens besøgende bevæger sig som mørke skygger i dagens evige tusmørke. På bænkene kan man sætte sig, mærke skridtene komme nærmere og blive mindet om alt det liv, der er gået.”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”.)

III

”I sommer lå folk
og solbadede her.
Nu er her køligt
men stjernerne er også sole
og på deres planeter skinner solen måske nu.
Tågen er meget lidt tåget
den hænger mellem træerne
ledning for tynde tanker?
Træernes blade er flest på jorden
visnede
genforenede
endnu engang.
Nu på vej til muldstadiet.”
(Michael Strunge: Livets hastighed)

IV

Det var galt lige med det samme, og allerede da de landede i lufthavnen efter deres bryllupsrejse, var de i princippet fraskilte. Han blev mere og mere indelukket  og er i virkeligheden aldrig blevet lukket op siden.
Først et halvt år efter fik han det sagt, og det oven i købet i den lille have, hvor de første gang havde elsket med hinanden (Eller måske var det netop fordi de sad dér, at han kunne sige det.). Hun rejste sig og sagde: ”Det er altså kun den 17. December; men man skulle fandeme tro, at du troede, at det var juleaften.” Derefter gik hun uden at vende sig om. Siden er han kommet i haven mange gange, og hver gang kigger han ned på stenene og jorden og bilder sig ind at kunne se de skjulte spor af hendes sko.

V

”Och hur det liksom
börjar spela sakta
bakom hotellrummets tapet

En Musik för vissna löv
och knackningar på rören

 till minne av små fötter som drog bort…..

Och genom den flottfläckade tapeten
hörs som svaga sånger. Genom tapetblommorna
vaggar liksom genomskinliga
kroppar, växer ur de bleknade tapetrosorna

ett snöskuggsflackande ödsligt fladdrande folk
knappt hörbart plötsligt upphörande, isblått, kallt, trasigt, upplöst”
(Tobias Berggren: De ur alla minnen fallna(S.D.Sandström: Requiem))

VI

Søndag morgen gik jeg ud i haven. I et af birketræerne så og hørte jeg spætten, der hakkede den samme lyd frem, som jeg netop skulle skrive ind i partituret – lyden af claves. Det ærgrede mig lidt, at jeg allerede for lang tid siden havde besluttet mig for den lyd, og altså ikke nu kan påstå, at lyden er inspireret af en spætte i et birketræ d. 21. december 2008. Lyden kunne have været et gemt spor af en spætte; men er altså et gemt spor af noget jeg ikke ved hvad er – måske en anden spætte et andet år, en anden dag.
 

I

”Jeg skriver ikke dagbog. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer formentlig aldrig til at gøre det. At skrive dagbog er - ligesom f.eks. havekunst, lystfiskeri og amatørmusiceren - en af livets sunde og skønne beskæftigelser, som alle kan se det vidunderlige i; men ligesom man ikke bare siger ”Fra nu vil jeg tage ud at fiske hver søndag”, så kan man heller ikke sige: ”Fra nu af vil jeg skrive dagbog”, selvom man ville ønske, at det faldt naturligt for een at gøre det. Man kan ikke presse sig til det, og hvis det ikke kommer af sig selv, så skal det nok slet ikke komme. Der kan selvfølgelig ikke bare ligge en banal beslutning til grund for, at nedskrive sit liv under en eller anden form. Dagbogsskriveri bunder lang dybere end almindelige beslutninger, og man kan formentlig dele jordens befolkning op i to dele - Dem der kan og vil optegne deres liv i klare, objektive kapitler, og - hvis de har mulighed for det - derfor skriver dagbog, og dem der ikke kan eller vil.
Jeg har altså aldrig skrevet dagbog, men jeg har gjort to ting, der kommer tæt på. For det første har jeg skrevet partiturer og mine partiturer er mine private, uklare dagbøger, der hele tiden bringer mindelser til live om den tid jeg skrev dem i, når jeg bladrer i dem, og for det andet, har jeg siden begyndelsen af 80-erne i mine kalendere ført oversigter over de bøger jeg læser. Tit fik jeg aldrig skrevet vigtige aftaler ind i kalenderne - jeg har formentlig stolet på min hukommelse, men een ting har jeg holdt stædigt fast ved: listerne over bøgerne jeg læser.
Tilsammen danner boglisterne i kalenderne og partiturerne en personlig dagbog, som kun jeg kan læse. Hvis jeg f.eks. griber kalenderen fra 1997, kan jeg se, at jeg om sommeren det år læste Canettis ”Masse og magt”. Med det samme kaster den oplysning et billede af sig, hvor jeg sidder på Ringsted banegård og venter på aftentoget til Aarhus, hvor jeg dagen efter skal undervise, og det billede ”kalder” så igen på et par takter af klaverkoncerten ”La Notte”, og så sidder jeg pludselig i toget den anden vej, en anden dag med en anden bog. Partiturerne og boglisterne løser – som to bekendte – mit historiske livs ligninger, og de er de primære kilder til mit liv….
….Måske kan folk der finder min musik uklar se en parallel til uklarheden i min dagbogsskrivning, og måske ville mennesker, der skriver meget klare, objektive oplevelser og fakta ind i deres dagbøger, skrive en meget klar og objektiv musik, hvis de var komponister!”
(Indledning til foredrag om Proust og Musikken – februar 2008)

II

Balders Plads på Nørrebro. En eksklusiv oase – En lille plads hvor man kan mærke en ejendommelig stilhed, når byens støj synes at forsvinde, selvom man ved, at den stadig burde være der.
Pladsen er for nylig blevet renoveret, men før det - for næsten tre år siden – sad jeg på pladsen med en ven og diskuterede anden sats af ”Ständchen”, og det var faktisk på en bænk på Balders Plads at tanken om at musikernes fødder skulle bevæge sig i perlegrus, og derved fremmane lyden af fødder der bevæger sig på en gruset sti, blev født. Når jeg tænker på den samtale, ser jeg os - af en eller anden mærkelig grund – sidde på bænken med fødderne løftet en smule, så de bevæger sig svingende, svævende frit i luften, som små børns fødder kan bevæge sig, når de ikke kan nå ned til jorden. I virkeligheden er det billede – min erindrings billede - jo et modbillede på idéen om fødderne i grus.
I flere opførelser af ”Ständchen”, hvor jeg ikke selv har været til stede, er perlegruset vist blevet erstattet af noget mere praktiskt; men det var nu noget særligt ved uropførelsen for snart to år siden, hvor Scharoun Ensemblet benyttede store trækasser til at holde sammen på perlegruset, og hvor scenen syntes forvandlet til noget, der lignede indgangen til et byggemarked.

