””Han har jo ikke noget på, er der et lille barn, der siger, han har jo ikke noget på!””
(H.C. Andersen: Kejserens nye klæder)

Det er det sædvanlige! Jeg går i stå midt i en takt – fornemmer, at det jeg skriver mangler koncentration og inspiration. I princippet kan jeg godt gå videre, men alle skridt, jeg tager, vil fra nu af være påvirket af, at de står på et fundament, af noget der kun er godt men ikke godt nok – noget der ikke har tøj på – eller noget der kun er tøj uden krop og liv. Jeg gennemskuer det, og først når jeg accepterer gennemskuelsen og forlader takten, sletter den eller finder den kerne, som inspirationen fødte, bliver fortsættelsen meningsfuld.

” - So, who left who?
- She left me.
- Why?
- She saw through me
- Ah, Ah – thats not good!”
(Julia Roberts/Hugh Grant: Notting Hill)

Det er det sædvanlige! Jeg er gået stå – eller jeg ved endnu ikke, om jeg er gået i stå eller bare ikke kan tage mig sammen til at gå videre. Der mangler noget, for at jeg kan fortsætte, og om det er energien (”tilsammentagningen”) eller inspirationen kommer egentlig ud på ét, for de to ting er jo i virkeligheden to sider af samme sag. Hvis jeg ikke tager mig sammen, kan inspirationens arm ikke nå mig, og hvis jeg ikke er inspireret, kan jeg ikke tage mig sammen til noget som helst.
Jeg samler – som sædvanlig - i forholdsvis tilfældig orden - alle mine notater sammen til en bunke og kigger dem alle grundigt igennem - læser side op og side ned og forsøger at gennemskue hver eneste note, hver eneste node - anstrenger mine øjne – higer og søger. Efterhånden som hvert ark bliver vendt, bliver alt kasseret; der gemmer sig ingenting i de notater, og fra at det er mig, der forsøger at gennemskue notaterne for at finde en mening, bliver det nu notaterne, der gennemskuer mig og fortæller mig, at der absolut ingen mening er.
 
En dag henter en god ven mig og kører mig til Amager for at få foretaget en såkaldt Vegatest, med efterfølgende homøopatisk behandling af bla. min søvnløshed. Det er jo i virkeligheden slet ikke mig, og et eller andet sted fornemmer jeg, at jeg vil være i stand til at gennemskue testen, og nøgternt kunne fortælle mig selv bagefter, at det hele er hokus pokus; men gradvist begynder jeg at tro på det. Hvad jeg i sidste ende vil tro, vil tiden vise, men i tiden lige før og under konsultationen er det ikke mig, der gennemskuer testen. Det er mig, der er angst for at testen gennemskuer mig! At den på computeren – som jeg ikke kan se – optegner alle mine synlige og skjulte dårligdomme - at den nøje gennemskuer min krops evige forfald og præcist vil sætte fingeren på mine skavanker og fordærvede levned.

”Der er altid noget at gennemskue hos alle. Eller: Der er intet at gennemskue hos nogen. Om man gennemskuer eller ej afhænger af indstilling og kyndighed hos den der oplever – men mest indstillingen. Som musiker er kunsten så at være så overbevisende, at indstillingen hos lytteren bliver: ”Dette vil jeg gerne opleve – uden forbehold. Her føler jeg mig tryg.” At skabe betingelserne for oplevelsen. Kan man det, ønsker lytteren ikke at gennemskue og gennemskuer derfor ikke. Og så er det som det skal være.

(Michala Petri, e-mail, 13. august 2008)

Det er nat, og jeg går ud i haven. Det hele er mørkt, men jeg kan kigge ind til lyset i mit arbejdsværelse og se videre ud til mørket på den anden side af huset gennem vinduet i rummet ved siden af. Natten minder mig om ”Symfoni” – arbejdet på det værk foregik mest om natten, og netop det at stå i haven hænger på en eller anden måde sammen med de høje istappeagtige glissandi i begyndelsen af ”Symfoni”. Et lille irritationsmoment er, at jeg her og nu også fornemmer, at denne nat hænger sammen med min klaverkoncert, som jo skal ”handle” om morgen. Skal jeg blive oppe, arbejde videre og vente på morgenen?
Mens jeg kigger ind til lyset over mit arbejdsbord, fornemmer jeg, at al kunst jo ”handler” om natten, om mørket som man ikke umiddelbart kan se igennem; men som på en eller anden måde må finde ind til lyset og livet, måske ind til en lampe over et arbejdsbord. Er dagen og lyset livet – er natten og mørket kunsten?

