I
For nylig cyklede jeg gennem en park, og pludselig blev jeg ramt af musik. Jeg nynnede et hidtil ukendt glimt af klaverkoncerten. Det var egentligt for tidligt - jeg var stadig i slutningen af korstykket; men jeg var nødt til at stoppe på cyklen og skrive det lille motiv ned - oven i købet fløjtede jeg det ind på min mobiltelefon og sendte det som en særpræget hilsen til en ven, der heldigvis ikke tog telefonen! Det var den enkleste lille melodi. Den mindede om noget, der kunne være indgangsmusik til et børneprogram (Det mindede mig faktisk lidt om ”Ingrid og Lillebror”).
Jeg cyklede hjem og havde stadig den lille melodi kørende. Små ændringer kom til – små variationer – små glimt af klang og harmoni omkring den lille melodi.
I den slags situationer er det spændende øjeblik, når melodien, idéen, lyden pludselig skal konkretiseres – øjeblikket hvor jeg lader melodien, der er født i dagdrømmen, blive til virkelighed – se og høre den sort på hvidt – nedskrevet, udført på tangenter.
Da jeg så og hørte den i virkeligheden, vidste jeg, at den var rigtig; og er nu gået i gang med at finde ud af, hvorfor den er rigtig.

II
 ”Kastellet minder mig om Venedig. Mit indre billede af de to steder smelter sammen, og det betyder, at jeg for at undgå drømmen om Venedig, sjældent kommer på virkelighedens Kastellet.
 Når jeg en sjælden gang vover mig derud, bliver de grusbelagte stier altid til stenbelagte gader og voldgravene bliver til kanaler. Og når jeg ser bygningerne på Bernadottes Allé svømme vægtløse rundt i kanalen, er billedet så tæt på at være Venedig, at jeg blot skal undgå at have det grønne græs for øje, så ér jeg i Venedig.
  Man går altid vild i Venedig. Begynder at gå og tror man bevæger sig i en bestemt retning, blot for at finde ud af, at man i virkeligheden er gået i den modsatte retning, eller at man efter en halv times gang er tilbage på stedet, hvor man startede med at gå fra.
  På Kastellet er det sværere at gå vild, til gengæld kan man blive fanget i at gå i den forkerte retning, så man pludselig må løbe, hvis man f.eks. skal nå et ærinde i kirken eller en af de andre bygninger i kaserneområdet. Man tror man går imod sit mål, men i virkeligheden vil der hele tiden være kanal i vejen, og man må til sidst hele vejen tilbage, eller gå en gigantisk omvej.

 Der er for få bænke på Kastellet, til gengæld kan man overskue stierne i begge retninger, når man endelig finder en bænk eller en anden egnet siddeplads. Man kan sidde for sig selv. Man kan ryge en cigaret, som man kan skodde eller gemme i tide, hvis en forbipasserende jogger giver én dårlig samvittighed overfor sig selv eller resten af verden, hvis man holder cigaretten i hånden eller i munden.
  Den første gang jeg var på Kastellet, havde jeg sammen med en kammerat overnattet på Østerport station. Vi var begge unge – mindre end 20 år, og om morgenen åbnede vi lågen og gik ind på Kastellet. En vidunderlig morgen i sol, hvor Kastellet blev en magisk scene, for alt hvad man kan drømme. Da vi kom ud igen,  fandt vi havfruen og vandet og var lykkelige. Det var længe før Kastellet mindede mig om Venedig. Jeg havde i øvrigt dengang heller aldrig været i Venedig.
  Jeg har overvejet at kravle derind om natten, og hvis jeg ikke skulle forcere en låge ville jeg formentlig gøre det, blot for at pine mig selv med en nat på Kastellet, der ville sende et klart tårefyldt signal om en nat i Venedig, hvor mit liv fulgte et helt galt spor!”
(Erik Hvass: ”Steder med træer”)

III
I anden sats af Mozarts G-dur klaverkoncert (nr. 17) er der et glimt af stilhed, som er noget af det smukkeste musik, der er skrevet. Klaveret spiller helt alene, blot for at gå i stå på en vidunderlig forsigtig måde, som har det pludselig fundet ud af, at det har bevæget sig bort og nu venter på orkesteret. Pause/fermat (glimtet af stilhed), og så tutti, hvor orkesteret manifesterer sig. Glimtet af stilhed er så svært at få rigtigt, fordi rigtigheden i det ikke kan forklares (fornemmelsen af det øjeblik, man finder ud af, at man er faret vild, er ikke helt nemt at fortolke i musik!).

For nylig sad vi 21 mennesker om bordet og spiste middag. Tale og snak alle steder  fra og masser af god stemning, og pludselig oplevede jeg det, jeg kun én gang før har oplevet. Et hul af total stilhed. Et hul på kun godt et halvt sekund, men bemærkelsesværdigt midt i larmen – som en digitalfejl – som et lynnedslag. Den specielle stilhed kan man kun høre, hvis man er heldig - dens magi lever i kraft af det uventede, og den kræver nok talende mennesker omkring sig til at støjen virkelig kan ramme hullet af stilhed ind!

Jeg håber, jeg kan finde og komponere et glimt af stilhed et sted omkring min lille melodi i en langsom sats af min klaverkoncert.

Jeg så ”Exit Music” i en drøm!
(I drømme kan man se musik, der ellers kun lader sig høre!)

I drømmen stod jeg i en åben dør til en lille hytte på et bjerg eller ved noget vand.
(I drømme kan steder ændre sig kamæleonisk på en måde, der ville gøre én bange, hvis det skete i vågen tilstand!)

(foto: Ragnhild Lothe)

Jeg stod og så en sky, der indeholdt min musik, forsvinde på himlen. Der var noget Magritteagtigt, ved den film jeg drømte, og jeg kan ikke engang sikkert benægte, at jeg i drømmen bar en sort bowlerhat.

Musikken forsvandt med skyen, og drømmen forsvandt, da jeg vågnede – det har drømme det med at gøre; men heldigvis dukkede drømmen langsomt op igen – det gør drømme ofte hos mig, og idet den dukkede op sammen med musikken, der blev synlig og hørbar, dukkede også titlen til orkesterværket, der gemte sig i skyen, op: ”Exit Music”.

Det var i sommeren 2006. Jeg lyttede en del til Radiohead, Massive Attack, og Björk, og der er spor af den lytning langt inde i de inderste celler af ”Exit Music” - Loops, treklange, orkesterscratchs og rytmiske mønstre (I virkeligheden er det tydeligste mønster også det enkleste, som jeg tror kom direkte fra Bonos version af ”Can’t Help Falling in Love” på Cd-afspilleren i baggrunden - over min blyant og videre ned på nodepapiret).