III

”Endelig aftager ovationen, folk sætter sig ned, og den tjekkiske videnskabsmand siger med skælvende stemme: ”Jeg takker jer, mine venner, jeg takker jer af hele mit hjerte.” Han bukker og går tilbage til sin plads. Og han ved, at han er i færd med at opleve det største øjeblik i sit liv, det glorværdige øjeblik, ja glorværdigt, hvorfor ikke sige dette ord, han føler sig stor og smuk, han føler sig berømt og ønsker, at hans vandring mod stolen skal være lang og aldrig slutte.”
(Milan Kundera: Langsomheden)

IV

Nu, hvor de er blevet skilt, tænker jeg selvfølgelig på deres bryllup. Det var en strålende sommerdag. Vi var alle unge, og der var mennesker overalt i haven, hvor bryllupsfesten stod.
Under middagen var der taler i hobetal. Jeg holdt selv en tale, som jeg husker voldte mig besvær, og i betragtning af at de nu er skilt, er det måske både fint og naturligt, at jeg fuldstændigt har glemt hvad jeg sagde.

Blandt gæsterne var der en speciel hædersgæst. Det var bestemt ikke ham brudeparret kendte bedst; men han var kendt – rigtig kendt, og det var tydeligt, at brudeparret var stolte af hans tilstedeværelse. Han var deres trofæ overfor alle os andre: ”Se hvem vi kan invitere til vores bryllup.” Trofæet holdt også en tale – egentlig ikke nogen særlig god tale. Jeg tror faktisk, at han forberedte den hurtigt under velkomstdrinken, hvilket den bar præg af. Selvom han ikke kendte brudeparret særlig godt, var det naturligt – hans kultur-vip-status taget i betragtning, at han sprang over i køen i den almindelige taleorden. Han talte lige efter brudgommen, og kom f.eks. på før både bruden og brudens far.
Han rejste sig – andægtigheden bredte sig blandt bordene, og bruden, Beate så lykkelig ud. Ikke så meget over det han sagde; men bare dét: ”Han holder tale for os”!
Efter hans tale kom andre til med deres taler; og pludselig kunne jeg se et mærkeligt mønster – et mærkeligt skuespil. Hver eneste gang nogle rejste sig for at holde tale, rejste trofæet sig og forlod lokalet – for formentlig for at gå på toilettet. Første gang virkede det naturligt; men da det skete ca. ti gange under ca. ti forskellige taleres talen, begyndte jeg at finde det komisk. Jeg er sikker på, at det var hans underbevidsthed der styrede ham; men den underbevidsthed var helt tydeligt fodret med idéen om, at andre talere måtte han ignorere, andre talere var ikke værd at høre på. Da turen kom til mig og min tale, var jeg klar over spillet, skuespillet og overvejede at slå på glasset, rejse mig og så holde talen i en position, hvor jeg samtidigt ville kunne hindre hans passage. Jeg havde ikke modet, og måske skyldtes det også, at da taleren før mig, havde holdt sin tale, havde trofæet ikke bare rejst sig og var gået ud på det toilet, hvis håndtag og måske sæde efterhånden måtte være nedslidt. Han var også gået ud på en måde, så han passerede foran taleren, der var trådt lidt tilbage fra bordet. Dette betød, at for alle der fulgte taleren med øjnene, kom trofæet pludselig ind i billedet, hvor hans kropssprog skreg: ”Se mig, husk mig – det var mig der holdt den bedste – den mest fantastiske tale!” Hans desperate forsøg på at fjerne opmærksomheden fra taleren sluttede ikke med det. Da han havde passeret taleren – brudens bror fortsatte han langs bordet og bukkede sig ned og hviskede til bruden, der selvfølgelig måtte slippe sin egen brors tale, da trofæet naturligvis krævede al hendes opmærksomhed.

Måske bliver forfængeligheden værre med berømmelsen.

V

”Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud af min mund, alle loe, beundrede mig – men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – hen og vilde skyde mig selv.”

(Søren Kierkegaard: Dagbog – 1836)

VI

22. September 2008: Bo Skovhus synger sange af Schubert og Schumann med harpisten Xavier de Maistre. Det foregår i et fantastisk rum: Evangelische Kirche i Benz, og både inden og under koncerten kan man lade blikket glide op og følge konturerne af de meget smukke motiver i udsmykningen af træloftet og lade billederne smelte sammen med musikken.
Pludselig - efter Schumanns ”Requiem” op. 90 nr. 7 - sker der et mirakel. Der er helt stille, ingen host , ingenting; men det er ikke bare en stilhed,. Det er en samlende stemning i kirken, der former en hel unik stilhed, hvor alle vi publikummer ånder og føler i een samlet bevægelse - i en ubrydelig sammensmeltning med udklangen af Schumann. Øjeblikket er selvfølgeligt født af den fantastiske opførelse, der fulgte inden; men det er et øjebliks stilhed, som alle, der sad ved koncerten i Benz den aften, tager med som en fælles gave, en fælles erindring (en fælles hemmelighed - jeg nu røber).
Efter koncerten venter vi udenfor kirken. Det er meget mørkt; men man kan se ind til kirkens smukke loft gennem vinduerne, og når jeg ser loftsmotiverne udefra, føler jeg, at de også tog del i den fælles stilhed fra for et øjeblik siden og for evigt vil være påvirket af den.
Senere er der Nachtspiel med skøn vin og mad; men jeg kan mærke at det øjebliks stilhed efter ”Requiem” får mig til at være ekstra stille og sky - Får mig til at føle, at jeg vil nedbryde noget, hvis jeg bruger min stemme. Jeg går rundt til festen og gemmer på en stilhed!

VII

”For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!”
( Blogindlæg 28 juli (”Parkerne”))

VIII

Han løber efter hende ned mod havnen. Solen er så forfærdelig skarp, og hver gang den rammer de øverste dele, af de aluminiumsmaster han allerede nu kan se foran sig, bliver han blændet af tilbageskinnet, og hans øjne forsvinder. Han haler hele tiden ind på hende; men han har på fornemmelsen, at hendes mål ligger præcist så langt forude, at han aldrig vil nå at indhente hende.
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

”Bare man dog kunne holde ud – nøjes med – bare at være, ikke andet.
Her på pladsen foran Sv. Vit-katedralen i Prag. Kan jeg ikke bare være? – uden at være sammen med nogen (Jeg er jo alene) – uden tidsfordriv – uden at tænke på at storme hen til den nærmeste café for at indtage en unødvendig kop kaffe. I dag er jeg åbenbart for rastløs til bare at være.”
(Notat (Dagbog?): Prag d. 5. juni 2005)

X

”Bare ikke overvurdere det jeg har skrevet, derved bringer jeg det jeg skal skrive uden for rækkevidde.”
(Franz Kafka: Dagbog – 26. marts 1912)

XI

17. November 2008: Det er alt for tidligt at stå op. Klokken er ikke engang fem; men jeg har på den anden side noget at stå op til. Det, jeg i sidste uge gik i cirkler omkring, løsnede sig for et par dage siden op, og det hele så pludseligt (og ser stadigt!) rigtigt og lyst ud. ”Hvorfor havde jeg dog ikke set det før?” Tænkte jeg – ”Det var jo så indlysende og i virkeligheden så helt enkelt. Hvor meget tid, har jeg dog ikke spildt på at tænke formålsløse store tanker, hvor den enkle løsning jo lå lige for næsen af mig.”
Det er som en krampe der løsner sig , som når man – efter i dagevis at have været plaget af dårlig ryg, og har følt, at man skulle kravle ud af sengen – pludselig en morgen er helt smertefri og let og ubesværet springer ud i dagen.
Hele begyndelsen af tredje sats er færdig. Jeg ser på takterne og skitserne, og ved hvad jeg skal gøre. Jeg nyder dette vidunderlige men sjældne øjeblik, hvor selve skabelsesprocessen er smertefri. Jeg vil nyde det lidt endnu, og jeg tør næsten ikke skrive videre, for jeg ved, at ligesom rygsmerterne kan skabelsessmerterne, og fortvivlelsen ved at idéerne og noderne bliver til døde knuder og håbløse dead ends, komme tilbage når som helst – faktisk nu!