”tommere bliver det
næppe
en have om
natten”
(Pia Juul: i brand måske)

Da jeg var en yngre komponist, var jeg altid lidt bange for at sende Cd’er og bånd med min musik til andre, så de ville kunne høre den uden mit opsyn. Jeg følte nok, at jeg burde være tilstede, når de hørte musikken – være klar med undskyldningerne, og var vel bange for, at de gennemskuede den, og at min tilstedeværelse ville kunne hindre denne gennemskuelse (Lidt ligesom man som teenager klistrer til rivalen – selvom man for længst har tabt til rivalen i kampen om den udkårne; men stadig håber at kunne aflede opmærksomheden fra nederlagets grund). Nu håber jeg blot, at jeg gennemskuer musikken før alle andre.

Danskhed, danskheden er den grimmeste og værste ”ordstamme” i Danmark. Det klinger af ”selv” – selvhed, selvracistisk, selvfed, og det er så frygteligt indelukket – Vi er så indelukkede, at vi ikke engang kan bruge ord som ”svenskhed”, ”norskhed”, ”engelskhed”  og ”tyskhed”! Der er ikke andet end danskhed - En svedig netundertrøje og et smukt rødt flag med et hvidt kors, som danskheden drukner i danskhed.

Jeg trodser alle musikalske tørklædeforbud ved at lægge Bruckner bag slør. Ved afslutningen af sjette del af ”Sounds like You”, går musikken i stå og ender i et tæppe af hvid støj. Bag den støj dukker et glimt af Bruckners sjette symfoni op. Et andet krakeleret glimt af symfonien lægges oven på det første, og det hele forsvinder igen ind i den hvide støj – ind bag sløret!

Da syvende del af ”Sounds like you” indikerer en ny koncert, hvor ”Kvinden” og ”Manden” – hver for sig - er tilbage i koncertsalen igen, for at høre det samme stykke musik – ”Exit Music” som i sin tid bragte dem sammen; markerer Bruckner-citatet - på en ret konkret og ikke særlig poetisk måde, at der også bliver spillet andet end ”Exit Music” ved koncerten.

Lidt mere poetisk er brugen af Bruckner både en hyldest til en af mine ynglingssymfonier (Jeg har vist aldrig citeret på den måde før!), og frem for alt en inspireret, konkretiseret kommentar til nogle overordnede tanker bag ”Sounds like You”.

(Hvad bliver der tilbage af Bruckner ?)

For 2-3 år siden var jeg i Frankfurt i forbindelse med en opførelse af ”Symfoni”. Efter generalprøven blev jeg interviewet til radioen i et lille rum, der var placeret, så man fra et vindue kunne se ud over koncertsalen, hvor prøven netop havde fundet sted.

På et tidspunkt skulle intervieweren hente et eller andet, og jeg sad alene og kiggede ud af vinduet. I koncertsalen kunne jeg se de efterladte kontrabasser, nodestativer, de tomme stole, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på om musik bare forsvinder eller om der stadig er spor efter den efter den er blevet spillet – Som en lugt der efterlader et spor af duft!

Efter interviewet – hvor jeg i øvrigt var så optaget af mine ”nye” tanker, at det kom til at fylde det meste af interviewet - gik jeg ned i salen for at hente den jakke, jeg havde glemt. Inde i salen var der helt stille, og jeg lyttede efter om der skulle være enkelte spor tilbage af min ”Symfoni”, eller andre af de utallige musikstykker der havde været spillet i dette rum. Var der en spøgelsesmusik der stadig var i live ?  Et eller andet hørte jeg – eller min fantasi hørte det. Måske ikke musik – men lyden af musik der forsvinder! (Hvordan lyder musik der er forsvundet?)

Hvor forsvinder musikken hen, når den er blevet spillet? Lyden forsvinder vel ikke bare ned i et skrevet partitur, for som Aladdin’s ånd at stå op igen når hænder, instrumenter, stemmer og dirigenter berører partituret på den rigtige måde.

Det er mærkeligt, men måske er det en af de største kræfter, der driver mig til at skrive musik - Længselen efter at forstå hvor musikken forsvinder hen, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere bevidst om det og forsøger at fange og indramme gåden i værk efter værk.