En titel skal ramme som et skæbnebestemt håndkantslag(Hvis det altså er mig, der skal bruge den!), hvor alting pludselig ramler sammen og former og hvisker en titel. I dette tilfælde ramlede drømmen (eller erindringen om drømmen) sammen med min fornemmelse af formen på værket – hvor musikken hele tiden forsvinder, der igen ramlede sammen med skjulte ekkoer af den øjeblikkelige lyd omkring mig (Radiohead (”Exit Music”), U2 (”Exit”)).
Lyden omkring mig viser sig altid aldrig at være helt tilfældig!

Da drømmen var oversat og smeltet ind i idéerne til ”Exit Music” - var blevet til noget så virkeligt som musik, kom den varieret igen i nætterne efter. Behagelige drømme, der kun havde repetitionerne tilfælles med det evige mareridt, der red mig i en lang periode af min tidligste barndom, hvor scenen var mørke. Et mørkt hus bag store, sorte træer. En bil ventende foran det truende hus.
Jeg ville altid så gerne vågne væk fra den drøm, og når det lykkedes, lagde jeg mig på den friske side og forsøgte at tænke og glide ind i drømme om alt det modsatte: Lyse bygninger, solstrejf på træer og skibe med hvide sejl……

”Sommetider går jeg ganske vist stadig en tur i Szemlóhegygade, men den minder ikke engang om den Szemlóhegygade hvor jeg mellem ældgamle plataners slangeagtige rødder, forskanset bag et jerngitter, af og til stødte på græske landskildpadder, som jeg bar ud på engen for enden af gaden og lagde pavestolt i græsset; her, på denne højtliggende eng, lå verdens sidste forsvarbare udpost, herfra skuede jeg hinsides verdens rand, og dette hinsides var en lokkende anelsesfuld blånen som mit barneblik fortabte sig i og fortrylledes af, og dér, hvor grænsen mellem det bugtende vandspejl og den glitrende himmelrand næsten var udvisket, skimtede jeg sommetider med gyngende forundring konturerne af et hvidt drømmeskib…”.
(Imre Kertész: ”Jeg – en anden”)

”En sommeraften kom et oplyst skib til syne, det bevægede sig så langsomt, at jeg troede, det lå stille. Jeg så det, som om jeg aldrig havde set et skib før, det var det eneste, der var ikke andet end det. Rundt om var der skumring og tiltagende mørke. Det var strålende oplyst, lysene dannede deres eget stjernebillede, at det var på vand fornemmede man af den smerteløse ro, det gled med. Dets lydløshed bredte sig som forventning. Det lyste længe, uden blafren, og tog mig i besiddelse, som var jeg gået ud i frugthaven for dets skyld. Jeg havde aldrig set det før, men jeg genkendte det. Det svandt bort i lysenes fulde styrke. Jeg gik indenfor og talte ikke med nogen, hvad kunne jeg have talt om.”
(Elias Canetti: ”Den reddede tunge”)

Jeg blev ikke færdig med ”Sounds like You” til min personlige deadline 18. juli, men for lidt siden blev jeg færdig med det lille korstykke, som jeg i et svagt øjeblik – midt på en gade i Greenwich Village i New York i oktober sidste år over en mobiltelefon - kom til at sige ja til at skrive.
Det skal uropføres på en festival, der ligger tæt på havet, og det skal forme et præludium til mit ”Benedictus”, hvor alle sangerne er placeret i en cirkel omkring publikum. Jeg har ord for at foretrække antydningen frem for det helt klare, og typisk faldt jeg for et digt, hvor havet kun er usynligt antydet ved tilstedeværelse af strand.
I begyndelsen af stykket er koret samlet på scenen, men mod slutningen bevæger de kvindelige sangere sig ud til de positioner, de skal være i, når de fremfører ”Benedictus”. Herrestemmerne synger teksten til de sidste linier i digtet på en mærkelig unison melodi, og kvindestemmerne bærer toner ud i rummet . En enkel terts (d#/f#) glider ud blandt publikum, som bølger der glider ind over strandens sten.

(foto: Ragnhild Lothe)

Digtet af Pia Juul har ingen titel og det er stadigt uklart om værket skal hedde ”Jeg vender mig om” (digtets første linie) eller ”og solen går ned” (digtets sidste linie). Jeg kan mærke, at det er den sidste linie, jeg har haft mærker i nakken af efter titelhåndkantslaget, men når jeg her og nu ser de to linier , ser jeg også en utrolig smuk cirkel i ord, som bestyrker mig i, at jeg valgte det rigtige digt (”Jeg vender mig om, og solen går ned”).

I
Hvis jeg en sen aften eller nat går tur i København - ser op, og ser de enkeltstående lysende vinduer lægge sig i et tilsyneladende tilfældigt mønster, tænker jeg altid på ”Under himlen”, og videre på om der mon foregår en opera deroppe. Når jeg gradvist lukker øjnene, mens de er vendt mod vinduerne, opløses lyset og bliver til lyden af musik.

II
I bogen om stederne danner parker og pladser ringe og cirkler af forfatterens vandringer. Han vender hele tiden tilbage til de samme steder (Det minder mig så meget om ”Sounds like You”!) for at genkalde sig de tidligere indtryk og lade dem møde nye. Af hans eget livs cirkler ligger den tydeligste markering omkring Skt. Petri kirke. Ikke blot på grund af den første nat under en lys himmel, men det var også der, han så hende forsvinde i dagslys.

III
Hvis jeg ubevidst tænker på en titel til et værk, hvisker min mund næsten altid ukontrolleret: ”Tre stykker for strygekvartet”. Mærkeligt! Strygekvartetten er det måske naturligt, at jeg tænker på – den vil nok altid være min evigt elskede; men det med ”tre stykker”, som er så aldeles anonymt og så meget mindende om noget man beder om i en kantine! Jeg tror, at titlen til dette ikke eksisterende værk går tilbage til en tidlig koncertoplevelse: Musiknytår ca. 1981 - Erik Jørgensens ”Stykke” for strygekvartet blev opført - den må jeg vel så underbevidst have forsøgt at overgå(tre for én!). Måske dækker det også over en længsel efter den abstrakte titel, som jeg kun kom tæt på i ”Symfoni”….. en titel, som jeg til gengæld – da jeg skrev værket - slet ikke opfattede som værende abstrakt!

IV
Rent en passant bemærker han at foruden yndlingsbeskæftigelsen med at spise radiser i solen på deres græsplæne, er hun mest glad for at diskutere. De bemærkninger og sætninger som andre bare lader glide lige igennem, skal hun hele tiden vende og dreje, stille spørgsmål til, stille spørgsmål ved. Ind imellem diskussionerne hvisker hun til sig selv. Han kan ikke høre, hvad hun hvisker; men han skal absolut høre hendes hvisken, for at være klar over, at den handler om ham og almen utilfredshed, og at der gennem hviskningen brygges en ny diskussion (Da han fortæller det, minder det mig om formen på min anden strygekvartet, ”Adieu”!).