En dag slår det mig, at antallet af bøger, jeg er i gang med at læse, hænger nøje sammen med antallet af stykker, jeg er i gang med at skrive.
 På et tidspunkt i sommers, hvor jeg sprang frem og tilbage imellem klaverkoncerten, ”Sounds Like You” og div. satellitter, var jeg i gang med at læse syv bøger på en gang; men nu, hvor jeg er på vej ind i klaverkoncerten og ind imod en større stabilisering af fokus, bliver bøgerne ikke erstattet af andre, når de er blevet læst - Bunken bliver mindre og mindre og består nu kun af tre bøger: Siri Hustvedts ”En amerikaners lidelser”, Goethes ”Valgslægtskaberne” og ”Tusind plateauer” af Deleuze & Guattari. Hver gang jeg skifter imellem dem, hænger noget af tematikken over fra den ene bog til den anden, så det føles som om, de begynder at smelte sammen, og jeg fornemmer at denne sammensmeltning ikke alene skyldes det tilfældige sammentræf, at jeg læser dem simultant; men også at de tre bøger i virkeligheden er tæt forbundne, og at min læsning blot bringer deres ellers skjulte sammenhænge til syne. I ”Tusind plateauer” behandles, udforskes ”Rhizomet” (et flydende netværk, rodnet hvor tilsyneladende ulige størrelser samler sig i fluktuerende sammenhænge (…meget kort (ufuldstændig) beskrivelse(bogen er tyk))). ”Valgslægtskaberne” overfører kemiens idé om stoffernes tilbøjelighed til at indgå forbindelser til lignede valg i forholdet mellem mennesker. Desto mere jeg læser i de to bøger, desto mere opfatter jeg de to temaer som ét og det samme, der så bl.a. bliver  en indgang til formen på Husvedts roman
Valgslægtskaberne arbejder inden for et rhizom, og rhizomet udvikles efter valgslægtskabernes uregerlige regler; men ikke nok med at de to bøger og deres temaer smelter sammen, de inddrager også mig, mit liv og især min musik i deres sammenhæng. De bliver den indgang, hvorfra jeg nu kan se Klaverkoncerten og ”Sounds like You” og kan se sammenhængene imellem dem – Rhizomet der binder mig og de to værker sammen og videre sammen med lyde, dufte, minder og billeder  omkring mig - Valgslægtskaberne der har ligget til grund for det filter, der har ladet materiale og idéer passere ind i værkerne og holdt andet på afstand af dem. Bøgerne bliver et billede på min musik, og måske vil jeg tænke på bestemte sider af de bøger, når jeg engang langt ude i fremtiden  - hvor alting ellers er glemt – tager partiturerne fra denne periode frem og bladrer i dem - Fortæl mig hvad du læser, og jeg skal sige dig, hvordan din musik lyder!

 (Hvis jeg var musikolog og derfor var nødt til at forstå min musik, ville der i de to bøger være en fortrinlig nøgle til en analyse(..men jeg behøver jo heldigvis ikke at forstå den!).)

”Rotten og mennesket er på ingen måde det samme, men Væren siges med én og samme mening om dem begge to, i et sprog som ikke længere er ordenes sprog, i en materie som ikke længere er formernes materie, i en ’affektibilitet’ som ikke længere er subjekters affektibilitet. Et fællesskab som ikke er imod naturens orden, men kompositionsplanet, Naturplanet, er netop til sådanne fællesskaber der uophørligt benytter sig af alt muligt kunstigt for at danne og opløse deres montager.”
(Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer)

””Siden du nu engang har opfordret os,” svarede Eduard,”så slipper du ikke så let; for egentlig er de mest komplicerede tilfælde de mest interessante. Først i dem lærer man slægtskabernes grader, de nærmere, stærkere, fjernere, ringere forhold at kende; slægtskaberne bliver først interessante, når de fører til skilsmisser.””
(Johann Wolfgang von Goethe: Valgslægtskaberne)

 I fredags afleverede jeg partituret til ”Sounds Like You”. I de sidste uger har jeg læst det igennem igen og igen - fundet små fejl og sikret mig at de formelle ting er rigtige – takttal, sidetal, strygernes sordinskift. Det er et farvel til en tid, men ikke et vemodigt farvel fyldt med melankoli, med mindre det er vemodigt at sige farvel, til hver eneste dag der går. 
Siderne i værket er som dagbogssider, der kaster billeder op i ansigtet på mig, når jeg bladrer i dem. Da jeg kommer til side 62, ser jeg f.eks. et billede af sommeren - En tur ud i bil til Køge Bugt, hvor jeg skulle hente min eksamenslæsende datter. Der er intet spor af den situation i musikken, men ikke desto mindre er det et billede på musikken – Varmen sommeren, stranden, og når jeg ser det for mig, hører jeg musikken, der gradvist åbner op for flere og flere minder fra den tid, hvor musikken blev skrevet. Siderne  - de store nodeark - er broen mellem inspirationen fra den gang den blev skrevet, til eksspirationen der nu bliver udtrykt gennem en masse minder, som jeg vel at mærke ikke havde nogen anelse om ville få betydning og blive til billeder, da jeg oplevede dem. Inspirationens billeder er blevet overdøvet af eksspirationens, og værket er det, der sammenfletter det hele i et ”Sounds Like You-rhizom”!
 

Alle mine værker er en udstilling af dagbogsbilleder, og ofte har de billeder de efterlader intet at gøre med de billeder der lå i inspirationen, da de blev skabt.
Når jeg bladrer i ”Funeral Procession” er det første der dukker op eksspirationens billeder, og værker minder mig om det år hvor Laurent Fignon vandt Giro d’Italia, fordi jeg fulgte med i det løb, mens jeg skrev værket, og havde fjernsynet stående tæt ved arbejdsbordet. En af de mørkeste takter i værket meddeler mig en ret præcis dato – nemlig den dag hvor en bjergetape blev aflyst på grund af dårligt vejr. Så ”Funeral Procession” giver mig en mærkelig rhizomisk sammenhæng imellem liv, tid og værk i en bestemt tid – giver mig en dagbog, hvor tilsyneladende ret ligegyldige ting blander sig med mit arbejde.
Når jeg bladrer i partituret til ”Birds and Bells” mærker jeg den sommer, hvor krigshandlingerne og masseudryddelserne i Ex-Jugoslavien var på sit højeste, og i sidste sats hører jeg min egen nynnen for at få min yngste datter til at sove i barnevognen den samme hede sommer, hvor Brasilien i øvrigt blev verdensmestre i fodbold.  Det hele hænger sammen, og alle de store tanker og den voldsomme inspiration bliver til mit daglige liv. Når jeg ser de første takter af ”The Bells of Vineta” tænker jeg på en ferie i Bourgogne, og jeg ser mig selv servere morgenmad for min ældste datter, der dengang var helt lille, og hvor jeg betjener en ske med én hånd og et håndholdt keyboard med en anden.

