(27. december 2008)
Et møde - og pludselig bliver ”Sounds like You” synlig.
Jeg går fra mødet med en fornemmelse af en ny friskhed. Med instruktion, teater og alt det visuelle foran sig er ”Sounds like You” slet ikke født endnu. Værket har sin egentlige fødsel til gode. Der er stadig håb, og der er stadig noget at se frem til.

”En tøven før fødslen. Findes der en sjælevandring, så er jeg end ikke på det nederste trin. Mit liv er en tøven før fødslen.”
(Franz Kafka: Dagbog 24. januar, 1922)

(15. januar 2009)
Jeg mødes med Point 4, fire norske musikere, der aftenen i forvejen har improviseret over ”Funeral Procession” ved en koncert på Schæffergården. Vi diskuterer og de spiller. Jeg har inden mødet prøvet at finde de glimt i værket, der rummer hele dets egentlige identitet, og vi prøver at lade de identiteter farves af musikernes spontanitet - deres og mine tanker forbindes i en fin atmosfære. Det værk, de spiller, er helt nyt og fødes på stedet, og alligevel kan jeg hele tiden høre sporene af ”Funeral Procession”, der danner en horisont – et i forvejen krakeleret billede, der nu bliver yderligere krakeleret.
Det bedste, der kan ske, er, at ens musik bliver brugt og gerne misbrugt en smule, som den her misbruges på en fin og følsom måde, og når den kan holde til det her, kan det holde til næsten alt, og den skal kunne holde til meget for at være holdbar. Jeg er så glad for at musikken kan bruges og dybt berørt af tanken om at nogle fantastiske musikere fra jazz og klassisk har brugt utallige aftner på at øve sig i at improvisere over min musik. Jeg ender med at synes, at deres version er bedre end mit eget værk - og så kan det værk oven i købet fødes mange gange endnu.

”Jeg er så tæt på at være ufødt som man kan
uden ikke at være”
(Thomas Boberg: Pelikanens flugt)

 (19. januar 2009)
Jeg begyndte et nyt år med et gammelt stykke. Næsten hver morgen stod jeg uhyggeligt tidligt op og arbejdede lidt på tredje sats af ”Schreie und Melancholie”. Jeg æltede tonerne og skrev det hele igennem igen, så det nu er kommet ud i en version, hvor den ene af violinerne fra strygekvartetten er borte, og satsen er blevet  til en ny sats, et nyt værk for strygetrio. ”Lugubre Gondola” - en barcarole – og endnu en forsinket drøm om Venedig.
Titlen havde det, inden det blev skrevet. I strygekvartetten har jeg forsigtigt brugt lugubre som karakterbetegnelse, og jeg husker, at den allerede dengang var lige ved at hedde ”Lugubre Gondola”. Som da jeg skrev strygekvartetten i 1995 lytter jeg ind imellem i disse tidlige morgentimer til Claus Johansens inspirerende radioudsendelsesserie om musikken i Venedig (Jeg anbefaler den; men man kan vist ikke finde den på nettet!). Jeg er overrasket over, at jeg kan gøre det her så mange år efter i de kulsorte januarmorgener, så jeg klarer mig vist gennem resten af måneden uden melankolien!

”Endnu ufødt, og allerede tvunget til at eksistere, at gå omkring i gaderne og tale med mennesker”.
(Franz Kafka: Dagbog 16. Marts, 1922)

(19. Januar 2009)
Jeg mødes med Jens E. Christensen i Christians Kirken på Christianshavn. Han har indstuderet mit lille orgelværk ”Lais” fra 1985 og spiller det fremragende for mig.
Bagefter sidder vi i kirkens tusmørke og diskuterer værket. Mens jeg lyttede til værket, faldt jeg over nogle toner og gestiske udbrud, som jeg aldrig ville have skrevet i dag. Jeg foreslår vi fjerner dem, men heldigvis holder han fast på dem, og hindrer mine nu mere modne ører i at bestemme over det lille barn, der dengang blev skrevet ned på papir af en ung mand, og jeg hører og forstår nu – 24 år forsinket – bedre, det den unge mand skrev dengang.

”Kan han ikke? Øjne, der gør ondt. Øjne, der gør ondt lige nu, indefra. Mens hun venter på, at han skal fortælle hende, hvad det er der sker. Herregud. Åh, herregud. Du er ved at blive væk for dig selv, kunne han sige. Du er ved at blive væk i en døende mand. Du er ved at blive væk i et blomsternavn, du ikke har hørt før. Eller stilheden i en aften, hvor alle taler. Ordet rhododendron. Det ukendte eller det nye eller det gamle eller det kortvarige, især det kortvarige. Især. Hvad ved man? Om hvor meget der kan nås på hvor kort tid. Om for sent og for tidligt og endnu ikke og aldrig. Og mørket bag stjernerne, smerten bag øjnene. Hvad ved han?
- Jeg var på vej hjem, siger han.”
(Juliane Preisler: Privatpersoner)

 (20. januar 2009)
For et par et par uger siden kom der hul igennem til fortsættelsen af fjerde sats af klaverkoncerten. For lang tid siden gik jeg i stå på et sted, som jeg aldrig syntes at kunne komme videre fra. Jeg læste igennem, lyttede igennem, spillede igennem, men hver gang stoppede jeg det samme sted. Jeg lagde det bort og tænkte, men fik ingen tanker, og prøvede at adsprede mig ved at skrive noget helt andet, for så at forsøge at overraske barrieren ved pludselig at vende tilbage til det forbandede sted. Jeg tænkte også på Wagners råd til en ung kollega om at finde en persons ledemotiv i en opera, ved at lukke øjnene og så forestille sig personen langsomt åbne munden, og gennem dette syn lytte til - og fange - den musik, der kommer ud af en fiktiv mund. Pludselig brød jeg igennem barrieren, og venter nu bare på den næste forhindring.

Hvert år ved denne tid beslutter jeg mig for at holde juleferie, men hvert år bliver det ikke til noget, og i stedet sidder jeg foran skrivebordet fra morgen til aften - fra jul til nytår. At holde ferie er åbenbart bare at kunne arbejde mere (Deadlines burde holde ferie!).

Jeg skar væk og skar væk. Takten (takt 27 i tredje sats) blev så ren, at der blev plads til en lille trille i fløjten, der gav stor mening som en skygge - som en øjenskygge der først giver mening, når det gamle udflydende lag mascara er borte.
Trillen i fløjten afstikker nye begrænsninger af veje mod målet, men giver også nye muligheder og åbenbaringer.

I slutningen af  tredje sats – som er et præekko af  femte sats forestiller jeg mig at alle orkestermusikerne udelukkende skal spille på claves – træstykker der slås mod hinanden. En mærkelig dogmatisk begrænsning at sætte, som jeg sikkert bløder og bryder op, når jeg når så langt.

Giv musikken til vores børn

En lang arbejdsdag gik primært med at finde ting, der var blevet væk. I timevis ledte jeg efter et nodeark, som jeg var sikker på indeholdt en væsentlig nøgle til fortsættelsen. Da jeg endelig fandt det famøse ark, havde dets betydning og vigtigheden af dets fremskaffelse nået helt urimelige højder – alt var på det beskedne ark; men da jeg så endelig kunne nærlæse, hvad der stod på det krøllede stykke papir, viste det sig, at det ikke kunne bruges alligevel, og hele dagen var spildt på en illusion, der blot begrænsede min arbejdsdag i urimelig grad.
Undervejs måtte jeg også et par gange lede efter mine briller, og jeg har nogle gange på fornemmelsen, at jeg kunne skrive fantastisk meget mere, hvis jeg ikke altid skulle lede efter de forbandede briller. Måske skulle jeg spilde noget tid med at regne ud, hvor mange timer jeg i alt har brugt på at lede efter den slags forsvundne banaliteter; men det vil nok gøre mig unødigt deprimeret, hvis jeg finder ud af, at jeg har brugt mere tid på at lede efter briller, end jeg har brugt på at komponere en klaverkoncert.