V
Hvis jeg tænker på alt det her, er det fordi, jeg ikke kan finde koncentrationen til at skrive det, jeg rent faktisk skal skrive, og jeg derfor drømmer om stykker, der er så langt fra at være skrevet - drømmer mig til let tjente noder. Drømmekomponering! De værker jeg ikke er ved at skrive er langt lettere at skrive end dem jeg skriver på. Er de stykker jeg aldrig fik skrevet i virkeligheden mine bedste?

VI
Man er født med den musik man skriver og man kan ikke ændre den væsentligt (…og så er det ligegyldigt, om man selv kan lide den eller ej!). Ligesom man er født med en øjenfarve, en hårfarve, en hudfarve. Hvis man forsøger at skrive en anden musik, vil den lyde som synet af en mislykket silikonebehandling.

VII
For nogle dage siden hørte jeg om et land, hvor musiklivet var ved at forsvinde. I takt med denne forsvinden blev der samtidigt ansat flere og flere administrative medarbejdere for at følge musikken til døren. Eller værre – for at holde musikken fra døren. Efter at have hørt om det var jeg i tvivl om, hvorvidt det mindede mig om Finn Søeborg eller Franz Kafka! Skulle jeg le eller græde?

VIII
”Jeg så en ung kvinde forsvinde under en bro….dem der finder og læser denne note skal vide at jeg nu vender tilbage til broen - jeg er nødt til at følge efter hende og finde de mørke øjne hun vendte mod mig, da hun forsvandt!”
(Anonym note på offentlig opslagstavle)

IX
”Unge mennesker tager sjældent haven alvorlig. Der kræves tålmodighed og ydmyghed over for tilværelsens langsomme mysterium for at arbejdet i den skal have nogen mening, og de kvalifikationer er sjældne før fyrreårsalderen. Børn kan have dem, men de forsvinder så næsten altid i forbindelse med puberteten.”
(Lotte Möller: Havens Natur)

X
Livet, naturen og haven er fuld af cirkler – døgnet, året, livet. Måske koncentrerer man sig som både barn og gammel af vidt forskellige grunde om de mindre, de overskuelige, cirkler. Året frem for livet, og haven er god til at finde fornemmelsen af årets cirkel. Den større cirkel – livet, er nok mere for mennesker, der er midt i den og har nok af den på begge sider.

XI
Om lidt er det forbi! Om lidt er fyrrerne forbi, og jeg fylder 50 (…jeg skriver det, for - for første gang - at se hvordan det ser ud!).

XII
For to uger siden gav to af mine venner mig en fantastisk overraskelsestur på 18 timer! Sammen har vi nu mere end en sjælden solnedgang, og synet af én, der gerne ville tæt på vores frokost!

I lange perioder har jeg dyrket et morgenritual - at lytte til Bachs kantater! En kantate hver morgen til at stå op på – min ”Morgenbach”! I min melankolske periode – hvor jeg forsøgte at være ritualløs - lagde jeg Bach kantaterne væk, da de jo mindede mig om en masse, og alt, hvad der mindede mig om noget, blev forsøgt undgået; men for godt en uge siden stod jeg igen op til Bach – live! På Risør Kammermusikkfest hørte jeg ”Wir danken dir, Gott”. Koncerten var kl. 12.30, men på grund af den forudgående nats udstrakthed blev det morgen for mig. Med opførelsen i Risør kirke fik Bach lyst alle der sad i kirkerummet igennem med lyd, dag, liv og utallige håb, og selvom det for en komponist burde være svært med Bach, fordi han kan udstille hvor ret meningsløse alle andre komponister er, var og vil være, så lukkede han denne forsinkede morgen op for en fornemmelse af lykke. Jeg er nu klar til at gå tilbage til mit morgenritual, og har netop denne tirsdag morgen indtaget min ”Morgenbach”.

Senere samme dag vender jeg tilbage til Risør Kirke. Thomas Quasthoff synger Schuberts ”Im Frühling”, og da jeg fra koncerten går gennem den smukke hvide by, Risør, kan jeg stadig mærke efterbyrden af mine sjældent tårefyldte øjne og mine ukontrollerede nakkehår hænger stadig fast i skjorten. Musik kan komme frem til dig i koncertsalen, så du føler dens nærhed, men når den kommer en tak videre frem, kan den hente dig ned på scenen og suge dig med ind i lyden. Jeg går hurtigt af sted i de hvide gader! Lykkelig – både over miraklet på scenen og over at der rent faktisk ER andre komponister end Bach.

Bach, Schubert og det hele afsluttes med Ligetis violinkoncert med Christian Tetzlaff! Det er let at være lykkelig på Risør Kammermusikkfest, og det er lykken der binder Risør Kammermusikkfest sammen. Den ægte tro på at lykken i livet kan findes inde i musikken – at lykken og livet kan mærkes når musik skabes og høres.

(10 frivillige hviskere i Risør til uropførelse af ”Kirschgarten” – 10 frivillige ghettoblasterspillere i aften til uropførelse af ”Liebster” i Christianskirken i. Det begynder at ligne noget – en tanke jeg må tænke over. 10 kirsebærtræer i Risør – 10 engle på Christianshavn. Begge steder fungerer det, som jeg havde tænkt det. Det gør mig glad (og rastløs!), men det mest overvældende er, fornemmelse af at også frivillige kan sætte liv i mine nakkehår!)

Det har virket rastløst de sidste dage.
Faren ved at skrive på mere end et stykke af gangen er, at man hele tiden har dårlig samvittighed over for det stykke, der ligger hen uden at få opmærksomhed. Man kan føle, at man til stadighed må række ud efter det, man har lagt fra sig, og når man rækker ud, mister man grebet, om det man havde fat i. Rastløsheden avler dårlig samvittighed, der avler koncentrationssvigt, der avler mangel på inspiration, der avler rastløshed!
Jeg har lagt ”Sounds like You” væk og vil ikke gribe ud efter det en tid. Helt sikkert ufortjent har jeg haft fornemmelsen af, at det værk har været med til at degenerere min koncentration de sidste dage; men heldigvis kan jeg nu mærke, at det lille korstykke, der i øjeblikket ligger på tegnebrættet, er på vej til, at få mig til at forsvinde i den koncentration jeg har brug for. Teksten er af Pia Juul. For lang tid siden faldt jeg over billederne i digtet, der mindede mig om min musik; men først på det sidste er jeg blevet rigtig opmærksom på dets melankoli og den opdagelse genererer heldigvis mere koncentration end melankoli.
I en kæmpe bunke ved siden af mit skrivebord ligger notaterne til klaverkoncerten. Jeg kan mærke at den kommer tættere på (”..men hold nu fast i koret!…og bliv nu færdig med det indlæg!”).