””Det var, fordi  jeg var gal på far, og så tænkte jeg hele tiden, at de ville blive skilt ligesom alle de andre børns forældre. Jeg hørte dem skændes. Jeg sang altid, når jeg hørte dem. Jeg sang ligeså højt, jeg kunne, og så blev de flove og sænkede stemmerne.””
(Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser)

”Et barn der i mørket er grebet af frygt, trøster sig selv ved at nynne. Barnet går og standser, alt efter sangen. Fortabt søger det ly og orienterer sig så godt det nu kan med sin lille sang. Sange som skitse til et stabilt og roligt tempo, stabiliserende og beroligende midt i kaos. Måske hopper og springer barnet samtidig med at det synger, måske accelererer det eller sætter farten ned; men sangen er allerede i sig selv et spring: Den springer fra kaos til en begyndende orden i kaos, og den står i fare for at gå i stykker hvert eneste øjeblik. Der er altid noget lydmæssigt i Ariadnes tråd. Eller Orfeus’ sang.”
(Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer)

”Sounds Like You” er afleveret. Da jeg kommer ned på gaden, regner det, og det er blevet aften. Jeg kan mærke en lettelse i hele kroppen over ikke mere at have det originale partitur i min besiddelse. Det er ude af mine hænder, det er borte, og jeg behøver ikke mere at have dårlig samvittighed over ikke at sidde bøjet over det fra morgen til aften. Jeg går nynnende ned af Store Kongensgade. Uden rigtigt at have registreret det, er min lettelse over overdragelsen blevet forvandlet til glæde. Jeg nynner ”Bread and Fishes” – en sang fra min fortid – en sang der i 70’erne blev sunget af folkemusikbandet McCalmans, men først efter et stykke tid registrerer jeg, at det er den, jeg nynner. Omkring Marmorkirken glemmer jeg, at jeg nynner, men da jeg nærmer mig Kongens Nytorv, er den ubevidste nynnen gået over i ”Jeg ser de bøgelyse øer” – endnu en sang fra min fortid - en sang jeg har samlet op i min skoles sangtimer for 40 år siden. Nynnesangene omfavner mig med tryghed – De er ”Songlines”, der tegner et kort over et liv; men hvorfor det netop blev dem, er en gåde, der er lige så uforklarlig, som hvorfor jeg husker det, jeg husker, og hvorfor mine partitursider kaster de billeder af sig, som de gør - Fortæl mig hvad du nynner, og jeg skal sige dig, hvordan din musik lyder!

Livet består udelukkende af fatale beslutninger, der afkaster erindring, der enten huskes eller glemmes.
Med fatalt mener jeg ikke, at det nødvendigvis er forkerte eller skæbnetunge beslutninger, blot at enhver beslutning får en skæbnebetydning, der holder andre muligheder på afstand.
Det er alt sammen det samme, når man komponerer. De skridt, man bevæger sig over de tomme nodeark med, får altid betydning – har altid en betydning, og bliver fatale.
Ligesom i livet vil en række af beslutningerne bygge på ubevidste træk og skridt, og ligesom i livet bliver man i kompositionen ramt af spørgsmål som: ”Hvorfor gjorde jeg det? Hvad var meningen med det? Hvordan var det gået, hvis jeg havde taget en anden vej?”  Og både i livet og i kompositionen er svaret ikke altid indlysende og ofte er det begge steder bedst, hvis man ikke bruger for meget tid på at finde svaret, men blot kaster sig videre ud, derfra hvor man står.

(Måske får man et andet syn på livet, når det er forbi!)

Jeg er tilbage ved klaverkoncerten – tilbage ved det sted, hvor det hele gik i stå – Tilbage i en subjektiv fornemmelse af morgen. Endnu engang samler jeg notaterne – endnu engang går jeg lange ture for at blive ramt af originaliteten – eller i hvert fald fange øjeblikket, hvor min koncentration samler sig og centrerer sig om det, der er besluttet, og af den vej finde fortsættelsen. Det er som at stå midt i et liv, og så tage beslutningen: Hvad gør jeg herfra? Nu er det så ikke et liv men et værk, men måske er beslutningerne ikke meget nemmere, selvom værkets subjektive liv skal køres igennem på afmålt tid og stadig være i live, når det er forbi.

(Måske får man et andet syn på værket, når det er færdigt?)

”Og det kan godt engang imellem forekomme mig, at han skriver uafbrudt. For hans arbejde bestaar ikke alene i at prente bogstaver paa et stykke papir. Han skriver især med sin erfaring, sin erindring og sin hukommelse, sin kombinationsevne, sin hudløshed, sin kontante viden, sit syn. Jeg bestiller virkeligt noget, ogsaa naar jeg en formiddag ørkesløs gaar tur med min kone, mens alle andre pukler paa livet løs i værksteder og butikker, i skov og paa mark. Jeg skriver, ogsaa naar jeg sidder på den lokale kro og rafler med den lokale skrædder, som kan holde fyraften. Og det kan være, jeg skriver, mens I sover – I ser min spadseretur om formiddagen, men hvem ser det vaagne lys, som strømmer ud fra vinduerne i mit arbejdsværelse om natten?”
(Frank Jæger: Udsigt til Kronborg)

Jeg nægter mig selv at sidde ved arbejdsbordet foran  papiret, og går i stedet lange ture hver dag i nye bunker af affaldne gule og røde blade - forsøger at mane musikken frem fra tankerne. Ofte glemmer jeg at tænke, og musikken finder pludselig vej som et glimt af et blad, der langsomt daler ned.
Det er den mærkeligste stilhed, jeg nogensinde har hørt! Når bladene daler i forskelligt tempo omkring mig. Nogle falder vædefyldte hurtigt til jorden; mens andre danner en faldskærm af sig selv og uendeligt langsomt daler ned. Jeg står stille i krydset mellem to skovveje og ser alle de uendelige tempi af fald omkring mig. Scenen i stilheden har været der så tit i så mange efterår, og hver gang ser jeg det som lyden af fald i forskellige tempi og hastigheder. Det er altid inspirerende, og engang bliver det min musik; men lige nu passer det slet ikke ind i mine tanker, der forsøger at centrere sig om begyndelsen af tredje sats af ”La Mattina” hvor alting allerede er faldet og ligger og venter i bunden i to horn.

