For et par uger siden deltog jeg i en konference arrangeret af Kunstrådet med overskriften, ”Dansk musik i verden – på vej.” Konferencen handlede kort fortalt om, hvordan vi får dansk musik placeret i udlandet, og en masse gode kræfter var i 36 timer samlet for at diskutere, udveksle synspunkter og vende idéer; alt sammen for at nå frem til planer og samlende idéer, for hvordan vi får placeret og solgt vores musik i udlandet. Det gik meget bedre, end jeg havde forventet – der var en god gejst, og forbløffende mange ting var der enighed om på tværs af alle genrer og særinteresser. Jeg bilder mig faktisk ind, at der kom noget ud af det, som vil kunne bruges til noget

Alligevel rejste jeg fra konferencen med en fornemmelse af, at vi alle sammen måske i virkeligheden følger et galt spor. Et spor der - selv hvis vi kommer længere frem - ender blindt. For hvorfor skal dansk musik egentlig ud i verden? Er det for Danmarks eller for verdens skyld? Indtil nu har jeg ofte haft på fornemmelsen, at det mest var for Danmarks skyld, og hvilken mening giver eksporten så ? En eksport af dansk musik i alle genrer bør vel handle om, at den musik netop skal ud i verden for verdens skyld. Der må vel være noget i den musik, der har rod i det her land, som vi mener, at resten af verden vil have glæde af at stifte bekendtskab med. Enten må musikken være noget, som dele af resten af verden allerede kalder på, eller også må der være noget i den danske musik, som udlandet bare endnu ikke er klar over, at den behøver.
For mig er musik bare musik, og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor den kommer fra. Jeg vil til enhver tid foretrække at høre det svenske band på scenen ved siden af, hvis det er bedre end det danske band, der spiller på scenen lige foran mig. Den danske musik jeg elsker, bilder jeg mig ind, at jeg ville elske, selv hvis den ikke var dansk, og jeg synes at Janácek er et geni, fordi hans musik er så fantastisk, at jeg netop ikke behøver at huske på, at den er tjekkisk, og jeg er sikker på, at mange ikke husker om Mick Jagger er fra England eller USA, og er ligeså sikker på, at selv mange inkarnerede klassiskmusikkendere skulle have hjælp fra en ven i ”Hvem vil være millionær”, hvis spørgsmålet er ”I hvilket land fødtes Beethoven”?
Ligesom musik skal fange den tid den skrives i, men i samme sekund den flyder over rampen samtidig være tidløs, så skal musikken også blive ”statsløs” og kunne flyve frit over landegrænser i samme sekund den skabes.

Intet publikum (med mindre de får penge for det!) er interesseret i at høre et dansk band, et dansk ensemble eller en koncert med dansk musik blot fordi den er dansk, og jeg er ret sikker på, at det er en af de ting vi alle var enige om på konferencen for et par uger siden.
Alle komponister og musikere vil til udlandet og lade andre høre deres musik; men kun fordi den musik er god, og ikke fordi den er dansk, og gennem et eller andet udvekslingsprogram bliver stoppet ned i halsen på et mere eller mindre betalt, ligeglad og prisgivet inviteret publikum. Der er selvfølgelig intet at hente i en musik, hvis den mest interessante faktor er, hvilket land den kommer fra, og jeg er sikker på, at det ikke kun er mig, hvis entusiasme kan ligge på et meget lille sted, hvis man bliver er nødt til at gå til en statssubsidieret koncert med Belgisk kammermusik for Belgiens skyld.