På et møde i København skal jeg fortælle om ”Sounds like you”. Mens jeg taler, taler jeg over mig og siger ting, jeg egentlig ikke havde tænkt før. Det er rigtige ting, men da jeg i hast forlader mødet, bliver jeg pludselig i tvivl, om alt, hvad jeg sagde, er i partituret eller vil være umuligt at få frem, klargjort på grund af partituret. Under alle omstændigheder er det begrænset, hvad jeg kan gøre ved det nu.

En dag slår det mig, at antallet af bøger, jeg er i gang med at læse, hænger nøje sammen med antallet af stykker, jeg er i gang med at skrive.
 På et tidspunkt i sommers, hvor jeg sprang frem og tilbage imellem klaverkoncerten, ”Sounds Like You” og div. satellitter, var jeg i gang med at læse syv bøger på en gang; men nu, hvor jeg er på vej ind i klaverkoncerten og ind imod en større stabilisering af fokus, bliver bøgerne ikke erstattet af andre, når de er blevet læst - Bunken bliver mindre og mindre og består nu kun af tre bøger: Siri Hustvedts ”En amerikaners lidelser”, Goethes ”Valgslægtskaberne” og ”Tusind plateauer” af Deleuze & Guattari. Hver gang jeg skifter imellem dem, hænger noget af tematikken over fra den ene bog til den anden, så det føles som om, de begynder at smelte sammen, og jeg fornemmer at denne sammensmeltning ikke alene skyldes det tilfældige sammentræf, at jeg læser dem simultant; men også at de tre bøger i virkeligheden er tæt forbundne, og at min læsning blot bringer deres ellers skjulte sammenhænge til syne. I ”Tusind plateauer” behandles, udforskes ”Rhizomet” (et flydende netværk, rodnet hvor tilsyneladende ulige størrelser samler sig i fluktuerende sammenhænge (…meget kort (ufuldstændig) beskrivelse(bogen er tyk))). ”Valgslægtskaberne” overfører kemiens idé om stoffernes tilbøjelighed til at indgå forbindelser til lignede valg i forholdet mellem mennesker. Desto mere jeg læser i de to bøger, desto mere opfatter jeg de to temaer som ét og det samme, der så bl.a. bliver  en indgang til formen på Husvedts roman
Valgslægtskaberne arbejder inden for et rhizom, og rhizomet udvikles efter valgslægtskabernes uregerlige regler; men ikke nok med at de to bøger og deres temaer smelter sammen, de inddrager også mig, mit liv og især min musik i deres sammenhæng. De bliver den indgang, hvorfra jeg nu kan se Klaverkoncerten og ”Sounds like You” og kan se sammenhængene imellem dem – Rhizomet der binder mig og de to værker sammen og videre sammen med lyde, dufte, minder og billeder  omkring mig - Valgslægtskaberne der har ligget til grund for det filter, der har ladet materiale og idéer passere ind i værkerne og holdt andet på afstand af dem. Bøgerne bliver et billede på min musik, og måske vil jeg tænke på bestemte sider af de bøger, når jeg engang langt ude i fremtiden  - hvor alting ellers er glemt – tager partiturerne fra denne periode frem og bladrer i dem - Fortæl mig hvad du læser, og jeg skal sige dig, hvordan din musik lyder!

 (Hvis jeg var musikolog og derfor var nødt til at forstå min musik, ville der i de to bøger være en fortrinlig nøgle til en analyse(..men jeg behøver jo heldigvis ikke at forstå den!).)

”Rotten og mennesket er på ingen måde det samme, men Væren siges med én og samme mening om dem begge to, i et sprog som ikke længere er ordenes sprog, i en materie som ikke længere er formernes materie, i en ’affektibilitet’ som ikke længere er subjekters affektibilitet. Et fællesskab som ikke er imod naturens orden, men kompositionsplanet, Naturplanet, er netop til sådanne fællesskaber der uophørligt benytter sig af alt muligt kunstigt for at danne og opløse deres montager.”
(Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer)

””Siden du nu engang har opfordret os,” svarede Eduard,”så slipper du ikke så let; for egentlig er de mest komplicerede tilfælde de mest interessante. Først i dem lærer man slægtskabernes grader, de nærmere, stærkere, fjernere, ringere forhold at kende; slægtskaberne bliver først interessante, når de fører til skilsmisser.””
(Johann Wolfgang von Goethe: Valgslægtskaberne)

 I fredags afleverede jeg partituret til ”Sounds Like You”. I de sidste uger har jeg læst det igennem igen og igen - fundet små fejl og sikret mig at de formelle ting er rigtige – takttal, sidetal, strygernes sordinskift. Det er et farvel til en tid, men ikke et vemodigt farvel fyldt med melankoli, med mindre det er vemodigt at sige farvel, til hver eneste dag der går. 
Siderne i værket er som dagbogssider, der kaster billeder op i ansigtet på mig, når jeg bladrer i dem. Da jeg kommer til side 62, ser jeg f.eks. et billede af sommeren - En tur ud i bil til Køge Bugt, hvor jeg skulle hente min eksamenslæsende datter. Der er intet spor af den situation i musikken, men ikke desto mindre er det et billede på musikken – Varmen sommeren, stranden, og når jeg ser det for mig, hører jeg musikken, der gradvist åbner op for flere og flere minder fra den tid, hvor musikken blev skrevet. Siderne  - de store nodeark - er broen mellem inspirationen fra den gang den blev skrevet, til eksspirationen der nu bliver udtrykt gennem en masse minder, som jeg vel at mærke ikke havde nogen anelse om ville få betydning og blive til billeder, da jeg oplevede dem. Inspirationens billeder er blevet overdøvet af eksspirationens, og værket er det, der sammenfletter det hele i et ”Sounds Like You-rhizom”!
 

Alle mine værker er en udstilling af dagbogsbilleder, og ofte har de billeder de efterlader intet at gøre med de billeder der lå i inspirationen, da de blev skabt.
Når jeg bladrer i ”Funeral Procession” er det første der dukker op eksspirationens billeder, og værker minder mig om det år hvor Laurent Fignon vandt Giro d’Italia, fordi jeg fulgte med i det løb, mens jeg skrev værket, og havde fjernsynet stående tæt ved arbejdsbordet. En af de mørkeste takter i værket meddeler mig en ret præcis dato – nemlig den dag hvor en bjergetape blev aflyst på grund af dårligt vejr. Så ”Funeral Procession” giver mig en mærkelig rhizomisk sammenhæng imellem liv, tid og værk i en bestemt tid – giver mig en dagbog, hvor tilsyneladende ret ligegyldige ting blander sig med mit arbejde.
Når jeg bladrer i partituret til ”Birds and Bells” mærker jeg den sommer, hvor krigshandlingerne og masseudryddelserne i Ex-Jugoslavien var på sit højeste, og i sidste sats hører jeg min egen nynnen for at få min yngste datter til at sove i barnevognen den samme hede sommer, hvor Brasilien i øvrigt blev verdensmestre i fodbold.  Det hele hænger sammen, og alle de store tanker og den voldsomme inspiration bliver til mit daglige liv. Når jeg ser de første takter af ”The Bells of Vineta” tænker jeg på en ferie i Bourgogne, og jeg ser mig selv servere morgenmad for min ældste datter, der dengang var helt lille, og hvor jeg betjener en ske med én hånd og et håndholdt keyboard med en anden.

