Når det drejer sig om min musik – om at komponere min musik, tror jeg på skæbnen!
Jeg tror at mine værker fødes af, at tilsyneladende tilfældigheder ramler sammen i værkets egen logik. At de umiddelbare løse tanker – måske om noget helt andet - pludselig viser sig at hænge ubrydeligt og logistisk sammen og samtidigt at være et vigtigt element i værket.
Jeg tror faktisk kun på værkets logik – værkets kvalitet, kunsten, hvis den/det er stykket sammen af mursten af skæbnebestemte tilfældigheder, og jeg kan kun koncentrere mig om at skrive musik og opsluges af inspirationen, hvis jeg mærker at skæbnen og skæbnens tilfældigheder nærmer sig værket og trænger ind i det.
Kun når værket rammes af skæbnen bliver det til kunst!

I fjerde del af ”Sounds like You” elsker Kvinden og Manden. Lyden af et samleje er beskrevet i en regibemærkning. En lyd der kommer fra koret i salen. Først uforståelig siden bliver den tydelig og forplanter sig i orkesteret. Scenen – både før og efter samlejet er båret af en uendelig blidhed, og lige fra første gang jeg læste teksten, tænkte jeg på den blide musik, der afslutter ”Exit Music”.
Hvordan giver man lyd til et samleje? Skal jeg holde mig fra det? Men skæbnen fortalte mig, at jeg skulle gøre det!
Jeg tænkte på de ”musikhistorieske samlejer” – Mozart, Beethoven, Janàcek, Sjostakovitj etc. Hvordan det kan smeltes ind i musikken, så det forbliver en tydelig antydning, en duft. Men i ”Sounds like You” er vi til et skuespil i mørke, og i skuespillet kan samlejet være langt mere konkret end i den rene musik.
Jeg gik i gang med at lytte mig ind på den rene lyd af samlejet (Hvordan vil jeg ikke komme nærmere ind på – det her er allerede ved at blive en smule småklamt!); men efter at have lavet de første rytmiske skitser over forløbet fandt jeg pludselig ud af, at jeg jo allerede havde komponeret samlejet ind i slutningen af ”Exit Music”. Den rytmiske støj af sandpapirblokke og strygerne, der stryger på stolen, former allerede alt rigelig lyden af samlejet.
Skæbnen - Da jeg skrev slutningen af ”Exit Music”, havde jeg ingen anelse om det kommende samleje musikken beskriver; men musikken vidste det åbenbart selv. Lyden af koret fra salen - deres åndedræt er smeltet ind i klangen. Jeg husker, at en af musikerne fra Bergens Filharmoniske Orkester fortalte mig – mens vi stod i kantinekøen dagen før uropførelsen af ”Exit Music”, at han - for at forstærke den hvislende lyd af buens strøg på stolen - understøttede lyden med munden (”Tsss”), og spurgte mig nu om det var i orden. Selvfølgelig var det det – Kreative musikere, der vil værket det godt, medskaber i den rigtige retning og oven i købet rammer og viser mig min musiks skæbne, er det bedste i verden.

I fjerde del arbejder jeg med årringe. Den sidste lille melodi af ”Exit Music” der dér bliver spillet to gange, bliver nu spillet fire gange (Om lidt kommer den i øvrigt en sidste, femte gang som begyndelse på femte del, hvor den definitivt vil blive druknet af en anden musik!). Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg er der tre enkle lag: Melodien i tutti-violiner (med ”Ton-wolf”), akkompagnementet i solo viola og så støjlaget som kommer ud af det rytmiske akkompagnement. I gennem de fire gennemspilninger ændrer jeg perspektivet, så melodien bliver tydeligere og tydeligere for at fremstå klar i den femte årring. Det er måske som riller på en gammeldags grammofonplade. Den nedslidte pick-up river musik fra den forrige rille op – som et ekko, så den høres igen sammen med den rille, pick-up’en egentlig afspiller. Årringe og gamle grammofonplader er vel også (sådan set fra oven!)så tæt på hinanden, som vinyl og træ kan komme det.