Danskhed, danskheden er den grimmeste og værste ”ordstamme” i Danmark. Det klinger af ”selv” – selvhed, selvracistisk, selvfed, og det er så frygteligt indelukket – Vi er så indelukkede, at vi ikke engang kan bruge ord som ”svenskhed”, ”norskhed”, ”engelskhed”  og ”tyskhed”! Der er ikke andet end danskhed - En svedig netundertrøje og et smukt rødt flag med et hvidt kors, som danskheden drukner i danskhed.

Jeg trodser alle musikalske tørklædeforbud ved at lægge Bruckner bag slør. Ved afslutningen af sjette del af ”Sounds like You”, går musikken i stå og ender i et tæppe af hvid støj. Bag den støj dukker et glimt af Bruckners sjette symfoni op. Et andet krakeleret glimt af symfonien lægges oven på det første, og det hele forsvinder igen ind i den hvide støj – ind bag sløret!

Da syvende del af ”Sounds like you” indikerer en ny koncert, hvor ”Kvinden” og ”Manden” – hver for sig - er tilbage i koncertsalen igen, for at høre det samme stykke musik – ”Exit Music” som i sin tid bragte dem sammen; markerer Bruckner-citatet - på en ret konkret og ikke særlig poetisk måde, at der også bliver spillet andet end ”Exit Music” ved koncerten.

Lidt mere poetisk er brugen af Bruckner både en hyldest til en af mine ynglingssymfonier (Jeg har vist aldrig citeret på den måde før!), og frem for alt en inspireret, konkretiseret kommentar til nogle overordnede tanker bag ”Sounds like You”.

(Hvad bliver der tilbage af Bruckner ?)

For 2-3 år siden var jeg i Frankfurt i forbindelse med en opførelse af ”Symfoni”. Efter generalprøven blev jeg interviewet til radioen i et lille rum, der var placeret, så man fra et vindue kunne se ud over koncertsalen, hvor prøven netop havde fundet sted.

På et tidspunkt skulle intervieweren hente et eller andet, og jeg sad alene og kiggede ud af vinduet. I koncertsalen kunne jeg se de efterladte kontrabasser, nodestativer, de tomme stole, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på om musik bare forsvinder eller om der stadig er spor efter den efter den er blevet spillet – Som en lugt der efterlader et spor af duft!

Efter interviewet – hvor jeg i øvrigt var så optaget af mine ”nye” tanker, at det kom til at fylde det meste af interviewet - gik jeg ned i salen for at hente den jakke, jeg havde glemt. Inde i salen var der helt stille, og jeg lyttede efter om der skulle være enkelte spor tilbage af min ”Symfoni”, eller andre af de utallige musikstykker der havde været spillet i dette rum. Var der en spøgelsesmusik der stadig var i live ?  Et eller andet hørte jeg – eller min fantasi hørte det. Måske ikke musik – men lyden af musik der forsvinder! (Hvordan lyder musik der er forsvundet?)

Hvor forsvinder musikken hen, når den er blevet spillet? Lyden forsvinder vel ikke bare ned i et skrevet partitur, for som Aladdin’s ånd at stå op igen når hænder, instrumenter, stemmer og dirigenter berører partituret på den rigtige måde.

Det er mærkeligt, men måske er det en af de største kræfter, der driver mig til at skrive musik - Længselen efter at forstå hvor musikken forsvinder hen, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere bevidst om det og forsøger at fange og indramme gåden i værk efter værk.

Musik vil altid – mere end nogen anden kunstart – pirke til gåden og uforståeligheden i altings forsvinden og ophør!

(Hvad bliver der i det hele taget tilbage af alt det der forsvinder?

Er der ikke en forbindelse mellem det der er tilbage når alt er væk, og det der aldrig nogensinde kommer frem? Hvor er alt det, der ikke er mere, og det, som aldrig blev, blevet af?)

”What remains”

(Sarah Mann: ”What remains”)

”Når det forholder sig sådan, at vi kun kan udleve en lille del af det vi har i os – hvad sker der så med resten ?”

(Pascal Mercier: ”Nattog til Lissabon”)

”Jeg ser for mig stilhed som et rum. Vi er vant til at se stilhed som et fravær af lyd, men alligevel er rummet ikke tomt. Der sker noget i stilhedens rum. Det er et rum hvor jeg, netop fordi det er stille, kan opfatte lyden af noget jeg ikke hører i støjen.”

(Elisabeth Løvlie: ”Stilhed og støj”)

”Hvordan kan man høre en lyd der ikke mere er?

(Peter Asmussen: ”Sounds like You”)

Jeg finder flere sammenhænge, som jeg kan fundere over. Når jeg fotograferer, fanges jeg altid af motiver, der søger hen eller ind til noget andet, man ikke kan se hvad er. Tunneller - veje man kan se langt ud af, men ikke hvor de ender - åbne døre bag vinduer. Jeg søger det, jeg ikke kan se. Noget inde bagved! Noget derude!

Det er det samme jeg søger i min musik. Noget inde bagved musikken! Noget inde bagved stilheden.

(Hvad findes der derude – uden for vinduet, bag de grønne buske?)

I
Jeg har igen mistet denne årstid.
Som i de foregående år mærker jeg, at den forsvinder, uden at jeg når at opleve den. De vidunderlige dage i forrige uge, hvor solen skinnede som var det midt på sommeren, sad jeg væk foran mit arbejdsbord. Kiggede ud af vinduet. Ville så gerne fange årstiden og fastholde den på en bænk i haven.
Det er det sædvanlige. I de umanerligt mørke og triste vinterdage længtes jeg efter lyset, og det var for deprimerende en tid at komponere i. Nu er jeg så deprimeret over, at jeg ikke fik komponeret noget i den triste tid, der ikke var til andet.
Samvittigheden trækker i to retninger – lev eller skriv, og der bliver trukket i mig, så jeg i stedet sidder fast, plantet med min dårlige samvittighed over min manglende koncentration - Kigger ud på verden og ned på papiret og kan ikke koncentrere mig om nogen af delene.

Jeg leder efter en tekst.
Jeg har lovet at skrive et lille korværk til en festival i Tyskland, og det har stået klart så længe, at det irriterer mig, at jeg ikke brugte de triste vinterdage på at finde teksten.
”Sounds like You” er for nogle dage flyttet bort fra skrivebordet, der nu ligger overdænget med digtsamlinger – danske og tyske. Jeg ved, hvad jeg leder efter, men kan ikke finde det. Det skal være på tysk! Det skal være et præludium til mit korstykke Benedictus! Der skal være noget om vand – om havet i det! …. Hvis jeg sammengoogler alle kravene i min hjerne får jeg ”ingen match” og alligevel søger jeg.
Tekster til musik er tit kommet til mig som åbenbaringer. Pludselig læser man den tekst man har søgt efter – f. Eks. Cohen-fragmentet om de elskende på kirkegården i ”The Echoing Garden”, og de anonyme digte jeg fandt på en opslagstavle i Wien, som ligger til grund for ”Ständchen”. Stort set al den tekst jeg møder, gennemlyser jeg med min musik. Er der noget her ? Er der ord til min musik?
Jeg koncentrerer mig nu om et par danske lyrikere og søger efter deres digte i tysk oversættelse, og oven i det kommer jeg i tanke om en udstilling med Kiefers billeder, som jeg så i Montreal for to år siden – Ingeborg Bachmanns ord på billedet.
»… dein und mein Alter und das Alter der Welt
misst man nicht mit den Jahren.«
Bachmann havde jeg jo også lige fat i før! Hvad var det der skete, da jeg så udstillingen i Montreal, og kan det ske igen ? Hvad var det for en musik der opstod i sammensmeltningen af tekst og billede?
En ven af mig har lånt kataloget til Kiefer-udstillingen, men jeg møder ham i morgen, og da kan jeg få det tilbage.