””Det var, fordi  jeg var gal på far, og så tænkte jeg hele tiden, at de ville blive skilt ligesom alle de andre børns forældre. Jeg hørte dem skændes. Jeg sang altid, når jeg hørte dem. Jeg sang ligeså højt, jeg kunne, og så blev de flove og sænkede stemmerne.””
(Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser)

”Et barn der i mørket er grebet af frygt, trøster sig selv ved at nynne. Barnet går og standser, alt efter sangen. Fortabt søger det ly og orienterer sig så godt det nu kan med sin lille sang. Sange som skitse til et stabilt og roligt tempo, stabiliserende og beroligende midt i kaos. Måske hopper og springer barnet samtidig med at det synger, måske accelererer det eller sætter farten ned; men sangen er allerede i sig selv et spring: Den springer fra kaos til en begyndende orden i kaos, og den står i fare for at gå i stykker hvert eneste øjeblik. Der er altid noget lydmæssigt i Ariadnes tråd. Eller Orfeus’ sang.”
(Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer)

”Sounds Like You” er afleveret. Da jeg kommer ned på gaden, regner det, og det er blevet aften. Jeg kan mærke en lettelse i hele kroppen over ikke mere at have det originale partitur i min besiddelse. Det er ude af mine hænder, det er borte, og jeg behøver ikke mere at have dårlig samvittighed over ikke at sidde bøjet over det fra morgen til aften. Jeg går nynnende ned af Store Kongensgade. Uden rigtigt at have registreret det, er min lettelse over overdragelsen blevet forvandlet til glæde. Jeg nynner ”Bread and Fishes” – en sang fra min fortid – en sang der i 70’erne blev sunget af folkemusikbandet McCalmans, men først efter et stykke tid registrerer jeg, at det er den, jeg nynner. Omkring Marmorkirken glemmer jeg, at jeg nynner, men da jeg nærmer mig Kongens Nytorv, er den ubevidste nynnen gået over i ”Jeg ser de bøgelyse øer” – endnu en sang fra min fortid - en sang jeg har samlet op i min skoles sangtimer for 40 år siden. Nynnesangene omfavner mig med tryghed – De er ”Songlines”, der tegner et kort over et liv; men hvorfor det netop blev dem, er en gåde, der er lige så uforklarlig, som hvorfor jeg husker det, jeg husker, og hvorfor mine partitursider kaster de billeder af sig, som de gør - Fortæl mig hvad du nynner, og jeg skal sige dig, hvordan din musik lyder!

”Few roses rival the strong but delicate, delicious scent of Albertine. She is blowzy, spiky and difficult to manage; but she does produce the most spectacular result on a wall, and in a room. I grow her for two identically rewarding reasons: to look great outside, and to infuse a room with her presence, and she does bloom for about four weeks.”
(David Hicks: Garden Design)

Det er ikke helt sikkert, men jeg tror, at pigen kom før rosen. Jeg læste Prousts store roman og blev på en eller anden måde fanget ind af Marcels elskede Albertine, og endnu mere blev jeg fanget af navnet. Da jeg så faldt over rosen, Albertine, forelskede jeg mig i den ubeset, og som en blind date, gik jeg ud og købte den alene på navnet og placerede den i min have, hvor forelskelsen udviklede sig til kærlighed.
Det er underligt med det navn. Når jeg nu ser rosen tænker jeg Proust, mens jeg mærker Albertinerosens vidunderlige duft og dens stolthed i farven, når jeg genlæser afsnittene om Albertine i ”På sporet af den tabte tid”. Det blev aldrig til en titel (og bliver det heller aldrig), og ingen af mine døtre var i nærheden af at få navnet Albertine; selvom jeg blev fanget ind af navnet i netop den periode, hvor mine døtre og strygekvartetter blev født, og at det nok havde været mere oplagt, at lade ”Alman”, ”Adieu” og ”Angels Music” blive fulgt op af ”Albertine” frem for ”Schrei und Melancholie”. Derimod var én af de fire (jeg siger ikke hvilken!)i et kort glimt på vej mod titlen ”Robinia” – En anden plantevækst – mærkeligt!
I samme periode fodboldspillede Albertini for både Milan og det italienske landshold, og jeg husker, at det undrede mig, at han med det navn primært var arbejdsmanden på midtbanen, og ikke den store kunstneriske createur.

”For så at aflede mine tanker bad jeg Albertine om at musicere lidt, hvad jeg foretrak frem for at begynde at spille kort eller dam med hende. Jeg blev i min seng, og hun gik hen i den anden ende af stuen og satte sig ved pianolaet mellem reolens sidestykker. Hun valgte musik, som enten var helt ny, eller som hun vidste, at hun kun havde spillet én eller to gange, thi da hun nu begyndte at kende mig, vidste hun, at jeg ikke kunne lide at forelægge min opmærksomhed andet end det, der endnu var mig uklart, og var lykkelig over, at jeg, takket være min forstands voksende, men desværre forvanskede og ejendommelige lys, på ny kunne sammenføje de brudstykkevis fremtrædende og forvirrede linier i stykkernes konstruktion, der først havde været næsten neddykket i tåge.
(Marcel Proust: På sporet af den tabte tid)

Søndag morgen d. 21. september 2008:
Jeg sidder på en café i Heringsdorf. Regnen holder mig borte fra mine planer om at gå en tur i byen. Jeg er holdt ude fra verden af regnen, og fornemmelsen af ikke helt at vide hvor den by ligger, som jeg befinder mig i. Jeg har medbragt teksten til ”Sounds like You” og partituret til ”Exit Music”, og har nu over en tre-fire kopper kaffe forsøgt at smelte de to ting sammen. Det skal ende i et kaos af lyd, hvor der samtidig er rum til Kvindens og Mandens replikker. Støj og enerverende rytmer skal lægge sig over ”Exit Music”, og tidligere separate dele skal spilles oven over hinanden. I virkeligheden har jeg brug for fire orkestre (Måske er det Morrisons ”Decasia”, som jeg følte så nærværende i sidste uge, der viser sin betydning.

Søndag morgen d. 26. oktober 2008:
Det blev anderledes( Måske fordi jeg ikke havde fire orkestre til rådighed!).
 