Her til morgen har jeg bladret i en af mine favoritter - Peter Asmussens roman: ”Om natten”(som hermed er ugens anbefaling!). Den var en vigtig katalysator for titlen til min klaverkoncert ”La Notte”. Den var vigtig indgang for mig til at forstå David i ”Under Himlen”, og nu finder jeg i den bog stemninger som spejles i møderne mellem Kvinden og Manden i ”Sounds like You”:
”I stuen omkring dem spiller musikken helt alene. Nan rækker hænderne frem og tager Tomas’ ansigt mellem dem, tager det op, holder det foran sig. Forsigtigt lader hun sine hænder glide henover ansigtet, så er hun stille. Tomas trækker ansigtet tilbage, trækker det bort. Musikken spiller endnu lidt videre, tillader dem at blive siddende sådan, siddende overfor hinanden, ubevægelige overfor hinanden, dækker dem. Så holder musikken op, trækker sig væk fra dem, lader dem tilbage og Tomas rejser sig og forlader rummet.”

(8. maj) Dagen før SPOR-festivalen i Århus. Om formiddagen er jeg til prøve på ”Exit Music”, som skal opføres næste aften. Jeg koncentrerer selvfølgelig min lytning, som jeg plejer – balancen, detaljen, klangen, hastigheden etc., men oven i det lytter jeg efter ”Sounds like You”. Jeg lytter til begyndelsen af ”Exit Music”, hvor de første godt og vel 4 minutter er fuldstændig identiske med begyndelsen af ”Sounds like You”, og jeg tænker på dét med sangstemmerne. I ”Exit Music” nynner hele orkesteret enkle sanglinier, som kun ind imellem bliver tydelige som sangstemmer, og som altid afkaster spørgsmål fra lytteren – ”Sig mig sang de ikke?”. ”Jo” - Sangen er smeltet ind i klangen – må aldrig blive en effekt, men blot som en indsmeltet ny farvning af klangen – den direkte klang fra menneskekroppen – sangen - der blandt alle instrumenterne bliver et mysterium. I ”Sounds like You” er 16 sangere/stemmer placeret blandt publikum, og jeg har været lidt i tvivl om hvorvidt de skjulte sangstemmer i ”Exit Music” skal lægges tydeligt frem fra starten af ”Sounds like You” – Skal de fjernes fra orkesterets indre og lægges ud blandt de ”rigtige sangere” ude blandt publikum? Prøven på ”Exit Music” giver mig svaret - Selvfølgelig skal de ikke det! Det er jo det, det hele handler om! I begyndelsen - Blot en koncert – Blot et orkesterværk – Et orkesterværk med en indre stemme (Århus Symfoniorkester synger som engle!), ligesom de to skuespillere har deres indre stemme, og igennem hele ”Sounds like You” kravler musikken ud blandt publikum. Koret – der er placeret blandt publikum - trænger mere og mere ind i orkestrets klang, og pludselig vil der også være musikere blandt publikum.Hvordan får jeg skabt en situation, hvor musikere fra scenen pludselig sidder og spiller nede blandt publikum?

Efter prøven tænker jeg på de to hovedpersoners tilbagevenden til koncertsalen. Jeg tænker på melankolien igen – min egen og deres. Tænker på det med at opsøge steder igen, for at finde spor af sig selv (.. og jeg lover hermed, at den næste lange tekst vil sætte et foreløbigt punktum for tanker om melankoli.).