II
En anden ven har sendt mig en bog. En bog han selv har skrevet om Københavns steder og parker. ”Steder” dækker over områder i København, hvor man – med et gammeldags udtryk – kan dvæle. Indimellem beskrivelserne af stederne har han indflettet spor af hans egen historie. Hans første møde med den kvinde, han nu netop er blevet skilt fra, hvor de kravlede over muren til den lille plads rundt om Skt. Petri kirke, »hvor vi gemte os fra resten er verden, og elskede kun oplyst af den enorme måne som de hurtige, lette skyer gled over som vores hænder over hinanden«.
Hans tanker og liv smelter sammen med stederne: Kastellet, Balders plads, Rosenvang, Krusemyntegade etc. Kan man gøre det samme med musik ? Kan man flette sin musik sammen med sit liv, eller er det i virkeligheden det man gør hele tiden, i en kunstart, der er så abstrakt, at det abstrakte bliver opløst til virkelighed.

III
I ”Sounds like You” taler hovedpersonerne, og automatisk bliver musikken til baggrund. Hvis de sang ville teksten forsvinde i musikken.
Det er et af de største ”alt eller intet-problemer” når det gælder musik og tekst, og det kommer altid tæt på et ”Enten - Eller”. Kan det samme øre høre ord og musik på samme tid?
I ”Under Himlen” havde jeg store problemer med at lade en talende skuespiller, Lise tale over min instrumentalmusik, så jeg lod instrumenterne forsvinde, når hun talte, og hendes stemme og ord lagde sig i stedet på et tæppe af korklang.
Nu er jeg åbenbart blevet mere modig. I ”Sounds like You taler personerne al tekst hen over min musik, og jeg håber og tror at talen kan blive som musik og musikken som tale, eller måske vil de to ting smelte sammen og tilsammen danne noget tredje!

En af de største oplevelser jeg har haft i år er danseforestillingen. ”Blue Roses”, som jeg så i London for halvanden måned siden. Der er ingen musik. Figurerne danser til Tennessee Williams stemme – hans oplæsning af fragmenter af ”Glasmenageriet”. Tekst og dans smelter sammen og danner musik.
Inspiration og kunst er en evig, gådefuld strøm af kemiske forbindelser!

I
Hvad er sammenhængen mellem mit liv, og det jeg søger i mit værk?
Når jeg stiller spørgsmålet lægger jeg samtidigt svaret på læben og i munden. Sammenhængen er i sig selv svaret! Sammenhængen er, at jeg er opmærksom på sammenhænge – på udkik efter dem - begge steder, på alle planer, og frem for alt er jeg på jagt efter tværgående sammenhænge og sammensmeltninger på tværs af alle skel. Sammenhænge fra den mest ubevidste bevægelse i mit værk til den mest bevidste beslutning i mit liv.
Sammenhængskraften og jagten på sammenhænge bliver først interessant og bemærkelsesværdig, når man mærker den eller finder den, hvor alting virker usammenhængende. I øjeblikket ser jeg efter sammenhænge overalt og søger i hver tanke, i hvert syn en sammenhæng, og måske er søgningen og analysen så intens at sammenhængsdømmekraften er blevet devalueret
Er der en sammenhæng mellem de former musikken antager og de former der tegner sig i komponistens liv? Kan musikken forme komponisten, så musikken udstikker linierne for komponistens liv?
I de sidste par år har jeg været besat af at provokere min formtænkning. På min computer har jeg indlagt musik inden for stort set alle stilarter, og jeg elsker at sætte computeren til at afspille alt tilfældigt og lytte til overgange mellem glimt af musik, som nærmest intet har med hinanden at gøre. Være spændt ventende – hvad bliver det næste! Klippene mellem glimtene bliver små åbenbaringer, og jeg træner mig i hurtigt at fange drømmen om sammenhængen mellem de klip, der bringer min fantasi i kog.
I de senere år har jeg overført ”festmixet” til koncertsalen og lavet en mængde koncertprogrammer, hvor det væsentligste fokus er på overgangen mellem værkerne. Koncerter hvor sammenhænge skaber kaos og kaos skaber nye sammenhænge, der spejles i min musik – Usynlige og uhørlige sammenhænge i kaos.

II

Efter foredraget for nogle uger siden møder jeg i en port ved busstoppestedet den ven jeg har kendt i 25 år. Han virker overraskende forvirret, og hans sætninger er helt usammenhængene og fyldt med gentagelser. Han virker på samme tid tøvende og travl. Han skal rejse, men står helt stille. Mens vi taler sammen dukker der en ældre mand op. Han taler uopfordret og uafbrudt, og det er svært at vide om han taler til os, eller taler til sig selv. Han taler nok bare, og hans ord synes at køre helt i cirkler. Den samme historie bliver fortalt igen og igen, som om pickuppen, der skal føre hans tanker ud af munden, står fast i en rille. Hans tale handler om, at han i dag har reddet to mennesker ud af en brændende bil i forbindelse med hans arbejde i civilforsvaret; men med alle mine fordomme i behold er jeg ret sikker på, at det ikke er sandt. Min ven fortsætter sine usammenhængende sætninger om hans pludselige skilsmisse og den foranstående rejse til Venedig.

Det er en helt mærkelig situation, og der opstår den særeste kommunikationsstilhed af hvid støj, man kan forestille sig. Min ven er for optaget af de tanker, der gør hans tale usammenhængende til at han mærker støjen. Den ældre mand er ligeglad – og har formentlig fortalt historien en masse gange uden at kræve intens lytning eller stilhed omkring sig, og han finder sit eget looptempo til aflevere historien i. Jeg selv er for optaget af klangen af den kontrapunktiske monologduet til at ville bryde ind i den – Jeg lytter blot og håber, at de to usammenhængende temaer vil fortsætte lidt endnu. for jeg ved, at jeg lytter til en musik, der har sammenhængslinier, der rækker ud efter min egen musik, min inspiration og ”Sounds like You”. Jeg lytter til den form, der bliver min, når jeg samler de to stemmer. Det er mig der finder sammenhængen. Jeg er lytteren der hører to historier smelte sammen til én. To historier, som ligeså godt kunne eksistere på hver sin side af kloden, i hver sin tidsalder.