 Klaverkoncerten hedder ”La Mattina”. Det hed den, inden der var skrevet en node af den, og selvom titlen har været på en mindre omvej, er den nu landet hvor den begyndte.
Jeg kan ikke tale italiensk, selvom jeg gerne ville, så det kan synes latterligt at bruge en italiensk titel; men man skriver altså ikke musik og fanger titler, for at undgå at blive betragtet som latterlig.
Med titlen ”La Mattina” nærmer koncerten sig den abstrakte titel; men kun fordi min første klaverkoncert hedder ”La Notte”. ”La Mattina”  bliver derfor ikke bare navnet på - men også en nummerering af - en klaverkoncert nr. 2. Måske bliver ”Den anden klaverkoncert”, det navn den kommer til at leve med (hvis den kommer til at leve!).
Det kan formentlig ikke være svært at se titlens sammenhæng – over 10 år - med ”La Notte”, og måske når jeg en dag til en middagskoncert!

På seminarer og foredrag rundt omkring, har jeg til bevidstløshed fortalt, hvordan jeg opfatter mine titler mere som navne end som titler, på samme måde som mine børn har navne og ikke titler. Jeg har til bevidstløshed fortalt, at jeg giver et stykke et navn, og holder fast i det, selvom det måske ændrer sig, og ikke kommer til at ”ligne” navnet. Jeg er tro mod navnet, titlen som de fleste er tro mod deres børns navne, og ikke ændrer Kaspers navn til Mads efter et par år, fordi man synes barnet mere ligner en Mads end en Kasper.
Jeg orker ikke bevidstløsheden mere, men i virkeligheden er det mere rigtigt end man skulle tro. Jeg får mine titler i undfangelsen eller kort derefter, og har aldrig givet et værk en titel eller ændret dets navn, efter det er blevet skrevet færdigt.
 

(Sammenhænger mellem ”La Notte” og ”La Mattina” er til at få øje (mindre at få øre på!). Sammenhængen mellem titlerne ”Alman”, ”Adieu” og ”Angels Music”, er også tydelig, og var endnu tydeligere, lige før jeg begyndte på at skrive ”Angels Music”, hvor værket blot hed ”Angel” (A+fire andre bogstaver); hvilket det aldrig blot var kommet til at hedde og senere udvikledes fra, hvis ikke undergrundstationen, jeg skulle stå af ved, den første gang jeg mødtes med Arditti Kvartetten i London, hed ”Angel”)

”En titel bør forvirre begreberne og ikke ordne dem.”
(Umberto Eco: Efterskrift til Rosens Navn)

Titler kan ramme pludseligt.
 I det øjeblik, jeg begyndte at skitsere og overveje ”Shadowland”, kørte der et fjernsyn langt borte, med en dramatisering af C.S. Lewis liv – Pludselig hørte jeg det – ordet  – ”Shadowland”. Titlen står stadig hvor jeg for første gang skrev den ned: på det store karton der støtter mine noder på klaveret. På samme måde hørte jeg også om ”Den hjerteløse gigants høj” i en ”Fjernsyn for dig” udsendelse, som jeg så sammen med en af mine døtre for lang tid siden. Jeg husker ikke så meget af eventyret, men ved den sidste sætning – ”The Hill of the Heartless Giant” vågnede jeg op.
Titler kan pludselig stå i en bog jeg læser – jeg læser over den, forbi den, men den fanger mig (uforklarligt (skæbner der løber sammen!)), og jeg må læse tilbage, og så er den der….og lyder af min musik!

”På visse stræk stopper de overtroiske sømænd ørerne med hør eller voks for ikke at høre Undinen, de kalder Mädelein; thi hendes sang er skæbnesvanger, og en enkelt strofe er nok til at knuse hjerte og skib.”
(Ib Michael: Troubadurens lærling)

”Der var også stor uro i Sydfrankrig, som skyldtes hjemløse bønder og vagabonderende fattige. Munken fra St. Denis kaldte dem les désespérés et crève-de-faim (de fortvivlede og sultende) men på stedet dernede, blev de kaldt les Tuchins. Nogle mener at navnet kommer af tue-chiens (dræb hund), hvormed der mentes folk der var så langt nede i elendighed, at de i hungerperioder åd hunde; andre mener at det kommer a touche, der på den lokale dialekt var den marquis eller krat, som de hjemløse gemte sig i.”
(Barbara Tuchman: Et fjernt spejl)

”- og ingen, der har læst Fogazzaros IL SANTO, glemmer det første kapitel - Maaneskinsnatten ved Kanalerne og langs Minnewater.
Minnewater - Kærlighedens Vand - ved dets Bred er det, at også Georges Rodenbachs Digtning har hjemme.”
(Johannes Jørgensen: Forord til Georges Rodenbach: Det Døde Brügge”)

”Golden tropft Blatt um Blatt
Nieder vom hohen Akazienbaum
Sommer lächelt erstaunt und matt
In den sterbende Gartentraum”
(Hermann Hesse: September)

”Eller  amazonerne som hylede. ”Nej. Nej. Nej. Det var ikke leoparden der dræbte ham. Ikke bøflen der dræbte ham. Det var natten. Natten der dræbte ham!””
(Bruce Chatwin: Vicekongen af Ouidah)

”For then my thoughts, from far where I abide,
Intend a zealous pilgrimage to thee,
And keep my drooping eyelids open wide,
Looking on darkness which the blind do see;”
(William Shakespeare: Sonnet no. 27)

(Det er mærkeligt at genlæse disse citater, der engang indeholdt et ord, der ramte én som en hammer og forærede et navn. Var jeg specielt modtagelig for det ord på det tidspunkt ? Satte ordet, titlen det hele i gang, eller var titlen bare et billede på det, jeg ledte efter? Ville de bøger have givet mig de samme titler i dag, eller havde jeg læst hen over de før så magiske ord og måske faldet over et helt andet ord eller sætning – en hel anden titel? Skæbnen smelter ting sammen til værket og en titel: En musikalsk idé hvor en violin svæver over det hele, et møde med en forfalden have på Mors og læsningen af et digt af Hesse bliver tilsammen til en violinkoncert. Uden et enkelt af de elementer var den ikke blevet! Det er ligeså uhyggeligt tilfældigt som selve livet!)

I
Hvis jeg en sen aften eller nat går tur i København - ser op, og ser de enkeltstående lysende vinduer lægge sig i et tilsyneladende tilfældigt mønster, tænker jeg altid på ”Under himlen”, og videre på om der mon foregår en opera deroppe. Når jeg gradvist lukker øjnene, mens de er vendt mod vinduerne, opløses lyset og bliver til lyden af musik.

II
I bogen om stederne danner parker og pladser ringe og cirkler af forfatterens vandringer. Han vender hele tiden tilbage til de samme steder (Det minder mig så meget om ”Sounds like You”!) for at genkalde sig de tidligere indtryk og lade dem møde nye. Af hans eget livs cirkler ligger den tydeligste markering omkring Skt. Petri kirke. Ikke blot på grund af den første nat under en lys himmel, men det var også der, han så hende forsvinde i dagslys.