Musik vil altid – mere end nogen anden kunstart – pirke til gåden og uforståeligheden i altings forsvinden og ophør!

(Hvad bliver der i det hele taget tilbage af alt det der forsvinder?

Er der ikke en forbindelse mellem det der er tilbage når alt er væk, og det der aldrig nogensinde kommer frem? Hvor er alt det, der ikke er mere, og det, som aldrig blev, blevet af?)

”What remains”

(Sarah Mann: ”What remains”)

”Når det forholder sig sådan, at vi kun kan udleve en lille del af det vi har i os – hvad sker der så med resten ?”

(Pascal Mercier: ”Nattog til Lissabon”)

”Jeg ser for mig stilhed som et rum. Vi er vant til at se stilhed som et fravær af lyd, men alligevel er rummet ikke tomt. Der sker noget i stilhedens rum. Det er et rum hvor jeg, netop fordi det er stille, kan opfatte lyden af noget jeg ikke hører i støjen.”

(Elisabeth Løvlie: ”Stilhed og støj”)

”Hvordan kan man høre en lyd der ikke mere er?

(Peter Asmussen: ”Sounds like You”)

Jeg finder flere sammenhænge, som jeg kan fundere over. Når jeg fotograferer, fanges jeg altid af motiver, der søger hen eller ind til noget andet, man ikke kan se hvad er. Tunneller - veje man kan se langt ud af, men ikke hvor de ender - åbne døre bag vinduer. Jeg søger det, jeg ikke kan se. Noget inde bagved! Noget derude!

Det er det samme jeg søger i min musik. Noget inde bagved musikken! Noget inde bagved stilheden.

(Hvad findes der derude – uden for vinduet, bag de grønne buske?)

I
I dag ser jeg på de foreløbige partitursider og skitserne til den klaverkoncert, jeg har lagt til side for en tid, men som jeg indtil for et par måneder siden skrev parallelt med ”Sounds like You”. Da jeg når frem til de allersidste skitser, begynder jeg at tvivle. Hvad var det egentlig jeg skrev? Hvor kommer de toner fra, og hvor var det nu, jeg ville bringe dem hen? Mens jeg betragter de løse skitser begynder jeg at huske, og langsomt dukker idéerne og visionerne for værkets ”fremtid” op (Det er som en slowmotion udgave af en af de morgener, hvor man kun langsomt husker hvad dagen i går bragte, og hvad dagen i dag er ment til at bringe.). Nu ser jeg værket med morgenfriske øjne, og det jeg har glemt er sikkert lykkeligt glemt, og jeg kan igen lægge værket væk og spekulere på, hvor meget af det, mine friske øjne huskede og fandt i dag, der vil være glemt, næste gang jeg tager min klaverkoncert frem.

II
For to uger siden hørte jeg et foredrag. Undervejs betragtede jeg tilhørerne, og lod blikket standse ved en ven, jeg har kendt i 25 år. Han er på min alder, og da jeg kiggede på hans ansigt, så jeg i virkeligheden et ansigt indenunder – en årring fra for 25 år siden. I den årring findes det ansigt, jeg kender og forbinder med ham, og som jeg ser for mig, når jeg tænker på ham. Jeg lod blikket glide væk og talte til 100, for derefter at lade blikket vende tilbage til hans ansigt, for at koncentrere mig om at betragte hans nyeste, yderste årring! Glemme den gamle velkendte, og prøve at se ham som én der kun har kendt ham i 25 minutter ville se ham! Og nu kunne jeg se, hvordan han i virkeligheden så ud.

III
I femte del af ”Sounds like You” bliver musikken fra ”Exit Music” overmalet og opslugt af et afsnit af min ”Symfoni”. Jeg har lagt ”Symfoni” og ”Exit Music” ved siden af hinanden og betragter partiturerne, og jeg kan se hvordan min håndskrift har ændret sig på 11 år. Jeg søger yderligere 5 år tilbage til ”The Echoing Garden”, og ser til min forundring at håndskriften dengang i 1991 ligger meget tættere op af min nutidige håndskrift end af 1996-udgaven af den! Hvad mon det betyder?

IV
For tre uger siden hørte jeg historien om en ung kvinde, hvis højeste lykke det var at lægge sig på græsplænen, fylde sin navle med groft salt, dyppe radiser i navlens salt, for at spise de salte radiser og betragte himlen ovenover – Lade navlen beskue.