 ”Det går inte. Det finns ingen möjlighed. Jag har ingen lust. Det är tråkigt. Jag ska sluta. Lusten är borta. Det är slut. Lämpligt att sluta nu. Dessutom alla möjliga konstnärliga skäl. Det håller inte, det er tråkigt, ingen mänska bryr sig om. Jag tror inte själv. Det har inte hänt något konstigt i min skalle på två år nu. Det sista var Höstsonaten och sen ingenting. Den där jävla filmen i vintras var jo bara en bedrövelse, en enda jävlig röra. Så nog har jag goda skäl att låta vara. Dessutom är jag trött. Varför jag är så jävla trött det vet jag inte. Kanske är det den slutliga utmattningen. Vad vet jag. Jag får väl se imorgon och i övermorgon.”(Ingmar Bergman: Note (1978))
 

 Når jeg sad i toget, når jeg gik ture på de små veje herude, hvor jeg end var i en situation, mens jeg skrev på ”Sounds like You”, hvor jeg kunne tænke mig ind i inspirationen, kom jeg hele tiden til at tænke på ”La Mattina”, Klaverkoncerten. Det var i og for sig ikke underligt, for da ”Sounds like you” jo byggede på allerede eksisterende materiale, og - på en eller anden måde - er et konceptuelt retrospektivt indblik i min musik frem til nu, var jeg nødt til at holde alle kimer af nytænkning på en vis afstand af det værk. Tankerne om klaverkoncerten kunne jeg heller ikke samle, da de jo i virkeligheden var en forstyrrelse, og pludselig en dag, hvor jeg sad i toget, blev jeg ramt af en angst for, at kildernes kimer aldrig ville komme op igen – at jeg aldrig mere ville få disse mærkelige, vidunderlige tanker om endnu ikke komponeret musik.
Det er uden tvivl derfor, at jeg i sommers skiftede spor og gik over til klaverkoncerten. Jeg var nødt til at afkræfte angsten for, at en naturkatastrofe havde ramt mine kilder så hårdt, at de var tørret ud.
Tænk hvis det en dag holder op, og det hele bare er træthed – at visionerne er borte og aldrig vil kunne manes frem
 

”Det er åbenbart sket med de visioner, store erkendelser og indre oplevelser som jeg for fire-fem år siden stadig fik; men hvis forstanden overtager sjælelivets plads, begynder derouten, som til sidst også forstanden falder som offer for.”
(Imre Kertész: Jeg – en anden)

 (An Albertine is an Albertine is an Albertine….)
 

I

I aftes samlede jeg alle siderne af ”Sounds like You”. Efter nogle uger, hvor jeg dag og nat har siddet ved arbejdsbordet, er det hele pludseligt færdigt, og nu ligger der 99 A2 sider foran mig. Bunken af sider vejer til, så jeg næsten ikke kan bære den, men det skyldes nok mere mit dårlige knæ end musikkens tyngde.
Det er slut! Blev det til det, det skulle blive til ? Blev visionerne opfyldt, eller ændrede de sig undervejs ? Ændrede ”Sounds like You” sig, eller ændrede det mig?

II

En morgen sider jeg i parken, der ligger langs Forum overfor Musikkonservatoriets nye domicil. Jeg opdager, at jeg sidder og stirrer ind gennem et vindue i huset overfor. Man kan se lyset på den anden side, og det minder mig om en magi, som jeg enten har glemt eller blot vænnet mig til. En magi som blev voldsomt nærværende for mig, da huset i Lammestrup blev renoveret på en måde, så man pludselig kunne se igennem det udefra – ind af vinduet, gennem køkkenet, ud af vinduet. Da det blev til, var det magisk – som at se min musik; men siden har den magi mistet min opmærksomhed. Jeg har vænnet mig til dette kig, og tænker slet ikke på det mere!
For ikke at blive taget for en simpel vindueskigger, ser jeg bort og tænker om det altid er sådan med magien, og om det er sådan med ”Sounds like You” ! Vænnede jeg mig til den magi, jeg syntes opstod med idéen til værket - var den så forgængelig, at jeg glemte den undervejs - eller kom det hele med?

III

Jeg arbejder, så jeg får ikke lavet noget!
…skulle egentlig have været mit blog-indlæg – så kort som noget – i en af de foregående uger, hvor ordene slap op, i takt med at de tomme nodeark side efter side blev fyldt. Uger hvor mine tanker forsvandt i distræte tåger, og hvor min nedsmeltning i ”Sounds like You” formentlig har været til fare for både mig selv og mine omgivelser. Alt omkring mig sejlede, og det var umuligt at lave andet end at skrive noder. Hvordan skulle jeg kunne skrive ord, når jeg knapt nok var i stand til at tale?

IV

Der er en mand, jeg altid møder i København. Han er nydelig klædt, går rundt med en lille brun mappe, og han virker stresset og urolig. Da jeg for nogle år siden mødte ham fire gange på forskellige steder på en uge, fik jeg – påvirket af mit intensive arbejdsstemning, hvor alt andet end det at skrive virkede underligt surrealistisk – et glimt af paranoia, og troede et kort øjeblik, at manden var privatdetektiv og overvågede mig. Da jeg blev ramt af lidt mere klar tænkning, forkastede jeg tanken, også set i lyset af hvor ufattelige kedelig jeg og mit liv måtte være i en detektivs øjne.
Nogle uger efter gik jeg sammen med en ven langs Peblinge Sø, hvor vi sammen mødte den selv samme mand. Jeg lod som ingenting, men efter at vi havde passeret ham, trak min ven mig til side og betroede mig, at han på et tidspunkt havde troet, at den mand vi lige havde passeret – manden med den brune mappe - var en privatdetektiv, der overvågede ham og hele tiden fulgte efter ham, fordi han syntes at støde ind i ham, hvor end han bevægede sig. (Han har sandt for dyden mere interessante ting i sit livs gemmer end jeg, så hans paranoia var nok lidt mere realistisk funderet). Min ven fortalte videre, at han rent faktisk to gange havde mødt manden i lufthavne i udlandet, og en dag, hvor han havde siddet sammen med  Beate på en bænk i Ørstedsparken, var manden med mappen endnu engang dukket op. Pludselig var han stoppet op ud for de to på bænken, for derefter at gå direkte hen til Beate, og i et hviskende tonefald sige: ”Hvis den ikke virker kan du altid få den byttet – virker den?”

V

”Hvordan skal jeg forlange, at nogen kan holde ud at høre en musik, jeg ikke engang kan tage mig sammen til at skrive?”
(Notat i en – for ”Sounds like You” - kritisk tid, for nogle måneder siden)

VI

”Längst ned i min dåraktiga själ hyse jag nämligen en liten, liten högfärdig tanke: Kanske kommer en gång – någon gång – något ljust och skönt att skapas ut ur allt elände. Som en liten, liten pärla ur ett stort svart och jävligt musselskal.”

(Ingmar Bergman: Dagbogsnotat 1938)

VII

”Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder).”
(Blog indlæg 9. Juni (”Rudimenter af alt”)
- Måske bliver man klogere med ugerne!

VIII

” Fredag d. 24. Juli kl.  22.11 forsvandt alt lys i byen. Gadelyset og lyset i vinduer og butikker var med et væk. Alt blev mørkt, og de mange mennesker på gaderne var ved at falde over hinanden. Et hjørne af den lille plads, jeg nåede frem til, blev pludselig oplyst, da to fakler blev tændt. Jeg gik imod faklerne, som syntes at bevæge sig af egen vilje. De snurrede rundt i hurtige bevægelser og skabte en fantastisk lyd – lyden af ild mod mørke. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at det var pigen, jeg var fulgt efter aftenen før, der styrede faklerne. Hendes bevægelser og ordløse nynnen bag ilden blev en del af musikken.”
(Lawrence Lehmann: I de mørke gader)

IX

I toget tager jeg billeder ud af det snavsede togvindue både ved hver eneste station og  mens mit tog er i fart. Når jeg kommer hjem og ser billederne er de alle interessante – eller jeg finder i hvert fald noget interessant på hvert eneste billede. Er det fordi jeg leder efter det interessante, at jeg finder det? Eller er alting virkelig interessant? Oplever jeg at jeg følger med en devaluering af graderne af det interessante? Det hele afhænger af øjnene og af ørene der hører, og endnu mere af hvad de bliver bedt om at se og høre.