III
Hvis jeg ubevidst tænker på en titel til et værk, hvisker min mund næsten altid ukontrolleret: ”Tre stykker for strygekvartet”. Mærkeligt! Strygekvartetten er det måske naturligt, at jeg tænker på – den vil nok altid være min evigt elskede; men det med ”tre stykker”, som er så aldeles anonymt og så meget mindende om noget man beder om i en kantine! Jeg tror, at titlen til dette ikke eksisterende værk går tilbage til en tidlig koncertoplevelse: Musiknytår ca. 1981 - Erik Jørgensens ”Stykke” for strygekvartet blev opført - den må jeg vel så underbevidst have forsøgt at overgå(tre for én!). Måske dækker det også over en længsel efter den abstrakte titel, som jeg kun kom tæt på i ”Symfoni”….. en titel, som jeg til gengæld – da jeg skrev værket - slet ikke opfattede som værende abstrakt!

IV
Rent en passant bemærker han at foruden yndlingsbeskæftigelsen med at spise radiser i solen på deres græsplæne, er hun mest glad for at diskutere. De bemærkninger og sætninger som andre bare lader glide lige igennem, skal hun hele tiden vende og dreje, stille spørgsmål til, stille spørgsmål ved. Ind imellem diskussionerne hvisker hun til sig selv. Han kan ikke høre, hvad hun hvisker; men han skal absolut høre hendes hvisken, for at være klar over, at den handler om ham og almen utilfredshed, og at der gennem hviskningen brygges en ny diskussion (Da han fortæller det, minder det mig om formen på min anden strygekvartet, ”Adieu”!).

V
Hvis jeg tænker på alt det her, er det fordi, jeg ikke kan finde koncentrationen til at skrive det, jeg rent faktisk skal skrive, og jeg derfor drømmer om stykker, der er så langt fra at være skrevet - drømmer mig til let tjente noder. Drømmekomponering! De værker jeg ikke er ved at skrive er langt lettere at skrive end dem jeg skriver på. Er de stykker jeg aldrig fik skrevet i virkeligheden mine bedste?

VI
Man er født med den musik man skriver og man kan ikke ændre den væsentligt (…og så er det ligegyldigt, om man selv kan lide den eller ej!). Ligesom man er født med en øjenfarve, en hårfarve, en hudfarve. Hvis man forsøger at skrive en anden musik, vil den lyde som synet af en mislykket silikonebehandling.

VII
For nogle dage siden hørte jeg om et land, hvor musiklivet var ved at forsvinde. I takt med denne forsvinden blev der samtidigt ansat flere og flere administrative medarbejdere for at følge musikken til døren. Eller værre – for at holde musikken fra døren. Efter at have hørt om det var jeg i tvivl om, hvorvidt det mindede mig om Finn Søeborg eller Franz Kafka! Skulle jeg le eller græde?

VIII
”Jeg så en ung kvinde forsvinde under en bro….dem der finder og læser denne note skal vide at jeg nu vender tilbage til broen - jeg er nødt til at følge efter hende og finde de mørke øjne hun vendte mod mig, da hun forsvandt!”
(Anonym note på offentlig opslagstavle)

IX
”Unge mennesker tager sjældent haven alvorlig. Der kræves tålmodighed og ydmyghed over for tilværelsens langsomme mysterium for at arbejdet i den skal have nogen mening, og de kvalifikationer er sjældne før fyrreårsalderen. Børn kan have dem, men de forsvinder så næsten altid i forbindelse med puberteten.”
(Lotte Möller: Havens Natur)

X
Livet, naturen og haven er fuld af cirkler – døgnet, året, livet. Måske koncentrerer man sig som både barn og gammel af vidt forskellige grunde om de mindre, de overskuelige, cirkler. Året frem for livet, og haven er god til at finde fornemmelsen af årets cirkel. Den større cirkel – livet, er nok mere for mennesker, der er midt i den og har nok af den på begge sider.

XI
Om lidt er det forbi! Om lidt er fyrrerne forbi, og jeg fylder 50 (…jeg skriver det, for - for første gang - at se hvordan det ser ud!).

XII
For to uger siden gav to af mine venner mig en fantastisk overraskelsestur på 18 timer! Sammen har vi nu mere end en sjælden solnedgang, og synet af én, der gerne ville tæt på vores frokost!

Danskhed, danskheden er den grimmeste og værste ”ordstamme” i Danmark. Det klinger af ”selv” – selvhed, selvracistisk, selvfed, og det er så frygteligt indelukket – Vi er så indelukkede, at vi ikke engang kan bruge ord som ”svenskhed”, ”norskhed”, ”engelskhed”  og ”tyskhed”! Der er ikke andet end danskhed - En svedig netundertrøje og et smukt rødt flag med et hvidt kors, som danskheden drukner i danskhed.

Jeg trodser alle musikalske tørklædeforbud ved at lægge Bruckner bag slør. Ved afslutningen af sjette del af ”Sounds like You”, går musikken i stå og ender i et tæppe af hvid støj. Bag den støj dukker et glimt af Bruckners sjette symfoni op. Et andet krakeleret glimt af symfonien lægges oven på det første, og det hele forsvinder igen ind i den hvide støj – ind bag sløret!

Da syvende del af ”Sounds like you” indikerer en ny koncert, hvor ”Kvinden” og ”Manden” – hver for sig - er tilbage i koncertsalen igen, for at høre det samme stykke musik – ”Exit Music” som i sin tid bragte dem sammen; markerer Bruckner-citatet - på en ret konkret og ikke særlig poetisk måde, at der også bliver spillet andet end ”Exit Music” ved koncerten.

Lidt mere poetisk er brugen af Bruckner både en hyldest til en af mine ynglingssymfonier (Jeg har vist aldrig citeret på den måde før!), og frem for alt en inspireret, konkretiseret kommentar til nogle overordnede tanker bag ”Sounds like You”.

(Hvad bliver der tilbage af Bruckner ?)

For 2-3 år siden var jeg i Frankfurt i forbindelse med en opførelse af ”Symfoni”. Efter generalprøven blev jeg interviewet til radioen i et lille rum, der var placeret, så man fra et vindue kunne se ud over koncertsalen, hvor prøven netop havde fundet sted.

På et tidspunkt skulle intervieweren hente et eller andet, og jeg sad alene og kiggede ud af vinduet. I koncertsalen kunne jeg se de efterladte kontrabasser, nodestativer, de tomme stole, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på om musik bare forsvinder eller om der stadig er spor efter den efter den er blevet spillet – Som en lugt der efterlader et spor af duft!

Efter interviewet – hvor jeg i øvrigt var så optaget af mine ”nye” tanker, at det kom til at fylde det meste af interviewet - gik jeg ned i salen for at hente den jakke, jeg havde glemt. Inde i salen var der helt stille, og jeg lyttede efter om der skulle være enkelte spor tilbage af min ”Symfoni”, eller andre af de utallige musikstykker der havde været spillet i dette rum. Var der en spøgelsesmusik der stadig var i live ?  Et eller andet hørte jeg – eller min fantasi hørte det. Måske ikke musik – men lyden af musik der forsvinder! (Hvordan lyder musik der er forsvundet?)