Om eftermiddagen sætter jeg min melankoli på prøve! Opsøger steder igen.
Jeg går langs Aarhus å, men pludselig beslutter jeg mig for at ændre retning. Jeg går op langs jernbanen og fortsætter ud af Frederiks allé, og prøver at huske. Jeg boede her i 2 år – fra 1978-80. Jeg var forfærdelig ung og studerede dansk. Jeg prøver at huske butikkerne. Der lå mindst to hesteslagtere dengang. Nu er her en 7eleven - alting er normaliseret. Endelig når jeg frem til Frederiksbjerg torv. Det var her jeg boede. På øverste sal af bygningen der huser Den Danske Bank delte jeg lejlighed og viceværtjob med den vidunderlige folk-rock-musiker Allan Olsen. Ham følger jeg nu kun på afstand. Vores kontakt har siden 1980 været sporadisk og i de seneste år ikke eksisterende (Jeg husker den sidste gang vi mødtes – det var til en stor dansk-musik-fest, og han sagde :”Det her er fandeme ”Sterbende Gärten”).
På Frederiksbjerg torv kigger jeg op på bygningen. Den er velkendt – men på den anden side helt fremmed for mig. Jeg husker f.eks. slet ikke at der stod ”1900 Alpehus” med store bogstaver, men jeg husker ”Jakob Skomager” som stadig ligger skråt overfor, og hvor jeg engang udenfor lukketid hentede en masse elefantbajere, og pølsevognen på torvet – den er der også endnu. Jeg er overhovedet ikke sulten, men jeg MÅ spise en pølse her, og pludselig mindes jeg den første dag, jeg kom til Århus, for snart 30 år siden, og jeg gik til pølsevognen og på spørgsmålet – ”Ketchup og sennep?” sagde – ”Ja – og også lidt af den franske”, og Pølsemanden så på mig og så en snobbet Københavneridiot og sagde ”Den slags fine ting har vi altså ikke her.”
Efter pølsen går jeg tæt på bygningen, og prøver at finde genkendeligheden ved at kigge ind i opgangen – men intet bliver genkendt, og jeg mærker heller ingen glimt af fortid, når mine fødder føler det fortov, hvor jeg engang fejede blade bort, og som i sidste ende blev Allans og mit endeligt i viceværtslejligheden, da vi begge to tog hjem på forlænget juleferie den jul hvor det sneede og sneede, og husværten – Banken – bestemt ikke var særlig glad for den sne viceværterne aldrig fik fjernet.
Jeg går tilbage mod centrum ned ad Jægersborggade. Jeg går på den sydlige side og kigger på den nordlige for at se efter det lille værtshus, hvor jeg spillede en af mine første folkemusikkoncerter med min guitar, og hvor Allan gjorde det tiere og meget bedre, og som jeg ikke kan huske hvad hed. Det er der ikke mere – jeg kigger. Hvorfor kan jeg dog ikke huske navnet? Hvorfor skal tiden da også altid gå? Hvorfor måler vi hele tiden tiden?
Hele vejen har jeg kigget på mennesker og set efter genkendelighed. Men alle de år har vendt op og ned på aldre - Det er snart 28 år siden jeg flyttede herfra og det unge par, der går foran mig med hinanden i hånden, var ikke født dengang, så hvordan skal jeg kunne genkende dem?”Stenkalven” – kommer jeg i tanke om – det var det det hed, musikværtshuset i Jægersborggade. Navnet rammer mig i nakken, da jeg træder ud på Bruuns gade og sætter kurs mod en ny potentiel melankolikatalysator - synet af den manglende ”Zorba”. Indtil den lille hyggelige græske restaurant blev omklamret af - slugt af – destrueret af det store altædende Bruuns galleri, var det det faste endepunkt for seminarer med komponistklassen igennem langt mere end 10 år. Her sad jeg med Karl Aage og co. Og vi ”seminariede” videre langt efter lukketid med Moussakás, Tzatziki og Retsina. Også det er forbi – men det synes, som om alle de ting der er forbi for mig her i Århus efterlader mig tom for melankoli. Har jeg nu også mistet min melankoli?