Det vigtigste, hvis dansk musik skal spilles i udlandet, er, at vi med det samme forsøger at glemme, at den er dansk og er klar over, at ingen musik i længden er bæredygtigt, blot fordi den er dansk, men kun vil være bæredygtig, fordi den er suveræn, original og unik.
Det bedste man kan gøre for at få dansk musik ud i verden, er altså at skrive god musik, endnu bedre musik, genial musik i alle genrer. Få endnu bedre musikere – få endnu mere radikale og fantastiske producere, bands og ensembler. Det bedste man kan gøre, for at få den fantastiske musik, der kan tåle at komme ud i verden, er, at give den optimale rammer hvor den er, hvor den bliver født, ligesom det bedste, man kan gøre for et voksent menneske, er at give det en fantastisk barndom.
Og nu er vi næsten fremme ved min bøn, og samtidig er vi tilbage ved det gale spor, som vi bliver ved med at træde i uden egentlig at komme nogen vegne – et spor, der slet ikke er ordentligt funderet, og som vi blot glider rundt i for til sidst at glide helt ned, så vi ender i pløre til halsen. Der er nemlig intet ordentligt fundament under sporet, der skal føre musikken ud i verden, og det fundament, der mangler under sporet, er en ordentlig, inspirerende og målrettet musikundervisning i folkeskolerne og videre i musikskolerne. Det er der, det hele starter, og det er der, det hele mangler i øjeblikket. Der er efter min mening på længere sigt perspektivløst at forsøge at sælge dansk musik i udlandet, hvis vores kilder samtidig er ved at tørre ud.
Nøjagtig ligesom det bedste for vores klimasituation er at skabe vedvarende og bæredygtig energi, der ikke nedbryder vores liv på kloden, er vi nødt til at skabe et bæredygtigt vedvarende musikliv, hvis vi vil have dansk musik både i Danmark og ude i verden. Hvis der ikke snart bliver gjort noget ved den nedsmeltning af musikundervisningens status, som finder sted i øjeblikket, vil det musikalske ozonlag forsvinde hurtigere, end vi aner, og vi vil en dag overhovedet ikke have nogen musik af betydning, vi kan være bekendt at sende til udlandet, og den musik vi så alligevel sender ud, vil hver gang falde igennem, også selvom den bærer et rødt stempel som et stykke danish bacon.
Vi skal selvfølgelig stadig sende dansk musik og danske musikere ud i verden, men hvis vi vil have et vedvarende bæredygtigt musikliv, er vi simpelthen nødt til i langt højere grad, at sende den musik vi troede, vi skulle sende til udlandet hen til vores egne børn.

Det står forfærdeligt til med folkeskolernes musikundervisning, og hele musiklivet forsøger at glemme det i vores bestræbelser på selv at hænge på, at få opmærksomhed og blive stjerne for en aften. Vi er enige om at situationen er forfærdelig, men vi mener samtidigt, at det er andres skyld, og at det er andre, der skal gøre noget ved det.
Det kan godt være, at det er undervisningsministeriet i skiftende regeringer, der er den største skurk; men det er altså både vores børn og vores musikliv, der står på spil. Min bøn er – giv musikken og musikkens midler til vores børn! Det er ved at være sidste udkald. Intet barn i første klasse ved mere, hvad en violin er, og snart er der ingen tilbage i første g, der kan spille de tre klodser til ”Blowing in the Wind” på en guitar.
Giv altså pengene til musik og musikundervisning til vores børn. Giv pengene til en massiv indsats på det område, som til syvende og sidst vil blive den danske musiks død, hvis den fortsat får lov til at sande til. Smid alt hvad vi ejer og har af disponible midler i en massiv satsning på primært folkeskolens musikundervisning, og videre til en opgradering af musikskolerne og til uddannelse af de musiklærere, der skal sørge for at musikken når ned til de unge og de yngste, og de midler, der ikke er disponible, må vi hurtigst muligt gøre så disponible som muligt.
Inspirer børnene og folkeskolerne. Send blæserkvintetter og jazztrioer ud i vuggestuerene - hold op med at diskutere om landsdelsorkestre skal nedlægges, og forlang i stedet af de satser om - at de flytter deres koncerter til folkeskoler og gymnasier, eller haler skoleeleverne ind i koncertsalene. Ingen ved deres fulde fem mener vel, at det er vigtigere for dansk musikliv, at sende et landsdelsorkester til Salzburg Festivalen end at sende dem ud på tourné på gymnasierne. Send de unge fantastiske musikere fra alle genrer rundt på missionsrejse på skolerne og grib fat i hver eneste musiklærer og arranger og betal inspirerende efteruddannelse etc. etc.
Musikkens fundament skal have Marshallhjælp – og det er snart her og nu - for at de øverste etager kan overleve, og det er en hjælp, vi selv må give. Det er os, der må gribe i egen barm og i egne lommer - prioritere anderledes, så alle børn en dag ved, at musik faktisk er levende, og ikke bare noget, der kommer ud af en ipod eller af fjernsynet hver lørdag aften. Vi er nødt til at sætte egne midler af til musikundervisningen i folkeskolen, selvom det ikke giver forkromet omtale, for det er ikke bare i de folkeskoler, at fremtidens rockstjerner, komponister og solister findes. Det er også dér, at fremtidens publikum findes – de kommende musikelskere, og ikke mindst er det dér, at kommende politikere findes. De politikere som en dag skal aftale bevillingsrammer for musikeksport, DR, landsdelsorkestre, konservatorier etc. – Hvordan mon de vil prioritere, hvis de aldrig fik lært, hvordan en violin så ud? Hvordan kan vi forlange, at de skal give penge og støtte til noget, de på det tidspunkt ikke vil have nogen mulighed for at finde ud af hvad er – som ingen i befolkningen ved hvad er, fordi levende musik er kommet på utålt ophold og lever i skjul.
Frem for alt må vi give vores børn musik, fordi vi elsker musik og ved, at de vil elske musik, hvis vi giver dem mulighed for at høre, spille, synge og mærke den.