X

Hvis jeg nogensinde skulle lave en ”Facebook-gruppe”, ville det være en gruppe, for mennesker der sover dårligt om natten. Sammen med to af mine venner, der ligesom jeg lider af søvnløshed i lange perioder, har jeg været med til at tage beslutningen om at oprette en natklub for søvnløse. Et fredeligt sted i København – lejlighed eller hus, hvor folk, der ikke kan sove kan møde ligestillede. Stedet skal udstyres med alt der kan skabe ro og adspredelse og give inspiration til søvn eller udholdelse af søvnløsheden. Bolden ligger hvis hos mig, men med den igangværende finanskrise, ligger den vist temmelig langt fra højrebenet.
Et af mine minder, indeholder anbefalingen af en bog: Carnegies: ”Lev livet uden bekymringer”. Jeg mindes oplysningen (fra bogen)om, at ingen endnu (da bogen blev skrevet for ca 70 år siden)er død af søvnløshed. Måske er det blot min hukommelse, der svigter – det er i hvert fald en underlig fremstilling – og det er sikkert heller ikke rigtigt (masser af mennesker er formentlig døde direkte eller indirekte som følge af søvnløshed), men oplysningen var for mig nok til at jeg ikke anskaffede og læste bogen, men blot klamrede mig til dets titel; så jeg anbefaler videre en bog, jeg aldrig har læst, men som jeg husker bedre end de fleste af de bøger, jeg faktisk har læst.

XI

Mit arbejdsværelse ligger hen. Træt og fyldt med rod. Rester af ”Sounds like You” alle steder. Blyantspidserudkras og smulder fra viskelæderet. Arbejdsværelset ånder ud, og jeg står i døren og kigger ind til det, som jeg ville liste mig ind til et sovende barn. De får lov at sove videre i dag – både arbejdsværelse og datter; men i morgen vil arbejdsværelset blive indtaget af en Klaverkoncert, der roder og støjer ligeså meget som lyden af dig!

Klaverkoncerten gik pludselig i stå, mens det gik allerbedst. Den bevægede sig pludseligt ingen vegne. Jeg var så glad for begyndelsen af fjerde sats, men det hele endte med en akkord i strygerne, som jeg blev ved med at ændre på – den skulle være længere – den skulle være kortere - den skulle indeholde fornemmelsen af en a-mol akkord – og så alligevel ikke.
I mere end en uge gik jeg rundt med den akkord. Tænkte den – lyttede den. Jeg prøvede at presse fortsættelsens mening ud af en akkord, jeg endnu ikke havde fundet den egentlige mening med!
I de desperate dage, hvor intet bevægede sig, mærkede jeg konstant forstyrrelserne omkring mig. Jeg blev forstyrret i ikke at lave noget – en forstyrrelse der er langt mere irriterende, end forstyrrelser der kommer, når det hele skrider på skinner. I dens slags tilfælde vil forstyrrelserne nemlig aldrig trænge helt ind, for dér kan jeg simpelthen ikke forstyrres. Da mit arbejde var havnet som et billede på fermaten af den usikre akkord, der ikke førte til noget, følte jeg hele tiden, at forstyrrelserne hindrede mig i at fange det øjeblik i tiden, hvor jeg ville finde de vise sten i en strygerakkord.
Det er altid sådan. Forstyrrelserne i de perioder hvor der intet sker peger fingre af det faktum, at der intet sker og forstørrer rastløsheden og desperationen. Forstyrrelser midt i koncentrationen kan fejes bort, og koncentrationen fører værket gennem forstyrrelsen.
 

Nu har jeg lagt klaverkoncerten væk. Måske håber jeg, at den akkord og dens fortsættelse vil komme helt naturligt, når værket har lagret sig uden mine desperate forsøgs indblanding, og jeg kommer pludselig til at tænke på noget Wagner sagde til en af hans studerende. Noget med at tænke koncentreret på en person i en opera – lukke øjnene – forestille sig at personen langsomt åbne munden – lytte - og (gennem koncentrationen omkring personens mund) høre denne persons ledemotiv.

Selvom jeg har lagt koncerten væk, vågner jeg stadig om morgenen og tror, at det er det værk, jeg skal skrive på. Måske drømmer jeg om den og drømmer om at mærke det Mahler mærkede, da han skrev sin tredje symfoni:
”En stemme råbte til mig om natten, mens jeg sov(det var Beethovens eller Wagners – Det er ikke dårligt selskab, jeg er i om natten, vel?): ”Lad hornene komme ind tre slag senere!” Og – jeg kunne ikke tro mine egne øjne – dér var den mest vidunderlige, simple løsning på mine besværligheder!”
(Gustav Mahler: Brev til Anton Seidl, 17 februar 1897)

 Da jeg endnu ikke har kunnet tyde de stemmer, jeg eventuelt har hørt om natten, er jeg gået tilbage til ”Sounds like You” . Prøver at finde ind til det sted jeg for et par måneder siden gik bort fra…og dog…pludselig i dette øjeblik, mens jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på råbet til Mahler – måske råber det videre til mig– måske er der en dybere grund til at jeg tænker på citatet - måske skal hornene komme ind 3 slag efter strygerne i den akkord, der ingen vegne kom. Det skal de! Inspirationen har forstyrret mig i arbejdet på ”Sounds like You”. Altid lader jeg mig forstyrre, og måske vil jeg bare forstyrres. Med tanke på citatet fra Mahlers brev får ”Morgenen” en ny betydning en sen torsdag eftermiddag.

I de sidste par dage har jeg skrevet på ”Sounds like You”: Begyndelsen af ”Exit Music” bliver genkomponeret. Vi er til værkets anden koncert, hvor kvinden og manden igen lytter til ”Exit Music”. Der bliver lagt et lag henover Exit-musikken - Støj der næsten kvæler musikken. Mens jeg har skrevet på det, har jeg hele tiden haft billeder i hovedet fra Bill Morrisons fantastiske fim ”Decasia”. Jeg har svært ved at forstå hvorfor de dukker op, og måske forsvinder de billeder, eller jeg kommer til at forstå deres betydning.

Danskhed, danskheden er den grimmeste og værste ”ordstamme” i Danmark. Det klinger af ”selv” – selvhed, selvracistisk, selvfed, og det er så frygteligt indelukket – Vi er så indelukkede, at vi ikke engang kan bruge ord som ”svenskhed”, ”norskhed”, ”engelskhed”  og ”tyskhed”! Der er ikke andet end danskhed - En svedig netundertrøje og et smukt rødt flag med et hvidt kors, som danskheden drukner i danskhed.

Jeg trodser alle musikalske tørklædeforbud ved at lægge Bruckner bag slør. Ved afslutningen af sjette del af ”Sounds like You”, går musikken i stå og ender i et tæppe af hvid støj. Bag den støj dukker et glimt af Bruckners sjette symfoni op. Et andet krakeleret glimt af symfonien lægges oven på det første, og det hele forsvinder igen ind i den hvide støj – ind bag sløret!

Da syvende del af ”Sounds like you” indikerer en ny koncert, hvor ”Kvinden” og ”Manden” – hver for sig - er tilbage i koncertsalen igen, for at høre det samme stykke musik – ”Exit Music” som i sin tid bragte dem sammen; markerer Bruckner-citatet - på en ret konkret og ikke særlig poetisk måde, at der også bliver spillet andet end ”Exit Music” ved koncerten.