Måske skete det for en lille uge siden. Jeg sad en aften alene i haven i Lammestrup. Det var en af disse varme aftner. Aftner der ringer bagud i min historie – skriger efter melankoli. Det varme forår. Denne tid for liv med minder om legen på gaden over nætter uden søvn i selskab med den dengang eneste ene til dansende pinsesol i voksenliv. Tiden hvor man tilbage i tiden simpelthen altid måtte falde for nogen, og hvor man måske altid falder over alting. Jeg tænkte på kvinden i ”Sounds like you” – hendes melankoli - det med at vende tilbage til koncertsalen, men pludselig - med den varme aften omkring mig - blev jeg ramt at et hårdt stød fra min egen melankoli, og jeg kom til at tænke på en aften og nat som denne, da jeg var ca. 15 år, og jeg - da jeg endelig nåede hjem om morgenen og lå med dyne, håb og drømme - dagdrømte om, at jeg ved at lære en speciel svær guitar-sang ville bringe mig selv i en udsøgt pole-score-position. Pludselig blev melankolidrømmeriet i aftenlyset afbrudt af telefonen. Jeg skal hente min datter på stationen – ind i bilen – bilradioen tænder af sig selv, og ud kommer 2. sats af Ravels G-dur klaverkoncert, og melankolien flyttes 30 år frem til en aften efter en opera-workshop-dag, hvor vi alle sad lykkelige, halvfulde (.og halvgamle) med vin og junkfood, og en deltager satte sig til klaveret og spillede denne den vidunderligste af alle Ravel-satser, og fik den i nuet til at lyde som om han spillede den bedre end alle dem der kan spille den rigtigt.
Da den flod af melankoli kommer op og ud, bliver jeg klar over, at jeg er kureret - i hvert fald midlertidigt, for nu ved jeg hvad melankolien kræver for at være til at holde ud! Man må hele tiden genskabe melankolien – hele tiden møde oplevelser og stemninger, der kan blive til minder der kan sovses ind i selvmelankoli, og jeg beslutter mig for, at jeg om fyrre år stadig vil lede efter en oplevelse, der senere vil kaste melankoli af sig, og så må jeg lære at leve med, at det i givet fald betyder, at jeg bliver meget gammel!

Slut med melankolien – ”Far, melankoli, far vel, Jeg keedis nu længer at være din Træl!” Jeg kender den, og kan skrive den (tror jeg), og noget af det sidste, jeg vil skrive i dette uendelige indlæg, er et citat fra en bog, jeg fandt frem og genlæste efter aftenen med forårsnat, Ravel og kurering - En ganske lille erindringsbog, der siger mere end de fleste af de store tykke. Tomas Tranströmers ”Minderne ser mig” (Lad os sige at den bog er ugens anbefaling!):
”Man føler sig altid yngre end man er. Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er ”mig”. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.”

… og endelig kan jeg komme videre med ”Sounds like You” – endelig kommer visionen: Jeg må skabe disse årringe både inde i musikken og i rummet blandt publikum – ”Pas på – du sidder på en årring!”

Jeg kan stadig huske det…. jeg kan stadig huske glimtet fra for 14 dage siden…

I mere end 40 år har jeg haft et bestemt billede på nethinden – et minde-billede. Et kig ud af et vindue fra mit barndomshjem – ud over marker med en enkelt ko - og så lyset! Aftenlyset, der lægger sig over marken, koen og nethinden. Det har altid irriteret mig lidt, at jeg husker det billede så tydeligt. Det er jo ret enkelt og uden betydning, eller måske har det haft stor betydning, og det irriterende er så, at dets betydning aldrig er blevet klargjort for mig. I øjeblikket er irritationen over så klart og tydeligt stadigt at kunne huske barndomsglimtet blevet endnu mere belastende, fordi jeg i de seneste måneder er blevet ramt af melankoliens depressive væsen og form, og jeg derfor ikke har lyst til at huske barndomsminder. Minderne bliver til skrig af melankoli!
Derfor var et enkelt øjeblik for ca. 14 dage siden som en ny begyndelse. Jeg vender mig om i det østligste rum i huset i Lammestrup og ser det gullige eftermiddagslys trænge igennem et flor af mirabelleblomster for derved at skabe en forunderlig forgrund for vejen og marken, der skimtes i et nyt lys bag mirabelletræet, og i samme øjeblik jeg ser det, tænker jeg: Det her VIL jeg huske - jeg vil minde mig selv om glimtet længe, og bevidst forsøge at undertrykke det faktum, at vi ikke selv bestemmer hvad vi vil huske, og så i stedet huske bevidst, og måske kan mirabelleblomsterne fortrænge koen, og jeg kan endelig finde og gemme et glimt i mit indre, som ikke vakler på melankoliens tag, men i stedet står med begge ben plantet i nutid og liv. Jeg må så forsøge at glemme eller fortrænge det faktum, at jeg selvfølgelig kun blev grebet af glimtet for 14 dage siden, fordi det mindede mig om glimtet fra for ca. 40 siden.