De smelter sammen, som når man i et tog lytter til to mennesker der taler i mobiltelefon helt uafhængigt af hinanden, og man så som tredje part pludselig kan mærke og høre en sammenhæng – en ny sammenhæng, når man ikke kan høre svarene i den anden ende af telefonerne, om man i stedet forsøger at samle det man hører til en samlet samtale – til en historie, som intet har med virkeligheden at gøre (”Jeg er på vej hjem” – ”Det er da vel løgn!” - ”Jeg troede altså også, at jeg kunne have nået et tidligere tog” - ”Nu forsvandt du!” – ”Jeg ved det godt” – ”Jeg lægger på”).

III

Det går i øjeblikket langsommere og langsommere med at komponere, og det jeg komponerer går langsommere og langsommere. Et uendeligt ritardando, som allerede har været spillet tidligere, kommer nu igen; men denne gang er dynamikken vendt om. Hvor det første gang blev svagere og svagere i takt med at musikken mistede tempo, bliver det nu kraftigere og kraftigere, og det skal på en eller anden måde ende i et slør af hvid støj, der bliver afslutningen på den første koncert kvinden og manden sammen lytter til.

I går aftes læste og lyttede jeg partituret igennem, og jeg ved nu, at jeg ikke kan nå at blive færdig til 18. Juli.

Tidligt i morges vågnede jeg op til duften af jasmin.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at lede efter to dufte. Den ene er en speciel skarp duft af jasmin, som (for mig!) stammer tilbage fra min farmors have ved en landevej i Vendsyssel. Den duft fandt jeg for nogle år siden og placerede i min have. Den anden duft, er en hel speciel duft af kaffe – en udendørs kaffeduft - og den har jeg aldrig fundet. Jeg kan sjældne gange mærke den som et rudiment i mit næsebor, men selv når jeg mærker den mere konkret – f.eks. på en stille villavej - har tid til at fange den, og tror at jeg har fundet den, forsvinder den igen, og jeg får ikke en chance for at genskabe den i min næse.

Jeg skriver nu på den 65. A3-side af ”Sounds like You”. Jeg lægger rudimenter af min musik ovenover hinanden. Et langsomt faldende glissando fra ”Symfoni” får indflettet accelererende glissandi fra min klaverkoncert. Pianisten er nu off-stage, og i et lufthul i musikken står begyndelsen af anden sats af ”La Notte” helt alene – lontano. Den musik lægger sig ind i et afsnit hvor ”Hun” siger: ” Hold om mig, hold om mig.” og klaveret rammer sætningen ind. Den spinkle klavermusik brugte jeg også i en sang fra samlingen, ”Roses are Falling”, hvor sangerinden synger: ”He takes me in his arms like the moon that turns and takes the evening from the sun”. Den engelske lyriker Selima Hill skrev teksten til mig, og senere lod hun linien (ændret) glide ind i digtet ”An Angel with Large Hands”. Rudimenterne smelter sammen omkring ”Hold om mig”, og jeg har fundet ud af, at den sætning i virkeligheden er teksten til den allerførste lille bid af den vuggevise der begynder ”Exit Music”. Musik og tekst har ved skæbnens hjælp fundet hinanden – Holder om hinanden – in the arms.
Alle mine glissandi har omsider fået en dybere mening – musik fra forskellige værker glider ind i hinanden.
Det tager lang tid det her! Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg skrev min musik på en computer, ville jeg blive færdig med SLY på en uge. Måske er jeg blevet for gammel til ikke at skrive musik på computer. Det rent fysiske arbejde – fingrene om blyanter – tager overhånd. Bare det hele dog lå på elektroniske filer, så jeg kunne klippe, lægge oven på hinanden, flytte rundt og transponere, uden at skulle spidse 200 blyanter om dagen (Hvor er der dog mange noder (Bare jeg dog var blevet mere påvirket af Arvo Pärts besøg i København)!).

En tidlig morgen i begyndelsen af sidste uge, kom jeg pludselig på Facebook og så mit nye ansigt i bogform!
Min datter lagde mig ud på bogen, og pludselig havde jeg en masse venner, jeg vidste, jeg havde.
Det smadrede min dag fuldstændigt. Hver ven, der kom til, havde venner, som jeg gik på strandhugst iblandt, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at på netop den dag gik mit normalt ellers så rolige ny-musik-netværk amok, og der foregik en masse parallelle commando raids ind i diverse vennelister. ” Dagens tilbud :100 venner for 24 timer” .
Hvad skulle jeg stille op med alle de venner? Jeg er håbløs med en computer, og kan ikke lægge alle mulige interessante links og feriebilleder ind på siden, og jeg er alt for genert til at lægge søde tekster og vise ord ud på andres opslagstavler uden forudgående opfordring(Da jeg var i den alder, hvor man byder piger op til dans, ventede jeg også på, at de skulle byde, og blev vel den ultimative bænkevarmer!).
Da målet – de 100 venner - var nået, havde jeg derfor lyst til at sende en contratekst ud ”Jeg er en dårlig ven - find en anden”, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke havde gjort min indtræden på Facebook til et værk i sig selv, og havde fulgt min første indskydelse; nemlig udelukkende at indtage venner jeg overhovedet ikke kendte. Hvad ville mine ”rigtige” venner tænke, hvis jeg groft negligerede deres forespørgsel om venskab, for samtidig at rage venner til mig, der er dem og jeg totalt ukendte.. Eller hvordan ville mine rigtige venner have det, hvis jeg foretrak at være venner med deres fætre, mostre og mødre, mens jeg nægtede deres venskab. Hvordan ville det være at komme til en koncert 3 dage efter og møde alle vennerne, som jeg havde nægtet adgang til min vennekreds, der i mellemtiden var vokset til 1000 stk. – (1000 uden dem!)?
Det kræver mod at skabe et kunstværk, og jeg havde ikke modet til at skabe mit ret ligegyldige Facebookpiece (Ville det være interessant at opbygge en vennekreds på Facebook udelukkende bestående af mænd med fornavnet Bent ?). Måske var jeg også bange for at ingen ville savne mig som ven, og jeg blev i øvrigt hurtigt grebet af beskæftigelsen med at stjæle venner. Kørte rudimenter af mit liv ud på bogen, og blev som andre suget ind i den mærkelige pseudoverden, som uden tvivl er fantastisk og i hvert fald fascinerende, og jeg gider ikke gå ind i noget omkring tidsspilde og ensomhed. Jeg forsvandt blot for en tid lykkeligt (og vil forsvinde igen!) i min computer. Forsvandt i Facebooks utallige forgreninger, der fraktalt lægger sig ud som levende stamtræer. Alle bliver vi anderledes når vi lægger os i en bog, og flere af mine venner var overraskede over at se mig dér – som hvis man pludselig møder sin søster under Triumfbuen, uden at vide at hun er i Paris. Man har et image til man tager et nyt!