Lidt mere poetisk er brugen af Bruckner både en hyldest til en af mine ynglingssymfonier (Jeg har vist aldrig citeret på den måde før!), og frem for alt en inspireret, konkretiseret kommentar til nogle overordnede tanker bag ”Sounds like You”.

(Hvad bliver der tilbage af Bruckner ?)

For 2-3 år siden var jeg i Frankfurt i forbindelse med en opførelse af ”Symfoni”. Efter generalprøven blev jeg interviewet til radioen i et lille rum, der var placeret, så man fra et vindue kunne se ud over koncertsalen, hvor prøven netop havde fundet sted.

På et tidspunkt skulle intervieweren hente et eller andet, og jeg sad alene og kiggede ud af vinduet. I koncertsalen kunne jeg se de efterladte kontrabasser, nodestativer, de tomme stole, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på om musik bare forsvinder eller om der stadig er spor efter den efter den er blevet spillet – Som en lugt der efterlader et spor af duft!

Efter interviewet – hvor jeg i øvrigt var så optaget af mine ”nye” tanker, at det kom til at fylde det meste af interviewet - gik jeg ned i salen for at hente den jakke, jeg havde glemt. Inde i salen var der helt stille, og jeg lyttede efter om der skulle være enkelte spor tilbage af min ”Symfoni”, eller andre af de utallige musikstykker der havde været spillet i dette rum. Var der en spøgelsesmusik der stadig var i live ?  Et eller andet hørte jeg – eller min fantasi hørte det. Måske ikke musik – men lyden af musik der forsvinder! (Hvordan lyder musik der er forsvundet?)

Hvor forsvinder musikken hen, når den er blevet spillet? Lyden forsvinder vel ikke bare ned i et skrevet partitur, for som Aladdin’s ånd at stå op igen når hænder, instrumenter, stemmer og dirigenter berører partituret på den rigtige måde.

Det er mærkeligt, men måske er det en af de største kræfter, der driver mig til at skrive musik - Længselen efter at forstå hvor musikken forsvinder hen, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere bevidst om det og forsøger at fange og indramme gåden i værk efter værk.

Musik vil altid – mere end nogen anden kunstart – pirke til gåden og uforståeligheden i altings forsvinden og ophør!

(Hvad bliver der i det hele taget tilbage af alt det der forsvinder?

Er der ikke en forbindelse mellem det der er tilbage når alt er væk, og det der aldrig nogensinde kommer frem? Hvor er alt det, der ikke er mere, og det, som aldrig blev, blevet af?)

”What remains”

(Sarah Mann: ”What remains”)

”Når det forholder sig sådan, at vi kun kan udleve en lille del af det vi har i os – hvad sker der så med resten ?”

(Pascal Mercier: ”Nattog til Lissabon”)

”Jeg ser for mig stilhed som et rum. Vi er vant til at se stilhed som et fravær af lyd, men alligevel er rummet ikke tomt. Der sker noget i stilhedens rum. Det er et rum hvor jeg, netop fordi det er stille, kan opfatte lyden af noget jeg ikke hører i støjen.”

(Elisabeth Løvlie: ”Stilhed og støj”)

”Hvordan kan man høre en lyd der ikke mere er?

(Peter Asmussen: ”Sounds like You”)

Jeg finder flere sammenhænge, som jeg kan fundere over. Når jeg fotograferer, fanges jeg altid af motiver, der søger hen eller ind til noget andet, man ikke kan se hvad er. Tunneller - veje man kan se langt ud af, men ikke hvor de ender - åbne døre bag vinduer. Jeg søger det, jeg ikke kan se. Noget inde bagved! Noget derude!

Det er det samme jeg søger i min musik. Noget inde bagved musikken! Noget inde bagved stilheden.

(Hvad findes der derude – uden for vinduet, bag de grønne buske?)

I
Hvad er sammenhængen mellem mit liv, og det jeg søger i mit værk?
Når jeg stiller spørgsmålet lægger jeg samtidigt svaret på læben og i munden. Sammenhængen er i sig selv svaret! Sammenhængen er, at jeg er opmærksom på sammenhænge – på udkik efter dem - begge steder, på alle planer, og frem for alt er jeg på jagt efter tværgående sammenhænge og sammensmeltninger på tværs af alle skel. Sammenhænge fra den mest ubevidste bevægelse i mit værk til den mest bevidste beslutning i mit liv.
Sammenhængskraften og jagten på sammenhænge bliver først interessant og bemærkelsesværdig, når man mærker den eller finder den, hvor alting virker usammenhængende. I øjeblikket ser jeg efter sammenhænge overalt og søger i hver tanke, i hvert syn en sammenhæng, og måske er søgningen og analysen så intens at sammenhængsdømmekraften er blevet devalueret
Er der en sammenhæng mellem de former musikken antager og de former der tegner sig i komponistens liv? Kan musikken forme komponisten, så musikken udstikker linierne for komponistens liv?
I de sidste par år har jeg været besat af at provokere min formtænkning. På min computer har jeg indlagt musik inden for stort set alle stilarter, og jeg elsker at sætte computeren til at afspille alt tilfældigt og lytte til overgange mellem glimt af musik, som nærmest intet har med hinanden at gøre. Være spændt ventende – hvad bliver det næste! Klippene mellem glimtene bliver små åbenbaringer, og jeg træner mig i hurtigt at fange drømmen om sammenhængen mellem de klip, der bringer min fantasi i kog.
I de senere år har jeg overført ”festmixet” til koncertsalen og lavet en mængde koncertprogrammer, hvor det væsentligste fokus er på overgangen mellem værkerne. Koncerter hvor sammenhænge skaber kaos og kaos skaber nye sammenhænge, der spejles i min musik – Usynlige og uhørlige sammenhænge i kaos.

II

Efter foredraget for nogle uger siden møder jeg i en port ved busstoppestedet den ven jeg har kendt i 25 år. Han virker overraskende forvirret, og hans sætninger er helt usammenhængene og fyldt med gentagelser. Han virker på samme tid tøvende og travl. Han skal rejse, men står helt stille. Mens vi taler sammen dukker der en ældre mand op. Han taler uopfordret og uafbrudt, og det er svært at vide om han taler til os, eller taler til sig selv. Han taler nok bare, og hans ord synes at køre helt i cirkler. Den samme historie bliver fortalt igen og igen, som om pickuppen, der skal føre hans tanker ud af munden, står fast i en rille. Hans tale handler om, at han i dag har reddet to mennesker ud af en brændende bil i forbindelse med hans arbejde i civilforsvaret; men med alle mine fordomme i behold er jeg ret sikker på, at det ikke er sandt. Min ven fortsætter sine usammenhængende sætninger om hans pludselige skilsmisse og den foranstående rejse til Venedig.

Det er en helt mærkelig situation, og der opstår den særeste kommunikationsstilhed af hvid støj, man kan forestille sig. Min ven er for optaget af de tanker, der gør hans tale usammenhængende til at han mærker støjen. Den ældre mand er ligeglad – og har formentlig fortalt historien en masse gange uden at kræve intens lytning eller stilhed omkring sig, og han finder sit eget looptempo til aflevere historien i. Jeg selv er for optaget af klangen af den kontrapunktiske monologduet til at ville bryde ind i den – Jeg lytter blot og håber, at de to usammenhængende temaer vil fortsætte lidt endnu. for jeg ved, at jeg lytter til en musik, der har sammenhængslinier, der rækker ud efter min egen musik, min inspiration og ”Sounds like You”. Jeg lytter til den form, der bliver min, når jeg samler de to stemmer. Det er mig der finder sammenhængen. Jeg er lytteren der hører to historier smelte sammen til én. To historier, som ligeså godt kunne eksistere på hver sin side af kloden, i hver sin tidsalder.