Hvor forsvinder musikken hen, når den er blevet spillet? Lyden forsvinder vel ikke bare ned i et skrevet partitur, for som Aladdin’s ånd at stå op igen når hænder, instrumenter, stemmer og dirigenter berører partituret på den rigtige måde.

Det er mærkeligt, men måske er det en af de største kræfter, der driver mig til at skrive musik - Længselen efter at forstå hvor musikken forsvinder hen, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere bevidst om det og forsøger at fange og indramme gåden i værk efter værk.

Musik vil altid – mere end nogen anden kunstart – pirke til gåden og uforståeligheden i altings forsvinden og ophør!

(Hvad bliver der i det hele taget tilbage af alt det der forsvinder?

Er der ikke en forbindelse mellem det der er tilbage når alt er væk, og det der aldrig nogensinde kommer frem? Hvor er alt det, der ikke er mere, og det, som aldrig blev, blevet af?)

”What remains”

(Sarah Mann: ”What remains”)

”Når det forholder sig sådan, at vi kun kan udleve en lille del af det vi har i os – hvad sker der så med resten ?”

(Pascal Mercier: ”Nattog til Lissabon”)

”Jeg ser for mig stilhed som et rum. Vi er vant til at se stilhed som et fravær af lyd, men alligevel er rummet ikke tomt. Der sker noget i stilhedens rum. Det er et rum hvor jeg, netop fordi det er stille, kan opfatte lyden af noget jeg ikke hører i støjen.”

(Elisabeth Løvlie: ”Stilhed og støj”)

”Hvordan kan man høre en lyd der ikke mere er?

(Peter Asmussen: ”Sounds like You”)

Jeg finder flere sammenhænge, som jeg kan fundere over. Når jeg fotograferer, fanges jeg altid af motiver, der søger hen eller ind til noget andet, man ikke kan se hvad er. Tunneller - veje man kan se langt ud af, men ikke hvor de ender - åbne døre bag vinduer. Jeg søger det, jeg ikke kan se. Noget inde bagved! Noget derude!

Det er det samme jeg søger i min musik. Noget inde bagved musikken! Noget inde bagved stilheden.

(Hvad findes der derude – uden for vinduet, bag de grønne buske?)

Tidligt i morges vågnede jeg op til duften af jasmin.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lede efter to dufte. Den ene er en speciel skarp duft af jasmin, som (for mig!) stammer tilbage fra min farmors have ved en landevej i Vendsyssel. Den duft fandt jeg for nogle år siden og placerede i min have. Den anden duft, er en hel speciel duft af kaffe – en udendørs kaffeduft - og den har jeg aldrig fundet. Jeg kan sjældne gange mærke den som et rudiment i mit næsebor, men selv når jeg mærker den mere konkret – f.eks. på en stille villavej - har tid til at fange den, og tror at jeg har fundet den, forsvinder den igen, og jeg får ikke en chance for at genskabe den i min næse.

Jeg skriver nu på den 65. A3-side af ”Sounds like You”. Jeg lægger rudimenter af min musik ovenover hinanden. Et langsomt faldende glissando fra ”Symfoni” får indflettet accelererende glissandi fra min klaverkoncert. Pianisten er nu off-stage, og i et lufthul i musikken står begyndelsen af anden sats af ”La Notte” helt alene – lontano. Den musik lægger sig ind i et afsnit hvor ”Hun” siger: ” Hold om mig, hold om mig.” og klaveret rammer sætningen ind. Den spinkle klavermusik brugte jeg også i en sang fra samlingen, ”Roses are Falling”, hvor sangerinden synger: ”He takes me in his arms like the moon that turns and takes the evening from the sun”. Den engelske lyriker Selima Hill skrev teksten til mig, og senere lod hun linien (ændret) glide ind i digtet ”An Angel with Large Hands”. Rudimenterne smelter sammen omkring ”Hold om mig”, og jeg har fundet ud af, at den sætning i virkeligheden er teksten til den allerførste lille bid af den vuggevise der begynder ”Exit Music”. Musik og tekst har ved skæbnens hjælp fundet hinanden – Holder om hinanden – in the arms.
Alle mine glissandi har omsider fået en dybere mening – musik fra forskellige værker glider ind i hinanden.
Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder (Bare jeg dog var blevet mere påvirket af Arvo Pärts besøg i København)!).

En tidlig morgen i begyndelsen af sidste uge, kom jeg pludselig på Facebook og så mit nye ansigt i bogform!
Min datter lagde mig ud på bogen, og pludselig havde jeg en masse venner, jeg vidste, jeg havde.
Det smadrede min dag fuldstændigt. Hver ven, der kom til, havde venner, som jeg gik på strandhugst iblandt, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at på netop den dag gik mit normalt ellers så rolige ny-musik-netværk amok, og der foregik en masse parallelle commando raids ind i diverse vennelister. ” Dagens tilbud :100 venner for 24 timer” .
Hvad skulle jeg stille op med alle de venner? Jeg er håbløs med en computer, og kan ikke lægge alle mulige interessante links og feriebilleder ind på siden, og jeg er alt for genert til at lægge søde tekster og vise ord ud på andres opslagstavler uden forudgående opfordring(Da jeg var i den alder, hvor man byder piger op til dans, ventede jeg også på, at de skulle byde, og blev vel den ultimative bænkevarmer!).
Da målet – de 100 venner - var nået, havde jeg derfor lyst til at sende en contratekst ud ”Jeg er en dårlig ven - find en anden”, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde gjort min indtræden på Facebook til et værk i sig selv, og havde fulgt min første indskydelse; nemlig udelukkende at indtage venner jeg overhovedet ikke kendte. Hvad ville mine ”rigtige” venner tænke, hvis jeg groft negligerede deres forespørgsel om venskab, for samtidig at rage venner til mig, der er dem og jeg totalt ukendte.. Eller hvordan ville mine rigtige venner have det, hvis jeg foretrak at være venner med deres fætre, mostre og mødre, mens jeg nægtede deres venskab. Hvordan ville det være at komme til en koncert 3 dage efter og møde alle vennerne, som jeg havde nægtet adgang til min vennekreds, der i mellemtiden var vokset til 1000 stk. – (1000 uden dem!)?
Det kræver mod at skabe et kunstværk, og jeg havde ikke modet til at skabe mit ret ligegyldige Facebookpiece (Ville det være interessant at opbygge en vennekreds på Facebook udelukkende bestående af mænd med fornavnet Bent ?). Måske var jeg også bange for at ingen ville savne mig som ven, og jeg blev i øvrigt hurtigt grebet af beskæftigelsen med at stjæle venner. Kørte rudimenter af mit liv ud på bogen, og blev som andre suget ind i den mærkelige pseudoverden, som uden tvivl er fantastisk og i hvert fald fascinerende, og jeg gider ikke gå ind i noget omkring tidsspilde og ensomhed. Jeg forsvandt blot for en tid lykkeligt (og vil forsvinde igen!) i min computer. Forsvandt i Facebooks utallige forgreninger, der fraktalt lægger sig ud som levende stamtræer. Alle bliver vi anderledes når vi lægger os i en bog, og flere af mine venner var overraskede over at se mig dér – som hvis man pludselig møder sin søster under Triumfbuen, uden at vide at hun er i Paris. Man har et image til man tager et nyt!