Vil vi gøre noget. Er vi villige til at gøre noget, eller vil vi blive ved med at være enige om, at det er andre og sidemanden, der må gå forrest ? Vil vi tænke – som vi tænker, når vi går forbi tiggeren på gaden, at det nok ikke nytter noget alligevel? Eller vil vi straks tænke: ”Hvad er der i det for mig”? Og hvis der ikke er noget i det for mig, må der helst ikke være noget i det for nogen – ikke en gang for mine børn.
Vil vi give vores penge til udvikling af børns musikkultur? Hvis vi alle er enige om, at det er et kæmpeproblem – og det tror jeg vi er over hele musiklivets front, vil alle organisationer, alle ensembler, alle genrer, alle os, alle så lægge f.eks. 25% af al musikkapital, af alle bevillinger i en pulje til styrkelse af vores børns musikkultur (Brug for min skyld gerne en kæmpe sum til bestikkelser af ministre, ordførere i folketinget, embedsmænd etc. – når der er tale om Marshallhjælp, gælder alle kneb!)? Vil vi sætte de krav til os selv og andre på samme måde, som mange af os føler, at krav burde sættes til lande om ulandshjælp (..så og så mange procent af bruttonationalbudgettet), eller vil vi – hvis det blev effektueret forsøge at købe kvoter – som USA køber co2 kvoter, så vi bliver fri for at gøre noget for sagen? Eller vil vi tænke, som vi tænker, når vi starter bilen hver morgen – ”Den holder nok min tid ud!” – Kloden, musikken.

Musikundervisningen skal i behandling, og hvis ikke det statslige musiksundhedssystem vil give den rette behandling, må den gå i alternativ behandling, for musikundervisningen skal i behandling, så musikken ikke dør.
Tænk hvis vi ville gøre noget selv! For vi må gøre det selv, hvis det skal gøres, for det er os, der elsker musikken. Tænk hvis musiklivet kom i samlet trop som en fodboldbølge hen over Danmark, i stedet for at tænke: ”Det burde vi måske gøre noget ved” og sige: ”Det burde de og de gøre noget ved”. Men musiklivet står fastfrosset sammen ( Jeg har lyttet rundt i alle hjørner, og alle er enige om, at den tilstand musikundervisningen i folkeskolen har er skandaløs, og i sidste ende vil koste os musikken.), og mens vi står fastfrosne og er enige, vil en stemme sige - ”Det kan vi jo ikke, for det burde undervisningsministeriet gøre noget ved, og hvis vi gør det, giver vi undervisningsministeriet en god grund til ikke at gøre noget.” Er det den stemme vi vil høre og klamre os til ? I så fald vil et samlet musikliv stå fastfrosset sammen med et fastfrosset undervisningsministerium og se et musikliv blive overfaldet af nedprioritering og ligegyldighed, og vi vil i fremtiden få mere og mere at brokke os over, indtil der hverken er brokkere eller musik tilbage.

Giv musikken til vores børn.