De smelter sammen, som når man i et tog lytter til to mennesker der taler i mobiltelefon helt uafhængigt af hinanden, og man så som tredje part pludselig kan mærke og høre en sammenhæng – en ny sammenhæng, når man ikke kan høre svarene i den anden ende af telefonerne, om man i stedet forsøger at samle det man hører til en samlet samtale – til en historie, som intet har med virkeligheden at gøre (”Jeg er på vej hjem” – ”Det er da vel løgn!” - ”Jeg troede altså også, at jeg kunne have nået et tidligere tog” - ”Nu forsvandt du!” – ”Jeg ved det godt” – ”Jeg lægger på”).

III

Det går i øjeblikket langsommere og langsommere med at komponere, og det jeg komponerer går langsommere og langsommere. Et uendeligt ritardando, som allerede har været spillet tidligere, kommer nu igen; men denne gang er dynamikken vendt om. Hvor det første gang blev svagere og svagere i takt med at musikken mistede tempo, bliver det nu kraftigere og kraftigere, og det skal på en eller anden måde ende i et slør af hvid støj, der bliver afslutningen på den første koncert kvinden og manden sammen lytter til.

I går aftes læste og lyttede jeg partituret igennem, og jeg ved nu, at jeg ikke kan nå at blive færdig til 18. Juli.

Tidligt i morges vågnede jeg op til duften af jasmin.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lede efter to dufte. Den ene er en speciel skarp duft af jasmin, som (for mig!) stammer tilbage fra min farmors have ved en landevej i Vendsyssel. Den duft fandt jeg for nogle år siden og placerede i min have. Den anden duft, er en hel speciel duft af kaffe – en udendørs kaffeduft - og den har jeg aldrig fundet. Jeg kan sjældne gange mærke den som et rudiment i mit næsebor, men selv når jeg mærker den mere konkret – f.eks. på en stille villavej - har tid til at fange den, og tror at jeg har fundet den, forsvinder den igen, og jeg får ikke en chance for at genskabe den i min næse.

Jeg skriver nu på den 65. A3-side af ”Sounds like You”. Jeg lægger rudimenter af min musik ovenover hinanden. Et langsomt faldende glissando fra ”Symfoni” får indflettet accelererende glissandi fra min klaverkoncert. Pianisten er nu off-stage, og i et lufthul i musikken står begyndelsen af anden sats af ”La Notte” helt alene – lontano. Den musik lægger sig ind i et afsnit hvor ”Hun” siger: ” Hold om mig, hold om mig.” og klaveret rammer sætningen ind. Den spinkle klavermusik brugte jeg også i en sang fra samlingen, ”Roses are Falling”, hvor sangerinden synger: ”He takes me in his arms like the moon that turns and takes the evening from the sun”. Den engelske lyriker Selima Hill skrev teksten til mig, og senere lod hun linien (ændret) glide ind i digtet ”An Angel with Large Hands”. Rudimenterne smelter sammen omkring ”Hold om mig”, og jeg har fundet ud af, at den sætning i virkeligheden er teksten til den allerførste lille bid af den vuggevise der begynder ”Exit Music”. Musik og tekst har ved skæbnens hjælp fundet hinanden – Holder om hinanden – in the arms.
Alle mine glissandi har omsider fået en dybere mening – musik fra forskellige værker glider ind i hinanden.
Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder (Bare jeg dog var blevet mere påvirket af Arvo Pärts besøg i København)!).

En tidlig morgen i begyndelsen af sidste uge, kom jeg pludselig på Facebook og så mit nye ansigt i bogform!
Min datter lagde mig ud på bogen, og pludselig havde jeg en masse venner, jeg vidste, jeg havde.
Det smadrede min dag fuldstændigt. Hver ven, der kom til, havde venner, som jeg gik på strandhugst iblandt, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at på netop den dag gik mit normalt ellers så rolige ny-musik-netværk amok, og der foregik en masse parallelle commando raids ind i diverse vennelister. ” Dagens tilbud :100 venner for 24 timer” .
Hvad skulle jeg stille op med alle de venner? Jeg er håbløs med en computer, og kan ikke lægge alle mulige interessante links og feriebilleder ind på siden, og jeg er alt for genert til at lægge søde tekster og vise ord ud på andres opslagstavler uden forudgående opfordring(Da jeg var i den alder, hvor man byder piger op til dans, ventede jeg også på, at de skulle byde, og blev vel den ultimative bænkevarmer!).
Da målet – de 100 venner - var nået, havde jeg derfor lyst til at sende en contratekst ud ”Jeg er en dårlig ven - find en anden”, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde gjort min indtræden på Facebook til et værk i sig selv, og havde fulgt min første indskydelse; nemlig udelukkende at indtage venner jeg overhovedet ikke kendte. Hvad ville mine ”rigtige” venner tænke, hvis jeg groft negligerede deres forespørgsel om venskab, for samtidig at rage venner til mig, der er dem og jeg totalt ukendte.. Eller hvordan ville mine rigtige venner have det, hvis jeg foretrak at være venner med deres fætre, mostre og mødre, mens jeg nægtede deres venskab. Hvordan ville det være at komme til en koncert 3 dage efter og møde alle vennerne, som jeg havde nægtet adgang til min vennekreds, der i mellemtiden var vokset til 1000 stk. – (1000 uden dem!)?
Det kræver mod at skabe et kunstværk, og jeg havde ikke modet til at skabe mit ret ligegyldige Facebookpiece (Ville det være interessant at opbygge en vennekreds på Facebook udelukkende bestående af mænd med fornavnet Bent ?). Måske var jeg også bange for at ingen ville savne mig som ven, og jeg blev i øvrigt hurtigt grebet af beskæftigelsen med at stjæle venner. Kørte rudimenter af mit liv ud på bogen, og blev som andre suget ind i den mærkelige pseudoverden, som uden tvivl er fantastisk og i hvert fald fascinerende, og jeg gider ikke gå ind i noget omkring tidsspilde og ensomhed. Jeg forsvandt blot for en tid lykkeligt (og vil forsvinde igen!) i min computer. Forsvandt i Facebooks utallige forgreninger, der fraktalt lægger sig ud som levende stamtræer. Alle bliver vi anderledes når vi lægger os i en bog, og flere af mine venner var overraskede over at se mig dér – som hvis man pludselig møder sin søster under Triumfbuen, uden at vide at hun er i Paris. Man har et image til man tager et nyt!

(Rigtige venner stiller altid op med en ghettoblaster!
Nu har jeg brug for mine venner, og nu kommer der en vigtig opfordring. Jeg har brug for 10 – 20 mennesker, der d. 8. Juli kl. 20 i Christianskirken på Christianshavn kan medvirke – sammen med den fantastiske organist Jens E. Christensen, i uropførelsen af mit nye, lille værk ”Liebster”. En satellit – et rudiment til og af både min kommende klaverkoncert og ”Sounds like You”. Jeg vil ikke sige noget om stykket, men hvis man vil være udøver (måske for første (og/eller sidste) gang i sit liv), skal man melde tilbage til mig – Enten til min beskedne Facebookprofil eller i form af en kommentar til dette indlæg.
Hvis man melder sig, skal man møde dagen før koncerten kl. 14 i Christianskirken medbringende en trådløs(batteridrevet) ghettoblaster, og så selvfølgelig stille til koncerten. De der melder sig vil ret tydeligt og konkret blive hemmeligt indviet i., hvad det lille orgelstykke har med Klaverkoncerten og ”Sounds like You” at gøre.
Anden betaling kan jeg ikke tilbyde og rigtige venner kan jo heller ikke købes for penge. Der må jo også gerne være nogen til blot at lytte, og de der ikke har mod på, at leve en drøm ud om at spille på en ghettoblaster, er mere end velkomne til blot at overvære koncerten.)