”Sounds like you” bliver musikalsk en rejse i minder og melankoli.
Teksten – Handlingen: To mennesker – en mand og en kvinde lægger mærke til hinanden i forbindelse med en koncert. - lytter til deres egne tanker gennem musikken. De vender tilbage til koncertsalen til den samme musik for at finde tilbage til en stemning. Undervejs overværer vi gennem deres tanker de møder og samtaler de har udenfor koncertsalen. Mere vil jeg ikke nu skrive om handlingen, om teksten. Et eller andet sted vil det være som at løfte sløret for slutningen på en film eller en bog.
Men musikken. Musikken er bygget af/på melankoliens væsen. Efter at have skøjtet rundt i originale tanker om musikken – stort set alt kasseret, fandt jeg ud af, at det eneste jeg i virkeligheden ønskede var min egen ”gamle musik” – Den tidligere musik som de to personer søger tilbage til er min musik. Den melankolske stemning, der her i begyndelsen af 2008 ramte mig, var nødt til at komme til udtryk – jeg var nødt til at presse den ud i toner – nye som gamle - og ikke bare presse den ind gennem hænderne for mit ansigt til mit nedtrykte sind. Hvad kom først ? Var det tankerne om musikken til ”Sounds like you” der medførte melankolien. Eller blev jeg ramt af den melankoli, der altid har været til stede i min musik – ”Skrig og Melankoli” – men som jeg indtil i år altid har kunnet se på udefra som et vidne og ikke som en egentlig medvirkende ? Selvfølgelig var jeg hele tiden medvirkende (uden at være medvidende), men nu må jeg for alvor blive et vidne. Et vidne der kan transformere melankolien til musik.

Det var hele tiden meningen, at musikken skulle bygge på ”Exit Music”. Det lå i bestillingen, og jeg vidste allerede at ”Exit Music” skulle kunne skabe ”Sounds like you”, da jeg skrev det stykke til Bergen Festspillene sidste år. Det er ”Exit Music” som skuespillets to personer går ind og hører. Tre gange er vi med dem til koncert – tre gange hører vi sammen med dem ”Exit Music”, men det er aldrig helt det samme stykke. Fokus er flyttet i takt med at hovedpersonernes tanker er flyttet og deres liv er ændret. Det lag der første gang det blev spillet var helt i forgrunden, bliver der - anden gang det spilles - skruet dynamisk ned for, og det kommer til at stå som baggrund for det materiale der første gang kun anedes i det fjerne. Der bliver pludseligt skruet op for horisonten så den står skarpt mens motiverne fra forgrunden er blevet utydelige.
I øjeblikket arbejder jeg på den måde med slutningen af ”Exit Music”. Der er tre enkle lag. Melodien – spillet af unisone violiner - er baggrund. Forgrunden er en solo-viola der spiller et rytmisk akkompagnement, men dynamisk kraftigere og over det ligger der et andet rytmisk støjlag (strygere der spiller på stolen af deres instrumenter og der er 3 gange sandpapirblokke i slagtøjet). Sådan er det i ”Exit Music”, men nu skruer jeg op for melodien…..eller skal jeg hellere skrue op for støjen for på en eller anden måde at konkretisere det samleje, som helt tydeligt har fundet sted mellem de to hovedpersoner umiddelbart inden?
Tre gennemspilninger af ”Exit Music” gør det ikke – kan ikke gøre det. Ind imellem forsvinder ”Exit-musikken” og der høres glimt af anden musik – Glimt af et mellemspil fra ”Under Himlen” - overmalet med et andet glimt - overmaler ”Exit Music” - og får den musik til at forsvinde. Jeg arbejder som en maler. Lærredet kan være hvidt, men ofte er der et motiv – et gammelt billede i baggrunden.
Musikken er heller ikke blot på scenen. Ligesom de to hovedpersoner kommer musikken ned blandt publikum. I en senere (kortere!) tekst, må jeg skrive om min øjeblikkelige vildfarende trang til at bringe lyden så tæt på publikum som muligt – at male toner direkte på publikummers kroppe!