(Rigtige venner stiller altid op med en ghettoblaster!
Nu har jeg brug for mine venner, og nu kommer der en vigtig opfordring. Jeg har brug for 10 – 20 mennesker, der d. 8. Juli kl. 20 i Christianskirken på Christianshavn kan medvirke – sammen med den fantastiske organist Jens E. Christensen, i uropførelsen af mit nye, lille værk ”Liebster”. En satellit – et rudiment til og af både min kommende klaverkoncert og ”Sounds like You”. Jeg vil ikke sige noget om stykket, men hvis man vil være udøver (måske for første (og/eller sidste) gang i sit liv), skal man melde tilbage til mig – Enten til min beskedne Facebookprofil eller i form af en kommentar til dette indlæg.
Hvis man melder sig, skal man møde dagen før koncerten kl. 14 i Christianskirken medbringende en trådløs(batteridrevet) ghettoblaster, og så selvfølgelig stille til koncerten. De der melder sig vil ret tydeligt og konkret blive hemmeligt indviet i., hvad det lille orgelstykke har med Klaverkoncerten og ”Sounds like You” at gøre.
Anden betaling kan jeg ikke tilbyde og rigtige venner kan jo heller ikke købes for penge. Der må jo også gerne være nogen til blot at lytte, og de der ikke har mod på, at leve en drøm ud om at spille på en ghettoblaster, er mere end velkomne til blot at overvære koncerten.)

I
I dag ser jeg på de foreløbige partitursider og skitserne til den klaverkoncert, jeg har lagt til side for en tid, men som jeg indtil for et par måneder siden skrev parallelt med ”Sounds like You”. Da jeg når frem til de allersidste skitser, begynder jeg at tvivle. Hvad var det egentlig jeg skrev? Hvor kommer de toner fra, og hvor var det nu, jeg ville bringe dem hen? Mens jeg betragter de løse skitser begynder jeg at huske, og langsomt dukker idéerne og visionerne for værkets ”fremtid” op (Det er som en slowmotion udgave af en af de morgener, hvor man kun langsomt husker hvad dagen i går bragte, og hvad dagen i dag er ment til at bringe.). Nu ser jeg værket med morgenfriske øjne, og det jeg har glemt er sikkert lykkeligt glemt, og jeg kan igen lægge værket væk og spekulere på, hvor meget af det, mine friske øjne huskede og fandt i dag, der vil være glemt, næste gang jeg tager min klaverkoncert frem.

II
For to uger siden hørte jeg et foredrag. Undervejs betragtede jeg tilhørerne, og lod blikket standse ved en ven, jeg har kendt i 25 år. Han er på min alder, og da jeg kiggede på hans ansigt, så jeg i virkeligheden et ansigt indenunder – en årring fra for 25 år siden. I den årring findes det ansigt, jeg kender og forbinder med ham, og som jeg ser for mig, når jeg tænker på ham. Jeg lod blikket glide væk og talte til 100, for derefter at lade blikket vende tilbage til hans ansigt, for at koncentrere mig om at betragte hans nyeste, yderste årring! Glemme den gamle velkendte, og prøve at se ham som én der kun har kendt ham i 25 minutter ville se ham! Og nu kunne jeg se, hvordan han i virkeligheden så ud.

III
I femte del af ”Sounds like You” bliver musikken fra ”Exit Music” overmalet og opslugt af et afsnit af min ”Symfoni”. Jeg har lagt ”Symfoni” og ”Exit Music” ved siden af hinanden og betragter partiturerne, og jeg kan se hvordan min håndskrift har ændret sig på 11 år. Jeg søger yderligere 5 år tilbage til ”The Echoing Garden”, og ser til min forundring at håndskriften dengang i 1991 ligger meget tættere op af min nutidige håndskrift end af 1996-udgaven af den! Hvad mon det betyder?

IV
For tre uger siden hørte jeg historien om en ung kvinde, hvis højeste lykke det var at lægge sig på græsplænen, fylde sin navle med groft salt, dyppe radiser i navlens salt, for at spise de salte radiser og betragte himlen ovenover – Lade navlen beskue.

V
I det afsnit fra ”Symfoni”, som jeg i femte del af ”Sounds like You” bruger en bearbejdet version af, er der nogle hvilepunkter, nogle plateauer, hvor musikken står stille og nærmest kalder på tekst. Det er på de plateauer – der næsten bliver til stilhed - at jeg lægger dialogen.
(”Hvorfor vil du gerne forsvinde? – Hvis jeg vidste det, ville jeg blive”).
Mens jeg arbejder med plateauerne, opdager jeg noget karakteristisk - en ”skæbnetanke”! De tre steder fra min tidligere produktion der indtil nu har fundet vej til ”Sly” bygger alle på et særligt kvarttoneprincip, som jeg i virkeligheden ikke har brugt så ofte. En kvarttoneforvrænget enkel tonalitet. Måske skulle jeg gøre brug af begyndelsen af min anden strygekvartet, ”Adieu”. Der findes det første spor af den musik. Den første side af ”Adieu” er i øvrigt den musik det kvantitativt har taget mig længst tid at skrive. Jeg skrev og skrev om i en uendelighed og når jeg nu betragter partituret, ser jeg spor af uendelige bunker af viskelædersmulder og blyantspidserudkrads, men også en musik som, når man hører den, forsvinder på ingen tid.

VI
For fem uger siden troede jeg, at jeg hørte et interessant stykke musik i Heathrow Airport. Da jeg bevægede mig af sted på de rullende fortove hørte jeg musik alle steder fra, som var jeg midt i en elektroakustisk installation med fugleagtige motiver. Jeg troede virkelig, at man havde givet en skabende lydkunstner lov til at sætte musik ind i det travleste af alle verdens rum, for det lød helt fantastisk. Jeg så mig omkring efter spor af lydkilder, men fandt selvfølgelig ud af, at det musikalske landskab blev skabt af pivende støjlyde fra fortovene. Det gjorde det jo ikke dårligere, men det medførte en kort irriterende, rindaliseret tvivl om kunstens berettigelse og storhed; og jeg måtte lige minde mig selv om at tvivlen er kunstnerens vigtigste redskab og våben.

VII
For et år siden var jeg i London hvor jeg gik en tur på en nedlagt jernbanelinie. Jeg nåede frem til en lang, lav tunnel, og dels fordi den var næsten oversvømmet og dels fordi det inde i tunnellen flød med diverse kondomer, kanyler og kropsvæsker trådte jeg tilbage og holdt mig på afstand. Da jeg bukkede mig ned for at kunne se hele vejen igennem tunnellen, så jeg et vidunderligt lys på den anden side. Det syn satte sig i mig med det samme, og smeltede sammen med de tanker om et stort ensembleværk, som jeg netop tænkte på og dagdrømte om på min vandretur. En lysende tunnel (Jeg fik ikke et billede af tunnellen, men jeg har siden ledt efter lysende tunneller alle vegne. Lyset forenden af stien!)!