I
I dag ser jeg på de foreløbige partitursider og skitserne til den klaverkoncert, jeg har lagt til side for en tid, men som jeg indtil for et par måneder siden skrev parallelt med ”Sounds like You”. Da jeg når frem til de allersidste skitser, begynder jeg at tvivle. Hvad var det egentlig jeg skrev? Hvor kommer de toner fra, og hvor var det nu, jeg ville bringe dem hen? Mens jeg betragter de løse skitser begynder jeg at huske, og langsomt dukker idéerne og visionerne for værkets ”fremtid” op (Det er som en slowmotion udgave af en af de morgener, hvor man kun langsomt husker hvad dagen i går bragte, og hvad dagen i dag er ment til at bringe.). Nu ser jeg værket med morgenfriske øjne, og det jeg har glemt er sikkert lykkeligt glemt, og jeg kan igen lægge værket væk og spekulere på, hvor meget af det, mine friske øjne huskede og fandt i dag, der vil være glemt, næste gang jeg tager min klaverkoncert frem.

II
For to uger siden hørte jeg et foredrag. Undervejs betragtede jeg tilhørerne, og lod blikket standse ved en ven, jeg har kendt i 25 år. Han er på min alder, og da jeg kiggede på hans ansigt, så jeg i virkeligheden et ansigt indenunder – en årring fra for 25 år siden. I den årring findes det ansigt, jeg kender og forbinder med ham, og som jeg ser for mig, når jeg tænker på ham. Jeg lod blikket glide væk og talte til 100, for derefter at lade blikket vende tilbage til hans ansigt, for at koncentrere mig om at betragte hans nyeste, yderste årring! Glemme den gamle velkendte, og prøve at se ham som én der kun har kendt ham i 25 minutter ville se ham! Og nu kunne jeg se, hvordan han i virkeligheden så ud.

III
I femte del af ”Sounds like You” bliver musikken fra ”Exit Music” overmalet og opslugt af et afsnit af min ”Symfoni”. Jeg har lagt ”Symfoni” og ”Exit Music” ved siden af hinanden og betragter partiturerne, og jeg kan se hvordan min håndskrift har ændret sig på 11 år. Jeg søger yderligere 5 år tilbage til ”The Echoing Garden”, og ser til min forundring at håndskriften dengang i 1991 ligger meget tættere op af min nutidige håndskrift end af 1996-udgaven af den! Hvad mon det betyder?

IV
For tre uger siden hørte jeg historien om en ung kvinde, hvis højeste lykke det var at lægge sig på græsplænen, fylde sin navle med groft salt, dyppe radiser i navlens salt, for at spise de salte radiser og betragte himlen ovenover – Lade navlen beskue.

V
I det afsnit fra ”Symfoni”, som jeg i femte del af ”Sounds like You” bruger en bearbejdet version af, er der nogle hvilepunkter, nogle plateauer, hvor musikken står stille og nærmest kalder på tekst. Det er på de plateauer – der næsten bliver til stilhed - at jeg lægger dialogen.
(”Hvorfor vil du gerne forsvinde? – Hvis jeg vidste det, ville jeg blive”).
Mens jeg arbejder med plateauerne, opdager jeg noget karakteristisk - en ”skæbnetanke”! De tre steder fra min tidligere produktion der indtil nu har fundet vej til ”Sly” bygger alle på et særligt kvarttoneprincip, som jeg i virkeligheden ikke har brugt så ofte. En kvarttoneforvrænget enkel tonalitet. Måske skulle jeg gøre brug af begyndelsen af min anden strygekvartet, ”Adieu”. Der findes det første spor af den musik. Den første side af ”Adieu” er i øvrigt den musik det kvantitativt har taget mig længst tid at skrive. Jeg skrev og skrev om i en uendelighed og når jeg nu betragter partituret, ser jeg spor af uendelige bunker af viskelædersmulder og blyantspidserudkrads, men også en musik som, når man hører den, forsvinder på ingen tid.

VI
For fem uger siden troede jeg, at jeg hørte et interessant stykke musik i Heathrow Airport. Da jeg bevægede mig af sted på de rullende fortove hørte jeg musik alle steder fra, som var jeg midt i en elektroakustisk installation med fugleagtige motiver. Jeg troede virkelig, at man havde givet en skabende lydkunstner lov til at sætte musik ind i det travleste af alle verdens rum, for det lød helt fantastisk. Jeg så mig omkring efter spor af lydkilder, men fandt selvfølgelig ud af, at det musikalske landskab blev skabt af pivende støjlyde fra fortovene. Det gjorde det jo ikke dårligere, men det medførte en kort irriterende, rindaliseret tvivl om kunstens berettigelse og storhed; og jeg måtte lige minde mig selv om at tvivlen er kunstnerens vigtigste redskab og våben.

VII
For et år siden var jeg i London hvor jeg gik en tur på en nedlagt jernbanelinie. Jeg nåede frem til en lang, lav tunnel, og dels fordi den var næsten oversvømmet og dels fordi det inde i tunnellen flød med diverse kondomer, kanyler og kropsvæsker trådte jeg tilbage og holdt mig på afstand. Da jeg bukkede mig ned for at kunne se hele vejen igennem tunnellen, så jeg et vidunderligt lys på den anden side. Det syn satte sig i mig med det samme, og smeltede sammen med de tanker om et stort ensembleværk, som jeg netop tænkte på og dagdrømte om på min vandretur. En lysende tunnel (Jeg fik ikke et billede af tunnellen, men jeg har siden ledt efter lysende tunneller alle vegne. Lyset forenden af stien!)!

”Så let som drøm. Øjnene i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed, vægtløs.
”Sådan lyder Michael Strunges ”Start” – det første digt i hans ”Popsange” (Den kan varmt anbefales, men man skal ikke gå efter de nemmeste løsninger hverken når man skriver musik eller tekst, så en mere formaliseret anbefaling af den bog må vente). ”Lysende tunneller” – jeg havde fanget titlen på mit ensembleværk i luften foran en gammel nedlagt tunnel i London. Det skal værket hedde – på fransk måske? (Det er bestilt af et fransk ensemble).
Aftenen efter mødet med tunnellen i London diskuterer jeg titlen og tunneloplevelsen med en ven. ”Tunnels of light” – bliver jeg klar over - er et velkendt begreb, når det gælder beskrivelser af nærdødsoplevelser, og det spor smelter jo også ind i Strunges digt. Det smelter også skæbnesvangert ind i det radioprogram, jeg kommer ind midt i, da jeg nu ved tilfælde tænder for radioen: Mit liv som radio – Et program med og om montagekunstneren over dem alle - Peter Kristiansen, og hans insisteren på – uden nogen form for sensationslyst - at registrere og dokumentere sin egen død. Og anbefalingen her og nu må og skal samtidig indeholde hans mesterværk Eliten fra Minefeltet – Et af de største kunstværker der er skabt i Danmark, og en udsendelse man kan høre flere gange end det meste af den musik der er skrevet og vil blive skrevet.