V
I det afsnit fra ”Symfoni”, som jeg i femte del af ”Sounds like You” bruger en bearbejdet version af, er der nogle hvilepunkter, nogle plateauer, hvor musikken står stille og nærmest kalder på tekst. Det er på de plateauer – der næsten bliver til stilhed - at jeg lægger dialogen.
(”Hvorfor vil du gerne forsvinde? – Hvis jeg vidste det, ville jeg blive”).
Mens jeg arbejder med plateauerne, opdager jeg noget karakteristisk - en ”skæbnetanke”! De tre steder fra min tidligere produktion der indtil nu har fundet vej til ”Sly” bygger alle på et særligt kvarttoneprincip, som jeg i virkeligheden ikke har brugt så ofte. En kvarttoneforvrænget enkel tonalitet. Måske skulle jeg gøre brug af begyndelsen af min anden strygekvartet, ”Adieu”. Der findes det første spor af den musik. Den første side af ”Adieu” er i øvrigt den musik det kvantitativt har taget mig længst tid at skrive. Jeg skrev og skrev om i en uendelighed og når jeg nu betragter partituret, ser jeg spor af uendelige bunker af viskelædersmulder og blyantspidserudkrads, men også en musik som, når man hører den, forsvinder på ingen tid.

VI
For fem uger siden troede jeg, at jeg hørte et interessant stykke musik i Heathrow Airport. Da jeg bevægede mig af sted på de rullende fortove hørte jeg musik alle steder fra, som var jeg midt i en elektroakustisk installation med fugleagtige motiver. Jeg troede virkelig, at man havde givet en skabende lydkunstner lov til at sætte musik ind i det travleste af alle verdens rum, for det lød helt fantastisk. Jeg så mig omkring efter spor af lydkilder, men fandt selvfølgelig ud af, at det musikalske landskab blev skabt af pivende støjlyde fra fortovene. Det gjorde det jo ikke dårligere, men det medførte en kort irriterende, rindaliseret tvivl om kunstens berettigelse og storhed; og jeg måtte lige minde mig selv om at tvivlen er kunstnerens vigtigste redskab og våben.

VII
For et år siden var jeg i London hvor jeg gik en tur på en nedlagt jernbanelinie. Jeg nåede frem til en lang, lav tunnel, og dels fordi den var næsten oversvømmet og dels fordi det inde i tunnellen flød med diverse kondomer, kanyler og kropsvæsker trådte jeg tilbage og holdt mig på afstand. Da jeg bukkede mig ned for at kunne se hele vejen igennem tunnellen, så jeg et vidunderligt lys på den anden side. Det syn satte sig i mig med det samme, og smeltede sammen med de tanker om et stort ensembleværk, som jeg netop tænkte på og dagdrømte om på min vandretur. En lysende tunnel (Jeg fik ikke et billede af tunnellen, men jeg har siden ledt efter lysende tunneller alle vegne. Lyset forenden af stien!)!

”Så let som drøm. Øjnene i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed, vægtløs.
”Sådan lyder Michael Strunges ”Start” – det første digt i hans ”Popsange” (Den kan varmt anbefales, men man skal ikke gå efter de nemmeste løsninger hverken når man skriver musik eller tekst, så en mere formaliseret anbefaling af den bog må vente). ”Lysende tunneller” – jeg havde fanget titlen på mit ensembleværk i luften foran en gammel nedlagt tunnel i London. Det skal værket hedde – på fransk måske? (Det er bestilt af et fransk ensemble).
Aftenen efter mødet med tunnellen i London diskuterer jeg titlen og tunneloplevelsen med en ven. ”Tunnels of light” – bliver jeg klar over - er et velkendt begreb, når det gælder beskrivelser af nærdødsoplevelser, og det spor smelter jo også ind i Strunges digt. Det smelter også skæbnesvangert ind i det radioprogram, jeg kommer ind midt i, da jeg nu ved tilfælde tænder for radioen: Mit liv som radio – Et program med og om montagekunstneren over dem alle - Peter Kristiansen, og hans insisteren på – uden nogen form for sensationslyst - at registrere og dokumentere sin egen død. Og anbefalingen her og nu må og skal samtidig indeholde hans mesterværk Eliten fra Minefeltet – Et af de største kunstværker der er skabt i Danmark, og en udsendelse man kan høre flere gange end det meste af den musik der er skrevet og vil blive skrevet.