”Så let som drøm. Øjnene i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed, vægtløs.
”Sådan lyder Michael Strunges ”Start” – det første digt i hans ”Popsange” (Den kan varmt anbefales, men man skal ikke gå efter de nemmeste løsninger hverken når man skriver musik eller tekst, så en mere formaliseret anbefaling af den bog må vente). ”Lysende tunneller” – jeg havde fanget titlen på mit ensembleværk i luften foran en gammel nedlagt tunnel i London. Det skal værket hedde – på fransk måske? (Det er bestilt af et fransk ensemble).
Aftenen efter mødet med tunnellen i London diskuterer jeg titlen og tunneloplevelsen med en ven. ”Tunnels of light” – bliver jeg klar over - er et velkendt begreb, når det gælder beskrivelser af nærdødsoplevelser, og det spor smelter jo også ind i Strunges digt. Det smelter også skæbnesvangert ind i det radioprogram, jeg kommer ind midt i, da jeg nu ved tilfælde tænder for radioen: Mit liv som radio – Et program med og om montagekunstneren over dem alle - Peter Kristiansen, og hans insisteren på – uden nogen form for sensationslyst - at registrere og dokumentere sin egen død. Og anbefalingen her og nu må og skal samtidig indeholde hans mesterværk Eliten fra Minefeltet – Et af de største kunstværker der er skabt i Danmark, og en udsendelse man kan høre flere gange end det meste af den musik der er skrevet og vil blive skrevet.

Min musik kommer tættere på publikum.
I flere værker fra i år forsøger jeg at placere min musik så tæt på publikum som muligt - sætte musikken på stolen ved siden af – male den direkte på kroppen af en intetanende publikummer.
Om kort tid skal jeg høre det i en lille fjerde sats til det værk, ”Schattenlinie” for klarinet, bratsch og klaver, som jeg skriver på som et ”en-sats-om-året-work-in-progress” til den norske Risør Festival.
Egentlig var ”Schattenlinie” bare tænkt som et kammermusikværk for en klassisk besætning, men nu har det pludseligt kastet andre idéer af sig. Musikken skal måske bevæge sig bort og forlade rummet. Det lyder måske helt vanvittigt, men de, der bare én gang har været til en midnatskoncert i Risør kirke og mærket stemningen og stilheden udenfor kirken, vil kunne forstå det. Et kammermusikværk der bevæger sig ud af kirken - ud af publikums ører og hænder - ud i natten - ud i nattens haver - ud i kirsebærhaven, for måske dér at ende som en opera.
I den fjerde sats af ”Schattenlinie” har musikken foreløbigt bevæget sig ned blandt publikum. Der bliver pludseligt hvisket ord dernede. Ord, der i virkeligheden er citater fra Tjekhovs ”Kirsebærhaven”. Pludselig er lyden helt tæt på. Den publikumskollega du sidder ved siden af, og som du troede var i samme båd som dig selv, er pludselig en optrædende. Der hviskes tæt på dig og overalt omkring dig. Hvis det forbliver en effekt er det meningsløst, men hvis man får den samme fornemmelse, når man hører det næste gang, er det lykkedes.
I et andet værk – ”Et blad falder til himlen” for pigekor, som jeg har skrevet sammen med Knud Romer, er koret placeret rundt omkring i koncertsalen. De synger og bevæger sig blandt publikum. Knuds smukke digt handler om demens, og korets bevægelser ”handler” måske om at fokuseringen ændres for måske ligefrem at forsvinde. Det smukke og melankolske der kan ske, når ”man falder til himlen”, og ungdommens unge pige samtidigt nærmer sig medbringende en tone og et ord.
I ”Sounds like You” er koret også placeret blandt publikum, og sidst i værket vil stort set al musikken have flyttet sig ned på sæderækkerne.

Hvorfor udvikler musikken sig som den gør ? Hvad sker der dog i øjeblikket med min musik, siden jeg absolut skal have den flyttet væk fra dens normale platform ?
Samtidig med at musikken kommer tættere på publikum, kommer den – af et andet spor – tættere på musikeren. I næsten alle mine værker fra de senere år skal musikerne nynne mens de spiller. Musikken bevæger sig fra instrumentet ind i musikerens krop.
Der er vel en tanke og logik i at efter at have arbejdet i fem, seks år med den store dramatiske form i ”Under Himlen”, så kan savnet af operaen og længselen efter det musikdramatiske perspektiv udløses i brug af disse pseudomusikdramatiske initiativer. Rummet, ordene, sangen bliver betydelige medspillere til den rene musik. Måske handler det også om en opløsning – eller i hvert fald opblødning af blufærdigheden. Min musik behøver ikke at være så fjern mere. Man må faktisk gerne høre den, og hvis den er placeret på stolesædet ved siden af, kan man ligesom ikke hindre den i at blive hørt.
Tidligere var ”fjernheden” et af de væsentligste karakteristika ved min musik. Jeg husker en prøve med det norske Cikada Ensemble for nogle år siden, hvor musikerne konstant drillede mig med det faktum at betegnelsen ”Lontano” fylder mere end almindeligt som karakterbetegnelse i mine værker. Hver gang jeg kommenterede deres musiceren, og bad om lidt mere dit og lidt mindre dat, lød det fra dem: ”…Og mere lontano – ikke sandt!”

(Er musikken stadig fjern? En Lontano-musik helt tæt på.)

Disse tekster skal (for formens skyld?) indeholde en ugentlig anbefaling, og jeg ville hjertens gerne anbefale Tjekhovs ”Kirsebærhaven”; men i så fald ville jeg nok have nærmet mig melankolien i det værk. Den hvide melankoli som Tjekhov mestrer bedre end nogen maler, og det ville have bragt med sig, at jeg kunne konkludere at alle de tre værker, der sætter sig på stolen ved siden af publikum, har melankolien som tema, og jeg ville nok have gået ud i en længere, retrospektiv analyse af forholdet mellem min melankoli og min flytning af lyd.

Da jeg imidlertid har sagt melankolien farvel, vil jeg i stedet i denne uge anbefale et stykke musik - et kammermusikværk, der har med rumlige forhold at gøre: ”Hic sunt Leones” af den venetianske komponist Claudio Ambrosini. Han er den eneste udenlandske komponist, jeg har studeret hos. Det gjorde jeg i en uge i Venedig i 1992. Ambrosini fortalte mig om hvad der karakteriserer den venetianske komponister fra før Gabrieli over Gabrieli til Nono og frem i tiden til ham selv: Brugen af rummet inspireret af Markuskirkens form. Jeg har ikke selv det værk på hverken bånd eller CD mere, og hvis nogen af denne teksts læsere har det liggende, må de meget gerne lade mig det høre!