(Rigtige venner stiller altid op med en ghettoblaster!
Nu har jeg brug for mine venner, og nu kommer der en vigtig opfordring. Jeg har brug for 10 – 20 mennesker, der d. 8. Juli kl. 20 i Christianskirken på Christianshavn kan medvirke – sammen med den fantastiske organist Jens E. Christensen, i uropførelsen af mit nye, lille værk ”Liebster”. En satellit – et rudiment til og af både min kommende klaverkoncert og ”Sounds like You”. Jeg vil ikke sige noget om stykket, men hvis man vil være udøver (måske for første (og/eller sidste) gang i sit liv), skal man melde tilbage til mig – Enten til min beskedne Facebookprofil eller i form af en kommentar til dette indlæg.
Hvis man melder sig, skal man møde dagen før koncerten kl. 14 i Christianskirken medbringende en trådløs(batteridrevet) ghettoblaster, og så selvfølgelig stille til koncerten. De der melder sig vil ret tydeligt og konkret blive hemmeligt indviet i., hvad det lille orgelstykke har med Klaverkoncerten og ”Sounds like You” at gøre.
Anden betaling kan jeg ikke tilbyde og rigtige venner kan jo heller ikke købes for penge. Der må jo også gerne være nogen til blot at lytte, og de der ikke har mod på, at leve en drøm ud om at spille på en ghettoblaster, er mere end velkomne til blot at overvære koncerten.)

Når det drejer sig om min musik – om at komponere min musik, tror jeg på skæbnen!
Jeg tror at mine værker fødes af, at tilsyneladende tilfældigheder ramler sammen i værkets egen logik. At de umiddelbare løse tanker – måske om noget helt andet - pludselig viser sig at hænge ubrydeligt og logistisk sammen og samtidigt at være et vigtigt element i værket.
Jeg tror faktisk kun på værkets logik – værkets kvalitet, kunsten, hvis den/det er stykket sammen af mursten af skæbnebestemte tilfældigheder, og jeg kan kun koncentrere mig om at skrive musik og opsluges af inspirationen, hvis jeg mærker at skæbnen og skæbnens tilfældigheder nærmer sig værket og trænger ind i det.
Kun når værket rammes af skæbnen bliver det til kunst!

I fjerde del af ”Sounds like You” elsker Kvinden og Manden. Lyden af et samleje er beskrevet i en regibemærkning. En lyd der kommer fra koret i salen. Først uforståelig siden bliver den tydelig og forplanter sig i orkesteret. Scenen – både før og efter samlejet er båret af en uendelig blidhed, og lige fra første gang jeg læste teksten, tænkte jeg på den blide musik, der afslutter ”Exit Music”.
Hvordan giver man lyd til et samleje? Skal jeg holde mig fra det? Men skæbnen fortalte mig, at jeg skulle gøre det!
Jeg tænkte på de ”musikhistorieske samlejer” – Mozart, Beethoven, Janàcek, Sjostakovitj etc. Hvordan det kan smeltes ind i musikken, så det forbliver en tydelig antydning, en duft. Men i ”Sounds like You” er vi til et skuespil i mørke, og i skuespillet kan samlejet være langt mere konkret end i den rene musik.
Jeg gik i gang med at lytte mig ind på den rene lyd af samlejet (Hvordan vil jeg ikke komme nærmere ind på – det her er allerede ved at blive en smule småklamt!); men efter at have lavet de første rytmiske skitser over forløbet fandt jeg pludselig ud af, at jeg jo allerede havde komponeret samlejet ind i slutningen af ”Exit Music”. Den rytmiske støj af sandpapirblokke og strygerne, der stryger på stolen, former allerede alt rigelig lyden af samlejet.
Skæbnen - Da jeg skrev slutningen af ”Exit Music”, havde jeg ingen anelse om det kommende samleje musikken beskriver; men musikken vidste det åbenbart selv. Lyden af koret fra salen - deres åndedræt er smeltet ind i klangen. Jeg husker, at en af musikerne fra Bergens Filharmoniske Orkester fortalte mig – mens vi stod i kantinekøen dagen før uropførelsen af ”Exit Music”, at han - for at forstærke den hvislende lyd af buens strøg på stolen - understøttede lyden med munden (”Tsss”), og spurgte mig nu om det var i orden. Selvfølgelig var det det – Kreative musikere, der vil værket det godt, medskaber i den rigtige retning og oven i købet rammer og viser mig min musiks skæbne, er det bedste i verden.

I fjerde del arbejder jeg med årringe. Den sidste lille melodi af ”Exit Music” der dér bliver spillet to gange, bliver nu spillet fire gange (Om lidt kommer den i øvrigt en sidste, femte gang som begyndelse på femte del, hvor den definitivt vil blive druknet af en anden musik!). Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg er der tre enkle lag: Melodien i tutti-violiner (med ”Ton-wolf”), akkompagnementet i solo viola og så støjlaget som kommer ud af det rytmiske akkompagnement. I gennem de fire gennemspilninger ændrer jeg perspektivet, så melodien bliver tydeligere og tydeligere for at fremstå klar i den femte årring. Det er måske som riller på en gammeldags grammofonplade. Den nedslidte pick-up river musik fra den forrige rille op – som et ekko, så den høres igen sammen med den rille, pick-up’en egentlig afspiller. Årringe og gamle grammofonplader er vel også (sådan set fra oven!)så tæt på hinanden, som vinyl og træ kan komme det.

Her til morgen har jeg bladret i en af mine favoritter - Peter Asmussens roman: ”Om natten”(som hermed er ugens anbefaling!). Den var en vigtig katalysator for titlen til min klaverkoncert ”La Notte”. Den var vigtig indgang for mig til at forstå David i ”Under Himlen”, og nu finder jeg i den bog stemninger som spejles i møderne mellem Kvinden og Manden i ”Sounds like You”:
”I stuen omkring dem spiller musikken helt alene. Nan rækker hænderne frem og tager Tomas’ ansigt mellem dem, tager det op, holder det foran sig. Forsigtigt lader hun sine hænder glide henover ansigtet, så er hun stille. Tomas trækker ansigtet tilbage, trækker det bort. Musikken spiller endnu lidt videre, tillader dem at blive siddende sådan, siddende overfor hinanden, ubevægelige overfor hinanden, dækker dem. Så holder musikken op, trækker sig væk fra dem, lader dem tilbage og Tomas rejser sig og forlader rummet.”