Min deadline er 1. Januar 2009, men jeg har for mig selv flyttet (nok lidt for optimistisk) den deadline frem til 18. Juli 2008. Gæt selv hvorfor…måske prøver jeg at undgå at flytte lyd fra en æra til en anden?

Jeg har lovet at skrive om tilblivelsen af et stykke musik – skrive en fortløbende tekst om et enkelt værks udvikling fra den spæde begyndelse til den spæde slutning. For et år siden – for to – for tre år siden ville det have været en nem sag– en overskuelig sag, for jeg har indtil nu altid skrevet ét stykke af gangen. Fået idéen til et værk – taget beslutningen om rent faktisk at skrive værket – følt mig frem til accept af en deadline – fanget titlen i luften sammen med idéen; for derefter så bare at skrive stykket. Jeg har heller aldrig været bange for at fortælle om mine idéer. Faktisk tror jeg, at jeg nogle gange næsten har skræmt lyttere til seminarer etc. over hvor meget jeg har lyst til at give fra mig. Der er lyttere, der har taget det som et udtryk for mod og generøsitet; men jeg er nødt til at skuffe dem, der har troet det – og vil få de samme tanker om det jeg nu skriver! Min lyst til at fortælle om min musik er helt og aldeles født af egoistiske grunde, for når jeg fortæller om min musik – både privat (til f.eks. musikere jeg arbejder med) og offentligt (f.eks. i forbindelse med seminarer rundt omkring) håber jeg altid at de beskrivelser af min musik (især om den musik jeg endnu ikke har skrevet ned) vil bringe mig en enkelt sætning videre. At jeg så at sige vil komme til at sige noget, jeg ikke selv helt var klar over, jeg mente – At jeg fra min underbevidsthed kan mane interessante sammenhænge og latente musikalske idéer frem gennem mine sætninger, der tager udgangspunkt i de tanker jeg har kontrol over – Få det ukontrollerede kastet op og ud til kontrol (… For nogle år siden beskrev jeg faktisk dette fænomen i en artikel om originalitet i Autograf). Det der imidlertid gør det svært at skrive et stykke musiks dagbog lige her og nu i begyndelsen af 2008, er at jeg ikke skriver på et enkelt værk – Jeg skriver på flere værker. To store stykker og en række små satellitter omkring de to. Ikke mere om de satellitter her og nu – men det kommer sikkert senere. Men de to store… Der ligger en klaverkoncert – klaverkammerkoncert med Mozartorkester; men den hviler i øjeblikket til fordel for nogle af dens satellitter og for det andet store…..”Sounds like You” – Et stykke om et stykke – Et stykke om en koncert – Et teaterstykker der er blevet til et orkesterværk og omvendt. Endnu et samarbejde med dramatikeren Peter Asmussen – Et værk om to mennesker, der sidder til en koncert og hører et stykke orkestermusik (tilfældigvis er det stykke musik Bent Sørensens Exit Music). De to får kontakt med hinanden – går til koncert igen – og rører hinanden gennem musikken. Jeg har været doven i flere dage – har læst i stedet for at skrive; men nu må det være slut. Jeg skal ind til anden del af ”Sounds like You” (Der er syv dele i alt, så jeg har jo nok at gøre!). Om kort tid vil jeg fortælle om værket; men nu må jeg ind til teksten – "… Det er der bare uden mening for at fylde et tomrum. Som musik."